Claus Jacobsen
Ingen kommentarer

Sláine: Books of Invasions Volume 3

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Slaine: Books of Invasions Volume 3Sláine er tilbage i tredje og sidste bind i serien Books of Invasions. Igen med Clint Langleys sære, overglitrede photoshoppede fotografi-illustrationer, suppleret af Mills’ historiemæssige drøvtygning af samtlige keltiske myter. Dog kan alle, både fans og haters, nok hurtigt blive enige om, at tredje og sidste bind på alle måder er det bedste i serien.

Undertegnede har her på Planet Pulp anmeldt de foregående to bind i Mills og Langleys Sláine-serie Books of Invasions, Volume 1 og Volume 2, og det har bestemt ikke været med nogen stor begejstring.

Derfor var det også både med glæde og kval, at tredje bind dukkede op til anmeldelse. Glæde, fordi nu fik pinslen da endelig ende, og der ville heldigvis ikke dukke flere op til anmeldelse. Kvalen kommer så i og med, at jeg endnu engang skal slæbe mig igennem et af Mills’ og Langleys værker for at lave en anmeldelse. Dette har været en kval i en sådan grad, at jeg simpelthen har udskudt anmeldelsen til dette temanummer. Jeg har hverken haft lyst eller energi til at åbne albummet og læse det, på baggrund af de foregående.

Von Däniken og Lovecraft

Slaine vender tilbage fra modergudinden, bevæbnet med frygtelige våben og kræfter. 'Damn Your Civilisation!' - ja, det er godt, Pat Mills

Sláine-seriens Books of Invasions passer ind “Det Kom Fra Rummet”-temaet fordi omdrejningspunktet i serien er en invasion af et mytologisk-keltisk Irland, foretaget af de sære vandskabninger Fomorians, der egentlig er kommet fra det ydre rum til Jorden, og som også har skabt menneskeracen som en tjenende slaverace, der dog beklageligvis har gjort oprør.

Vi er altså ude i en form for rumvæsner, der har mange træk til fælles med f.eks. von Dänikens overskruede teorier eller Lovecrafts Old Ones. Det er en invasion af Jorden og et angreb på menneskeheden, hvor slaget om Jorden dog foregår i en mytologisk fortid.

Denne invasionskrig har altså bølget gennem de to foregående bind. Parterne er på den ene side de gæve keltere, der er bare vil have deres frihed, med Sláine i spidsen, og på den anden side fomorierne og deres tjenere. Fomorianerne kan ikke selvstændigt overleve på landjorden, da de bliver nød til at have en menneskekrop, de kan snylte på. Og naturligvis har det set skidt ud for kelterne hele vejen igennem, men de har gang på gang klaret sig.

Forudsigelig, ligegyldig og selvoptaget

I dette album lader Pat Mills en gang imellem Clint Langleys billeder tale helt for sig selv, og det virker rigtig godt

Alle de ting, jeg har kritiseret ved de foregående bind, kunne jeg ligeså godt også sige om dette bind. Så som at Clint Langleys photoshopillustrationer er en meget underlig ting. Hans billeder fungerer meget godt som bogcovers til 2000 AD– eller Games Workshop-bøger, hvilket han har lavet mange af. Men en hel række af disse fotobilleder kædet sammen i tegneserieformat med talebobler, det virker bare underligt og stift, og dybt utilfredsstillende, når man tænker på, hvor mange ressourcer, der er brugt på at trykke det i de mange farver. Dertil kommer også historiens skrækkelige forudsigelighed og ligegyldighed, og Pat Mills’ selvoptagethed. Dette gør sig også mere eller mindre gældende ved det tredje bind, om end det faktisk på nogle områder er blevet lidt bedre.

Sláine vender i starten af dette bind tilbage fra The Otherworld, hvor den store gudinde, det irske folks beskytter, holder til, og med sig har han hendes kraft, hvilket gør, at han vinder slaget om sagnbyen Tara, og én gang for alle driver fomorierne tilbage i havet. Sådan vidste vi jo også alle, det ville gå, og så er den prut slået. Derpå kommer der en epilog, hvor vi følger Sláine og hans folk, mens de rejser rundt i Irland for at opspore og udslette tilbageblivende enklaver af “Seademons”, som fomorianerne og deres tjenere også kaldes af irerne. Denne del er faktisk overraskende god. Historien er bedre og mere vedkommende og spændende, end den har været i hele det foregående materiale i Books of Invasions. Hvorfor? Tja, måske fordi det foregående er så dårligt, at alt synes godt efter det, eller måske på grund af noget andet.

Bedre end de foregående

Endnu et sted, hvor Langleys stil lægger sig op af Ian Millers, og det må betragtes som en meget god ting!

I slutnoterne til dette album går Mills igennem en del af karaktererne fra Books of Invasions, hvor han forklarer, hvor i den keltiske mytologi, de er fra, og hvad de oprindelige historier om dem er. Her er det klart, at hele Books of Invasions er et værk, hvor Mills på mange måder har haft et på forhånd givet materiale, hvorfra han bare skulle forklare, hvordan det egentlig forløb, og hvorfor det blev sådan – altså hvis man går ud fra grundpræmissen med at parre von Däniken med Lovecraft, og at alle de keltiske helte og sagnkonger skal betragtes som historiske personer.

I epilogen, hvor alle de mytiske elementer er blevet afklaret, fungerer det hele meget bedre. Man er igen spændt på, hvad der egentlig sker, og hvordan handlingen kommer til at forløbe, hvem der kommer til at leve og dø. Dertil kommer, at Langleys billeder på visse områder er blevet meget bedre. Nogle steder ser det ikke så kunstigt og digitalt ud, men mere som om, han måske igen er begyndt at tegne i stedet for at bruge fotografier. Andre steder har Mills formået at skrue ned for sin tekst-talestrøm, og har i stedet ladet Langley være med til at fortælle historien gennem store, ordløse kollager og billedrækker. Det virker rigtig, rigtig godt, og gør dette bind til det absolut bedste og mest interessante af alle Books of Invasions.

Stadig ikke godt nok

Den sidste halvdel af albummet udgøres af historien Carnival, hvor Sláine prøver at opspore sin søn Kay, der rejser rundt med et carnie-show i Albion (England), hvilket også byder på et gensyn med Sláines gamle “ven”, nemlig den selviske dværg Ukko. Det er også en historie, der er bedre end Books of Invasions-delen, men dårligere end selve epilogen. Måske fordi Mills igen har ladet sig indfange af sit forlæg i den irske mytologi. De forskellige sære typer, freaks og væsner, der rejser rundt med det nævnte carnie er nemlig alle keltiske, mytologiske væsner.

Tredje bind i Books of Invasions er altså efter min mening klart det bedste, specielt epilogdelen, både hvad angår historie, og Langleys lidt specielle illustrationsstil. Men det er stadig ikke godt nok, eller nær så godt som de gamle Sláine-udgivelse fra firserne og halvfemserne. Så hvis man ikke har læst dem, bør man nok først opsøge dem, og så kan man jo derpå finde ud af, om man er fan nok til at kaste sig ud i Books of Invasions, hvor man måske bare skal nøjes med at købe det sidste bind.

Sláine: Books of Invasions Volume 3 er venligst stillet til rådighed af forlaget Rebellion.

3 stjerner

Titel: Sláine: Books of Invasions Volume 3
Forfatter: Pat Mills
Tegner: Clint Langley
Albumlængde: 128 sider
hvid
Albummet udkom i juli 2007 på forlaget Rebellion, og består af materiale, der første gang er blevet udgivet i 2000 AD progs. 1436-1442 og 1469-1475, i årene 2005 til 2006.

Anmeldt af: Claus Jacobsen | 13/07/2008

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *