Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

Shogun Assassin

Shogun Assassin
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Shogun AssassinMenuen for i aften: letbenet samurai-action så fuglene synger. Denne amerikanske voldtægt af to klassiske japanske samuraifilm er forrygende underholdning, og her viser corny 80’er-musik, vold og dårlig synkronisering sig fra sin bedste side. Skynd dig at se eller gense den her film!

Så er der ellers disket op med blodig underholdning af den fineste slags til samurai- fontæne-blodssprøjtelskere i alle aldre. De amerikanske producenter, anført af Robert Huston og David Weisman, som sammen har skrevet historien om, har gjort den episke fortælling om Lone Wolf og søn (måske kunne de mere passende kaldes Voldspalle og søn), til en herlig omgang 80’er-action, hvor der stort set ikke findes et kedeligt øjeblik, og hvor man har taget sig rimelig mange friheder i forhold til de to oprindelige film.

Og så er det herligt, at man nu kan nyde Shogun Assassin i en flot widescreenudgave fra Another World Entertainment. Med til filmen hører der også en særdeles fremragende pamflet, skrevet af Henrik Rytter, og det er den slags, der er med til at kræse for køberen, når ekstramaterialet kun tæller trailers og nogle ganske fine still-shots.

Effektivt nedkog

En smuk soldnedgang akkompagneres af en blodfontæne

De oprindelige seks film om Lone Wolf, Kenji Misumis Baby Cart-serie, blev produceret fra 1972-1974. Shogun Assassin er et udtræk af de to første film i serien, Kozure Ôkami: Kowokashi udekashi tsukamatsuru (1972, med den amerikanske titel Lone Wolf and Cub: Sword of Vengeance) og Kozure Ôkami: Sanzu no kawa no ubaguruma (1972, med den amerikanske titel Lone Wolf and Cub: Baby Cart at the River Styx). De to oprindelige film varer ca. 160 minutter tilsammen, så man kan nok godt regne ud, at der er skåret en hel del væk for at gøre plads til Shogun Assassin og dens friske spilletid på 88 minutter. Da Shogun Assassin på mange måder er en helt ny film – ting er skåret brutalt væk og Daigoros voiceover er tilføjet sammen med et hæsblæsende 80’er-score i bedste elektroniske Commodore 64-stil – vil jeg ikke bruge mere plads på de oprindelige film, men kan reklamere for, at man kan købe alle seks film i en samlet boks (Lone Wolf and Cub: Collector’s Edition Box).

Far og søn på gåtur med barnevognen

Oprindeligt stammer historien om Lone Wolf and Cub fra den japanske mangaserie Kozure Ôkami, som startede tilbage i 1970. Serien er skrevet af Kazuo Koike og tegnet af Goseki Kojima. I Danmark forsøgte man sig i 80’erne med Ensom ulv og hvalp, hvor det blev til seks lækre bind fra Interpresse, men det var først i 2002, da Dark Horse udgav det sidste bind, at serien var tilgængelig på et andet sprog end japansk. Og de 28 bind, der er på ca. 300 sider hver, giver da også en tegneserie med et omfang i underkanten af 9000 sider. Velbekomme siger jeg bare. Man kan så nok fornemme, at det episke er på spil i tegneserien, og også i de oprindelige Baby Cart-film, hvor der med Shogun Assassin stort set kun er fokuseret på den udpenslede tegneserievold. Og tak for det, siger jeg bare, for sjældent har man da været så godt underholdt.

Flyvende lemmer og blodsprøjt

The Masters of Death

Handlingen i Shogun Assassin er noget så simpel. Vi har vores hovedperson. En korpulent samurai ved navn Ogami Itto, der først fungerede som henretter for selveste Shogun, og siden hen er blevet lejemorder. I de oprindelige film var Shogun-karakteren “kun” en krigsherre, men for at gøre det hele lidt mere grandiost, er han blevet til Shogun i den amerikanske sammenblanding af de to første Baby Cart-film. Man må også sige at ordet “Shogun” var meget oppe i tiden i 1980, hvor TV-serien Shogun havde lagt gaderne øde fra september 1980, og sjovt nok havde Shogun Assassin premiere i USA i november 1980, hvor det var allermest hot. Herhjemme kender VHS-nostalgikere nok mest Shogun Assassin som Shoguns blodige sværd.

Men som sagt har vi vores Ogami, også kendt som Lone Wolf, og hans søn Daigoro. Efter mordet på Ogamis kone, rejser han nu landet rundt sammen med sønnen, som han kører i en ganske speciel barnevogn. Her bliver de konfronteret med den ene klynge fjender efter den anden, som Ogami nedlægger, mens lemmer ryger af og blodet står ud i stride sprøjt – man behøver vel ikke engang nævne en ung Tarantino, der nok er kommet i bukserne, da han så den her slags film.

Kurosawa møder spaghettiwestern

Først ser vi en klo...

Som filmen skrider frem, nærmer vi os en konfrontation mellem Ogami og de tre såkaldte “Masters of Death”. Før mødet får vi introduceret de tre spradebasser, og vi ser, hvor seje de er. Den ene bruger en klo, den anden en stridskølle, og den sidste metalbelagte handsker. At de ikke “bare” bruger sværd, giver det hele et mere brutalt islæt, hvilket ses i en scene, hvor de 3 skurke ondulerer en stor mængde wannabe-assassins. Man ser i flere sekvenser, hvorledes eksempelvis køllen smadrer ansigter, og kloen river folk op. Dejligt brutalt, og ellers vil jeg ikke røbe mere.

Handlingen er stort set ikke-eksisterende, og spilletiden er fordelt på forskellige tableauer, hvor volden så kan eskalere på den ene opfindsomme måde efter den anden, uden der bruges unødvendig tid på dialog. Filmens formsprog, og tilgangen til volden, er orienteret om det poetiske – ja, vold kan godt være poetisk. Billedkompositionerne og farverne er smukke, og blodet sprøjter, som stod der en dirigent og styrede slagets gang.

... og så ser vi, hvad kloen gør ved et menneskehoved

På mange måder kan Shogun Assassin betegnes som Kurosawa, der møder en spaghettiwestern, tilsat rigelige mængder blod, som vi kender det fra de italienske film fra samme tidsperiode. Så vi har korte, intense voldsscener, hvor der i bedste westernstil bruges lang tid på at udveksle blikke, hvorefter der kommer korte, men brutale, voldscener, som afsluttes med et blodig view over de døde. Og sådan er det stort set hele filmen igennem. Det er en spøjs blanding, som virker helt forrygende, og 80’er-touchet gør det bestemt ikke dårligere.

Underholdende nostalgi

Vores korpulente helt sender skurkene et altsigende blik

Nogen vil måske brokke sig over, at de to første Baby Cart-film ikke er blevet behandlet med respekt, men heri er jeg ikke enig. For dybest set bør man slet ikke sammenligne filmene, da Shogun Assassin har sit helt eget udtryk, både gennem lyddesignet og omstruktureringen af handlingen fra de oprindelige film.

Jeg vil på det varmeste anbefale Shogun Assassin, som er fra en tid, hvor video nasties, var noget, man fik fra sin lokale VHS-pusher – hvad enten pusheren var din onkel, der havde været en tur i USA, eller den gamle mand i videobutikken, hvor filmene stod side om med pornobladene. Udover nostalgien er filmen basalt underholdende, og den corny amerikanske tone gør det bare mere seværdigt. Det er ikke seriøs filmkunst, men som rendyrket eskapisme bliver det ikke meget bedre.

Shogun Assassin er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

5 stjerner

Titel: Shogun Assassin
Instruktør: Kenji Misumi (for de oprindelige to film) & Robert Huston
Manuskript: Kazuo Koike & Goseki Kojima (for de oprindelige to film) samt Robert Huston & David Weisman
Cast: Tomisaburo Wakayama (Ogami), Akihiro Tomikawa (Daigoro) samt Minoru Ohki, Akiji Kobayashi og Shin Kishida som The Masters of Death
Producere: Shintarô Katsu, Hisaharu Matsubara, Robert Huston, David Weisman, Michael Maiello, Peter Shanaberg
Foto: Chishi Makiura
Klip: Toshio Taniguchi, Lee Percy
Musik: W. Michael Lewis, Kunihiko Murai, Hideaki Sakurai & Mark Lindsay
Spilletid: 88 minutter
Aspect ratio: 2.35:1 anamorphic widescreen
Lyd: Dolby Digital Stereo 2.0
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, finsk, norsk
Produktionsland, år: Japan, 1972/USA, 1980
Produktionsselskaber: Baby Cart, Katsu Production Co. Ltd, Toho Company, New World Pictures
Distributør (DVD): Another World Entertainment (DK)
Udgave/region: 2

Anmeldt af: Jacob Krogsøe | 13/06/2008

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *