Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Solo: A Star Wars Story

Solo: A Star Wars Story
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

John Powell fornyer Star Wars-universets musikalske side, mens han også ved subtile greb holder fast i genkendelige elementer og giver et gennemført imponerende thrill-ride gennem en del af Star Wars-universet, vi ikke tidligere har besøgt.

Solo: A Star Wars StoryUanset hvad man måtte mene om kvaliteten af Solo: A Star Wars Story – eller manglen på samme – skal man være mere end ualmindeligt tonedøv for ikke at sætte stor pris på John Powells fine musik til filmen.

Da filmen blev annonceret med de oprindelige instruktører Phil Lord og Christopher Miller, begyndte spekulationerne om, hvem der mon skulle komponere musikken, naturligvis hurtigt.

Ville det mon blive Lord og Millers komponist på The Lego Movie (2014) og 22 Jump Street (2014), Mark Mothersbaugh? Ville Lucasfilm holde fast i Michael Giacchino, der havde leveret musikken til den første Star Wars-spin-off Rogue One? Eller ville det blive en helt tredje?

Da Lord og Miller blev fyret i juni 2017 og Ron Howard tog over, opstod pludselig muligheden – nogle ville sige risikoen – for et Star Wars-score af Hans Zimmer, der har været Howards foretrukne, om ikke faste, komponist igennem efterhånden en del år.

Men i juli 2017 blev John Powell så annonceret som komponist – en uventet, men meget velkommen, udvikling, for Powell har gennem de sidste 20 år vist sig som en glimrende komponist, der uproblematisk arbejder indenfor både et klassisk symfonisk formsprog og et mere moderne musikalsk sprog med brug af synthesizere, beats osv. – og nogle gange begge dele på én gang.

Det har siden vist sig, at Powell faktisk havde været ombord som komponist lige siden, Lord og Miller stadig sad i instruktørstolene, og Ron Howard valgte heldigvis at beholde Powell, da han tog over som instruktør.

Fantastisk Williams-tema

John Williams (f. 1932).

John Williams (f. 1932).

I takt med at premieren på filmen nærmede sig, kom det frem, at John Williams også ville bidrage til scoret i form af hovedtemaet, mens Powell stod for resten af scoret.

På sin vis er det ganske passende, at Williams valgte at bidrage til Solo-scoret, for netop Han Solo er den eneste af den oprindelige trilogis hovedpersoner, der aldrig fik sit eget musikalske ledemotiv.

Det har han så fået nu, og jeg kan sige med det samme, at det er et glimrende tema, Williams her har begået!

Egentlig skal temaet være opstået ved, at Williams komponerede to forskellige temaer, som han ved hjælp af en midtersektion kombinerede til ét tema. På klassisk Williams-manér har Han Solos tema derfor både et A-tema og et B-tema samt altså en midtersektion, som Powell også inkorporerer stedvist i scoret.

Hovedtemaet høres i sin rene koncertform i “The Adventures of Han” (nr. 1), og ligger klart og tydeligt indenfor Williams’ moderne formsprog med tempofyldte strygere og masser af små trompet-trioler.

A-temaet, der første gang sætter ind ved 0:15 er et heroisk, optimistisk tema på fire fraser, mens B-temaet, der dukker op ved 0:37 er et mere direkte actionpræget tema, også på fire fraser.

Han Solos tema er et af de fineste Williams-temaer i ganske lang tid, og i min bog rangerer den på niveau med både Reys tema og “March of the Resistance” fra sequel-trilogien. Det er vidunderligt at høre, at Williams fortsat også er i tematisk hopla, efter det – hvad nye temaer angår – noget mere tilbageholdne score til The Last Jedi (2017).

Interessant lydligt rum

John Powell (f. 1963).

John Powell (f. 1963).

Efter “The Adventures of Han” tager John Powell over, hvorefter scoret bliver en helt anden størrelse – og så alligevel ikke.

Der er absolut ingen tvivl om, at resten af Solo-scoret er komponeret af John Powell. Powells stil er tydelig gennem hele scoret – f.eks. i de rytmiske teksturer med overlejrende slagtøj, både symfonisk og elektronisk, brugen af guitarer og i han måde at bruge både strygere og blæsere.

Men samtidig tilegner Powell sig stedvist nogle helt typiske John Williams-træk. Det er både i brugen af blæsere, træblæsere og strygere, hvor Powell nogle steder bruger dem helt, som Williams ville gøre.

Denne blanding skaber et interessant lydligt rum, der på én gang er nyt og friskt og trygt og velkendt. Heri ligger måske Powells største præstation: Han formår at forny Star Wars-universets musikalske formsprog uden at kappe båndet til seriens musikalske rødder.

Hvis man vil høre eksempler på Powells brug af typiske Williams-træk, så kan man f.eks. høre blæserbehandlingen ved 0:51 i “Spaceport” (nr. 4), ved både 1:14 og 3:18 i “Train Heist” (nr. 6) og i store dele af “Mine Mission” (nr. 12). Eller strygerne ved 4:26 i “Reminescence Therapy” (nr. 15).

Uimponeret

Disse Williams-træk til trods er der dog absolut ingen tvivl om, at Solo er et John Powell-score, og man skal da heller ikke længere ind i scoret end nr. 2, “Meet Han” for at få det bekræftet. De hvirvlende strygere og den underliggende elektroniske rytme, der starter ved 0:37 er rendyrket Powell.

Cuet er også et godt eksempel på Powells dejligt uimponerede måde at bruge Williams’ tema(er) på. En mindre selvsikker komponist ville måske have været lidt for forsigtig med et tema, komponeret af selve maestroen, og omgået det med for stor veneration.

Ikke Powell, der allerede i “Meet Han” kaster sig ud i en glimrende, personlig fortolkning af Hans tema, hvor særligt B-temaet får et glimrende, og meget Powell’sk, gennemløb fra ca. 0:48.

Den samme uimponerede tilgang gør sig også gældende i Powells øvrige brug af andet Williams-materiale, hvilket jeg vender tilbage til.

Fem temaer og to motiver

Der er ingen tvivl om, at Williams’ hovedtema, særligt A-temaet, udgør scorets primære tematiske identitet; B-temaet høres stedvist, men ikke så ofte som hovedtemaet, hvilket egentlig er lidt ærgerligt, for begge temaer er ganske glimrende. Men særligt A-temaet høres rigtig mange gange i løbet af scoret.

Det betyder dog ikke, at Williams’ hovedtema er det eneste tematiske materiale i Solo-scoret, så langt fra. Powell bidrager selv med ikke mindre end fem temaer foruden et par mindre motiver.

Her er vi i den noget usædvanlige situation, at Powell selv har fortalt, præcist hvor mange ledemotiver, han har komponeret til filmen – og hvem ledemotiverne hører til. Det har han gjort ved forskellige lejligheder på sin Facebook-side, hvor han generelt har været rigtig god til at oplyse og engagere sine fans.

De fem deciderede temaer har Powell identificeret som “Love Theme”, “Chewbacca Theme”, “Gang Theme”, “L3 Theme” og “Enfys Nest Theme”, mens han har kaldt de to motiver for “Secret Motif” og “Coaxium Riff”.

Hvis man vil høre nærmere om Powells arbejde på scoret, kan det i øvrigt varmt anbefales, at man ser det interview, han gav til Film.Music.Media – det er episode 2 af et såkaldt “All Access”-interview, og det kan ses på YouTube. Powell kommer ind på Star Wars ved 35:35.

De fem temaer og det ene motiv – “Secret Motif” – har filmmusikfans for længst fået identificeret, mens “Coaxium Riff”-motivet fortsat volder lidt besvær. Powell siger, at det “overalt” i scoret, så måske det er et spørgsmål om, at man simpelthen ikke kan se skoven for bare træer.

Vidunderligt kærlighedstema

Powells temaer er alle fine, selvom de helt klart har en sekundær placering i forhold til selve Han-temaet, og altså særligt A-temaet.

Det bedste af Powells nye temaer er nok kærlighedstemaet, der første gang dukker op i en højdramatisk og trunkeret udgave ved 2:44 i “Spaceport”, da Hans kæreste Qi’ra bliver taget til fange.

Kærlighedstemaet får virkelig lov at flyve i “Lando’s Closet” (nr. 11) – en scene, der i øvrigt er en næsten tro kopi af scenen fra The Empire Strikes Back (1980), hvor Han og Leia kysser.

Powells kærlighedstema er vidunderligt gammeldags. Det er blevet sagt af flere filmmusikkritikere, men det tåler gentagelse: Kærlighedstemaet i sin fuldt udviklede, mest lyriske form, lyder meget som noget fra Hollywoods guldalder – et uforfalsket gammeldags og helt igennem vidunderligt stykke filmmusik.

Og nu vi er ved kærlighedstemaet, kan vi faktisk lige så godt komme ind på “Secret Motif”, for det hemmelighedsfulde lille motiv på 2 x 3 toner høres ofte i direkte tilknytning til kærlighedstemaet, hvilket naturligvis ikke er tilfældigt.

I “Lando’s Closet” høres det f.eks. gentagne gange mellem 1:05 og 1:25, men det dukker op adskillige gange i scoret og det er ikke altid udelukkende i tilknytning til kærlighedstemaet. Motivet er således faktisk det allerførste, vi hører fra Powells score, idet det åbner “Meet Han”, hvor det fremføres af truende blæsere over harpe.

I sin fine analyse af scoret på Filmtracks har Christian Clemmensen (som kalder motivet for “Conspiracy Theme”) argumenteret for, at Powell faktisk bruger motivet som en generel musikalsk identitet for alt det onde i galaksen.

Når motivet knyttes så tæt til kærlighedstemaet (og dermed Qi’ra), skyldes det naturligvis, at Qi’ra har en hemmelighed, som først afsløres til allersidst i filmen.

Flere imponerende temaer

Foruden det fantastiske kærlighedstema, er også både “Gang”-temaet og Enfys Nest-temaet ganske forrygende. Temaet for Tobias Becketts bande af gæve rumpirater introduceres første gang i “Flying With Chewie” (nr. 5) ved 0:40.

Temaet får virkelig lov til at stråle i det forrygende actioncue “Train Heist” (nr. 6), der fra 1:44 og et godt stykke frem er bygget op omkring bande-temaet, her kombineret med Powells karakteristiske elektroniske percussion.

Enfys Nest-temaet – navngivet efter lederen af den bande “marauders”, der gør livet surt for Beckett og banden – dukker første gang op i “Marauders Arrive” (nr. 7). Her er faktisk også både et A- og et B-tema, begge realiseret med stort kor, der gør temaet virkelig dramatisk og imponerende. A-temaet åbner cuet, mens B-temaet dukker op ved 0:24.

Jeg er lidt mindre imponeret over Chewbaccas tema, der første gang høres i “Flying With Chewie” ved 2:15. Det er egentlig ikke fordi, temaet i sig selv er dårligt. Jeg synes bare ikke, det passer synderligt godt til den handlekraftige Wookiee.

Chewies tema er et afdæmpet og i bund og grund temmelig romantisk tema, og da måske især i den udgave, der høres i “Flying With Chewie”, hvor vi får temaet i en typisk Powell-orkestrering med lange stryger- og blæserflader, akustisk guitar og elektronisk percussion.

Godt nok dukker temaet også op i mere heroiske variationer, som f.eks. i “Break Out” ved 0:43, men det ændrer ikke ved temaets noget “lette” udtryk, og jeg skal gerne indrømme, at jeg havde foretrukket en lidt mere muskuløs, barsk lyd til Chewie.

Det sidste af de fuldt udviklede temaer er temaet for Landos slagkraftige og spydige droide L3. Det hører vi første gang i “L3 and Millennium Falcon” (nr. 10) ved 0:22. Det er en lettere komisk lille march, der i dette cue er orkestreret for tuba med supplement af lilletromme.

Første Star Wars-score uden Force-temaet

Nu har vi kigget på Williams’ og Powells nye temaer til filmen, men vi bliver naturligvis også nødt til at kigge på, hvordan Powell gør brug af det tematiske materiale, som Williams tidligere har etableret. For Solo eksisterer naturligvis ikke i et vakuum, heller ikke musikalsk.

Heldigvis har Powell da heller ikke været bange for at lege med Williams’ allerede etablerede temaer, hvilket der kommer en række ganske forrygende øjeblikke ud af.

Først og fremmest må det her påpeges, at Solo-scoret indtager en særstatus ved at være det første Star Wars-score (altså til en spillefilm), hvor Williams’ berømte tema for The Force ikke optræder. Det er naturligvis helt forståeligt, for der er ikke skyggen af en Jedi i filmen, ligesom Kraften ikke spiller nogen rolle i filmen overhovedet.

Godt nok ser man i en kontroversiel cameo til sidst i filmen ingen ringere end Darth Maul, der afsløres som lederen af Crimson Dawn-syndikatet, men han får i stedet en kort fremførsel af “Duel of the Fates” fra The Phantom Menace (1999). Dette cue er i øvrigt ikke med på albummet; sandsynligvis for at undgå musikalske spoilers.

På en måde er det underligt med et Star Wars-score uden Force-temaet; temaet er efterhånden blevet seriens sekundære hovedtema, og indtil Solo havde premiere, var Force-temaet det eneste tema, der optrådte i samtlige film (udover hovedtemaet under titelsekvensen).

På en anden måde er det også en lettelse, at Powell ikke har følt sig tvunget til død og pine at skulle inkorporere Force-temaet, når det nu vitterligt ikke har noget som helst at gøre i filmen.

På rov i bagkataloget

Til gengæld går Powell på anden vis på rov i Williams’ bagkatalog. Således bruger Powell forskellige steder otte forskellige temaer og motiver fra A New Hope (1977) og The Empire Strikes Back (1980).

De to væsentligste af Williams’ temaer, som Powell bruger, er “The Rebel Fanfare” og Star Wars-hovedtemaet.

Rebel-fanfaren, der stammer fra A New Hope, er det hyppigst brugte gamle tema i Solo, og det lader til, at Powell bruger fanfaren som et slags tema for The Millennium Falcon, hvilket faktisk også (i hvert fald til dels) var Williams’ oprindelige idé med temaet.

Fanfaren dukker første gang op i “Is This Seat Taken” (nr. 9), her i en afdæmpet, langsom udgave, da det ikoniske rumskib første gang omtales under Han og Landos Sabacc-spil.

Herefter har fanfaren adskillige optrædener, alle relateret til Millennium Falcon og særligt prominent i “Reminiscence Therapy” (nr. 15) og “Into the Maw” (nr. 16) fra sekvensen, hvor Solo og kompagni laver den berømte “Kessel Run”.

Star Wars-hovedtemaet dukker også op en lille håndfuld gange, første gang i en kortfattet, heroisk udgave i “Corellia Chase” og derefter bl.a. også i en magisk, storladen version ved 1:38 i “L3 and Millennium Falcon”, da Han første gang træder ombord på skibet.

Man kan vel godt diskutere, om den ledemotiviske brug af hovedtemaet, når det optræder, er helt efter bogen, for helt principielt er hovedtemaet jo Luke Skywalkers tema. Men her lader Powell altså til at bruge det i mere generisk forstand som et samlende tema for hele Star Wars-universet.

Uanset hvad, så fungerer det glimrende, og den storladne udgave i “L3 and Millennium Falcon” er ganske forrygende; en måde vi aldrig har hørt hovedtemaet på før!

Et af Imperie-motiverne fra A New Hope dukker også kortvarigt op i “Train Heist”, og Dødsstjerne-motivet, ligeledes fra A New Hope, har en overraskende cameo i “Reminiscence Therapy”, hvor motivet bruges, da Han og de andre løber ind i en Star Destroyer.

Det er lidt spøjst, at Powell vælger præcis dette motiv, da det i A New Hope er så nært knyttet til Dødsstjernen (og til dels Vader), så rent ledemotivisk er det ikke helt på sin plads.

Endelig optræder i “Reminiscence Therapy” også adskillige fremførsler af temaerne fra både “Tie Fighter Attack” (også kendt som “Here They Come”) og “The Asteroid Field” fra henholdsvis A New Hope og The Empire Strikes Back.

Særligt dette ene cue er kommet under beskydning for at være udtryk for en doven, uopfindsom og klodset brug af Williams’ tematiske materiale, men jeg synes helt ærligt, det er ganske forrygende! Hør f.eks. Powells udgave af “Tie Fighter Attack”-temaet ved 1:42, hvor han har suppleret temaet med yderligere percussion.

Helt generelt synes jeg, Powell ganske fermt inkorporerer Williams’ tematiske materiale i sit score. At man så kan diskutere, om brugen af f.eks. hovedtemaet eller Dødsstjerne-motivet er helt i overensstemmelse med de ledemotiviske “regler” er en anden sag. I de enkelte cues fungerer det upåklageligt.

Til sidst skal det også lige siges, at “The Imperial March” faktisk også dukker op i filmen, bl.a. i en udgave, der er skrevet om fra mol til dur, og som fungerer som diegetisk musik i den scene, hvor Solo melder sig til den kejserlige flåde (musikken bruges i en rekrutteringsvideo, der kører i baggrunden).

Denne musik er desværre ikke kommet med på albummet, og helt generelt mangler der en god håndfuld cues for at albummet er komplet, bl.a. mangler også end credits-suiten, så albummet har en noget pludselig slutning.

Man kan kun håbe på en komplet udgivelse inden alt for længe, men sådan som Disney generelt behandler Star Wars-musikken tyder noget på, at vi godt kan komme til at vente længe.

Rigeligt med guf

Nu sagde jeg, at Powells brug af Williams’ temaer fungerer upåklageligt, og det gør resten af Powells score så sandelig også. Der er rigeligt med guf, også når man kigger væk fra Williams og hans temaer.

Meget af Solo-scoret er ikke overraskende actionmusik, og her giver Powell os nogle helt forrygende cues. Lige fra de indlendende “Corellia Chase” og “Spaceport” og til den vidunderlige “Reminescence Therapy”, der som sagt indkapsler flere af Williams’ temaer – også Rebel-fanfaren – i Powells egen hurtige actionmusik.

“Train Heist” er et af de første virkelige højdepunkter – et klassisk Powell-cue med masser af både elektronisk og akustisk percussion og Powells nærmest trademarkede strygere.

“Marauders Arrive” er også et dybt imponerende actioncue, hvor Enfys Nest-temaet giver ekstra dramatisk tyngde, men i min bog er de to helt centrale og allerbedste actioncues på albummet “Mine Mission” og “Break Out”.

Særligt “Mine Mission” er et sindssygt imponerende cue, som Powell har struktureret som en fuga, hvor en actionpræget udgave af L3’s tema sendes rundt mellem orkestrets instrumentgrupper.

I sin struktur, altså fugaen, minder “Mine Mission” om Williams’ “March of the Resistance” fra The Force Awakens (2015), men også på andre måder, bl.a. i behandlingen af både strygere, blæsere og træblæsere, giver cuet mindelser om Williams.

Den hektiske action – med store doser af L3’s tema – fortsætter i det forrygende cue “Break Out”, der også byder på flere fremførsler af hovedtemaets A-frase foruden også B-frasen, Chewies tema, “Gang”-temaet og Rebel-fanfaren – helt forrygende actionmusik!

Ikke mange stille øjeblikke

Stille øjeblikke er der ikke mange af i Solo-scoret. Kærlighedstemaets fornemste optræden i “Lando’s Closet” har jeg allerede nævnt, og det er bestemt også et højdepunkt, og derudover har vi de snurrige cues, der relaterer sig til Lando Calrissian.

Der er ikke som sådan et decideret tema for Lando, men Powell scorer et par af hans scener med letbenet musik, der fortrinsvis er orkestreret for guitar, let slagtøj og træblæsere. På albummet er den slags musik, der er helt typisk for Powell, repræsenteret af “Is This Seat Taken?” og det afsluttende “Dice & Roll” (nr. 20).

Det mest outrerede cue på albummet er source-cuet “Chicken in the Pot” (nr. 8), Powells ikke helt vellykkede forsøg på et stykke alien lounge-musik. Cuet, med strygere, elektronisk slap-bass og en duet på noget, der lyder som vrøvle-fransk, er morsom nok, men er på en eller anden måde mindre “Star Wars”-agtig end Williams’ jazzede kompositioner fra A New Hope.

Forhåbentlig ingen enlig svale

John Powell har med sit score til Solo: A Star Wars Story vist, at han var en helt igennem værdig arvtager til John Williams. Hans tilgang har været en helt anden end f.eks. Michael Giacchino, der bevidst kanaliserede John Williams i sit ellers også glimrende score til Rogue One.

Powell fornyer Star Wars-universets musikalske side, mens han også ved subtile greb holder fast i genkendelige elementer og giver et gennemført imponerende thrill ride gennem en del af Star Wars-universet, vi ikke tidligere har besøgt.

Vi kan kun krydse fingre for, at dette ikke blev Powells enlige svale som komponist på en Star Wars-film!

5 stjerner

Nummerliste:
1. The Adventures of Han* (3:49)
2. Meet Han (2:20)
3. Corellia Chase (3:34)
4. Spaceport (4:07)
5. Flying With Chewie (3:30)
6. Train Heist (4:48)
7. Marauders Arrive (5:14)
8. Chicken in the Pot (2:09)
9. Is This Seat Taken? (2:36)
10. L3 & Millennium Falcon (3:16)
11. Lando’s Closet (2:13)
12. Mine Mission (4:10)
13. Break Out (6:15)
14. The Good Guy (5:24)
15. Reminiscence Therapy (6:13)
16. Into the Maw (4:49)
17. Savareen Stand-off (4:26)
18. Good Thing You Were Listening (2:08)
19. Testing Allegiance (4:21)
20. Dice & Roll (1:54)

Total spilletid: 77:16

* Komponeret og dirigeret af John Williams

Titel: Solo: A Star Wars Story
Komponeret af: John Powell
Dirigeret af: Gavin Greenaway
Orkestrering: Geoff Lawson, Tommy Laurence, Andrew Kinney, Randy Kerber, Rick Giovinazzo, Gavin Greenaway
Komponeret: 2018
Udgivet: 2018
Label: Walt Disney Records

Anmeldt i nr. 153 | 13/07/2018

Stikord: Star Wars

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>