Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Snuff-Movie

Snuff-Movie
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Snuff-MovieSnuff-Movie er en film der vil helt utrolig meget og kan helt utrolig lidt. Så er du advaret.

Snuff-Movie fra 2005 er en rædsom film. Det er en film af den type, der gerne vil være ekstremt vedkommende og tankevækkende og som, i sin stræben efter at blive det, ender som en omgang fortænkt rod.

Plottet i filmen er centreret omkring filminstruktøren Boris Arkadin, hvis gravide kone blev myrdet i 1960’erne af en flok satanister, der påstod at være inspireret af Arkadins seneste film. Man skal ikke vide meget om Hollywoods historie for at se, at set-uppet tydeligvis er inspireret af Manson-kultens mord på Sharon Tate i 1969.

Nå, men nu, mange år senere, vil Arkadin endeligt vende tilbage til filmmediet, som han ellers har skyet lige siden mordet. Men den film, han har i sinde er ikke helt almindelig. Han har udstyret sit hus (samme hus som mordet blev begået i) med en masse skjulte kameraer og hyrer en flok unge skuespillere til at spille de personer, der var til stede på den skæbnesvangre aften. Spørgsmålet er nu blot, om Arkadins nye film kun er en film?

Meta-meta-film

Den Manson-inspirerede kult angriber Arkadins kone i filmens indledning

Snuff-Movie vil meget gerne gøre en frygtelig masse ting. Blandt andet vil den gerne lege med publikums forventninger om, hvad der sker i filmen, og det betyder, at handlingen tager flere drejninger – heriblandt én til allersidst – som gør, at vi opererer med flere metaniveauer. Ja til sidst har vi faktisk en film i filmen i filmen. Det er ikke forvirrende; det er bare irriterende.

Derudover har Bernard Rose (der både har skrevet og instrueret) en frygtelig masse på hjerte. Han vil gerne bruge Snuff-Movie til at kommentere på spørgsmålet om, hvorvidt vold på film avler vold i virkeligheden. Han inddrager også internettet, idet Arkadin livestreamer sin nye film online, og prøver derved også at adressere spørgsmålet om, hvorvidt publikum i nogle situationer kan have et medansvar for, hvad der vises på nettet.

Så er "castet" ankommet

Sidstnævnte er bestemt ikke et dumt tema at tage op i en film, for det rammer jo durk ned i et bredt spektrum af emner og problematikker – fra de meget alvorlige såsom børneporno og til de mere generelt beklagelige, såsom det moderne publikums voyeuristiske Big Brother-mentalitet som bl.a. kommer til udtryk i reality-TV.

Problemet er, at Snuff-Movie slet ikke er gearet til at behandle spørgsmål af den kaliber. Bernard Rose har begået et komplet idiotisk manuskript, der ender med at koge helt over i slutningen af tredje akt.

Stilistisk miskmask

Hr. Arkadin

At det hele koger over skyldes dog ikke kun manuskriptets store mangler, men også at filmen er et stilistisk miskmask. Store dele af filmen skal naturligvis forestille at stamme fra Arkadins allestedsnærværende overvågningskameraer, men i andre dele af filmen, hvor man ville forvente et mere traditionelt kamera, viser kameraet sig også at være ekstremt subjektivt – det føres håndholdt, løbende, ja forfølger på et tidspunkt endda en person helt umotiveret. Andet materiale kommer desuden fra overvågningskameraer, som ikke er en del af Arkadins set-up, f.eks. et kamera på en politistation. Det er ganske enkelt noget rod.

Derudover er Snuff-Movie skudt på DV-kamera, hvilket desværre giver hele filmen et anstrøg af amatørproduktion. Der er ikke forsøgt nogen form for colorgrading eller lignende, der kunne rette op på de ofte meget skarpe farver og grelle lyssætning.

Ned ad bakke

Arkadins live-stream på internettet

Det er gået ned ad bakke for både instruktør/manuskriptforfatter Bernard Rose og hovedrolleindehaveren Jeroen Krabbé. Rose stod tilbage 1992 bag Candyman, og i 1990’erne lavede han også et par større historiske dramaer, bl.a. Beethoven-filmen Immortal Beloved (1994) med Gary Oldman og Tolstoy-filmatiseringen Anna Karenina (1997) med bl.a. Sean Bean, Sophie Marceau og Alfred Molina. I 2005 var han nået til Snuff-Movie.

Det koger helt over til sidst

Året før Snuff-Movie medvirkede Jeroen Krabbé i Ocean’s Twelve, og det er den sidste større produktion, han har været med i – med mindre man da anser Transporter 3 (2008) som en større produktion. Tilbage i 1987 var Krabbé overskurk i den oversete Bond-film The Living Daylights og i 1993 var han oppe imod Harrison Ford i The Fugitive. I 2005 var han nået til Snuff-Movie.

Kan på absolut ingen måde anbefales

Der skal lyde al mulig ros til Bernard Rose for at tage nogle spændende temaer op, men det er også den eneste formildende omstændighed ved Snuff-Movie, som på absolut ingen måde kan anbefales.

Snuff-Movie er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

1 stjerne

Titel: Snuff-Movie
Dansk titel: Snuff Movie
Instruktør: Bernard Rose
Manuskript: Bernard Rose
Cast: Jeroen Krabbé (Boris Arkadin), Lisa Enos (Wendy Jones), Hugo Myatt (Leon Bank), Joe Reegan (Jack), Teri Harrison (Pamela)
Producere: Lisa Enos (producer), Donald Kushner (producer), Pierre Spengler (producer), Brad Wyman (producer), Peter Locke (executive producer)
Foto: Bernard Rose
Klip: David Gamble
Musik: Nigel Holland, Jake Leopold, Matt Schultz
Spilletid: 92 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Dolby Digital 5.1
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: UK, 2005
Produktionsselskaber: Capitol Films, Enos/Rose Productions, Junction Films
Distributør (DVD): Another World Entertainment
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 72 | 13/10/2011

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *