Reykjavik Whale Watching Massacre

De sidste par år er antallet af skandinaviske gysere steget, og det er ikke kun i én undergenre, vi er blevet underholdt. Vi har fået film som Død Snø (2009), Låt den rätte komma in (2008) og Fritt Vilt I-III (2006, 2008, 2010), og nu forsøger Island sig også ud i genren med Reykjavik Whale Watching Massacre, der kan betegnes som en blanding af Tobe Hoopers The Texas Chainsaw Massacre (1974) og Sam Raimis Evil Dead II (1987).

Desværre sætter Kemp sig i mellem to stole og kan ikke helt beslutte sig for, om han vil lave en samfundskritisk gyser eller en rendyrket horrorkomedie. Det er lidt en skam og er bestemt også en af de faktorer, der gør, at filmen ikke bliver helt så vild, som den kunne have været, men mere om dette senere.

Turister i Island

Reykjavik Whale Watching Massacre handler kort sagt om en lille gruppe turister i Island, der skal på hvalsafari. Gruppen består af et par unge piger, en sort bøsse, en provokerende franskmand, tre japanere, tre ældre sure damer og skibets besætning, heriblandt bådens kaptajn, spillet af selveste Gunnar ”Leatherface” Hansen.

Da de er kommet et godt stykke ud på havet og endnu ikke har set nogen hvaler, begynder tingene dog at gå galt. Et af skibets besætningsmedlemmer kommer grueligt til skade, og bådens motor bliver saboteret, og så er gode råd dyre. Heldigvis kommer en lille fiskerbåd tilfældigvis forbi og samler de stakkels turister op for at sejle dem sikkert i land.

Det viser sig dog at det ikke er et rent tilfælde, at den lille båd kom forbi og fiskerne har slet ikke tænkt sig at sejle turisterne i land.

At røbe mere her, vil ødelægge oplevelsen af filmen, for de af jer læsere, der endnu ikke har fået filmen hjem til samlingen. Jeg kan dog godt løfte sløret lidt og fortælle, at det bliver en kamp på liv og død for de stakkels turister, og det ikke ender lige godt for alle parter.

Slasher i nye klæder

Grundlæggende er Reykjavik Whale Watching Massacre en klassisk slasher i nye klæder. Har man set de gamle klassikere fra 70’erne og 80’erne, vil man ikke blive synderligt overrasket ved gennemsynet, men der kommer dog noget nyt kød på bordet hist og her.

Dette kommer til udtryk igennem nogle mere eller mindre sjove og groteske splatscener, der kan lede tankerne hen på film som Braindead (1992). Desværre vælger Kemp ikke at satse fuldt ud på denne subgenre, men forsøger at trække en samfundskritisk pose ned over hele balladen, hvilket kommer til at ødelægge lidt af filmens fandenivoldskhed, der ellers klædte filmen så godt.

Der går dog et stykke tid, før de splattede sager kommer på bordet, og man keder sig en del de første 20 minutter, hvor vi skal lære de forskellige personer at kende og lære at holde af vores helte og hade fjenderne.

Karaktererne er skabelonmodeller og egentlig hamrende ligegyldige, så man kommer aldrig til at holde af dem eller føle for deres smerte. Dog skal det siges, at der venter et par twists hen ad vejen, hvor nogle af karaktererne opfører sig ganske anderledes end forventet – og det trækker alligevel lidt op.

Langtrukken klimaks

Filmens turister skal forestille at være fra forskellige verdensdele, men det meste af filmens dialog foregår på gebrokken engelsk, der gør, at man ikke altid kan tage replikkerne helt seriøst. Det er lidt en skam, da man ikke kan lade være med at bide mærke i dette under gennemsynet af filmen. Her burde Kemp nok have holdt sproget på sit modersmål, hvilket nok vil have reduceret antallet af publikummer – men til gengæld vil disse være meget mere begejstrede.

Gunnar Hansen virker en smule træt i sin beskedne rolle som skibets kaptajn, men han siger dog i ekstramaterialet på AWE’s udgivelse, at han har moret sig under optagelserne, og at han fandt historien ganske glimrende.

Effekterne er fremragende lavet (med et par enkelte CGI-svipsere hist og her), og der spares ikke på teaterblodet, men man kunne måske have ønsket sig en lidt mere grafisk billedside af mordene, og hen i mod slutningen bliver billedsiden en smule mørk.

Filmens klimaks virkede en smule langtrukken på denne anmelder, mest af alt fordi de fjollede turister har flere muligheder for at stikke af, men vælger at blive tilbage for enten at redde flere ofre, eller for at sørge for, at de onde fiskere ikke kommer efter dem. På et tidspunkt bliver det simpelthen for meget og begynder at hænge én ud af halsen.

Handlingen herefter er til gengæld så grotesk, at man ikke kan lade være med at trække på smilebåndet og det efterlader publikummet med et ganske fint indtryk af filmen, og det er netop derfor, filmen får smidt en ekstra stjerne efter sig i sidste ende.

Vil ikke falde i alles smag

Reykjavik Whale Watching Massacre vil helt sikkert ikke falde i alles smag, men undertegnede var meget godt underholdt på trods af, at den var lidt langsom i optrækket og at klimakset bliver trukket lidt for langt. Jeg var lidt i tvivl om, om filmen skulle have tre eller fire stjerner, men vælger at give den fire, da jeg, som nævnt, fandt de små groteske twists ret sjove og splattet var i en fremragende kvalitet. Men giv filmen en chance og dan dig dit eget indtryk, da den som sagt ikke vil ramme enhver horrorfan.

Reykjavik Whale Watching Massacre er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 69 | 13/07/2011

Stikord: Slasher, Splat