Martin Schjönning
Ingen kommentarer

Spellbook of the Lost and Found

Spellbook of the Lost and Found
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

"That night, everybody lost something. Not everybody noticed." Så genialt kan et mysterium starte, så grebet og nysgerrig kan man blive allerede i de to første sætninger.

Spellbook of the Lost and FoundMoïra Fowley-Doyles anden bog lever næsten op til den fabelagtige debut, The Accident Season (2015), som jeg anmeldte i dansk oversættelse – Ulykkernes Tid – sidste år.

I Spellbook of the Lost and Found vågner teenagerne i en søvnig lille irsk by op efter en drukfest, og de fleste har mistet et eller andet. Det er der som sådan ikke noget mærkeligt i, men for nogle af dem er tabet dog langt større end for andre.

En underlig, ældgammel bog dukker op, fyldt med trolddom og formularer, der gør, at forsvundne ting kan findes igen – men der er en pris at betale for den slags mirakler.

Snart begynder magien at lave problemer for vores hovedpersoner – to grupper af venner, der hver især kastes ud på dybt vand og forsøger at nå i land, inden de drukner.

Det er uhyggeligt svært at sige noget specifikt om værkets handling uden at afsløre noget fundamentalt. Intrigen er smuk, men skrøbelig som en antik vase, og det ville virkelig være synd at tale over sig.

Så tilgiv mig, at jeg skøjter lidt hurtigt over handlingen. Den er da også kun én ud af mange gode ting ved bogen, og faktisk er den ikke engang det bedste.

I modsætning til The Accident Season er Spellbook of the Lost and Found nemlig lidt forudsigelig, uden at det dog gør særlig meget.

Ambitiøst lyrisk

Moïra Fowley-Doyle.

Moïra Fowley-Doyle.

Øverst blandt de mange gode sager er sproget. Endnu en gang er jeg nødt til at betone mit had til YA-begrebet, for Fowley-Doyles bøger markedsføres målrettet til teenagere, øjensynligt fordi hovedpersonerne har den alder.

Dette er simpelthen dumt, især når man ser på det endog meget avancerede sprogbrug. Ikke alene er der udvalget af velsmagende gloser, der tæller små lune retter som “Detrimental”, “Vehemence”, “Reprocity” og “Cantankerous” (sidstnævnte var jeg sgu’ nødt til at slå op), der er også den rent poetiske side af sproget.

En helt simpel lille krølle som “… I think softly” er beskrivende for Fowley-Doyles generelle tone. I hendes verden tænker man nogle gange med en mildere stemme end andre.

Et eksempel på lyrisk sprog for fuld hammer er: “Ivy’s eyes are red from all these truths she’s finally telling.” Jeg siger det lige igen: Dette er ikke YA-litteratur, hvis sådan noget da overhovedet findes. Det er voksenlitteratur med teenagere i hovedrollerne, og som kvikke teenagere også kan nyde.

En ting man somme tider glemmer er, hvor spændende det er at være teenager. Det er uden sammenligning den mest definerende tid for de fleste af os.

Der hvor man virkelig opdager sine gode og dårlige, stærke og svage sider. Hvor man finder sit ståsted i verden. Man forelsker sig og brænder for nye sager, og er samtidig sygt sårbar.

Det er den mest interessante periode i en karakters liv, man som forfatter kan beskæftige sig med, og en af de sværeste at skrive realistisk.

Spellbook of the Lost and Found kører i et adstadigt tempo – den er faktisk halvtreds sider for lang til sin handling. Men det giver plads til, at karaktererne kan vise sig frem i deres hormonelt forstyrrede pragt, og det er vildt godt håndværk. Man kan sagtens nyde det som voksen læser.

Shameless med magi

Stemningsmæssigt befinder vi os i Twin Peaks-territorium (den originale), hvor mysterierne hober sig op, og hele verden er lidt abstrakt, uden helt at miste grebet.

Historiens placering – vi bruger det meste af tiden i finanskriseramte Udkants-Irland – emmer lidt af den britiske TV-serie Shameless. Mange af vores 17-årige hovedpersoner ryger, drikker og får ulovlige tatoveringer, andre er fra velfungerende, om end ret underlige kernefamilier.

Disse udsatte mennesker beskrives med stor kærlighed som eftertænksomme, selvstændige individer, der ikke får et apoplektisk anfald fordi magien pludselig viser sig at virke.

Det er vidunderligt befriende – både at se underklassen blive beskrevet som normale mennesker og at der ikke skal gå ti kapitler med at de nægter at trio på magiens ægthed, fordi det ville være den realistiske ting at gøre.

Spellbook of the Lost and Found er hundrede sider længere end sin forgænger, og det virker helt klart som en redaktionel beslutning og en forkert én af slagsen – tykke bøger sælger bedst, også til YA-segmentet.

Alt reddes desværre ikke af de overbevisende karakterer. Forudsigeligheden trækker også ned, men alt andet er nærmest perfekt. Set som en spændende fortælling om allegorisk social arvesynd, teenage-weltschmerz, og skummel magi med keltiske rødder, er Spellbook of the Lost and Found simpelthen en gedigen læseoplevelse.

Vurderet som decideret ungdomslitteratur ville den nok ikke slippe af sted med fem stjerner.

5 stjerner

Titel: Spellbook of the Lost and Found
Forfatter: Moïra Fowley-Doyle
Forlag: Penguin Random House
Format: Hardcover
Udgivelsesår: 2017
Sideantal: 368 sider

Anmeldt i nr. 144 | 13/10/2017

Stikord: Magi

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>