Rasmus Rosenørn
Ingen kommentarer

Southlander

Southlander
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Den dybt mærkelige Southlander er en satire over et miljø af undergrundskunstnere, og kan prale af en masse kendte musikere på rollelisten. Det er sjovt, men filmen bærer desværre præg af at være mere improviseret end planlagt.

SouthlanderMed Southlander venter der den uforberedte seer en meget mærkelig oplevelse. Her er tale om en ekstrem lowbudget komedie, hvor alt hvad angår handling og skuespil er så langt ude, at man ikke helt fatter, hvad der foregår.

Handlingen i Southlander er egentlig ganske enkel. Den arbejdsløse og fattige keybordspiller Chance (Rory Cochrane) har fået fingre i en ufattelig sjælden Moletron synthesizer årgang 69. Dette instrument har skaffet ham plads i bandet Future Pigeon, der skal på turné, har pladekontrakt og sangerinden er forelsket i ham. Så skulle man jo tro, at alt var godt.

Desværre får Chance stjålet synthesizeren fra sin bil inden turnéen skal i gang. Nu er gode råd dyre, for uden sin Moletron ’69 er der intet band, ingen turné, pladeindspilninger eller kæreste til Chance, der hverken er tjekket eller sær nok til at være med i bandet på grund af andet end sit keyboard.

Så går den vilde jagt
Et stk. uvurderlig Moletron 69 Synthesizer

Et stk. uvurderlig Moletron 69 Synthesizer.

Derfor indleder Chance sammen med sin ven Rossangeles (Rossie Harris) den vilde jagt på keybordet. De opsøger alle, der annoncerer med et lignede instrument i den lokale udgave af Den Blå Avis – The Southlander. The Southlander er musikere, forhandlere af gammelt skrammel og hæleres foretrukne markedsplads, og Chance er overbevist om, at hvem, der end har snuppet keybordet vil forsøge at komme af med det her.

Chance (Rory Cochrane) opdager at keyboardet er blevet stjålet fra hans bil

Chance (Rory Cochrane) opdager at keyboardet er blevet stjålet fra hans bil.

De to antihelte begynder nu en sær rejse gennem Los Angeles’ indierockmiljø, hvor de møder alle mulige underlige typer, der har forbindelse til det forsvundne instrument. Den første person, Chance får kontakt til, er en selvfed reklamemand, der har et hvidt keyboard til salg i avisen. Allerede her får vi et indblik i det, Chance kalder The Southlander-game.

Man skriver ikke præcist i sin annonce, hvad det er man sælger. Man fortæller det heller ikke i telefonen. Det er meningen folk skal komme forbi og se og høre hvor fantastisk man er, selv om man ikke har det, de er ude efter.

På samme måde kommer Chance i kontakt med en liderlig kvinde, der slet ikke har noget keyboard, såvel som en ulidelig indehaver af en guitarshop, der er mere interesseret i at blære sig overfor sine kunder end at betjene dem.

Rossangeles og The Motherchild
Rossangeles (Rossie Harris) forbereder sig på at stjæle en LP

Rossangeles (Rossie Harris) forbereder sig på at stjæle en LP.

Samtidig følger vi vennen Rossangeles, der viser sig at være et rigtigt røvhul. Man finder ret hurtigt ud af, at det er ham, der af ren og skær misundelse har hugget Chances sjældne synthesizer. Først ser vi hvordan han sniger sig til at optage et nummer i sit hjemmestudie, da et punkband kommer forbi for at prøve noget grej, han har til salg.

Derefter hugger han en sjælden vinylplade med en glemt 60’er-funkstjerne ved navn The Motherchild fra en butik. Motherchild kommer senere til at spille en væsentlig rolle i filmen.

Rossangeles opsøger en sælger i The Southlander, der har en gammel ekkomaskine til salg. Det viser sig at være selveste The Motherchild, som oven i købet er et endnu større svin end Rossangeles. Motherchild sidder i sin lejlighed og spiller badass à la Samuel L. Jackson, mens hans purunge cokevrag af en kæreste og hans håndlanger horer løs bag ryggen af ham. The Motherchild vil ikke umiddelbart sælge ekkomaskinen til Rossangeles. Først skal de drikke, og da Rossangeles er allergisk overfor alkohol, går det helt galt.

Rossangeles møder The Motherchild

Rossangeles møder The Motherchild.

Chance og Rossangeles mødes tilfældigt igen, da Chance er på vej til at besøge den sidste person, der måske kan sætte ham på sporet af den forsvundne Moletron ’69. Denne person viser sig at være ingen ringere end Beck. Han bor i et skur, hvor han laver sin musik, samtidig med at han er stråmand for en excentrisk, men stenrig kunstner, Lane, der opkøber elektronisk grej for at brænde det af.

Beck mener ud fra Chances beskrivelser af keybordet, at have købt sådan et for Lane. Beck sørger så for at de to bliver inviteret med til en fest samme aften hos Lane, hvor de kan rode i hans dynger med elektroskrot.

Godzillarobot
Lanes håndlanger, Beck

Lanes håndlanger, Beck.

Endelig er Chance heldig. Det lykkes ham at finde keybordet, men i festens kaos af sprut, stoffer og villige damer, glemmer han det. Da Chance og Rossangeles vågner op næste dag, finder de Lane druknet i sin pool (som Brian Jones fra Rolling Stones).

Derefter når de lige at se, hvordan endnu en tyv stikker af med keybordet på sin ladvogn. Tyven er Hank Williams III, en stjerne på den alternative countryscene. Hank bor på en stor skrammelplads hvorfra han sælger al slags grej, som han er kommet til på mere eller mindre hæderlig vis.

Countrypsykopaten Hank Williams III

Countrypsykopaten Hank Williams III.

Det lykkes de to uheldige helte at stjæle keybordet tilbage, men den gode Hank opdager det selvfølgelig, og dermed begynder en af filmens mest bizarre scener. Hank Williams III har bygget en gigantisk Godzilla-lignende, ildspyende dinosaurusrobot, som han pudser på Chance og Rossangeles, der desperate forsøger at slippe væk i deres bil. Efter næsten at være blevet ædt af metalmonstret undslipper de og kan nu ånde lettet op – tror de.

På vej tilbage mod byen bliver de stoppet af to betjente, der gennemprygler dem, og konfiskerer alt hvad de har. Keyboardet er selvfølgelig forsvundet fra bilen, da de får den udleveret igen. En flok egyptiske røgelsessælgere har købt det på politiauktion.

Egypternes leder er den legendariske og nu afdøde jazztrommeslager Billy Higgins, der af alle filmens medvirkende nok er det største scoop. Billy Higgins var i 60’erne fast sessiontrommeslager på næsten alle udgivelser fra det førende jazzlabel Blue Note. Desværre er Billy Higgins og hans kosmiske Jazzband ikke længere i besiddelse af keyboardet. Han byttede det væk for en stor gong-gong hos ingen ringere end… The Motherchild!

Hank Williams III's fjernstyrede Godzillarobot

Hank Williams III’s fjernstyrede Godzillarobot.

Stærkt imod Rossangeles’ vilje, slæber Chance ham med til The Motherchilds lejlighed. Heldigvis er det kun kæresten Snowbunny, der er hjemme, og ved hjælp af en stor pose coke, som Rossangeles neglede til Lanes fest, får de afledt hendes opmærksomhed, så Chance kan snuppe keyboardet.

Pludselig kommer The Motherchild tilbage, så Chance og en nu halvnøgen Rossangeles, der befandt sig i Snowbunnys seng, må flygte over hals og hoved. Med trukket pistol optager Motherchild forfølgelsen. Filmen ender dog lykkeligt, da Chance i sidste øjeblik når at springe ombord på Future Pigeons’ tourbus, mens stakkels Rossangeles ender ynkelig og halvnøgen på skadestuen med et skudhul i ryggen.

Improviseret
Den berømte jazztrommeslager Billy Higgins medvirker også i filmen

Den berømte jazztrommeslager Billy Higgins medvirker også i filmen.

Så vidt handlingen, der er ganske festlig. Det er svært at mene noget om denne film, da den er så anderledes end alt, hvad man hidtil har set. Det et tydeligt, at de to manuskriptforfattere Steve Hanft og Rossie Harris, der henholdsvis også instruerer og spiller Rossangeles, kun har haft nogle løse idéer, da de gik i gang med at skyde filmen. Det meste af handlingen og replikkerne improviseres på stedet af skuespillerne. Filmen er derefter blevet skabt i klipperummet af de bedst fungerende optagelser.

Problemet ved denne fremgangsmåde er, at der givetvis mangler en del klip, som kunne forklare handlingen bedre, men som er udeladt fordi de har været for dårlige, og man ikke har haft tid eller råd til at tage dem om. Samtidig vrimler filmen med “instruktørdarlings” – klip og sekvenser, der ikke betyder nogen verdens ting, men udelukkende er med fordi instruktøren synes, det ser fedt ud. Alt dette gør, at man faktisk er nødt til at se filmen et par gange, for at finde ud af hvad der foregår.

Oh shit! The Motherchild opdager at Chance har stjålet keyboardet tilbage

Oh shit! The Motherchild opdager at Chance har stjålet keyboardet tilbage.

At filmen er improviseret, betyder selvfølgelig også, at skuespillet langt fra er i top. Dette falder tilbage på instruktøren, der ikke har andet end nogle få idéer at arbejde ud fra. Skuespillere i fri dressur har altid tendens til at overspille og blive ufrivilligt komiske. Så er det jo heldigt, at Southlander er en komedie, men man griner nok af andre ting end instruktøren havde tænkt sig.

De to eneste karakterer, der ikke er ufrivilligt komiske, er Rory Cochrane som Chance, der formår at fange den ret utjekkede type uden noget særpræg. Rossie Harris er nu også meget god som Chances ven og filmens skurk Rossangeles. Han overspiller frygteligt, men det er ligger i karakteren at være overdreven i alt. Han er den lille flabede egoist, der egentlig ikke er ond, men han formår bare ikke at kigge ud over sin egen næsetip, og dermed kommer han til at skade en masse mennesker.

Styrke og svaghed
Rossangeles på skideren - fra scenen, hvor Rossangeles første gang møder The Motherchild

Rossangeles på skideren – fra scenen, hvor Rossangeles første gang møder The Motherchild.

Man kan heller ikke påstå, at der er tale om nogen flot film i klassisk filmæstetisk forstand. Til optagelserne, der mestendels foregår udendørs, er der benyttet et DV-studiekamera. Det betyder, at alle skud hvor handlingen foregår mere end tre meter fra kameraet er utydelige og grumsede. På den anden side kan det dog være en fordel at billedsiden matcher den ligeså rodede handling, og det amatøragtige skuespil.

Musikbutikken fungerede bedre dengang Keld Heick stod for den!

Musikbutikken fungerede bedre dengang Keld Heick stod for den!

Steve Hanft og Rossie Harts idé med Southlander er at lave en satire over et miljø af undergrundskunstnere, der består af lige dele primadonnaer og selvhøjtidelige typer, og det er til dels lykkes for dem, på trods af at filmen er elendig hvad angår skuespil, fortælleteknik og billedside. Filmens styrke og samtidig store ulempe er det store antal af mere eller mindre kendte musikere, de har fået til at spille med og skrive musik til filmen.

En styrke fordi de giver filmen og dens budskab troværdighed. Hank Williams III, Beck og Future Pigeon er alle en del af det miljø, der gøres grin med, og filmens blanding af fiktion og virkelige personer, der spiller sig selv, er sjov og fungerer godt.

Det er samtidig en svaghed fordi det virker som om Steve Hanft og Rossie Hart er lidt benovede over, at det rent faktisk er lykkes dem at få ovennævnte og andre musikere med i filmen, og fået dem til at levere musik. De kan ikke stå for fristelsen til at vise hvor “så meget nede” de er med Beck, Hank, Billy, Motherchild og hvad de hedder alle sammen, og dermed rammer filmens budskab dem selv som en boomerang.

Skriger af grin og ryster på hovedet
Mere Godzillarobot

Mere Godzillarobot.

Southlander er en morsom film, ingen tvivl om det. Men som altid når det drejer sig om produktioner på det her plan, ved man ikke helt om man griner med eller af filmen. For fans af de musikere, der er med, er den dog uomgængelig, da den indeholder klip og takes, man nok ikke støder på andre steder end her. For alle os andre har filmen dog også sine momenter. Både dem hvor man skriger af grin, og dem hvor man ryster på hovedet.

Southlander er venligst stillet til rådighed af Eclectic DVD.

3 stjerner

Titel: Southlander
Instruktør: Steve Hanft
Manuskript: Steve Hanft & Rossie Harris
Cast: Rory Cochrane (Chance), Rossie Harris (Rossangeles), Lawrence Hilton-Jacobs (The MotherChild), Beck (Bek), Mark Gonzales (Vince), Gregg Henry (Lane Windbird), Hank Williams III (Hank III)
Producere: Darren Lavett, Brian Oliver (executive producer)
Foto: Lance Acord
Klip: Haines Hall
Musik: Eddie Ruscha Jr. (score), Beck, Beth Orton, Hank Williams III, Billy Higgins, Future Pigeon, Union 13, Elliott Smith, Dj Me Dj You, Royal Trux, The Coup, Richard Harris
Spilletid: 80 minutter
Aspect ratio: 16:9 anamorphic widescreen
Lyd: Dolby 5.1 Stereo surround
Sprog: Engelsk
Undertekster: Ingen
Produktionsland, år: USA, 2001
Produktionsselskaber: Propaganda Films
Distributør (DVD): Eclectic DVD
Udgave/region: 1

Anmeldt i nr. 9 | 13/07/2006

Stikord: Humor, Satire

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *