Satan’s Children

7 minutters læsetid
Satan's Children

Det sker engang imellem, at man ganske uventet render ind i en film, der helt og aldeles fanger én på sengen. Satan’s Children fra 1975 havde netop en sådan overrumplende virkning på mig.

Vi følger den håbløse teenagetaber Bobby Douglas, spillet af Stephen White, der næsten som i et eventyr lever med sin stedfar og stedsøster. Stedfaren piner og plager Bobby med endeløse mængder af havearbejde og ekstrem kontrol. Bobby må absolut intet, men søsteren er næsten den værste.

Pigen er lidt ældre end Bobby, og så snart den vrisne farmand kigger væk, begynder søsteren Janis at gøre seksuelle tilnærmelser til Bobby. Hun tager ham på pikken, gør sig til over for ham og frister ham på enhver tænkelig måde.

Voldtaget

Filmens plakat fra 1975
Filmens plakat fra 1975.

Klimaet i det lille hjem er naturligvis alt andet end rart, og da Janis afslører overfor stedfaren, at Bobby gemmer hash på sit værelse, bliver det for meget for den rødhårede teenager. Han stormer ud i byen og vandrer omkring i gaderne. Da butikkerne er lukket, går der ikke lang tid, før han ender på en bar. Her sidder Bobby og søber i en cola, mens han tænker over livets genvordigheder.

Lang tid får han dog ikke lov til at sidde i fred, for så smyger der sig en halvgammel bøsse op ved siden af ham, og begynder at gøre tilnærmelser til vores rødhårede teen. Bobby fatter det ikke helt, men mere kommer der ikke ud af det, for så dukker der en smart biker op, som smider bøssen ud af baren og nu selv sætter sig ved Bobby.

Hurtigt bliver de venner, eller hvad man nu skal kalde det, og bikeren inviterer Bobby med hjem. Det indvilliger den uskyldige unge mand i, men knap er de kommet indenfor hos bikeren, før han trækker en springkniv og binder Bobby. Liderligt griner han og ringer til sine venner, som får at vide, at der skal være fest. Vi ser aldrig hvad der sker med Bobby, men bikeren og tre af hans venner voldtager i hvert fald teenageren, så han ikke kan gå og dumper ham derefter i en grøftekant langt, langt udenfor byen.

Hippiesatanister

Bobby Douglas (Stephen White)
Bobby Douglas (Stephen White).

Mere død end levende ligger Bobby og lider i solen, men hjælpen er på vej. Det viser sig nemlig, at den grøft han ligger i, befinder sig på en bande satanisters grund. Disse satanister fordriver tiden med at spille bold og ryge hash, men midt i disse fornøjelser opdager de Bobby. Han bliver samlet op og bragt ind i deres hus.

Ret hurtigt opstår der dog splid omkring ham, for satanisternes nuværende leder hedder Sherry, og hun bliver forelsket i Bobby. De andre er ikke helt tilfredse med dette, da Satan åbenbart ikke bryder sig om homoseksualitet. Det er tilsyneladende en alvorlig synd, og der er udbredt enighed om, at Bobby må være bøsse.

Satanisk ritualmagi
Satanisk ritualmagi.

Det tror Sherry dog ikke på og hun plejer ham. Det resulterer i en række særdeles blodige intriger imellem hippiesatanisterne, der både fører til hængninger og ofringer, men Sherry har kun magten på lånt tid. Hun er egentlig kæreste med Simon, satanisternes rigtige leder, og han er bortrejst.

Men da Simon pludseligt dukker op og finder Sherry i seng med Bobby, sker der ting og sager. Sherry bliver gravet levende ned ude i skoven og får overhældt hovedet med sirup, så myrerne kan æde hende, mens Bobby skal dræbes. På en eller anden måde lykkes det imidlertid for ham at flygte, men før han slipper væk, får han sig en lille snak med Simon.

Satanisternes leder kan kort og godt fortælle, at Bobby altid vil være en taber, hvis han ikke tager sig sammen. Han vil altid blive trådt på fordi han er svag, og derfor har satanisterne ikke brug for ham. Bobby havde ellers tilbudt sig som nyt medlem i sekten. Dette bliver en såkaldt aha-oplevelse for teenageren, og da han er undsluppet satanisterne og atter kommet hjem, begynder han sin hævn på alle, der har trådt på ham.

Bobby har besluttet sig for ikke længere at være den svage, og det kommer til at koste hans fjender dyrt! Det skal kun afsløres, at filmens sidste del byder på voldtægt, lemlæstelse, skyderi og en korsfæstelse.

Amatørproduktion

Sherry (Kathleen Marie Archer)
Sherry (Kathleen Marie Archer).

Stort set ingen der har været involveret i Satan’s Children har før eller siden medvirket i noget. Instruktøren Joe Wiezycki har kun instrueret denne ene film, og alle skuespillerne, ud over Stephen White, der spiller Bobby, har aldrig spillet med i andet.

White havde været med i en Roger Corman-komedie før Satan’s Children, og spillede efterfølgende med i nogle TV-serier, men har aldrig fået en egentlig karriere. Der er altså tale om en regulær amatørproduktion, og det er lidt af et mirakel, at den har fundet vej til DVD-mediet.

Det skal man dog ikke klage over, for filmen er ren og skær fornøjelig underholdning. Al skuespillet er helt håbløst, navnlig Bobbys stedfar (Eldon Mecham) og satanisten Sherry (Kathleen Marie Archer) er helt, helt håbløse.

Den der nok slipper hæderligst fra det, hvis vi da lige ser bort fra Stephen White, er Robert C. Ray i rollen som Simon. Nogen har tilsyneladende fortalt ham, at der er bedre at underspille end at overspille, og det fører til, at Simon er en af de mest underspillede roller, man kan tænke sig. Der er stort set intet der kan røre denne sataniske isblok, hvilket er ganske grinagtigt, men på en eller anden måde også ganske virkningsfuldt.

Simon (Robert C. Ray)
Simon (Robert C. Ray).

Stephen White fortjener en særlig omtale. Hans skuespil er ret besynderligt, og faktisk tror man næsten han ikke spiller. Det er muligvis ikke så langt fra sandheden endda, men det virkelig interessante er at se, hvor meget han som skuespiller må finde sig i. Iklædt et par små underbukser må stakkels White løbe gennem en nåletræsskov, kaste sig omkring i krat og mudderhuller, blive bundet, slået, slæbt og pint. Navnlig flugtscenerne, da han slipper væk fra satanisternes gård må have været ulidelige for ham.

Man føler vitterligt med White – skuespilleren vel at mærke, ikke rollen – for det ser helt uhyrligt ud. Han har flere små sår på kroppen i nogle af de sidste scener, og jeg er faktisk ikke helt sikker på, at disse ikke er virkelige skrammer, den stakkels unge mand har pådraget sig mens han næsten nøgen har tumlet rundt i underskoven. Man skal huske på, at filmen formodentlig er indspillet for et nærmest ikke-eksisterende budget, så der har ikke været råd til ret meget, som kunne gøre livet mere bekvemt for de medvirkende.

Det meget smalle budget kan i øvrigt på det nærmeste aflæses i dimensionerne på den kviksandspøl, som to satanister omkommer i. Pølen er på størrelse med et badekar, og det er et mirakel i sig selv, at begge satanister kan være i den på samme tid. Her må man dog tage hatten af for instruktør Joe Wiezycki, der rent faktisk har fået de to uheldige satanister til at klemme sig så meget sammen, at de kan fingere en druknedød.

Inspiration fra folkeeventyrene

Sherry begraves levende
Sherry begraves levende.

Effekterne er naturligvis ikke noget at råbe hurra for, men heldigvis har man valgt at dreje kameraet væk i sidste øjeblik. Det er et rigtig godt valg, for i stedet for at undergrave den i forvejen alt for spinkle troværdighed, lader det filmen balancere på en hårfin grænse mellem hæderligt lowbudget og ren hjemmevideo. Det skal dog påpeges, at selve kameraarbejdet er ganske godt om end helt og aldeles uinspireret. Man kunne forvente langt værre, men John Makinen har leveret et stabilt arbejde, som man ikke kan klandre.

Filmen bliver solgt som en satanisk gyser, men det kan man på ingen måde kalde den. Den spiller på en intens, lummer stemning, der krydres med ekstremt aggressive undertoner. Gys er der stort set ikke noget af. Skal man definere Satan’s Children som noget, må det være en exploitationthriller, men det er egentlig ikke dækkende. Jeg mangler ganske enkelt ord for at beskrive Joe Wiezyckis film. Den falder uden for næste alle almindelige kasser, og måske er det derfor den virker så godt.

Med sin kompromisløse stil, blandet med en lallende, sukkersød fernis, der antager groteske dimensioner i slutningen, kommer filmen til at fremstå som et bizart folkeeventyr. Det virker da heller ikke usandsynligt at Gary Garrett og Ron Levitt, der stod for manuskriptet, har ladet sig inspirere af eventyrernes form og struktur. Parallellerne er i hvert fald ret åbenlyse.

Set i dette lys, bliver Satan’s Children en vanvittig fortælling om Bobbys rejse fra barn til voksen, hvilket jo er et tema vi kun kender alt for godt, men jeg vil vædde med, at det ikke tidligere har fundet et udtryk, som det har her.

Perle

Bobby under den vilde flugt væk fra satanisterne
Bobby under den vilde flugt væk fra satanisterne.

Alt det som beskrives her, var jeg på ingen måde forberedt på, da jeg satte mig til at se filmen for første gang. Her tog Joe Wiezycki imidlertid fusen på mig, for jeg forventede en klassisk omgang satanisk sleaze, men fik noget jeg endnu ikke helt har bearbejdet. Visuelt såvel som tematisk er Satan’s Children en af de mest interessante film jeg har set i 2006, og taget i betragtning at Something Weird DVD har udsendt den sammen med William Girdlers charmerende debutfilm Asylum of Satan fra 1971, er dette lidt af et must.

Satan’s Children er en af de film, som både kan analyseres til hudløshed og diskuteres frem til dommedag, men først og fremmest er den ekstremt underholdende. Something Weird DVD har vitterligt gravet en perle frem, som absolut fortjener at blive udbredt til et stort publikum.

5 stjerner
Titel: Satan’s Children
Instruktør: Joe Wiezycki
Manuskript: Gary Garrett & Ron Levitt
Cast: Stephen White (Bobby Douglas), Eldon Mecham (Mr. Douglas), Joyce Molloy (Janis Douglas), Kathleen Marie Archer (Sherry), Robert C. Ray (Simon)
Producere: Joe Wiezycki (producer)
Foto: John Makinen
Klip: Joe Wiezycki
Musik: Ray Fletcher, Leadfeather
Spilletid: 87 minutter
Aspect ratio: Full frame
Lyd: Mono
Sprog: Engelsk
Undertekster: Ingen
Produktionsland, år: USA, 1975
Produktionsselskaber: Florida International Pictures
Distributør (DVD): Something Weird Video (USA)
Udgave/region: 1

Anmeldt af: Martin Jürgensen | 13/08/2006

Stikord: Satanisme

Skriv et svar

Your email address will not be published.