Retfærdighedens ryttere

Det var Druk (2020), der løb med ballets dronning og den store opmærksomhed. Men i 2020 kom der en anden dansk film, som på alle områder var en bedre film end den overvurderede film om Mads Mikkelsen, der gerne ville være fuld OG være en god mand.

Det sjove er, at Mads Mikkelsen også er med i denne anden film, altså Retfærdighedens ryttere.

Fra Tallinn til togulykke

Filmen indledes med en fin lille prolog (der senere kædes sammen med den fine epilog), hvor en pige i Tallinn ønsker sig en blå cykel i julegave. Det medfører et cykeltyveri i Danmark og bliver starten på en kæde af hændelser, der kulminerer med en togulykke.

I ulykken (hvis det er en ulykke) dør der blandt andet en kriminel mand og hustruen til den udsendte soldat Markus – datteren Mathilde overlever.

Markus vender tilbage til Danmark for at passe Mathilde, og kort efter opsøges han af forskeren Otto (der også overlevede ulykken). Otto er overbevist om, at ulykken IKKE er en tilfældighed, og den køber Markus; så får han et sted at placere vreden! Og så kan den store hævnaktion ellers begynde.

Tankevækkende underholdning

Udover hævnen er hele tilfældighedsdelen noget af det, der rammer stærkest. Det med at lede efter gode forklaringer, det med at lede efter en dybere mening og samtidig idéen om, at en lille prut kan blive til jordskælv på Månen – jeg tænker, I forstår, hvad jeg mener.

Det er en film der, midt i al den umiddelbare og overfladiske underholdning, folder store tematikker ud. Man får lov til at kigge dybt ind i mørket, mens man griner og spiser popcorn.

Retfærdighedens ryttere er Anders Thomas Jensens hidtil mest dystre og modne film – uden at det skal lyde voksenkedeligt – og faktisk også hans hidtil bedste film som instruktør. Og det siger faktisk ikke så lidt.

For udover at Thomas Jensen har skrevet manuskripter til et utal af store danske filmsucceser (og et par fejlskud), så er han også en mere end habil instruktør.

Lygter, slagtere, Adam og mændene og hønsene

I 2000 fik Blinkende lygter premiere – en film der stadig har en stor plads i den danske filmhukommelse. Tænk bare på citaterne og scenen med æggepustning.

I 2003 kom Thomas Jensen på banen med den absurde De grønne slagtere; en pragtfuld og meget anderledes dansk film.

Adams æbler så dagens lys i 2005, og her viste Thomas Jensen for alvor, at han ikke var en døgnflue. Vold blev igen kombineret med satire, vilde citater og et helt specielt filmisk univers.

Og så gik der ellers 10 år! Men i 2015 var Thomas Jensen tilbage i instruktørstolen med den ganske morbide og fremragende genrehybrid Mænd og høns. Det er en film, der vinder voldsomt ved gensyn.

Genrehybrid

Nu skriver jeg først “genrehybrid” ved den sidste af titlerne, men der er elementer af det i alle Thomas Jensens film. Det er det, man kunne kalde et auteurtræk. Altså noget der gør, at man på lang afstand kan kende en Thomas Jensen-film, uden at man rent faktisk ved, at det er ham, der står bag.

Udover at bruge forskellige genretræk, så formår Thomas Jensen også at skabe helt specielle universer og karakterer, hvor det realistiske blandes med det absurde. Det er også tilfældet med Retfærdighedens ryttere.

Her er det en erfaren filmskaber, der leverer en fremragende film med et formidabelt manuskript og et lækkert filmsprog. Der er sket meget, siden actionscenerne i Blinkende lygter. I Retfærdighedens ryttere ser det hele meget bedre ud, mere professionelt, mere voldsomt.

En herlig actionhelt

Som actionfilmelsker er der også meget at komme efter i forhold til den mandlige hovedrolle. Mads Mikkelsens Markus er en martret og ægte hævnende actionhelt. Motiverne er på plads, vreden er på plads, sorgen sidder som en hård rustning.

Det giver filmen, og Markus, en nerve. Men dér, hvor han for alvor bliver god, er i samspillet med Andrea Heick Gadeberg som Mathilde – hun er en åbenbaring, og hendes tilstedeværelse giver actionhelten mere pondus.

Humor, sorg og action – man græder og griner, ofte på samme tid, og det er en imponerende bedrift. Man skammer sig lidt, det er vulgært, men er samtidigt også så utroligt menneskeligt. Se den – den er med garanti ikke helt det, du havde ventet! Og det er måske ikke en tilfældighed.

Anmeldt i nr. 191 | 13/09/2021