Sin City: Det Store Fede Opgør

5 minutters læsetid
Sin City: Det Store Fede Opgør

Dwight McCarthy er tilbage. Da han fik skudt fjæset i stykker i En Dødbringende Dame, fik Dwight det limet sammen igen, hvilket er grunden til at han i Det Store Fede Opgør (og i øvrigt også i sidste del af En Dødbringende Dame) ikke ligner den oprindelige Dwight McCarthy.

Men manden bag ansigtet er stadig den samme, og i Det Store Fede Opgør er uhyret løs fra begyndelsen.

Jackie Boy

Dwight og Gail
Dwight og Gail.

Dwights ægte kærlighed er Gail, lederen af de svært bevæbnede luksusludere i Sin Citys gamle bydel, men ved albummets start har Dwight noget kørende med servitricen Shellie fra Kadie’s Bar. Problemet er, at Shellie også har haft noget kørende med Jackie-dreng, der pissefuld dukker op ved Shellies lejligehed sammen med en bunke af sine lige så fulde venner.

All work and no play makes Jack a dull boy. I hvert fald er Jackie voldelig og ubehagelig, men til alt held er Dwight i lejligheden da Jackie-drengen dukker op. Han skyller Jackies ansigt i lokummet, og beder ham om at skride ad helvede til. Det gør Jackie-dreng, men Dwight fornemmer, at Jackie er ude på skrammer.

For at sørge for at ingen uskyldige kvinder kommer til skade, følger Dwight efter ham og vennerne, på trods af, at Shellie forsøger at stoppe ham. Hun råber noget ud af vinduet, som Dwight ikke rigtig kan høre.

Henrettet af luksusludere

Dwight kører rundt med den døde Jackie-boy på forsædet
Dwight kører rundt med den døde Jackie-boy på forsædet.

Jackie-drengen begår den fejl at køre ned i den gamle bydel og forsøge at samle en luder op. Det går frygtelig galt, og ender i et blodbad, da luksusluderne henretter Jackie og vennerne efter at de bliver voldelige over for én af pigerne. Da opdager Dwight hvorfor han har haft en dårlig fornemmelse i maven. Det var det, Shellie råbte efter ham, da han kørte efter Jackie-drengen. Ikke “bli”, men “politi”. Jern Jack Rafferty. Dekoreret politihelt og nu meget, meget død.

Ikke en god situation for pigerne i den gamle bydel, der hidtil har haft en stiltiende våbenhvile med politiet; en våbenhvile, der samtidig har holdt mafiaen ude af området. Nu er den ordning i stor fare for at smuldre, hvilket vil åbne området for mafiaen. Dwight, hvis følelser for Gail og pigerne er stærke, beslutter sig for at skaffe sig af med ligene. Herefter begynder tingene for alvor at gå galt.

Nogen forråder pigerne og informerer mafiaen om, hvad der er sket, og mafiabossen Wallenquist sender sine håndlangere ind for at skaffe Jackie-drengens lig, som han vil aflevere til politiet og dermed demontere deres våbenhvile med pigerne i den gamle bydel. Herfra udvikler sagen sig voldsomt, og Dwight og pigerne konfronteres både med Manute – den kæmpestore neger, som Dwight første gang havde problemer med i En Dødbringende Dame – og freelance IRA-agenter. Det hele ender i titlens store fede opgør, som ikke går stille for sig.

Ny slags historie

Man har ikke lyst til at komme på tværs af Dwight
Man har ikke lyst til at komme på tværs af Dwight.

Med Det Store Fede Opgør introducerer Frank Miller en variation i Sin City-historierne. Både Sin City (1993) og En Dødbringende Dame (1994) var klassiske hævn-historier. I Det Store Fede Opgør er handlingen knap så personlig som i de to foregående bind, og handler mere om magtforholdet i Sin Citys gamle bydel. Det bliver historien nu ikke kedeligere af, og man er faktisk ganske lettet over, at Miller ændrer spor, og fortæller en anderledes historie.

Samtidig lærer man Dwight bedre at kende, og det er ikke noget entydigt behageligt bekendtskab. Hvis Marv fra Sin City var en mand af den type, man nødig ville løbe ind i i en mørk gyde, så er Dwight den slags person man nødig vil løbe ind i på stranden i høj solskin – han er en mand, der vandrer i sin egen permanente skygge.

Selv om Marv måske nok lignede et Picasso-maleri i ansigtet, så portrætterede Miller ham i bund og grund som et stort, misforstået barn, i besiddelse af en primitiv retfærdighedssans.

Om end Dwight måske nok er i besiddelse af en form for menneskelighed, og ikke er rendyrket psykopat, så er han hypervoldelig og præcis så sort/hvid i sin opfattelse af verden, som Millers tegnestil. Det gør måske nok Dwight som person en anelse mindre interessant end den martrede figur, vi mødte i begyndelsen af En Dødelig Dame, men det gør til gengæld ham og hans eskapader ekstremt underholdende.

En anelse prætentiøst

Lettere prætentiøs reference til de 300 spartanere
Lettere prætentiøs reference til de 300 spartanere.

På grund af historiens beskaffenhed ligger Det Store Fede Opgør måske lidt fjernere fra film noir-forbillederne end de to første Sin City-bind, men der er ikke desto mindre stadig tale om neo-noir i fin form. Det sikrer Miller bl.a. ved fortsat at anvende nogle af genrens fasttømrede klichéer, såsom den indre fortællestemme, og ved at fastholde den ultra-stilede tegnestil, der kun opererer med sort og hvid.

Stedvist bliver albummet dog en anelse mere prætentiøst end sine forgængere, hvilket bl.a. udmønter sig i, at kapitel fem starter med at redegøre for hvordan spartanerne i 480 f.Kr. besejrede perserne ved at vælge deres slagmark med omhu (udforsket yderligere af Miller i 300).

Dette tema har naturligvis stor betydning for kapitlet, men ikke desto mindre er det et nyt stilgreb fra Millers side. Det må imidlertid konstateres at det fungerer upåklageligt i kapitlets kontekst, selv om det kommer som en overraskelse første gang, man vender siden, og støder på det.

Højt gear

Det Store Fede Opgør markerer ikke en radikal ændring af Millers portrættering af Sin City og dens indbyggere, men albummet præsenterer imidlertid præcis så meget variation på temaet i forhold til de to første bind i serien, at man mærker et frisk pust. Samtidig er albummet noget kortere end de to foregående, hvilket man mærker i afviklingen af historien, der konstant befinder sig i femte gear.

Det er ingen dårlig ting, for det giver fortællingen et fabelagtigt drive, der er med til at gøre dette tredje bind af serien om muligt endnu mere underholdende end de to første. Samtidig er det også endnu mere voldeligt end de to tidligere, og i besiddelse af en særdeles barsk form for humor. Selv om Miller stadigvæk tager sin kreation alvorligt, så er der ikke tale om samme form for indædt stiljagt som i de tidligere bind, og det klæder faktisk historien.

Endnu engang har G. Floy Studio produceret en flot dansk udgave af et Sin City-bind. Morten Lykkegaard står endnu engang for den velfungerende danske oversættelse, og alt ved albummet er præcist så lækkert som de tidligere bind i serien. Frank Millers Sin City fortsætter med at imponere og underholde med sit hypervoldelige, smukt illustrerede neo-noir univers.

Sin City: Det Store Fede Opgør er venligst stillet til rådighed af G. Floy Studio.

5 stjerner
Titel: Det Store Fede Opgør
Originaltitel: The Big Fat Kill
Seriens titel: Sin City
Seriens originaltitel: Sin City
Tegner: Frank Miller
Forfatter: Frank Miller
Albumlængde: 164 sider
Dansk oversættelse: Morten Lykkegaard
hvid
Udkom i USA i 5 dele i 1994-95.
Udkom i USA som samlet album i 1995 på forlaget Dark Horse Comics
Udkom i Danmark i 2005 på forlaget G. Floy Studio

Anmeldt i nr. 6 | 13/04/2006

Stikord: Filmatiseret, Neo-noir, Noir

Mogens Høegsberg. Redaktør. Medstifter af Planet Pulp. Født 1976. Oprindelig fra Ringkøbing, fra 1996 til 2014 bosat i Århus, nu bosat i Silkeborg. Uddannet mag.art. og ph.d. i middelalderarkæologi. Ansat som arkæolog ved Moesgård Museum. Har siden barndommen været ivrig horrorfan; indledningsvist primært litteratur, senere også film. Dertil rollespiller, brætspiller og tegneseriefan. Film og filmmusik er Mogens’ to største passioner inden for [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.