Når jeg skriver, at Ro-Busters har sin oprindelse i 2000AD-bladet, så er det en sandhed med modifikationer. For hvis vi skal være helt nøjagtige, og ret skal jo være ret, så har serien Ro-Busters ikke sin oprindelse i 2000AD, men startede egentlig i søsterbladet Starlord, der eksisterede en kort overgang i slutningen af halvfjerdserne.
En del af de tidlige 2000AD-serier har deres oprindelse i Starlord, blandt andet Strontium Dog. ICP, selskabet der stod bag udgivelsen af både 2000AD og Starlord, fandt dog ud af, at det ikke kunne køre rundt at have to næsten ens tegneserieblade på markedet, og dermed blev Starlord nedlagt. ICP havde ellers regnet med, at de to søstermagasiner fint kunne overleve i senhalvfjerdsernes science fiction-boom, men sådan skulle det altså ikke gå. De mere succesfulde af serierne fra Starlord blev ført videre i 2000AD, så som Strontium Dog og altså også Ro-Busters.
De herrer Hammer-Stein og Ro-Jaws
Seriens to hovedpersoner er den tidligere kampandroide Hammer-Stein, som militæret nu har kasseret, og Ro-Jaws, en vulgær og oprørsk maskine, der oprindeligt arbejdede som sanitetsrobot i kloakkerne. De er begge blevet indkøbt til Ro-Busters; et redningsfirma, der tager alle de opgaver, der er for farlige, umulige og ubehagelig for menneskeligt redningspersonale. Det er udtjente og skrotmodne robotter, Ro-Busters benytter sig af, ud fra devisen, at bliver disse robotarbejdere udslettet, sker der ikke noget ved det, for de skulle jo skrottes alligevel. Som robot lever man altså livet ret så farligt i Ro-Busters, eftersom det er sidste stop før en kassering, hvilket den gigantiske og ubehageligt brutale lossepladsrobot Mek-Quake står for. Så Hammer-Stein og Ro-Jaws har det ikke let, eftersom de hele tiden balancerer på kanten af udslettelse på den ene eller anden måde.
Ejeren af Ro-Busters er rigmanden Howard Quartz, også kendt som Mr. Ten Per Cent. Et øgenavn han har fået, fordi alt organisk materiale er skiftet ud ved ham på nær 10% (hans hjerne), hvilket gør, at han stadig juridisk set er et menneske, og dermed i stand til at eje ting, som f.eks. det 21. århundredes største og dyreste specialredningskorps, Ro-Busters. For Mister Ten Per Cent er indtjeningen det absolut vigtigste, og han kunne absolut ikke finde på at gøre noget, der ikke var penge i. Derfor er han egentlig aldeles ligeglad med sine robotters velbefindende, og Ro-Busters er bestemt ikke nogen humanitær nødhjælpsorganisation, men påtager sig kun opgaver som de (det vil sige Mr. Ten Per Cent) bliver betalt for. Derfor kommer Ro-Jaws og Hammer-Stein ud på mange opgaver, der er ret farlige, men hvor deres opgave ofte går imod, hvad der egentlig er moralsk rigtigt at gøre.
Robotternes status som gennemgående tema
Som i historien ”Red Mist”, hvor en eksperimental gas slipper fri i Floridas sumpområder. Gassen er et biologisk våben, der gør at mennesker og dyr bliver opslugt af en vanvittig blodtørst, men den påvirker ikke robotter. Hammer-Stein og Ro-Jaws får her til opgave at redde og beskytte Floridas rige guvernør, men vælger i stedet at redde en busfuld børn, de støder på under missionen. Sådan er alle historierne stort set struktureret hele vejen igennem albummet. Ro-Jaws og Hammer-Stein må hele tiden gå imod deres chefs ret så kyniske ordrer, og følge deres ædle robothjerter i stedet. Dette er naturligvis hele tiden lige ved at bringe dem i fedtefadet, eller rette i Mek-Quakes metalknusende kæber. Selvsagt ender de med at klare den alligevel, men menneskerne, de redder, er stort set aldrig taknemmelig for deres indsats eller redning. Utak er nemlig lønnen som robot i menneskenes verden.
Robotterne og deres stilling som den nederste del af samfundet er det gennemgående tema i hele The Complete Ro-Busters. Det er det i de mere ordinære historier, så som redningsaktioner ved Nordsø-tunnellen, ved den forulykkede Orientekspres, Månens minebyer, stenskredsulykker, jordskælv og da en rumraket med nukleart affald falder ned midt i London. Men robotterne som en slaveagtig underklasse er også et tema, da Ro-Jaws og Hammer-Stein i skift tænker tilbage på deres fortid.
Ro-Jaws fortælling om sin fortid lægger sig tæt op af Dickens’ Oliver Twist (1838), og handler om livet blandt de sanitetsrobotter, der udfører det mest beskidte arbejde, og deres ubehagelige, menneskelige herrer. Hammer-Steins minder er til gengæld rene krigshistorier, der handler om den lange krig mod The Volgans, en fjende som forfatteren Pat Mills senere anvender igen både i serien Invasion! og i ABC Warriors-serien, som både Hammer-Stein, Ro-Jaws og robotmonstret Mek-Quake senere fortsætter i efter Ro-Busters. Mek-Quake og specielt Hammer-Stein har dog en lidt anden personlighed i ABC Warriors, end da de starter i Ro-Busters, men nu har Ro-Buster bestemt også en anderledes og mere rigid struktureret fortællestruktur.
Sceneskift og tegnerne
Skiftet over til ABC Warriors sker dog ikke direkte efter den sidste historie i albummet, ”The Rise and Fall of Ro-Jaws and Hammer-Stein”, hvor de to robothovedpersoner beslutter sig for at gøre op med at være underlagt menneskenes overherredømme. Derefter var figurerne nemlig begravet i nogle år, før forfatter Pat Mills og tegner Kevin O’Niell igen lod dem dukke op i Nemesis The Warlock-serien som en del af robotgruppen ABC-Warriors, der derpå gik hen og fik sin egen serie, der er blevet en af 2000AD’s mest populære serier (det seneste bind af ABC Warriors er anmeldt her).
Tegnerne på Ro-Busters er selvsagt gamle kendinge fra 2000AD. Vi har Mick (der før hed Mike) McMahon, hovedsageligt kendt fra de gamle Dredd-tegneserier med hans grove, grumsede og ret fængende streg, der også gør sig gældende her. Kevin O’Niell – en anden af de store, der senere er blevet kendt for sine tegninger til Alan Moores League of Extraordinary Gentlemen – er her også repræsenteret med sin skarpe, detaljerede og stærk humoristiske streg.
Steve Dillon, der senere er blevet kendt for at tegne Ennis’ Preacher-serie, kan man her opleve i starten af sin tegnerkarriere. Dillons tidlige streg er meget mere detaljeret og kompleks, og udvikler sig så senere til at være mere skarp, simpel og personlig. Dillons streg i dette album minder nemlig lidt om én af de andre store tegnere i albummet, Bryan Talbot, der er bedst kendt for sin egen Luther Arkwright-serie. Talbot er stilmæssigt ”færdigudviklet” allerede her, og man kan derfor klart se at det er Talbot, med sin lidt stive, mørke, komplekse og meget victoriansk inspirerede tegnestil.
Carlos Pino er en spansk tegner, der var en af de tidlige 2000AD-tegnere, der ud over Ro-Busters også var med til at skabe Invasion!-serien sammen med Pat Mills. Pinos stil er meget oldschool, og peger tilbage på de gamle krigs- og actiontegneserier fra 60’erne og 70’erne, som Pino da også har arbejdet på tidligere. Det samme gør sig gældende for José Luis Ferrer og Mike Dorey, der kun var med i 2000AD’s første år. Også de to kendte 2000AD-tegnere Dave Gibbons og Ian Kennedy er her ovre i den oldschool actionscomics-stil, selv om de senere begge udvikler og ændrer sig. Gibbons er jo som bekendt tegneren bag én af de mest roste tegneserier nogensinde, Alan Moores Watchmen. Denne oldschool-stil blandt de fleste af tegnerne passer faktisk meget godt til den oldschool, faststrukturede ramasjanghistoriestil, som Ro-Busters bruger. Look og historie hænger faktisk godt sammen, og der er et selvbevidst glimt i øjet ved dem begge.
En god Mills-årgang
Det er som nævnt 2000AD-forfatterlegenden Pat Mills, der står bag historierne om Ro-Busters, og det er helt tilbage fra dengang, hvor Mills var en virkelig dygtig tegneserieforfatter. De sidste 15 år har Mills stort set kun lavet noget skrækkeligt lort, for at sige det rent ud, men dengang kunne han virkelig skrue en historie sammen, og Ro-Busters er en af de serier, hvor det er allertydeligst. Historierne er sprængfyldte med idéer og indfald, som nærmest vælter ud af hver side, og samtidig er de ganske korte og meget stramt fortalt. Her er ikke nogen overflødig spildplads. Mills er i stand til at skabe historier, der bruger alle klicheér, men samtidig holder én fanget, og suger én ind. Det her er stor kunst, fordi det netop ikke prøver på at være det, men så alligevel er det.
Omvendt prøver det materiale, Mills laver i dag, at være stor kunst, meget bevidst, men er det helt sikkert ikke, alene på grund af den skrækkelige selvfedhed og mangel på flere dimensioner eller nogen form for ironisk distance til sig selv. Det er ikke helt til at forstå, at Pat Mills kunne være så fed dengang, og så blive så skrækkelig dårlig senere (dvs. de sidste 15 år). Hvem ved hvad der egentlig er gået galt for ham? Hans selvkritik er åbenbart bare forsvundet på et eller andet tidspunkt. Men i The Complete Ro-Busters kan man i hvert fald se, hvorfor mange gamle 2000AD-fans bliver varme om hjertet, når Pat Mills nævnes.
Når man rammes i hjertet
Specielt skal historien ”The Terra-Meks” nævnes, hvor en udtjent kæmperobot, Charlie, vælger at beskytte sin by, Northpool, mod Terra-Meks’ene fra Ro-Busters, hvilket vil sige gigantiske nedrivningsrobotter. Dette munder ud i nogle voldsomme kæmperobotslåkampe, men vigtigst af alt, så er der ikke et øje tørt, da den godmodige kæmperobot Charlie ender med at gå i døden for sin by og dens beboere, fordi han bliver forrådt at de svigefulde menneskers militær.
Det rammer lige i hjertekulen på samme måde som en anden af Mills’ 2000AD-klassikere, nemlig historien om det pelsede, stenædende og umælende rumvæsen Tweak, der i Judge Dredd: The Cursed Earth (Den Forbandede Jord som den hed i den danske udgave) vælger at hjælpe Dredd og hans følgesvend Spike gennem The Cursed Earth, på trods af at mennesker har fanget og på grusomste vis tortureret og dræbt hans mage og hans børn. Det er en historie, der den dag i dag stadig får mig til at blive rørt, som da jeg læste den som dreng for over tyve år siden. På dette tidspunkt kunne Pat Mills virkelig noget, der ikke er mange forundt. Det er en skam, at det så helt er glippet for ham siden.
Ud over Mills har britisk tegneseries absolutte stjerne, Alan Moore, der nok ikke behøver nogen nærmere introduktion, også skrevet tre korte historier i dette album. De stammer alle tre fra såkaldt 2000AD Annuals, altså specielle årshæfter, der udkom, efter at serien faktisk var afsluttet og lagt i graven, og ABC Warriors var opstået i stedet. Moore har så åbenbart været fascineret af den skarpe historiestruktur i Ro-Busters, og lavet disse tre homagestriber, hvor man på trods af deres korthed tydelig kan mærke Moores overlegne fortællemæssige kunnen. At det er en homage bliver specielt tydeligt i historien ”Stormeagles Are Go!”.
I Pat Mills’ som altid fremragende indledning til albummet fortæller han, hvordan Ro-Busters-serien udsprang af, at han af sin redaktør på Starlord fik til opgave at lave en Thunderbirds-agtig serie til bladet. Noget Mills ikke ubetinget var begejstret for, så han valgte i stedet i en kombination af trods og innovation at gøre alle hovedpersoner til modvillige robotter. En lille genistreg, eftersom robotter måske egentlig er meget bedre til at være firkantede og fortsættende tegneseriehelte. I Alan Moores “Stormeagles Are Go!” konkurrerer Ro-Busters mod et menneskeligt katastrofeteam, der umiskendeligt minder meget om Thunderbirds-holdet (gæt selv hvem der kommer ud som vinderen af den dyst).
Oldschool undderholdning
The Complete Ro-Busters er et meget herligt kig tilbage i 2000AD’s opstartstid, hvor man måske lige skal vende sig til det oldschool historieformat, men så er der virkelig også noget at komme efter. Her bliver man godt nok underholdt så det basker, med en god sjat satire, der gør indholdet langtidsholdbart. Her kan man se, hvordan Pat Mills var en forfatter og idémand, der virkelig kunne noget engang.
The Complete Ro-Busters er venligst stillet til rådighed af Rebellion.
Seriens titel: Ro-Busters
Forfattere: Pat Mills og Alan Moore
Tegnere: Dave Gibbons, Kevin O’Niell, Mick McMahon, Bryan Talbot, Ian Kennedy, José Luis Ferrer, Mike Dorey, Carlos Pino og Steve Dillon
Albumlængde: 336 sider
Albummet udkom i 2008 på forlaget Rebellion, og består af materiale, der første gang blev trykt i bladet Starlord, nr. 1-22 og 2000AD, progs 86 til 115 i årene 1978 til 1979, samt 2000 AD Annuals, 1980 til 1983
Anmeldt i nr. 41 | 13/03/2009
