Schizofrantic

Optagelserne til filmen Schizofrantic blev påbegyndt helt tilbage i 1996, men det var åbenbart først i det herrens år 2006, at den endelig fik sin velfortjente premiere på DVD. I stedet for at dvæle for meget ved den lange ventetid, bør vi bare sætte pris på, at den endelig har set dagens lys og nu oven i købet på en skinnende disk.

Den dag doktoren kom på besøg

Men hvad handler filmen så om? Jo ser du, det er tidlig morgen, da et ringende vækkeur fortæller dig, at endnu en dag er begyndt. En dag, der som så mange andre består af rutiner. Rutiner som at sørge for, at der bliver lavet mad og hældt piller i din anormale retarderede bror, som du har lænket fast nede i kælderen, da han må regnes som værende farlig, hvilket mordene på jeres mor og far vidner om.

Men i dag er en speciel dag, for Dr. Jerslev kommer på besøg, men hvis du ellers kan holde stemmerne i hovedet lidt på afstand, burde det bare være en dag som alle andre. Der er gjort rent i huset, og tallerkener såvel som kaffekopper er sat på bordet. Nu mangler vi bare, at den gode doktor kommer. Det var noget af en omgang at få pillerne i lillebror i dag, og Teddyboy blandede sig endnu engang, men nu er det overstået, og som på klokkeslæt ankommer Dr. Jerslev. Du bliver nødt til at lave kaffe, da han takker nej til vin.

Dr. Jerslev fortæller, at hverken politiet eller hospitalsvæsenet har kunnet lokalisere din bror, men at det samtidig ikke var derfor, at han kom. Du går i panik, da han herefter ligger sin hånd hen over din, og da han begynder at slikke dit øre, breder panikken sig, men heldigvis (eller desværre) begynder din broder at skrige højt nede i kælderen. Det får doktoren til at stoppe sin slikken, og han bevæger sig mod kælderen. Det er som at være kommet fra asken ind i ilden, men du ved, hvad der skal gøres, og da han finder din lillebror, har han underskrevet sin egen dødsdom.

Endnu et mord

Med en kniv, et jernrør samt en skruetrækker ender hans liv dernede i kælderen. Nu skal der bare gøres rent efterfulgt af et tøjskift, og så er du tilbage ved de vante rutiner. Tjekker uret bagefter og ånder lettet op. Men en ringen på døren ødelægger freden endnu engang. Det var en, som skulle hente Dr. Jerslev, han må væk herfra, og en løgn burde kunne gøre det. Men fordømt, han vil låne toilettet. Det burde der ikke være nogen fare ved. Du lukker ham ind, og om lidt er han ude af dit liv igen. Men du har glemt at skylle ud efter at have taget den gode doktor af dage. Du kan høre et skrig ude fra toilettet, han må have set resterne af doktoren. Han må skaffes af vejen, og køkkenkniven burde kunne klare denne sag.

Efter at have ryddet op efter mordet er det godt med et bad, og selvom du forsøger at ende det hele ved at drukne dig selv, så er det hele OK. Alt er OK. Fra nu af vil livet være godt. Ikke flere drab, kun din bror, dig selv og den fordømte Teddyboy og de vante vaner og rutiner. Nu skal det nok blive godt alt sammen.

Mere en sindstilstand end en film

Nej, undertegnede er ikke blevet tosset (selvom min bedre halvdel sikkert ikke er enig), men Schizofrantic er ikke bare en film, men mere en sindstilstand. Derfor kan jeg ikke skrive en neutral anmeldelse. Indrømmet, jeg satte DVD’en i maskinen grundet en nysgerrighed efter at se hvad de mennesker, der plejer at betjene mig i Laserdisken, havde lavet af film. Mit kendskab til undergrundsproduktioner havde indtil da været begrænset til Violent Shit-serien (1987-2003) og Operation Dance Sensation (2003).

Fælles for disse to film er, at de er lavet med det formål at underholde tilskueren ved at tilbyde masser af splat samt en del dårlige jokes. Der er intet i vejen med dette, og jeg følte mig ganske underholdt af samtlige af disse film. Men jeg vidste ikke, at undergrundsfilm kunne være så meget mere. Derfor slog denne film mig ekstra hårdt, for der er åbenlyst lagt nogle tanker og en fyldestgørende research bagved. Hermed ikke sagt, at filmen ikke leverer varen, når det kommer til blodsudgydelser, for de er der og til overmål.

Da det er en undergrundsfilm, kan man ikke forvente at skuespillet er på niveau med Harvey Keitels tour de force-optræden i Bad Lieutenant (1992). Men mindre kan også gøre det, og skuespillerne, ikke mindst Jan Mouritzen i rollen som X, fungerer så man ikke sidder og føler sig pinligt berørt undervejs, hvilket er noget at en præstation, da rollerne som X og broderen trods alt kræver en del af skuespilleren.

Anbefales!

Jeg kan kun anbefale alle at stifte bekendtskab med denne film, og ønsker gerne selv at se mere til Peter Johansen, men det bliver nok desværre ikke til en film, der kommer op i landets største biografer. Selvom Danmark virkelig gør sig gældende på den internationale filmscene, så er der stadig en eklatant mangel på genrefilm, og de få der bliver lavet, appellerer mest til hr. og fru Danmark.

Anmeldt i nr. 16 | 13/02/2007