Jacob Krogsøe
1 kommentar

Rutger Oelsen Hauer 1944-2019

Rutger Oelsen Hauer 1944-2019
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Manden er enorm, hans krystalblå øjne skærer igennem alt, og hans faste håndtryk kan mærkes helt ind i rygraden. Vi stod nu foran Roy Batty, John Ryder, Harley Stone, Nick Parker, Wulfgar og mange flere.

Sådan var det da Planet Pulps Mogens, Claus og undertegnede fik en hel time sammen med Rutger tilbage i august 2011.

Nu er de stærke blå øjne fra Holland blevet lukket for sidste gang. En legende, og et meget sympatisk menneske, er død.

De sidste ord, Rutger sagde til os den august eftermiddag i 2011, fremstår i dag, mens jeg skriver denne nekrolog, ekstra stærke:

“Today my horizons are different, but I am still discovering new roles and so on. When I am out working, I want to get out and discover what the place is like. And when I am places I know, I want to see new places. I love the world. There is such much to see. And my profession as an actor gives me the opportunity to see a lot. That’sme. Longing for new horizons.”

Rutger Oelsen Hauer blev født den 23. januar 1944 i Breukelen, Holland. Han døde den 19. juli 2019 efter kort tids sygdom i sit hjem i Beetsterzwaag, Holland.

Begge Rutgers forældre underviste i drama. Men den unge Rutger ville noget helt andet end skuespil, og 15 år gammel stak han til søs. Men det var nu alligevel skuespiller, han blev.

Fra midten af 60’erne rejste han rundt sammen med en eksperimenterende teatertrup i Holland, inden han blev castet til hovedrollen i Paul Verhoevens TV-serie Floris fra 1969. Rutger fik blandt andet rollen på grund af sin imponerende fysik, sin evne til at kæmpe med sværd og sin kunnen på hesteryg!

Det skulle blive starten på et langt samarbejde med Verhoeven op igennem 70’erne, hvor de sammen lavede flere nu legendariske hollandske film.

Men Holland var for lille til Hauer, da der simpelthen ikke blev produceret nok film. Så sammen med en gylden generation af hollændere, der blandt talte Jan de Bont og Paul Verhoeven, drog han til Hollywood, hvor han fik sit store gennembrud i 1982 med Blade Runner.

Så nu lugtede det af en stor, stor karriere i A-list-Hollywood. Men Rutger gik sine egne veje, og på trods af at han medvirkede i mere end 150 film, så bevægede han sig i periferien af mainstream-Hollywood.

Mange store hits i 80’erne blev afløst af et direct-to-video-årti i 90’erne, før han igen dukkede op i store produktionerne i 00’erne.

Lad os lige for et kort øjeblik stoppe op og se på nogle af de nærmest utallige film, som Rutger medvirkede i.

Det er film som Turkish Delight (1973), Katie Tippel (1975), Soldier of Orange (1977), Nighthawks (1981), Ladyhawke (1985), Flesh & Blood (1985), The Hitcher (1986), The Legend of the Holy Drinker (1988, en af Rutgers personlige favoritter), Blind Fury (1989), The Blood of Heroes (1989), Wedlock (1991), Split Second (1992), Surviving the Game (1994), Crossworlds (1996), Bone Daddy (1998), Turbulence 3: Heavy Metal (2001), Sin City (2005), Batman Begins (2005), Goal II: Living the Dream (2002), Hobo with a Shotgun (2011), Alle for én (2011), Dracula 3D (2012) og Valerian and the City of a Thousand Planets (2017).

Når man ser på dette lille udvalg, bliver det ganske tydeligt, at Rutger netop bevægede sig fra de mere kunstneriske film i 1970’erne over fanfavoritterne fra 1980’erne og til videoland i 1990’erne, før han fik en renæssance i det nye årtusinde.

Mange af filmene har jeg set et utal af gange. Eksempelvis blev mine VHS-kopier af Wedlock og Split Second (som begge udkom i den lækre Men of Action-serie her i Danmark) tyndslidte.

Men min personlige favorit er nok Flesh & Blood, der er baseret på dele af den førnævnte TV-serie Floris, som jo også havde Verhoeven som instruktør og Hauer i hovedrollen.

Hauer giver filmen en modbydelig hovedperson, og Verhoeven giver os en brutal, beskidt og modbydelig film. “A match made in heaven”, hvis du spørger mig.

At Rutger har medvirket i mere eller mindre gode film var han godt opmærksom på, da vi mødte ham:

“A good movie you will feel. A bad movie you still hope will be okay. I have been on some movies that I knew would be bad and screwed up – sometimes there are five producers who all think they have the biggest dick, and they fuck it up. But it’s okay to make bad movies. It sucks, but it’s not a disaster. I make some shitty work… but so do you!”

Uanset hvad, dårlige film eller ej, så har Rutger haft en væsentlig aktie i forhold til min, og mange andres, filmiske opvækst. Ja, det var kun en time, jeg havde sammen med ham, men den time gjorde et meget stort indtryk, præcis som Pulpens Claus skrev på Facebook tidligere:

“Lidt over en time er ikke nok til at lære et menneske at kende, men i den time Mogens, Jacob og jeg fik lov til at tilbringe med ham for 8 år siden, var Rutger varm, hjertelig, ligetil, imødekommende, tilstede, opmærksom og skarp, og helt uden nykker og pis og papir. Han gav os tre nørder fra et lille netmagasin lige så meget opmærksomhed, hvis ikke mere, som de “rigtige” journalister fra de store dagblade, der interviewede ham både før og efter os.”

Det er nu slut for den hollandske kæmpe, manden der gav alle sine roller nærvær, manden der gik sine egne veje.

Der er specielt en passage fra vores interview, som jeg husker tydeligt, og det var, da snakken faldt på, hvorfor Rutger var begyndt at arbejde sammen med yngre mennesker:

“You need to open up your mind. If you are too old to learn, change and discover new things I think it’s best if you find a place to die! I may be wise and old, but I still have to discover. Or else I’m not me. I am not done yet and I want to learn from younger people like you.”

Det er store og fine ord fra en mand af et stort format. Farvel Rutger og lad os slutte af med dette citat fra en film, og en rolle, som Rutger var meget, meget stolt af. Et citat, og en præstation, som for mig er meget større end den film, som det stammer fra. Det er poesi, og det er på en sær måde ganske smukt, at Rutger forlod denne verden i 2019 – det samme år som Roy Batty også døde i fiktionens verden:

“I’ve seen things you people wouldn’t believe. Attack ships on fire off the shoulder of Orion. I watched C-beams glitter in the dark near the Tannhauser gate. All those moments will be lost in time… like tears in rain… Time to die”.

Én kommentar til Rutger Oelsen Hauer 1944-2019

  1. Henning 1. august 2019 at

    Go nekrolo’
    I din opremsning af “nogle af de utallige film” kunne man nu alligevel godt udskifte både “Wedlock” og “Split Second” (som begge – ærlig talt – er noget bras) med en henvisning til “Fatherland”, som virkelig – ligesom romanforlægget – har noget på hjerte. Ad “Blade Runner” kunne man påstå, at “Fatherland” er ligger på linie med Dicks “The Man In The High Castle” og Len Deightons “SS-GB”, omend der er en guds velsignelser af bud på “hva nu hvis hitler havde vundet”-tjingmalinger. De fleste er decideret kedsommelige, men bortset fra ovennævnte, vil jeg – og så også på det kraftigste – anbefale de, der har det sådan, Keith Robertses “Weinachtsabend” og Sarbans “The Sound Of His Horn”. I dansk regi findes “Hans Broges Bakker”, der efter sigende skulle være pragtfuld.
    Hvilket så ikke har noget med Rutger Hauer at gøre, men sådan kan det gå.
    Som sagt i indledningen – og stort ærgerligt! Han vil blive savnet – men vi har Roy Batty, og der kan festen starte, ikk’sandt!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *