Split Second

Velkommen til en omgang horroraction fra de hedengangne VHS-dage. Den britiske Split Second vil for mange have en særlig plads i erindringen. Den dukkede op i starten af 90’erne, og personligt har jeg skamset den. Først som lejefilm og sidenhen da den kom ud i ”Men of Action”-serien. Jeg elskede den.

Den fede stemning, monstret og en übercool Rutger Hauer, som med karakteren Stone, den desillusionerede betjent, der lever af spænding, kaffe og chokolade, er en homage til 80’ernes actionhelt – eller måske bare et levn, da Split Second på mange måder hører 80’erne til.

Narrativ rodebunke

Så det var med store forventninger og et sug i maven, at jeg genså filmen for første gang i ca. 15 år. Holder den så stadigvæk vand? “Både og” er mit umiddelbare svar. Filmen er en sand narrativ rodebunke, men samtidig leverer den en fremragende stemning, fede actionscener og lækkert splat. Og så har den Rutger i B-film-topform.

Vi er i London i 2008 – ja, uha hvor er det gået galt, og det er den klassiske fremtids-”fejl”, at samfundet aldrig har ændret sig så meget, som filmene gerne vil det. Mens vi får et view ud over et trøstesløst London, kører følgende tekst over skærmen:

“After forty days and nights of torrential rain, the city is largely submerged below water, a result of the devastating effects of continued global warming. The warnings ignored for decades have now resulted in undreamed-of levels of pollution where day has become almost endless night.”

Mørk og grum stemning

Man kunne godt tro, at vi her har at gøre med en actionfilm med et budskab om miljøet. Men det er ikke tilfældet, selv om det ville falde fint i tråd med Rutgers skarpe blik på miljøet. For efter introteksten er vi i actionland. Og det er dejligt. London, hvor filmens handling udspiller sig, er en grum og mørk storby. Rotterne trives i den vandede storby, men det gør en helt speciel morder også. Så der kommer et blodigt mord, lidt scener fra en hårdkogt politistation, lidt action i gaderne og lidt hygge i Stones lejlighed.

Kort sagt er handlingen en omgang rod. Men heldigvis tilraner både stemningen, den brutale vold, det fine/karikerede skuespil og de lækre effekter sig så meget opmærksomhed, at man godt kan se igennem fingre med hullerne i plottet – manuskriptforfatteren Gary Scott Thomsen er da heller ikke nogen lysende stjerne, hvis man kigger hans CV igennem. Men hvis man forventer en stramt fortalt ”serial killer thriller”, så bliver man skuffet. Hvis man derimod forventer fed action, splat, en fed britisk setting og en overspillende og cool Rutger Hauer, ja, så er du kommet til den rette film.

Fine skuespillere

Udover Rutger bør vi også rose resten af filmens skuespillere: Den smukke (og den gang unge) Kim ”Sex and the City” Cattrall udfylder rollen som Michelle perfekt, og hendes skrøbelighed giver et fint modspil til Rutgers træmand (og naturligvis ikke at forglemme: hele to nøgenscener).

I rollen som Stones makker Dick (og ja, det hedder han) Durkin er skotske Neil Duncan fremragende – Duncan fik sit gennembrud i krimiserien Taggart (der har kørt siden 1983!). Blandt birollerne er der fine præstationer fra britiske skuespillere som Pete Postlethwaite og Alun Armstrong.

Filmens instruktør Tony Maylam vil ikke være kendt af mange. Efter Split Second holdt han en pause på næsten 10 år som instruktør, og da han vendte tilbage, var det primært som instruktør af dokumentarfilm om biler!

Men genrefans, og os på Planet Pulp, har tidligere stødt på Maylam i forbindelse med slasherfilmen The Burning, som Maylam instruerede i 1981. Så når man ser på instruktøren og manuskriptforfatteren kan man godt forstå, hvorfor filmen er så narrativt svag: De havde tilbage i start-90’erne ikke meget erfaring med spillefilmsmediet.

Lækre effekter og lidt Alien-rip-off

Til gengæld skal der sendes mange roser efter Chris Edwards beskidte production design og generelt hele effektholdet bag Split Second – bag monstret finder vi Stephen Norrington, der, sjovt nok, arbejdede som ”creature”-effektmand på film som Aliens (1986) og Alien 3 (1992), så det er nok ikke helt tilfældigt, at monstret i Split Second har noget tilfælles med dens venner fra Alien-filmene.

Når alt kommer til alt, er Split Second ikke så god, som jeg husker den. Til det er afviklingen af det simple plot simpelthen for dårligt udført. Men det kan ikke tage noget fra underholdningsværdien i et mørk og beskidt London, hvor Rutger tager kampen op mod ondskaben.

Anmeldt i nr. 74 | 13/12/2011

Stikord: Okkultisme, Rotter, Splat