Det er med denne udgivelse fra G. Floy på sin plads at tale om Marvels forskellige universer, konteksten i en given serie og om de valg, som forlaget foretager sig. Tilbage i 1971, i Avengers #85 og #86, dukkede den første udgave af Squadron Supreme op, da fire medlemmer fra Avengers-gruppen stødte på dem i den alternative udgave af Jorden, der betegnes Earth-712.
Her må der knyttes en bemærkning til Marvels forskellige universer, som nok kun en type som Marvel Morten har helt styr på. Marvel arbejder med flere forskellige versioner af vores Jord, der eksisterer uafhængigt af hinanden – dog overlapper de til tider, som det skete i det første møde mellem Squadron Supreme og Avengers.
Selv kommer Avengers fra den mere gængse Earth-616. Hvis du er lidt forvirret, er det helt forståeligt. Men for en nærmere uddybning med hensyn til de forskellige universer og generelt om alle Marvels helte, kan man anskaffe sig bogen med den meget sigende titel Official Handbook to the Marvel Universe, som udkom i 2005.
Smart og lidt ynkeligt
Det oprindelige Squadron Supreme-gruppe bestod af helte som Hyperion, Dr. Spectrum, Nighthawk og Power Princess, og var på mange måder modeleret over superheltegruppen Justice League fra DC, men der blev også lånt fra andre Marvel- og DC-helte.
Finten var, at Marvel kunne kopiere andre forlags helte ved at give dem nye navne og lade dem optræde i alternative virkeligheder. Smart og lidt ynkeligt. Siden hen er Squadron Supreme dukket op i flere udgivelser, men serien døde i midtfirserne.
I 2003 besluttede forfatteren J.M. Straczynski sig imidlertid for at give serien nyt liv. Først blev de genintroduceret under serienavnet Supreme Power og udkom i 18 hæfter fra 2003-2005 under Marvels MAX imprint-afdeling. I 2006 skiftede gruppen så navn til Squadron Supreme, der trykkes på Marvels traditionelle forlag, og serien er i dag i rivende udvikling. I de 18 hæfter om Supreme Power bliver læseren introduceret til de forskellige helte og den verden, de lever i – en verden som for øvrigt betegnes Earth-31916 i de officielle Marvel-annaler.
Underlige dispositioner
Squadron Supreme: Førkrigsårene, der netop er blevet udgivet af vores hjemlige G. Floy Studio, er begyndelsen på den serie, der begyndte, efter de første 18 hæfter var afsluttet. Spørgsmålet er så bare hvorfor G. Floy først har valgt at hoppe med på vognen nu, og hvorfor de ikke har udgivet de 18 hæfter, der allerede er udkommet?
I begyndelsen af G. Floys udgivelse er der en tekst, som kort introducerer os til seriens helte og grundkonflikter, men så går handlingen ellers i gang. Undertegnede var nødt til at læse denne indledning og de første 20 sider op til flere gange for at kunne finde ud af, hvad der skete. Vi bliver som læsere kastet ind i en historie, som forfatteren har brugt to år og 18 hæfter på at skabe.
Men der er dog en pointe i at begynde udgivelsen her. For hvor de første 18 hæfter var solohistorier, så samles heltene nu til den gruppe, der kommer til at bære navnet Squadron Supreme. Og da introen er afsluttet og handlingen for alvor går i gang, kører historien derud af med 180 km/t. Men der dukker konstant elementer op, som man fornemmer er blevet forklaret i tidligere udgivelser, der ikke foreligger på dansk.
Eksempelvis hører vi om en Hr. Redstone, der er blevet introduceret i nogle af de hæfter, vi ikke har fået på dansk, så da han dukker op som en skurk, aner vi ikke, hvem han er, og hvad hans introduktion indebærer for vores helte.
En anden underlig ting er, at G. Floy kun har valgt at samle de fem første hæfter i den serie der begyndte, efter de indledende 18 hæfter var udkommet. Den nye serie, der hedder Pre-war Years, er kommet ud i en samlet udgave i USA i november 2006. Derfor er det lidt af en gåde, hvorfor G. Floy ikke har medtaget det sjette hæfte.
Det kan i mine øjne skyldes to ting. Den ene, og mest nærliggende, er, at albummet måske var blevet for omfattende rent længdemæssigt. Men det kan også være pga. af den slutning, som det femte hæfte – og dermed Squadron Supreme: Førkrigsårene – har. Der er nemlig tale om en vaskeægte cliffhanger, hvor vi introduceres til en ny skurk, og hvor der bliver lagt op til noget stort – og det kan dermed være, at de danske købere vil blive mere tilbøjelige til at købe den næste udgivelse. Under alle omstændigheder er det lidt mystisk ikke at samle hele serien, når den nu endda foreligger som en samlet udgave fra det amerikanske marked.
Fin grundidé
Grundidéen – som beskrives meget kort i indledningen til albummet – er meget simpel, og fungerer som en fin og alternativ forklaring på, hvorfor der er superhelte i denne udgave af Jorden. For år tilbage styrtede et rumskib ned på amerikansk grund. Om bord var et lille barn med menneskeligt udseende.
Han blev “konfiskeret” af en hemmelig amerikansk regeringsinstans og blev opdraget i hemmelighed på en skjult militærbase. Knægten viste sig at besidde superkræfter – og ja, her er der tale om en klar parallel til gode gamle Superman. Regeringen døbte ham Mark Milton, men som superhelt slog han sine folder som Hyporion. En meget stærk helt, der også har evnen til at flyve og han blev hurtigt en populær helt i de amerikanske medier under Clinton-administrationen.
Men det rumskibet i sin tid kom med, havde spredt usynlige bakterier, da det brød igennem Jordens atmosfære. Så med tiden er der også kommet andre superhelte og superskurke til, som alle har fået deres kræfter gennem de forskellige bakterier.
Heltene
Da historien tager sin begyndelse, er den amerikanske regering i gang med at inddele deres helte i to grupper. Den ene gruppe skal være kendte af offentligheden og boltre sig i medierne, mens den anden gruppe skal fungere som et skyggehold, som kun regeringen kender til. Vi møder de forskellige helte i en klassisk sekvens, hvor vi ser, hvad de kan, og hvordan de lever.
Der er Hyporian, som kommer fra en fremmed civilisation. Der er Stewart, som kan løbe ekstremt hurtigt. Kinglsey er en underlig kvinde, der kan kommunikere telepatisk. Dr. Spectrum, der har et kærlighedsforhold til Kingsley, kan flyve og meget andet. Edith Freiberg er en kvinde, som er meget stærk og hendes hud er så hård, at hun næsten er usårlig. Arcanna Jones kan manipulere med kvantemekanikken, og Raleigh Lund er et stort, stærkt og meget enfoldigt fedtbjerg.
Emil Burbank er den mest intelligente, og Gaines er en levende atombombe, hvis radioaktive stråling kun holdes i ave af en metaldragt. Tom Thumb er 7cm høj og meget anvendelig, hvis man skal ind ad små åbninger. Og så er der Zelda, som næsten kan alt og naturligvis er meget smuk, klæder sig vulgært og har store bryster. Der er altså tale om en blandet landhandel med noget for enhver smag.
Metalag
Hele dette metalag med medierne er ganske fornøjeligt og velskrevet. Eksempelvis siger en regeringsmand følgende, da der snakkes om heltenes eksponering i medierne: “Vi har fået ham på Oprah ugen efter annonceringen. Hvis det ikke virker, virker ingenting.” Men Hyporion – hvorfor han gør det er lidt uklart, men er sikkert forklaret mere udførligt i de foregående 18 hæfter – lækker informationerne om heltene til pressen, og derfor ser regeringen sig nødsaget til kun at lancere én gruppe og derved går de i første omgang glip af deres skyggehold.
Så på en TV-transmission præsenterer selveste præsident George W. Bush det nye superheltehold. Og så går de forskellige opgaver ellers i gang. Den ene fede actionsekvens afløser den anden, mens der er i små mellemspil udvikles konflikter i gruppen. Vi introduceres også til nogle af heltenes baggrunde – igen har man en klar fornemmelse af at mangle vigtige informationer fra de tidligere historier. Men det hele fungerer alligevel ganske udmærket. Historien har et naturligt drive og forfatteren en fortælleglæde, som skinner igennem de sorte huller som handlingen har.
Der er flere forrygende karakterer blandt heltene, hvor min personlige favorit er den superintelligente Emil Burbank. Han er tilpas kynisk, har en meget mørk skyggeside og stjæler stort set alle de scener, han er med i.
Tæskehold og politistyrke
Når man ser de enkelte helte og lærer deres evner at kende, begynder en del klokker at ringe. Mange af dem er nye udgaver af gamle helte, bare med andre navne og andet udseende – kig blot efter helte og skurke der minder om The Flash, Batman, Green Lantern, Atom, Wonder Woman og mange andre. Det viser Straczynskis store viden om hans genre.
Denne blanding af kendte golden age-elementer og den moderne politiske, brutale tone er helt i top. Gruppen fungerer som en blanding mellem et tæskehold og en politistyrke, der håndterer de sager og de fejltagelser, som den amerikanske regering har lagt for dagen. Historien er hård, og vores helte har ikke alle helt rent mel i posen. Det er befriende at læse en superheltehistorie, hvor vores helte slår skurkene ihjel med et smil på læben. Det ser man ikke så tit.
Et tilbagevendende problem med albummet er dog, at vi som læsere ikke kender nok til de forskellige helte, og man fornemmer at en større viden – som de 18 amerikanske hæfter uden tvivl kommer med – ville have gjort læseoplevelsen større og mere helstøbt. Som historien skrider frem, begynder flere medlemmer af gruppen at stille spørgsmålstegn ved det, de laver, men mere af historien vil jeg ikke røbe her.
Nydelig og lidt kedelig streg
Gary Franks streg er meget anonym og nydelig. Her er ikke de store udsving, og stilen tilraner sig ikke unødvendig opmærksomhed, men formår at supplere historien på fornemste vis. Franks streg er meget old school, fyldt med fine detaljer og hans persontegninger er enkle og troværdige – om end lidt kedelige. Så det er ikke det visuelle, som er albummets force, selvom det bestemt heller ikke er dårligt. Det er sådan lidt som en god middag, som vores mormor lavede den.
Et af albummets absolut største styrker er derimod den politiske agenda, som Straczynski leverer med kynisk hånd, samt den meget hårde og brutale tone, der er et gennemgående træk. Man kan ofte bruge fiktionen – og de fantastiske genrer – til at kommentere på den måde, vores verden er skruet sammen på. Dette sker ofte diskret og subtilt, men Squadron Supreme: Førkrigsårene er et direkte knytnæveslag lige i hovedet på den amerikanske regering og dennes udenrigspolitik.
Der er elementer, der både peger på USA’s rolle i Somalia i 90’erne og mere nærliggende på Irak-krisen. Det er rammende, og samtidig er det leveret i en underholdende historie, som Straczinsky formår at bruge nærværende og interessant. Godt nok vakler albummet lidt som enkeltstående værk, men alligevel er det en udgivelse der bestemt fortjener et stort publikum.
Mit håb er så bare at G. Floy vil fortsætte med at udgive serien og måske endda gå tilbage og lancere de første 18 hæfter i to eller tre lækre hæfter, så vi kan få det hele med. Det fortjener heltene fra Squadron Supreme og det samme gør vi læsere.
Squadron Supreme: Førkrigsårene er venligst stillet til rådighed af G. Floy Studio.
Originaltitel: Squadron Supreme: The Pre-war Years
Forfatter: J.M. Straczynski
Tegner: Gary Frank
Forlag, år: G. Floy Studio, 2007
Albumlængde: 120 sider
Dansk oversættelse: Steffen P. Maarup
Udkom i USA i 5 dele i 2006 på forlaget Marvel.
Anmeldt i nr. 18 | 13/04/2007
Stikord: Superhelte
