Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

Sanity and the Lady

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Anderledes og sprogligt lækker sci-fi roman fra den gamle rotte Aldiss. Hvis du kan lide at blive udfordret, og ikke forventer hardcore sci-fi, så er Sanity and the Lady et oplagt valg næste gang, du skal læse en bog.

Sanity and the LadyBrian W. Aldiss blev født i november 1925, og kunne dermed i 2005 fejre sin 80-års fødselsdag. Han er en af Englands ældste nulevende science fiction-forfattere, og hans imponerende CV tæller næsten 100 bøger.

Mest kendt i mainstream sammenhæng er nok hans novelle Supertoys Last All Summer Long (1969), der ligger til grund for Steven Spielbergs sci-fi epos AI (2001).

Aldiss’ officielle hjemmeside giver en god gennemgang af forfatterens livsforløb, og en introduktion til hans værker. Aldiss er således en vægtig herre indenfor genrelitteraturen, og derfor er det med en vis ærefrygt, at man går i gang med hans nyeste roman Sanity and the Lady.

En gammel rotte leverer
Brian W. Aldiss (f. 1925)

Brian W. Aldiss (f. 1925).

Efter at have læst bogen, sidder man tilbage både rørt og fascineret. Den gamle rotte Aldiss har trukket på al sin menneskelige indsigt efter et langt liv, samtidig med at han har skabt en både spændende og skræmmende historie om ensomhed, paranoia og massehysteri i det moderne samfund.

Den er i visse passager dybt satirisk og samfundskritisk, i andre afsnit er den rørende og menneskelig. Tilmed er sproget uhyre veloplagt, og den 218 sider lange bog er derfor meget underholdende.

Men lad os tage et kig på handlingen. Historien tager sin begyndelse under en koncert i Albert Hall i London, hvor orkesteret fremfører Beethovens “Emperor”. Midt under koncerten begynder stjernepianisten Sir Edgar Laurence at spille tonerne fra “It’s a Long Way to Tipperary”. Den fyldte koncertsal undres, og orkesteret ved ikke hvad de skal gøre af sig selv.

Sir Edgar ser sig efter dette nødsaget til at flygte, og tager en taxa til sit landsted i Sydengland. Denne intro vækker straks interesse, og man undres over, hvorfor Sir Edgar pludselig begyndte at spille noget andet end det, han burde. Den efterfølgende dag er aviserne prydet med overskrifter om pianistens mærkværdige opførsel.

Noget mystisk sker

De følgende dage løber der rapporter ind fra hele verden, der fortæller, at mange folk har opført sig underligt, og den amerikanske såvel som den engelske regering frygter, at der er tale om et virusangreb fra terrorister. Det viser sig imidlertid, at der tale om fragmenter fra et meteor, der er styrtet ned over Jorden et par uger forinden, og det er disse, der har skabt de mentale forstyrrelser.

I meteorstykkerne lå der nemlig en ældgammel livsform, som går ind i hovedet på mennesker, og taler til dem; i nogle tilfælde får de dem endda til at gøre mærkværdige ting, men det meste af tiden snakker væsnerne blot med deres værtskroppe. Den amerikanske regering går helt i selvsving, og begynder at dræbe de individer, der er ramt af det de betegner som Virus-X.

De europæiske regeringer maner derimod til forsigtighed, da det ikke er bevist, at de fremmede er fjendtlige. Englænderne døber væsnerne “The Emperors”- efter episoden i Albert Hall, og franskmændene døber dem “Les ombres”.

Væsner fra rummet?

Her er det så, at bogens hovedperson Laura Broughton træder i karakter. Laura er barnebarn til Sir Edgars bror, og hun er en fraskilt forfatter, der bor på godset i Sydengland. Hun er også blevet inficeret af væsnerne, og de såkaldte “Emperors” begynder at gå i en intens dialog med Laura, hvor de stiller spørgsmål om alt, og prøver at blive klogere på, hvilken størrelse menneskeheden er.

Laura finder disse indre dialoger dybt fascinerende, og da den engelske regering nedsætter et udvalg til at diskutere de fremmed, udvælges hun på grund af sin status som forfatter, og fordi hun er i familie med Sir Edgar. Laura tager til London, og kommer endvidere på rejser både til Frankrig samt USA for at fremsige sine synspunkter og sin idé om, at de fremmede ikke er fjendtlige.

Samtidig med dette sker der ting og sager hjemme på godset, hvor de fleste af beboerne også har samtaler med de fremmede. Den psykologisk ustabile Polly begår selvmord, da hun finder ud af, at hendes mand er hende utro. Dette er rent guf for sladderpressen, som giver de fremmede skylden for ulykken. Nyhederne breder sig til den politiske top i USA, der sætter pres på den engelske regering. Alt imens sidder Laura fanget som en lus mellem to negle, da hendes støtter hastigt svinder ind, og antipatien mod de fremmede tager til.

Midt i al denne kaos finder Laura kærligheden hos en af sine franske kollegaer. Igennem alt dette fortsætter “The Emperors” deres samtaler med Laura, og de kurerer endda Sir Edgars syge hustru. Men lige lidt hjælper det: Den amerikanske paranoia og frygt for det ukendte tvinger den engelske regering til at træffe en svær beslutning. Alt spidses til, og Laura bortføres. Hvad der herefter sker, skal ikke gives væk her, men den store afsløring er både tankevækkende og skræmmende, og det sidste kapitel skal man bestemt læse to-tre gange for at få det hele med.

En sproglig lækkerbisken

Sprogligt er Sanity and the Lady en lækkerbisken. Det skinner igennem, at vi har med en rutineret og meget dygtig forfatter at gøre. Aldiss veksler mellem særdeles humoristiske sætninger, og han kan vende på en femøre – pludseligt er et ellers humoristisk kapitel dybt alvorligt. Heri ligger bestemt en af bogens store styrker, og Aldiss viser hvordan satire og ironi skal leveres på skrift så det fungerer.

Samtalerne med “The Emperors” adskiller sig ved, at de står skrevet i kursiv, så vi som læsere aldrig er i tvivl om, hvad der sker. Endvidere er hvert kapitel indledt med et lille citat fra andre forfattere, bøger og sange. Disse starter blødt ud, men som romanen skrider frem bliver de mere dystre, som også selve handlingen bliver mørkere. Citaterne er altså ikke bare påhæng, men kommenterer på subtil vis, hvad der skal til at ske i handlingen.

Historiens kerne og dens tematikker er langt fra, hvad man forbinder med traditionel science fiction. Heri ligger en af Aldiss’ største bedrifter: at sci-fi elementerne bruges til at understøtte historien om Laura. Hun er en kvinde i overgangsalderen, der er kørt træt i sit liv. De sidste mange år har hun levet som en skygge af sig selv på det store gods i Sydengland. Hun har manglet den store kærlighed, og har søgt tilflugt i det at skrive romaner om mennesker, med de samme kriser som sig selv.

Da “The Emperors”- eller hendes personlige Emperor – besøger hende, blomstrer hun op. Det fremmede væsen stiller spørgsmål om alt, og får Laura til at sætte sit eget liv i relief. Aldiss bruger samtalerne med de fremmede til at kommentere på mange centrale problematikker: livet, kærligheden, religion, frygt og døden.

Britisk charme og anderledes sci-fi

Det er også befriende at se en omgang science fiction, hvor de fremmede ikke ser underlige ud – man kan faktisk slet ikke se dem, da de er så små – hvor der ikke er rumskibe og mærkelig teknik. Det er en roman om ensomhed, om at blive gammel og om at finde kærligheden. Det lyder måske lidt kvalmende, men det virker perfekt i den indpakning som Aldiss har skabt.

Selve historien er da også basalt spændende. Man undres konstant over, hvad de fremmede egentlige er, og det er fornemt at se, hvor subtilt Aldiss lister en kritik af USA samt hele 9/11-paranoiaen ind. Desuden har bogen en helt speciel britisk charme, med alt fra butleren på godset til hele den engelske mentalitet, som gennemsyrer bogen.

Når man sidder og kigger på bogens forside og dens titel, er det da heller ikke sci-fi, der falder i øjnene. Men det har højst sandsynligt også været en del af Aldiss’ eller forlagets strategi. Han har en fast læserskare, så han har ikke haft nogen grund til at tiltrække et yngre publikum med en speciel titel og et fængende billede, for det er en voksen roman, som kan skuffe hvis man forventer klassisk sci-fi. Men hvis man ønsker en læseoplevelse ud over det sædvanlige, hvor science fiction modent bruges til at understøtte historien, kan jeg på det stærkeste anbefale Sanity and the Lady.

Sanity and the Lady er venligst stillet til rådighed af PS Publishing.

4 stjerner

Stikord: Titel: Sanity and the Lady
Forfatter: Brian W. Aldiss
Udgivet: 2005
Forlag: PS Publishing
Format: Hardcover
Sideantal: 218 sider
Forside: Maleriet “The Tamburine Girl” af John William Godward fra 1906

Anmeldt i nr. 6 | 13/04/2006

Stikord: Alien Invasion

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *