Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Speak No Evil

Speak No Evil
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Den her slags musik – fra en dansk komponist til en dansk film – vil jeg meget gerne have mere af. Det er flot, imponerende og effektiv filmmusik.

Speak No EvilMusikken til den ekstremt kritikerroste danske horrorfilm Speak No Evil (dansk: Gæsterne) er komponeret af Sune “Køter” Kølster, der har komponeret film- og tv-musik siden 2011.

De fleste af Kølsters scores har været til kort- og dokumentarfilm, men han har også et par spillefilm på CV’et – Ludo (2014) og Forældre (2016), hvoraf sidstnævnte er instrueret af Christian Tafdrup, der også står bag Speak No Evil.

Scoret til Speak No Evil er lidt af en sjældenhed i dansk film, for så indædt, mørkt, rumlende, dissonant og hamrende effektiv filmmusik er ikke noget, vi er vant til.

Forrygende

Det er et helt igennem forrygende score, også selvom Kølsters musik i store træk er utematisk; noget jeg ellers ofte slår ned på som et kritikpunkt.

Kølster får det imidlertid til at fungere aldeles glimrende, måske også fordi hans musik har nogle gennemgående stilistiske træk, der på en måde gør det ud for tilbagevendende motivisk materiale. Mere om det snart.

Dog skal det lige siges, at der på en måde er et tilbagevendende tema i musikken. Det er dog ikke komponeret af Kølster, men er to arrangementer af Monteverdis “Lamento Della Ninfa” fra den ottende madrigalbog, Madrigale guerrieri, et amoroso (Madrigaler om krig og kærlighed) fra 1638.

“Lamento Della Ninfa” høres i de to cues “Garden of Amor (Lamento Della Ninfa)” og “Amor of Death (Lamento Della Ninfa)”, der ligger som hhv. nr. 3 og 16, altså i starten og hen mod slutningen af scoret.

Udover de to smukke arrangementer af Monteverdis komposition, er der to cues, der skiller sig ud fra resten: “Dance of Bacchus” (nr. 4) er et muntert stykke italiensk musik med harmonika og mandolin, mens “Requiem” (nr. 17), som titlen antyder, er alt andet end munter. Det er til gengæld et smukt stykke a cappella-musik.

Kødet på knoglerne

Og så er der resten af scoret, og det er her, kødet virkelig er på knoglerne. Eller rasler af, måske nærmere, for nu at blive i horrormetaforer.

Kølster lægger stilen med det samme i “Overture” (nr. 1), der starter med lave tremolostrygere og pauker, inden et aggressivt og truende messingblæsermotiv dukker op ved ca. 0:26. Her var jeg solgt! Men det bliver bedre!

I “Overture” introducerer Kølster nemlig også en teknik, der er gennemgående for hele scoret, og som netop er et af de elementer, jeg hentydede til ovenfor, som gør det ud for en slags gennemgående “motiv”.

Musikken er nemlig i høj grad bygget op omkring brugen af glissandi (ental: glissando), altså toneglidninger, hvor instrumenterne glider fra én tone til en anden, op eller ned. Det høres i blæsermotivet, da det dukker op igen ved ca. 1:22, men det høres i mange andre sammenhænge (og i andre instrumentgrupper) gennem hele scoret.

Et andet godt eksempel på en glissando høres f.eks. i strygerne i begyndelsen af “Unbearable Heat of Vesta” (nr. 5), et andet vildt godt cue, der også gør brug af pizzicato-strygere (knipsede strygere) og urovækkende træblæsere.

I øvrigt minder især slutningen af dette cue mig om noget, Søren Hyldgaard kunne have begået til f.eks. Edderkoppen (den fremragende noir-miniserie fra 2000), og nu vi er ved mindelser om andre komponister, så er der i det følgende cue, “Crossing the River Styx” (nr. 6) en klar Morricone-vibe i den måde, Kølster kombinerer strygere og træblæsere i de meget høje registre fra ca. 0:31.

Sammenligningerne med Hyldgaard og Morricone er i begge tilfælde ment som en ros til Kølster, der ikke kopierer eller efteraber her, men bare lægger sig ind i det samme soniske rum som de to andre komponister.

Myrekrybende

Stilistisk er hovedparten af Kølsters score – altså minus de tidligere omtalte cues, der stikker lidt ud fra resten – ret ensartet. Det er lavt og truende, og de allestedsnærværende glissandi giver musikken en krybende, slangeagtig kvalitet, der gør det ekstremt urovækkende og ubehageligt – på den gode måde, forstås. Det er voldsomt effektiv filmmusik, vi er vidner til her.

Kun stedvist lader Kølster musikken komme mere voldsomme udbrud, men det sker, f.eks. i “Crying Wolf” (nr. 12), med voldsomme messingblæsere, strygere og pauker.

Enkelte steder indlejrer Kølster også andre elementer, f.eks. gør kor et stort indtryk i “Abel’s Secret” og “The Gates to Hades” (nr. 10), selvom de ikke så tydelige i mixet. Men de er der, og effekten er ekstremt myrekrybende.

“Myrekrybende” er helt generelt et godt ord til at beskrive hovedparten af Kølsters score. Det sætter sig i lytteren og vrider og ormer sig ind under huden, ikke mindst på grund af glissandierne, der effektivt binder scoret sammen fra start til slut.

Imponerende horrorfilmmusik

Den her slags musik – fra en dansk komponist til en dansk film – vil jeg meget gerne have mere af. Det er flot, imponerende og effektiv filmmusik – også selv om det ikke er behageligt. Eller rettere: fordi det ikke er behageligt! Det er imponerende horrorfilmmusik, vi har at gøre med her!

5 stjerner

Nummerliste:
1. Overture (1:40)
2. Call of the Siren (1:01)
3. Garden of Amor (Lamento Della Ninfa) (1:37)
4. Dance of Bacchus (2:23)
5. Unbearable Heat of Vesta (1:16)
6. Crossing the River Styx (2:04)
7. Abel’s Secret (0:59)
8. The Fields of Elysium (1:08)
9. Hybris of Cupid (1:26)
10. The Gates to Hades (3:05)
11. The Predator (2:00)
12. Crying Wolf (0:55)
13. Sacrificium (4:15)
14. Tears of Gaea (1:36)
15. Sword of Justica (3:04)
16. Amor of Death (Lamento Della Ninfa) (4:21)
17. Requiem (4:18)

Total spilletid: 37:08

Titel: Speak No Evil
Komponeret af: Sune “Køter” Kølster
Komponeret: 2022
Udgivet: 2022
Label: MovieScore Media

Anmeldt i nr. 198 | 13/04/2022

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *