Martin Wangsgaard Jürgensen
Ingen kommentarer

Salon Kitty

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Tinto Brass’ Salon Kitty er ikke exploitation eller underholdning, men løber over skærmen som videokunst eller en port ind i det underbeviste. Det er filmkunst med eftertryk på kunst.

Salon KittyNazisploitation er nok, sammen med kannibalfilmene, blandt det mest depraverede og groteske, som fik lov at snige sig ud af de italienske filmstudier i genrefilmens storhedstid.

Kannibalfilmene opnåede efterfølgende kultstatus blandt horrorfans, mens nazisploitationfilmene opnåede en lignende status som obskure artfilm. Men nazisploitationgenren nåede endda ud til et bredere publikum, og faktisk er der overraskende mange, der kender, eller endda har set, Ilsa, She Wolf of the SS (1975).

Det betyder dog ikke, at sammenblandingen af nazisme og sex ligefrem er hverdagskost nu om dage, snarere tværtimod. Men da de store nazisploitationfilm kom ud, var de rettet mod biografpublikummet, og en af genrens største titler, Salon Kitty fra 1976, er nu vendt tilbage til det danske publikum på DVD, udsendt af Another World Entertainment.

Overvågningsoperation på bordellet
Helmut Wallenberg (Helmut Berger).

Helmut Wallenberg (Helmut Berger).

Salon Kitty er uden tvivl en af de mest fascinerende film, der blev spyttet ud af den italienske filmindustri i 70’erne. Ikke så meget fordi den er underholdende eller chokerende, men fordi den er afsindigt flot. Før vi går videre, vil det dog være på sin plads at kikke lidt på selve handlingen.

Vi befinder os i Nazityskland. Den tyske krigslykke er endnu ikke vendt, og Hitler kan fejres som en folkehelt i Berlin. Den nationalsocialistiske top er overbeviste om den endelige sejr, og partiet er i fuld gang med at indrette det 3. rige. Mistroiske som altid bliver det imidlertid i SS-toppen planlagt, at man skal overvåge det militære bagland.

Derfor bliver SS-officeren Helmut Wallenberg (Helmut Berger) udpeget til at lede en storstilet overvågningsoperation. Der er nemlig blevet udtænkt en sindrig plan, hvor et af Berlins førende bordeller skal aflyttes, således at alt hvad de glade militærfolk fortæller luderne i sengen, kan blive ført til protokols. Det er imidlertid ikke helt let at føre denne plan ud i livet, for der er meget at gøre.

Loyale piger
Pigerne testes.

Pigerne testes.

Først og fremmest skal Wallenberg finde frem til 20 loyale piger, der vil ofre sig helt og aldeles for fædrelandet. For at teste dette bliver der indkaldt smukke, kloge nazitøser fra hele landet. De bliver alle hentet til Berlin, hvor der gennemføres en række forsøg, som skal afprøve deres loyalitet.

Foruden gruppesex betyder det samleje med krøblinge, blowjobs på udmagrede jøder fra KZ-lejrene, lebbesex og samleje med pukkelryggede dværge. Det hele bliver gennemført med klinisk præcision og effektivitet, således at Wallenberg hurtigt kan skille de stærke fra de svage.

Sex med en vanskabt dværg - Hvad gør en nazitøs ikke for Adolf!

Sex med en vanskabt dværg – Hvad gør en nazitøs ikke for Adolf!

Med pigerne på plads kan næste skridt begynde. Det bordel der skal bruges til aflytningen, er den berømte Salon Kitty, der drives af den aldrende diva Kitty Kellermann (Ingrid Thulin). Hun har gennem en menneskealder været en hjørnesten i Berlins dekadente forlystelsesliv, og det er hos Kitty, at mænd og kvinder med smag for det eksotiske, slår deres folder.

Kitty er imidlertid alt andet end begejstret for samarbejdet med SS, så derfor må der tvang til. Wallenberg får ganske enkelt lukket hendes bordel og fyret alle Kittys piger. Derved tvinger han Kitty til at acceptere et tilbud om at begynde forfra i en luksusvilla i Berlins udkant, befolket med de 20 piger, Wallenberg fik udvalgt.

Fanget
Kitty Kellermann smukt spillet af svenske Ingrid Thulin.

Kitty Kellermann smukt spillet af svenske Ingrid Thulin.

Så langt så godt. Kitty siger ja til arbejdet, og hun har nu æren af at oplære den stramme flok nazitøser i ludererhvervets ædle kunst. Det er et hårdt arbejde, men takket være Kittys transseksuelle medhjælpere begynder pigerne gradvist at forstå deres nye arbejde.

Blandt pigerne er der navnlig én, som påkalder sig opmærksomhed. Hun hedder Margherita (Teresa Ann Savoy) og er en del af det døende tyske bourgeoisi. Hendes familie repræsenterer det gamle Tyskland, som Hitler gjorde op med, og Margheritas forelskelse i nazismen skildres nærmest som et ungdomsoprør.

Wallenberg får øje på Margherita med det samme, og fra da af er han fanget. Han kan slet ikke få nok af den unge pige, og det driver ham gradvist ud på dybt vand. Gennem en blanding af jalousi, manisk gerrighed og oprigtig forelskelse, tvinges han til at træffe valg, som stykke for stykke åbner afgrunden under ham. Da Wallenberg således endelig kan omfavne sin elskede Margherita er det for sent, for da sidder dolken allerede plantet dybt i ryggen på ham.

Lever på det visuelle univers
Salon Kitty før de nye piger flytter ind.

Salon Kitty før de nye piger flytter ind.

Man skal ikke se Salon Kitty for handlingens skyld. Det er mildest talt et tyndt plot, løseligt baseret på virkelige hændelser. Der var rent faktisk et bordel i Berlin, som blev aflyttet, men meget mere er der ikke at komme efter. Ganske vist har flere af skuespillerne en enorm præsens på skærmen, og selv om dialogen oftest er tåbelig, tegnes der spændende psykologiske portrætter. Det er bare ikke nok til en film på over to timer. Det Salon Kitty lever højt på er dens barokke visuelle univers.

Det er meget sjældent man ser en film, der i den grad formår at opbygge en medrivende meditativ stemning. Gennem billeder der på en gang drager og frastøder, skabes en uhyrlig effekt, som kun kan karakteriseres som unik. Tinto Brass, instruktøren bag Salon Kitty, har vidst præcis, hvor han ville hen med filmen, og det giver den et helstøbt udtryk.

Almen perversitet.

Almen perversitet.

Tilmed er der ikke sparet på noget. Salon Kitty er bestemt ikke nogen billig film. Der er kræset for alle detaljer, lige fra den groteske arkitektur og rumindretning til uniformerne. Meget af alt dette er frie fantasier over fascistiske emner, og det er tvivlsomt, om der nogensinde har eksisteret interiørs som dem, der vises her. Med enorme malerier i nazismens vulgære, heroiske formsprog og skulpturer over alt, der gengiver herrefolkets triumf, leges der på ublu vis med stilistiske parafraser, der ville give Speer våde pletter i bukserne.

Det samme gør sig gældende for de vanvittige kostumer, som nazitoppen går iklædt. Wallenberg optræder nærmest konstant som var han på en catwalk for futuristisk nazi-haute couture. Som tingene og hele handlingen gradvist eskalerer, iklæder han sig til stadighed mere groteske kostumer. Til sidst ser vi ham som den ultimative fascistiske superhelt iklædt rød kappe med hagekors og heldragt af sort læder.

Det perverse er omdrejningspunktet
Wallenbergs kontor.

Wallenbergs kontor.

Holdet bag den visuelle side af Salon Kitty har nærmest fået frie hænder, og det gælder ikke mindst i deres portrættering af den dekadente livsstil i Berlin. Her er kostumerne præcis lige så vanvittige som selve militæruniformerne, og Kittys ludere ligner mest af alt pantomimedukker fra en pervers fantasi.

Netop det perverse er omdrejningspunktet for hele herligheden. Intet er for bizart eller ubehageligt. Alt kan lade sig gøre i Salon Kitty, og alt er tilladt. Vi får endda også lov til at se, hvad der udspiller sig i de enkelte værelser, og det er ikke så lidt! Fælles for det hele er spørgsmålet om underkastelse. Det løber som en rød tråd gennem hele filmen, og alle de sexscener, vi ser. Hvem styrer hvem? Luderne må enten krybe og kravle for de dekadente nazister, eller også smider de store generaler sig som gryntende svin på gulvet, så pigerne kan smække dem bag i.

Hovedpersonen Margherita (Teresa Ann Savoy).

Hovedpersonen Margherita (Teresa Ann Savoy).

Homoseksualitet, eller i hvert fald biseksualitet, ligger også og simrer lige under overfladen. Der er i hvert fald mistænkeligt mange af nazierne, som fantaserer om mandlige kønsorganer. De grelleste eksempler er officeren, der som en køter kravler hen til en kæmpepenis for at urinere op ad den på alle fire, mens en luder holder ham i halsbånd og snor, eller den fede general, der æder og slikker en kagepenis, som en ung pige har anbragt mellem sine ben.

Nærmest for at sætte hele filmens æd-eller-bliv-ædt-devise på spidsen, åbner filmen i et slagtehus, hvor vi ser svin få skåret halsen over og øjnene stukket ud. Mens blodet sprøjter, griner de fede slagtere og flirter med kvinderne i slagteriet, så sex, vold og blod blandes sammen med de allestedsnærværende hagekors.

Filmkunst med eftertryk på kunst
Smukke, fascinerende billeder er der nok af.

Smukke, fascinerende billeder er der nok af.

Det er ikke til at komme uden om, at Salon Kitty er et tungt bekendtskab. Det er en smuk tour de force gennem perversiteternes verden, men der er ikke ret meget andet end skuespillernes fremragende præstationer at holde det hele op på, for historien er ligegyldig.

Det betyder, at Salon Kitty er en film, man skal have lyst til at se. Det er en film, man skal give sig tid til, og en film, man bør koncentrere sig om. Filmfans har længe skændtes om, hvorvidt den er et prætentiøst makværk eller stor filmkunst. Jeg er ikke i tvivl, det er stor filmkunst med eftertryk på kunst. Det er ikke underholdning, og det er ikke exploitation i traditionel forstand.

Absurd mesterværk
Nazisoldat med kagepenis.

Nazisoldat med kagepenis.

Det vi ser her, er Tinto Brass’ visualisering af Oswald Spenglers Der Untergang des Abendlandes (1918). Et emne han også vendte tilbage til i den berygtede og forhadte Caligola fra 1979. Salon Kitty løber over skærmen som videokunst eller en port ind i det underbeviste, og det er i den ånd, man bør se filmen.

Forventer du voldspornografisk exploitation i Ilsa-stilen, er Salon Kitty ikke stedet at gå hen. Salon Kitty er præcis så dekadent som sin handling, men hvis alt dette ikke afskrækker, kan jeg kun anbefale, at man lader sig forføre af Tinto Brass’ absurde mesterværk.

Salon Kitty er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

6 stjerner

Titel: Salon Kitty
Andre titler: Doppelspiel (Tyskland), Madam Kitty (USA), Madame Kitty (Frankrig)
Instruktør: Tinto Brass
Manuskript: Tinto Brass
Cast: Helmut Berger (Helmut Wallenberg), Ingrid Thulin (Kitty Kellermann), Teresa Ann Savoy (Margherita), John Steiner (Biondo), Sara Sperati (Helga), Maria Michi (Hilde), Rosemarie Lindt (Susan), Paola Senatore (Marika), John Ireland (Cliff), Tina Aumont (Herta Wallenberg), Alexandra Bogojevic (Gloria)
Producere: Ermanno Donati (producer) & Giulio Sbarigia (producer)
Foto: Silvano Ippoliti
Klip: Tinto Brass
Musik: Fiorenzo Carpi & José Padilla
Spilletid: 133 minutter
Aspect ratio: Anamorphic widescreen 1.85:1
Lyd: Dolby Digital
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, finsk, norsk
Produktionsland, år: Italien, 1976
Produktionsselskaber: Cinema Seven Film, Coralta Cinematografica, Les Productions Fox Europa
Distributør (DVD): Another World Entertainment
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 17 | 13/03/2007

Stikord: Artfilm, Berlin, Nazisploitation, Det Tredje Rige

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *