Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Solaris

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Cliff Martinez’ afslappende og meditative score til Steven Soderberghs Solaris fungerer glimrende som selvstændig lytteoplevelse, selv om man kan diskutere dets meritter som filmmusik.

SolarisSteven Soderberghs nyfilmatisering af Stanislaw Lems science fiction-klassiker Solaris (1961) fik, ikke overraskende, musik af Cliff Martinez. Den tidligere trommeslager for bl.a. Captain Beefheart og Red Hot Chili Peppers havde sin debut som filmkomponist med Soderberghs Sex, Lies and Videotape (1989) og har siden da stået for musikken til syv af Soderberghs film.

Atmosfærisk underscore
Cliff Martinez (f. 1954).

Cliff Martinez (f. 1954).

Martinez’ musik er generelt af den type, der bedst kan beskrives som atmosfærisk underscore, og han har skabt sig en niche inden for netop denne genre i Hollywood – en niche, der måske bedst eksemplificeres af hans scores til to af Soderberghs film, nemlig Traffic (2000) og Solaris, som er fra 2002.

Mens Traffic var komponeret udelukkende for synthesizer, så er Solaris realiseret som en blanding af symfoniorkester og synthesizer samt anvendelse af dels olietønder, dels et gamelan-ensemble. Sidstnævnte er et ensemble af slagtøjsinstrumenter af indonesisk oprindelse, herunder diverse metallofoner, trommer og gonger.

Deler vandene

Med disse forskellige elementer er det lykkes Martinez at skabe et filmscore, som efter min mening både var særdeles velfungerende i Soderberghs drømmende, hallucinatoriske film og på CD. Sidstnævnte skyldes især musikkens meditative kvaliteter, der med ganske få undtagelser gør det glimrende at lytte til som ren afslapning. Til gengæld kræver det, at man ikke forventer traditionel filmmusik, for det er Martinez’ musik ikke. Det er da også netop dette, der har gjort at de fleste af komponistens scores har delt filmmusikanmelderne i to lejre – de fleste enten elsker eller hader Martinez’ soundscapes.

Jeg falder nu lidt ind i midten, for mens jeg sagtens kan se kvaliteter i musikken, så er der klare svagheder ved komponistens tilgang til mediet. Netop i tilfældet Solaris mener jeg, at hans indgangsvinkel har produceret et fint score, der passer glimrende til stemningen i Soderberghs film, men i andre tilfælde – f.eks. Traffic – er den udflydende, “ambient”-vinkel mere problematisk. Dette skal dog ikke diskuteres nærmere her, for her er det Solaris, det handler om.

Ensartet tilgang hele vejen igennem

De to indledende numre, “Is That What Everybody Wants” og “First Sleep” understreger på glimrende vis, Martinez’ tilgang til musikken. De to tracks minder meget om hinanden, med den lille forskel, at Martinez i “First Sleep” også introducerer en synthesizet baslinje. Ellers består de to numre af en blanding af symfoniorkester og de tidligere omtalte slagtøjselementer, hvis gentagende natur, sammen med især orkestrets strygere, er med til at skabe en meget afslappende, udflydende og meditativ stemning. Også “Don’t Blow It” (nr. 7), “Wear Your Seat Belt” (nr. 9) og “We Don’t Have To Think Like This Anymore” (nr. 11) samt til dels “Maybe You’re My Puppet” (nr. 6) hører til i denne kategori.

Numre som “Can I Sit Next To You” (nr. 3), “Death Shall Have No Dominion” (nr. 5) og “Wormhole” (nr. 10) er derimod langt mere strygerdominerede, og både “Death Shall Have No Dominion” og “Wormhole” bryder med den afslappende stemning ved begge at være ganske intense og faktisk en smule uhyggelige – uden at de overhovedet bryder med det særdeles adstadige tempo, Martinez lægger for dagen i sine kompositioner.

Også albummets længste cue, “Hi Energy Proton Accelerator” (nr. 8), der er næsten 11 minutter langt, er domineret af strygerne. Lige som “Wormhole” er det også stedvist et ganske intenst og uhyggeligt nummer, især i anden halvdel, men til gengæld bliver strygerfladerne til tider så langstrakte og ensformige, at man ganske enkelt savner, at der sker noget i musikken. Ironisk nok bliver “Hi Energy Proton Accelerator”, på trods af at være albummets længste nummer, også det mindst interessante.

Hypnotisk effekt

Der er ingen tvivl om, at Cliff Martinez’ score til Solaris næppe vil falde i enhver filmmusikentusiasts smag. Normalt er jeg heller ikke så meget til denne type scores, i alle tilfælde ikke som selvstændig lytteoplevelse, fordi musikken sjældent bevæger sig nogen steder hen og sjældent fortæller en historie.

Det gør Solaris heller ikke, men til gengæld fungerer albummet glimrende som selvstændig lytteoplevelse. Godt nok er albummet også let varierende i kvalitet, og nogle af numrene mindre interessante, men ingen af dem bryder stilmæssigt med de andre i en sådan grad, at de springer i ørerne og ødelægger det overordnede indtryk. Dog er det især numrene, hvor det indonesiske gamelan-ensemble er meget med, der træder frem som noget særligt. De har en nærmest hypnotisk effekt, der gør disse numre særdeles velegnede som baggrundslytning, hvis man gerne vil slappe af, mens man laver noget andet.

Ikke ubetinget anbefalesesværdigt

For mig er Solaris derfor primært et album af den type, jeg finder frem, når jeg skal slappe af. Som sådan tænker jeg ikke så meget på albummet som filmmusik, og det er nok lige præcis dette, der er årsagen til, at mange filmmusik-entusiaster ikke bryder sig om det. Her mener jeg dog, at albummet er blevet lidt urimeligt hårdt bedømt, for selv om der bestemt ikke er tale om traditionel filmmusik, fungerede det dog fint i Soderberghs film. Og uagtet, at albummet måske er noget ensformigt, så er det næsten hele vejen igennem overordentlig behagelig og afslappende musik.

Solaris er ikke et score, jeg kan anbefale ubetinget. Men hvis man husker musikken fra filmen og kunne lide den eller f.eks. var vild med Martinez’ musik fra Traffic, kan man roligt investere i albummet. Alle andre vil nok gøre sig selv en stor tjeneste ved lige at lytte til nogle af numrene, inden de beslutter sig for at købe det.

Nummerliste:
1. Is That What Everybody Wants (2:48)
2. First Sleep (2:52)
3. Can I Sit Next To You (1:44)
4. Will She Come Back (5:00)
5. Death Shall Have No Dominion (2:09)
6. Maybe You’re My Puppet (3:50)
7. Don’t Blow It (3:34)
8. Hi Energy Proton Accelerator (10:51)
9. Wear Your Seat Belt (3:10)
10. Wormhole (4:33)
11. We Don’t Have To Think Like That Anymore (2:59)

Total spilletid: 43:34

3 stjerner

Titel: Solaris
Komponeret af: Cliff Martinez
Dirigeret af: Bruce Fowler
Orkestrering: Bruce Fowler
Komponeret: 2002
Udgivet: 2003
Label: Edel – 0146922ERE

Anmeldt i nr. 24 | 13/10/2007

Stikord: Remake

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *