Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Somewhere in Time

Somewhere in Time
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Somewhere in Time er et solidt Barry-score, men helt klart også ét af de mindre indlæg i hans portefølje af romantisk-melankolske scores fra 1970’erne og 80’erne.

Somewhere in TimeDa vi havde vores store tidsrejsetemaPlanet Pulp tilbage i november 2015, anmeldte jeg Jack Finneys fremragende roman Time and Again (1970), der som tidsrejsefortælling er speciel derved, at tidsrejserne foregår via selvsuggestion og ikke ved hjælp af en maskine eller lignende.

Den idé havde Finney fået fra den irske forfatter J.W. Dunnes forfatterskab, og det er meget muligt, at det også var her, Richard Matheson fik idéen til tidsrejsemetoden i sin egen tidsrejseroman Bid Time Return fra 1975.

Der er dog nogle, der krediterer idéen til forfatteren J.B. Priestley (som i sig selv nok havde fået idéen fra Dunne), men uanset hvem, der var ophav til idéen, fandt den anvendelse af både Finney og Matheson i to romaner, der udkom med kun fem års mellemrum.

Tidsrejser og romantik
John Barry (1933-2011), her på et foto fra 1977.

John Barry (1933-2011), her på et foto fra 1977.

Somewhere in Time er filmatiseringen af Mathesons roman og har manuskript af Matheson selv. Filmen blev instrueret af Jeannot Szwarc, der i langt størstedelen af sin karriere har gjort det indenfor TV, men som dog også har stået bag gyseren Bug (1975), Jaws 2 (1978), spionthrilleren Enigma (1982; ikke at forveksle med den senere film af samme navn fra 2001, som John Barry komponerede musik til) og Supergirl (1984).

I hovedrollerne finder vi Christopher Reeve og Jane Seymour. Reeve spiller dramatikeren Richard Collier, der til en reception bliver opsøgt af en ældre kvinde. Hun giver Richard et lommeur og beder ham om at “vende tilbage” til sig.

Flere år senere besøger Richard et hotel i Michigan, hvor han bliver betaget af et foto af en smuk kvinde, der var skuespillerinde i begyndelsen af 1900-tallet. Det viser sig, at kvinden var den selvsamme, der gav Richard lommeuret.

Long story short: Der kommer tidsrejsehalløj ind i billedet, Richard rejser tilbage i tiden, møder kvinden – Elise (Seymour) – og de forelsker sig naturligvis.

Somewhere in Time var ikke noget hit, da den havde premiere – hverken blandt kritikere eller publikum. Senere har filmen dog opnået en vis kultstatus, ja der findes sågar en fanklub – oprettet i 1990 – der holder et årligt møde på det hotel, hvor hovedparten af filmens handling foregår.

To udgaver

Desuagtet filmens kvaliteter, så komponerede John Barry et fint score, der af nogle endog anses som ét af Barrys bedste. Det synes jeg nu ikke er tilfældet, men fint er det skam alligevel.

Vi befinder os solidt indenfor rammerne af Barrys modne stil: Musikken er symfonisk med klar fokus på orkestrets strygersektion, tempoet er langsomt og stilen er altovervejende romantisk og let melankolsk.

Somewhere in Time-scoret findes i to udgaver: Det originale album fra 1980 (senere udgivet på CD) og en genindspilning fra 1998.

Det oprindelige album er lige over en halv time langt, og det repræsenterer formentlig en genindspilning af musikken, skræddersyet til albumudgivelse – en helt vanlig foreteelse for Barry. Med andre ord er det næppe de egentlige cues fra filmen, der høres på albummet.

Det oprindelige album indeholder ni skæringer, hvoraf ét er Rachmaninovs “Rapsodi over et tema af Paganini” (1934), der også anvendes i filmen. De resterende otte numre repræsenterer den egentlige filmmusik og har en spilletid på ca. 28 minutter.

Varèse Sarabandes genindspilning fra 1998 indeholder det komplette score i cue-format. Det indeholder i alt 19 numre, heraf et med Rachmaninovs “Rapsodi”. De resterende 18 cues har en samlet spilletid på ca. 38 minutter.

Genindspilningen er lavet med The Royal Scottish National Orchestra, dirigeret af John Debney. Det er professionelt fremført af orkestret og kompetent ledet af Debney, men jeg foretrækker Barrys egen indspilning, der virker en anelse mere indfølt end Debneys.

Er man kompletist eller vil man absolut høre musikken i cue-format, ja så må man have fat i genindspilningen.

Indeværende anmeldelse baserer sig på det oprindelige album, og selvom der altså er ca. 10 minutter mindre af Barrys musik end på Debneys genindspilning fra 1998, så har det ikke den store indflydelse på oplevelsen af scoret.

Tværtom kan man måske endda hævde, at scoret står sig bedre ved den lidt kortere præsentation, for der er nemlig tale om et næsten monotematisk score, og når man lytter til genindspilningen kan man ikke undgå at føle, det bliver en anelse langtrukkent.

Rigtig godt hovedtema

Somewhere in Time er ikke hundrede procent monotematisk, for der er andre tematiske idéer i spil, men deres anvendelse er meget flygtig i forhold til hovedtemaet, der derfor kommer til at fremstå som scorets egentlige identitet.

Det er heldigvis et rigtig godt tema, Barry komponerede til Somewhere in Time, og det er umiskendeligt Barry – øjeblikkeligt ørehængende, romantisk og smukt i Barrys langsommelige og helt særegne stil, og samtidig med den underliggende melankoli, som ikke bare var krævet af filmen, men som kendetegner mange af Barrys romantiske temaer generelt.

Det er komponeret med både en A- og en B-frase. Vi hører temaet første gang i “Somewhere in Time” (nr. 1). Først høres A-temaet orkestreret for fløjte med akkompagnement af harpe, inden temaet gives videre til strygersektionen. Ved ca. 0:46 kommer den første præsentation af B-temaet, også orkestreret for strygere.

Siden følger yderligere gennemløb af begge dele af temaet, bl.a. en rigtig fin udgave, der er orkestreret for soloflygel.

Sekundære temaer – og mere hovedtema

Et sekundært tema introduceres i første del af “The Old Woman” (nr. 2), klart afledt af hovedtemaets melodiske byggesten, men uden at være identisk. Også her er vi i langsomt, romantisk territorium, og det er selvfølgelig mere end nydeligt.

“The Journey Back in Time” (nr. 3) er et ganske langt suspensecue, hvor Barry i en stor del af spilletiden udnytter forskellen mellem strygere i henholdsvis de meget lave og høje registre. Der er også et par motiviske idéer i spil, bl.a. et strygermotiv på fem toner og et lille flygelmotiv, der spiller op mod hinanden. Det er fin suspensemusik, der uden problemer formår at holde lytterens interesse gennem hele spilletiden.

Det længste cue er “A Day Together” (nr. 4), der introducerer endnu et tema – denne gang et sørgmodigt cello-båret tema. Senere bliver musikken mere direkte romantisk, og ved ca. 1:10 introducerer Barry et nyt romantisk tema i strygerne. Dette tema har ikke hovedtemaets melankoli, men afspejler en mere ubekymret glæde. Noget ved temaets lethed minder mig en smule om Barrys score til The Dove (1974).

Dette romantiske tema fortoner sig dog snart, og hovedtemaet vender tilbage – både A- og B-frasen. Ved ca. 4:50 kommer en fin variation over hovedtemaet med en progression, der i høj grad minder om Barrys fremgangsmåde i scoret til Hanover Street (1979).

Efter Rachmaninovs fine rapsodi, får vi endnu et nyt tema i “Is He the One” (nr. 6), orkestreret for violin over strygere. Dette tema er nært beslægtet med hovedtemaet, men som med temaet i “The Old Woman” gælder også her, at det ikke er identisk med hovedtemaet – det er Barry, der leger med og udnytter hovedtemaets harmoniske progressioner og varierer så meget på dem, at der opstår en ny melodisk struktur.

“Is He the One” er også et af de få cues, hvor blæsersektionen i en periode får lov til at træde frem, og det skaber en velkommen variation i et ellers noget ensartet lydbillede. Her må det lige siges, at mixet i John Debneys genindspilning fra 1998 er betydeligt klarere og giver et bedre indtryk af de forskellige orkestersektioner, men det ændrer naturligvis ikke på, at scoret er komponeret primært for strygerne.

I “The Man of My Dreams” (nr. 7) bliver musikken pludselig mindre romantisk og mere nervøs. Under den øverste strygerlinje (en langsom variation over hovedtemaets harmonier) spiller strygerne med let tremoloeffekt og synes at antyde, at ikke alt er perfekt.

Den samme let nervøse lyd præger indledningen af “Return to the Present” (nr. 8), her med en langsom og sørgmodig variation på hovedtemaet i den øverste strygerlinje. Herefter overtages cuet af hovedtemaet, først orkestreret for fløjte over strygere, siden udelukkende for strygere, og ved ca. 1:48 høres en fin, stadig meget sørgmodig, version af hovedtemaets B-frase for soloviolin over resten af orkestret.

Det afsluttende nummer er end credits-versionen af hovedtemaet. Temaet er her arrangeret med flygel i hovedsædet (dog med opbakning af orkestret) af hensyn til solisten, den dengang meget kendte og populære pianist Roger Williams (1924-2011), der siden 1950’erne havde haft adskillige hits i form af covernumre af diverse kendte melodier.

Det her var så vidt jeg ved første og eneste gang, Williams og Barry arbejdede direkte sammen, men Williams havde faktisk spillet Barry-numre helt siden 1966, hvor han indspillede Barrys tema fra Born Free (1966), og i 1977 indspillede han også en udgave af Barrys tema fra King Kong (1976).

Et af de mindre indlæg

Somewhere in Time er unægtelig et fint score, og jeg kan sagtens se, hvorfor det er nemt at holde af: Hovedtemaet er unægteligt smukt, og både det og scoret generelt rammer en perfekt balance mellem det romantiske og melankolske.

Men det er også et meget ensartet score, fordi hovedtemaet dominerer så meget, som det gør. Det er karakteristisk for mange af Barrys scores – læs f.eks. min anmeldelse af Hanover Street – og det kræver ikke bare, at temaet sidder fuldstændig lige i skabet, men også at det varieres tilstrækkeligt til, at det bliver ved med at være engagerende at lytte til.

Her vil jeg hævde, at Barry ikke formår at variere helt så meget, som han gjorde med f.eks. Hanover Street, der til trods for hovedtemaets næsten totale dominans på første del af albummet, stadig formåede at holde lytterens opmærksomhed ved hjælp af variationer.

Der er da også variationer i hovedtemaet i Somewhere in Time, men de er ret få; oftest kører Barry den samme cyklus igennem, hvor temaet roterer mellem fløjte og strygere og en sjælden gang imellem flygel.

Her havde scoret vundet rigtig meget, hvis de øvrige tematiske idéer havde været klarere artikuleret og hvis de havde været brugt bare lidt mere. Denne kritik gælder i øvrigt ikke kun for det oprindelige album; man får samme indtryk på John Debneys genindspilning.

Det samlede indtryk er derfor, at Somewhere in Time er et solidt Barry-score, men helt klart også, at det er ét af de mindre indlæg i hans portefølje af romantisk-melankolske scores fra 1970’erne og 80’erne.

4 stjerner

Nummerliste:
1. Somewhere in Time (3:01)
2. The Old Woman (2:50)
3. The Journey Back in Time (4:29)
4. A Day Together (6:08)
5. Rhapsody on a Theme of Paganini (komponeret af Sergei Rachmaninov) (2:53)
6. Is He the One (3:15)
7. The Man of My Dreams (1:42)
8. Return to the Present (4:11)
9. Theme from Somewhere in Time (3:24)

Total spilletid: 31:53

Titel: Somewhere in Time
Komponeret af: John Barry
Dirigeret af: John Barry
Komponeret: 1980
Udgivet: 1980
Label: MCA Records

Anmeldt i nr. 169 | 13/11/2019

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *