Martin Wangsgaard Jürgensen
Ingen kommentarer

Shelf Life

Shelf Life
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Forfatter og instruktør Mark Tuit taber et godt koncept på gulvet ved at overintellektualisere tingene i denne alternative take på vampyrmyten.

Shelf LifeDe er iblandt os. De er blodtørstige rovdyr, der gradvist har udviklet sig hen imod deres bytte. De ligner os til forveksling, men mennesker, det er de ikke. Den eneste måde man kan skelne dem fra vores egen race, er ved den frygtelige liglugt, der hænger omkring dem.

De lever af vores blod, som de i stil med myg må suge i sig med en lang snabel der skydes frem af deres hals. Vi har intet navn for disse rovdyr, men måske alligevel.

Måske har myternes vampyrer rod i virkeligheden. I hvert fald er vampyr det eneste ord vi har for snylterne, der lever usete side om side med os.

Jægerne og de jagede
Vampyrdræberen Martin

Vampyrdræberen Martin.

Dette er mere eller mindre baggrunden for canadiske Mark Tuits alternative vampyrfilm, Shelf Life – eller Subhuman i Danmark – fra 2004. En historie der gør hvad den kan for både at aflive vampyrmyten, som vi kender den, og favne alle de meget urbane trends, der stort set enerådende har domineret genren siden begyndelsen af 90’erne. Subhuman griber myten videnskabeligt an, og postulerer, at vampyrerne er som velkamuflerede kamæleoner. De kommer, når vi mindst venter det, og vi har ikke en chance for at undgå dem.

En dræber slår til

En dræber slår til.

Nu forholder det sig imidlertid således, at vi ikke er helt ubeskyttede. Der er nemlig nogle få indviede, der kender til snylternes eksistens, og de sætter alt ind for at bekæmpe dem. Lykkeligvis er samfundets store religiøse ledere blandt dem, der kender til hemmeligheden, og de har slået pjalterne sammen for at finansiere omtrent et dusin Jægere. Det er én af disse Jægere, Martin, vi følger i filmen.

Meget handling er der sådan set ikke, men begivenheder er der nok af. Det hele begynder, da en tåbe lokkes på afveje af to vampyriske kvinder i en gyde. Netop som de skal til at sætte snablen i ofret, dukker vores Jæger op, og kapper hovedet af den ene af dem. Så vanker der ellers ballade. Nogle hektiske scener følger, hvor Martin løber afsted. Forfølger han vampyren eller forfølger hun ham? Det er ikke let at sige, for scenen er, som meget af filmen, indspillet i næsten komplet mørke.

Hævngerrige snyltere
Ben (Bryce McLaughlin) og Julie (Courtney Kramer)

Ben (Bryce McLaughlin) og Julie (Courtney Kramer).

Uanset hvad, bliver vores Jæger påkørt af en bil. Endnu flere dramatiske øjeblikke følger, hvor parret i bilen diskuterer hvad de skal gøre med den sårede Martin. De ender med at tage ham med hjem og her må det indskydes, at Ben og Julie, som ægteparret hedder, har begået deres livs fejltagelse.

Det viser sig nemlig meget hurtigt, at der følger problemer i kølvandet på Martin. Vampyren, der undslap i gyden, har fået færten af ham, og disse snyltere er hævngerrige væsner. I hvert fald har hun samlet sine artsfæller og de gør nu alt hvad de kan, for at udslette Jægeren og de to uskyldige “civilister”, der intetanende er havnet i en blodig kamp for overlevelse.

Helt så enkel forbliver historien i Shelf Life ikke, for vampyrerne er udmærket klar over, at de ikke kan dræbe Martin, så længe han er forberedt på deres angreb. De begynder derfor at spille ægteparret puds, og lege med deres virkelighedsopfattelse. Hvem siger, at det hele ikke er noget de forestiller sig? Hvad nu hvis Martin er en galning, der er undsluppet fra et sindssygehospital? Ja, tvivlen nager i Ben og Julie, for Martin er både alkoholiker og junkie, men på den anden side er han jo meget håndfast i sin argumentation. Hvad parret beslutter sig for at tro på, skal ikke afsløres her.

Det hele udspiller sig på fire-fem locations i Vancouver, eller en anden større canadisk by. Det er i Vancouver, filmen er optaget, men hvor det hele foregår er i virkeligheden ret ligemeget. Man kunne ønske sig, der havde været lidt flere miljøer at lege med, for Subhuman får et vist præg af kammerspil på grund af de få, nærmest tableauagtige steder, handlingen foregår udspiller sig i. At der også følger et par logiske brist i halen på det begrænsede antal miljøer, behøver vi slet ikke at diskutere nærmere.

Rædsomme postmoderne indslag
En rigtig dræber junker

En rigtig dræber junker.

Historien bag Shelf Life er brygget sammen af Mark Tuit selv, og det er hans debut som manuskriptforfatter. Nu kan man generelt ikke kalde ham en erfaren herre, for Shelf Life her er hans første egentlige spillefilm. Tidligere har han været involveret i en lille håndfuld kortfilm, hvis historier alle tangerer det overnaturlige.

Som instruktør gør Tuit sådan set ikke meget forkert, men fejler alligevel på flere punkter. Personinstruktionen er forfærdelig og lyssætningen elendig, men det alvorligste problem er selve manuskriptet.

Præmissen for historien er i sig selv ganske spændende, men det instruktøren formår at bruge den til er ganske horribelt. Tuit er tydeligvis et barn af 90’erne og den postmodernistiske strømning, og han har haft svært ved at komme ud af skyggen fra eksempelvis Pulp Fiction (1994) og The Boondock Saints (1999).

For nok vil han gerne fortælle en klassisk horrorhistorie, men samtidig kan han ikke lade være med at punktere stemningen i sin egen film. Han insisterer på at lade sin nedslidte hovedperson diskutere filosofi med en drukkenbolt på den bar, der mere eller mindre er omdrejningspunktet for handlingen. Og gud hjælpe mig om han ikke også lige får sneget et par Nietzsche-citater ind.

Så skal der suges!

Så skal der suges!

Man kan næsten forestille sig, hvordan Tuit har tænkt folk vil rose ham for den drastiske sammenblanding af intellektuelt drama og B-filmssplat. Det virker bare ikke, og man har lyst til at give Tuit én over tuden for i det hele taget at gøre forsøget.

Hele denne forsøgte intellektuelle overbygning har nemlig vidtrækkende konsekvenser, og instruktøren vil hjertens gerne sælge vampyrerne som vores skyggeside. Menneskehedens dårlige samvittighed. De er os og vi er dem. I sin jagt på rovdyrene er Martin selv blevet et rovdyr, og måske er han endda værre end sit bytte?

Det er tungsindige spørgsmål Mark Tuit jonglerer med, men heldigt falder det ikke ud for ham. Det blivende indtryk er af en pubertær instruktør, der spilder et godt plot i håb om ikke at blive sat i bås som lowbudget gyserinstruktør. Sådan kunne man blive ved med at pege på mangler ved Shelf Life, men der er jo som bekendt ingen grund til at træde på en der allerede ligger ned.

Om skuespillet er der ikke meget at sige. Det meste er komplet utroværdigt, og som Tuit selv er det ikke just veteraner der medvirker i filmen. Bryce McLaughlin, der spiller Ben, har aldrig spillet andet, og Courtney Kramer som Julie har kun været med i enkelte episoder af diverse TV-serier. Her skiller William MacDonald sig ud fra de øvrige, for han har faktisk spillet en masse skuespil i en lang række serier og medvirket i ret meget gys. Som et lille kuriosum kan det nævnes, at han ligeledes har været med i stort set alt hvad Tuit har instrueret.

Forbløffende brutal og blodig
En vampyr taber hovedet

En vampyr taber hovedet.

Shelf Life har ét stærkt kort, og det er, at den er forbløffende brutal og blodig. Vampyrerne kan kun dø hvis de får hugget hovedet af, og Martin løber derfor omkring med en kniv på størrelse med en underarm. Der flyver med legemsdele, når han først går i kamp, og det gør han ret mange gange i løbet af filmens 89 minutter. Der bliver både hugget arme, hænder, hoveder og ben af. Tilmed ser vi lig blive parteret og en kanyle blive stukket i øjet på en mand.

Det er stærke sager, og havde der blot været lidt flere penge til effekterne, kunne dette måske være gået hen og blevet en af de bedre splatterfilm i nyere tid. Man mistænker dog Tuit for bevidst at fremstille de afhuggede lemmer en smule plastikagtige som endnu et led i fremmedgørelsen af den genre, filmen udgiver sig for at være.

Endnu en hovedløs vampyr

Endnu en hovedløs vampyr.

Helt enig i ovenforstående vurdering er alle ikke, for overraskende nok vandt filmen CineMacabres publikumspris for årets bedste gyser i 2004. Lidt forbløffende må man sige, men måske kom der bare ikke nogen gode gysere det år. Flere må dog have troet på projektet, for en lang række af de medvirkende står opført som producenter. Det hele lugter langt væk af et projekt udført af et slæng venner. Man må håbe for dem, at de i det mindste selv var glade for det endelige resultat.

Jeg kan i hvert fald ikke ubetinget anbefale filmen, men må dog konstatere, at den har nogle seværdige aspekter. Tuit har evner for den genre, han ikke vil kendes ved, og man kunne ønske han havde smidt alle de kunstneriske ambitioner i toilettet og gået linen ud. Filmen er et larmende statement, og den forbliver blot en skygge af den splatterfilm, den kunne være blevet, men ikke er. I stedet sidder vi tilbage med en banal lille film, der udstiller Mark Tuits uprøvede evner som instruktør på værst tænkelige måde.

Shelf Life er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.

2 stjerner

Titel: Shelf Life
Dansk titel: Subhuman
Instruktør: Mark Tuit
Manuskript: Mark Tuit
Cast: William MacDonald (Martin), Bryce McLaughlin (Ben), Courtney Kramer (Julie), Earl Pastko (gammel dranker i baren)
Producere: Paralee Cook (producer, executive producer), Bryce McLaughlin (producer), Mark Tuit (producer, executive producer), William MacDonald (co-producer), Craig Powell (co-producer), Ed Brando (executive producer), Michelle Gilligan (executive producer), Tyler Macy (executive producer), Jason Traversy (executive producer)
Foto: Graig Powell
Klip: Mikedor
Musik: Stephen Bulat & Jeff Tymoschuk
Spilletid: 89 minutter
Aspect ratio: 16:9
Lyd: Dolby Digital 5.1
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk
Produktionsland, år: Canada, 2004
Produktionsselskaber: Somnambulist Imagery Inc.
Distributør (DVD): Nordisk Film (DK)
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 7 | 13/05/2006

Stikord: Splat, Urban Horror, Vampyrer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *