Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

‘Salem’s Lot

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Stephen Kings fremragende vampyrgyser leger behændigt med forbilledet Dracula samtidig med, at det er en afsindigt underholdende, gedigent uhyggelig og velskrevet vampyrroman.

'Salem's LotJeg indrømmer det blankt – Stephen Kings roman ‘Salem’s Lot er én af mine yndlingsgysere. Ikke fordi romanen har kvaliteter, der indskriver den i verdenshistoriens litteraturkanon, men simpelthen fordi det er en ualmindelig veloplagt fortælling med et af mine favoritmonstre i centrum: vampyren.

Kings klichéer fødes
Stephen King (f. 1947).

Stephen King (f. 1947).

‘Salem’s Lot var Stephen Kings anden roman – eller i hvert fald den anden, der blev udgivet. King havde allerede skrevet flere romanerm, inden han fik sin første roman, Carrie, udgivet i 1974, men den gjorde ham til gengæld også til et varmt navn. Hvor Carrie imidlertid er lidt speciel, idet meget af den er sammensat af fiktive avisudklip o.l., så er ‘Salem’s Lot en klassisk King-roman. På mange måder kan dens struktur, fortællestil og tematikker anses som et blåtryk for store dele af Kings senere forfatterskab.

Selv om disse elementer med tiden er kommet til at føles en anelse tyndslidte, så var det i ‘Salem’s Lot, at forfatteren introducerede dem, hvilket i det mindste gør, at man ikke kan kalde romanen en kliché! For de der interesserer sig for Kings forfatterskab, er det desuden interessant, at så mange af de idéer, King senere har udforsket, blev introduceret så tydeligt på et så tidligt tidspunkt i hans forfatterskab.

En martret forfatter
Førsteudgaven af ''Salem's Lot'.

Førsteudgaven af ”Salem’s Lot’.

Romanens titel er navnet på den lilleby, hvor handlingen udspiller sig, og som i overført betydning i høj grad er romanens “hovedperson”. Jerusalem’s Lot er byens fulde navn, og som i de fleste andre King-romaner, ligger den fiktive by i Kings egen hjemstat Maine. Romanen indledes med en rammefortælling, der, uden at læseren ved det endnu, introducerer to af romanens hovedpersoner.

Efter denne korte prolog, der antyder at noget frygteligt er sket i ‘Salem’s Lot, springer historien tilbage i tid, og vi møder forfatteren Ben Mears, der er på vej tilbage til ‘Salem’s Lot, hvor han tilbragte syv af sine barndomsår. Hans kone er for nylig død i en meningsløs trafikulykke, og forfatteren er plaget af skyld, kombineret med nogle tilbagevendende mareridt, der har deres rod i en uhyggelig oplevelse, han havde i Jerusalem’s Lot som barn.

Byen har nemlig sit eget spøgelseshus, hvis ejer begik selvmord tilbage i slutningen af 30’erne. Som barn skulle Ben Mears som en prøve gå ind i huset og hente en souvenir ud for at blive medlem af vennernes klub. I huset havde han en oplevelse med mulige paranormale overtoner – han så, eller troede at han så, liget af selvmorderen dinglende fra en bjælke i et af husets loftsværelser.

Overrendt af vampyrer

Det er bl.a. dette mareridt, som Mears er vendt tilbage til ‘Salem’s Lot for at skrive sig ud af. Snart efter sin ankomst opdager han dog, at han ikke er den eneste nyankomne i byen. Hans plan var at leje spøgelseshuset og bruge det som base, mens han udarbejdede sin nye roman, men efter sin ankomst finder han snart ud af, at huset er blevet solgt! Det undrer alle i byen, at det uhyggelige gamle sted er blevet solgt, men Mears tager et værelse på byens pensionat og begynder på sin roman. Han møder en pige i byen, Susan, og de forelsker sig, og Mears kommer også fint ud af det med andre af lillebyens indbyggere – herunder den aldrende high school-lærer Matt.

Imidlertid begynder tingene snart at tage en uhyggelig drejning. Først findes en hund spiddet på smedejernsgitteret ved én af byens kirkegårde, og kort derefter forsvinder et barn. Lille Ralphie Glick var sammen med sin storebror Danny på vej hen til en ven, da der skete… et eller andet. Ralphie forsvandt, og Danny husker ikke hvad. En eftersøgning efter Ralphie giver ingen resultater, og ikke længe efter dør storebroderen på sygehuset. Af blodmangel.

Sådan begynder det, men Danny Glicks død er naturligvis kun den første domino, og før nogen ved af det, er ‘Salem’s Lot overrendt af vampyrer. Inden vi når så langt, har King imidlertid fået introduceret læseren for en stor del af byens befolkning, der udgør et farverigt persongalleri, der tegner et levende billede af det lille bysamfund. Blandt andet har vi også mødt lægen James Cody, drengen Mark Petrie og byens katolske præst, fader Callahan, der alle, sammen med Ben Mears, Susan Norton og high school-læreren Matt Burke, kommer til at udgøre ‘Salem’s Lots egen lille bande af “fearless vampire killers”.

Suspension of disbelief

King har siden vist, at han i den grad føler sig hjemme i de små Maine-byer, som udgør bagtæppet for mange af hans romaner. Mest kendt af hans selvopfundne byer er nok Castle Rock, der figurerer i adskillige af hans romaner (og lægges i ruiner i Needful Things (Begærets Butik) fra 1991), men også Derry fra It (Det Onde) er et godt eksempel. Det er fantombilleder af de små byer, King selv er vokset op i.

Formodentlig af netop denne grund, føles Kings byer altid meget realistiske – og det gælder også for ‘Salem’s Lot. Ved at forankre det utrolige i det almindelige opnår han en konstrastvirkning, der giver læseren evnen til “suspension of disbelief”, hvilket i høj grad er vigtig for gysergenren. Det er en teknik, King har brugt gang på gang siden ‘Salem’s Lot, men her sidder vi med romanen, der startede det hele.

Squash-spil med Dracula

Romanen er på sin vis ikke særlig original, hvilket King selv indrømmer blankt. Bogen er nemlig en omarbejdning af Bram Stokers Dracula (1897), blot flyttet til USA og naturligvis med en del ændringer, især inspireret af EC-forlagets gysertegneserier fra 1950’erne. I The Art of Darkness – The Life and Fiction of the Master of the Macabre: Stephen King af Douglas E. Winter (1984), forklarer King, hvordan han kom på idéen:

“the idea resulted from a dinner conversation in which King, his wife, and his long-time friend Chris Chesley discussed what might happen if Dracula returned in modern times, not to London, but to rural America. When King jokingly said that the FBI would quickly put him to rest, a victim of wiretaps and covert surveillance, his companions noted that almost anything could occur unnoticed in the small towns of Maine.” (s. 40-41).

King beskriver selv udarbejdningen af romanen som en slags litterært squash-spil, med Dracula som bagvæggen (Danse Macabre, s. 25). Det fornemmer man tydeligt, for selv om der selvfølgelig er foretaget ændringer, så er arven fra Stokers victorianske gyser tydelig. Vi har vampyren, som bruger ejendomsmæglere til at sikre sig en ny ejendom i et nyt land; et elskende par som udsættes for det unævnelige; en lille gruppe af vampyrjægere anført af en lærd mand og sidst men ikke mindst det hjemsøgte hus. I Dracula er det Carfax Abbey; i ‘Salem’s Lot er det Marsten-huset. Selv om elementerne altså er lånt fra Stoker, og dermed ikke kan kaldes decideret originale, så er Kings omarbejdning af dem virkningsfulde, og foretaget med opfindsomhed – ‘Salem’s Lot er med andre ikke ord heller ikke en kopivare.

Klassiske King-tematikker og -struktur

Samtidig med, at King giver os et ganske medrivende portræt af ‘Salem’s Lot, får vi undervejs nogle veloplagte gyserafsnit, der virker helt efter hensigten, og får det til at løbe læseren koldt ned ad ryggen. Glick-brødrenes natlige mareridtsoplevelse, Danny Glicks besøg hos Mark Petrie, Susan og Marks besøg i Marsten-huset og scenen hos bedemanden, hvor Ben Mears og James Cody første gang bevidner en vampyrs genopstandelse. Alle disse afsnit er godt skrevet – og de er kun et udsnit af de gode gys i ‘Salem’s Lot.

Som nævnt peger romanen direkte videre mod Kings senere forfatterskab, både i tematikker, struktur og sprog. Hovedpersonen er en forfatter, én af de andre hovedpersoner er et barn, og forholdet mellem barndom og voksenliv spiller en stor rolle i romanen. Netop dette tema udviklede King til fulde i It, men man fornemmer allerede i ‘Salem’s Lot, at det er en problemstilling, som ligger ham stærkt på sinde.

Ud over de tematikker som er Kings personlige kæpheste, fungerer romanen også som et sindbillede på det USA, den blev skrevet i. I en periode med Vietnamkrig og Watergate, portrætterer King et samfund, der er i stigende grad utrygt og paranoidt. Tingene ser idylliske og perfekte ud på overfladen, men gennem de mange glimt læseren får af livet inde i byens huse og i indbyggernes sjæle, viser King et samfund, der lever i frygt og som skjuler den i stedet for at konfrontere den. Korrumperingen af menneskesjælen foregår med store smil og i pænt tøj, men bag hjemmenes fire vægge er uhyret afklædt. I dette portræt fornemmer man ikke så meget fordømmelse fra Kings side som en beklagende konstatering af tingenes tilstand, hvilket gør, at romanen aldrig kører af sporet med løftede moraliserende pegefingre.

Romanens struktur er også typisk for King: den er inddelt i tre hoveddele, der igen er inddelt i kapitler som igen er underinddelt i afsnit. King udnytter strukturen til at give læseren adskillige synsvinkler på handlingen – fortælleren er hele tiden alvidende, men selv om Ben Mears er hovedpersonen, er det ikke altid hans briller, man ser handlingen igennem. Det fungerer og er med til at give romanen en større grad af facettering, end hvis han konsekvent havde holdt sig til én person.

Sprogligt kan man godt mærke, at ‘Salem’s Lot er skrevet af en ung forfatter, der virkeligt spiller med musklerne. I de fleste tilfælde virker det fint, og især stemningsbeskrivelserne er helt eminente, men stedvist undgår King ikke helt, at hans dialog bliver lidt for omstændelig og fyldt med billedsprog. Sådan taler folk i hvert fald kun i romaner, og det bliver hist og her en anelse belastende.

Masser af guf i ny udgave

Romanen er optrykt mange gange i USA, men den seneste udgave, der lægger til grund for anmeldelsen, er alligevel værd at fremhæve. Det er nemlig en illustreret udgave, som første gang udkom som en samlerudgave på Centipede Press i 2005 og kostede en bondegård. Heldigvis udkom den illustrerede udgave på Doubleday i 2005, så den er til at komme i nærheden af for almindelige mennesker. I den illustrerede udgave er bogen forsynet med nogle flotte og stemningsfulde sort/hvid-fotografier, men endnu mere interessant er de ekstra-ting, man får med.

Det drejer sig om diverse passager, der blev sakset fra Kings oprindelige manuskript, heriblandt én sekvens, som King kort refererede helt tilbage i Danse Macabre, og som mange fans af bogen længe gerne har villet læse i sin oprindelige form. Scenen kom fra et kapitel nær romanens klimaks, hvor én af hovedpersonerne tages af dage, og i den oprindelige version skete det på en særdeles modbydelig måde, der involverede rotter. Massevis af dem. Foruden dette afsnit får man også enkelte andre småting, der blev klippet ud af manuskriptet, men det er helt klart dødsscenen, der er mest berygtet og kendt blandt King-fans. Fornuftigt nok er disse forskellige afsnit ikke blevet genindsat i romanen, men er placeret bagefter.

Det slutter dog ikke her. Ud over de saksede dele, får man også novellerne Jerusalem’s Lot og One for the Road, der begge oprindeligt udkom i novellesamlingen Night Shift i 1978 (Natholdet, dansk udgave i to bind 1991, samlet 1992). Førstnævnte blev skrevet som en opgave i 1967, mens King gik på college, og har kun landsbyens navn til fælles med ‘Salem’s Lot, for historien har intet at gøre med vampyrer. Novellen er en ren Lovecraft-pastiche, der foregår i 1850 og er fortalt i epistolærstil (ironisk nok akkurat den måde, Stoker fortalte Dracula på). One for the Road er til gengæld direkte relateret til ‘Salem’s Lot: den foregår efter handlingen i romanen, og lader igennem sin korte, enkle handling læseren vide, at det ikke er slut i ‘Salem’s Lot endnu.

Endelig indeholder den illustrede udgave også et forord og efterskrift af forfatteren selv, hvoraf forordet er skrevet specielt til Centipede Press-udgaven, men altså også inkluderet i Doubledays økonomisk langt mere overkommelige udgivelse. Hvis man ikke har noget imod at læse romanen på originalsproget, er der ingen tvivl om, at det er denne udgave, man skal anskaffe sig. Og det bringer mig videre til at sige et par ord den danske oversættelse, der bærer titlen De dødes by.

Rædselsfuld dansk oversættelse

På dansk findes romanen nemlig desværre kun i Mogens Wenzel Andreasens skammelige oversættelse for forlaget Artia – en af de stiveste og mest fejlfyldte oversættelser fra engelsk til dansk, jeg til dato har læst. Som i flere andre af hans King-oversættelser, viser Andreasen, at han ikke magter at oversætte Kings hverdagsamerikanske sprog til et velfungerende dansk. Især dialogen bliver opstyltet og kunstig, med talrige eksempler på steder, hvor “you” skulle have været oversat til “du” i stedet for “De”.

Det er dog ikke kun i dialogen, at der er problemer: Mange steder er det glippet helt for Andreasen, hvor selv ganske simple ting fejloversættes. Når man ud af konteksten kan læse, hvad der har stået i den engelsksprogede original, men så læser noget forkert på dansk, er den altså gal.

I forhold til det danske sprog er der også mange problemer – bl.a. er der mange eksempler på delte navneord. Tilmed er den anmeldte version af bogen spækket (og jeg mener virkelig spækket) med typografiske fejl, og det ender altså med at tage noget af læseglæden fra én. Det siger faktisk en del om romanens kvalitet, at man er i stand til at se ud over den frygtelige danske oversættelse og stadigvæk er i stand til at værdsætte den. På den baggrund overrasker det da heller ikke, at romanen er Kings personlige favorit i hans eget forfatterskab, for der er vitterligt tale om en meget stærk roman.

Skuffer ikke

Hvis man er glad for vampyrer, og godt kan lide sine vampyrer på den gode, gammeldags facon – altså som overnaturlige, sataniske væsner, og ikke som touchy-feely filosofiske væsner ud af Anne Rice-skolen – ja så bør ‘Salem’s Lot stå meget højt på listen over bøger, man bør se at få læst. Den står naturligvis efter Stokers Dracula, men på min liste indtager ‘Salem’s Lot en flot, solid andenplads. Men ikke kun vampyrfans bør læse ‘Salem’s Lot – alle fans af gyserlitteratur generelt, bør gøre sig selv den tjeneste at læse bogen. Jeg tør godt love på forhånd, at I ikke vil blive skuffede.

6 stjerner

Titel: ‘Salem’s Lot
Forfatter: Stephen King
Udgivet: 1975
Forlag: Doubleday
hvid
Anmeldte udgave:
Udgivet: 2005
Forlag: Doubleday
Format: Hardcover
Sideantal: 594 (heraf romanen 478 sider)
Forside og indre illustrationer: Jerry N. Uelsmann
hvid
Anmeldelsen er baseret på Doubledays hardcoverudgave af den illustrerede udgave, der første gang udkom på Centipede Press i 2005. Foruden stemningsfulde fotografier af Jerry N. Uelsmann indeholder denne udgave også et nyt forord og en ny efterskrift af forfatteren, “fraklippede scener” fra Kings oprindelige manuskript samt to noveller, der også foregår i og omkring Jerusalem’s Lot.

Anmeldt i nr. 25 | 13/11/2007

Stikord: Filmatiseret, Vampyrer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *