Lasse Grønborg
Ingen kommentarer

Rest Stop

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Rest Stop er en rædselsfuld, klichéfyldt gyserfilm, og er absolut ikke værd at bruge hverken tid eller penge på. I er advaret.

Rest StopGys er for tiden big business, hvilket de seneste år har resulteret i, at en lang række af gyserfilm er dukket op i biografen og på DVD. Eksempler på dette er Hostel (2005), The Hills Have Eyes (2006) og Masters of Horror-serien. Derfor er det ikke så overraskende, at en gigant som Warner har set nogle økonomiske muligheder indenfor genren.

De har således lanceret underafdelingen Raw Feed, der specialiserer sig i gys og science fiction. Deres første udspil er filmen Rest Stop, der skal forsøge at vinde kampen om vi gyserfilmelskeres sparsomme pengebeholdning. Kvalitetsniveauet på mange af disse film har dog, for at bruge et pænt ord, været mere end ujævn. De rangerer fra det geniale i The Descent (2005) til den pinlige Dance of the Dead-episode af Masters of Horror. Men hvorledes placerer Rest Stop sig så i strømmen af nye gyserfilm?

Teengys

Instuktøren hedder John Shiban og har indtil videre mest ernæret sig ved at skrive, producere og instruere amerikanske science fiction-serier som X-Files (1993-2002), The Lone Gunmen (2001) og Supernatural (2005-). Dermed må det umiddelbart formodes, at det håndværksmæssige er i orden, og en sammenligning på DVD-coveret til Spoorlos (1988) kunne jo godt give en vis forventning til filmen.

Desværre bliver det hurtigt gjort klart, at vi er langt fra det sofistikerede gys, som Spoorlos leverer. Vi er i stedet i den amerikanske teengenre, hvor alt skal pensles ud i detaljer, så tilskueren hjemme i sofaen ikke går glip af noget, alt imens de gramser på deres kæreste, henter popcorn eller SMS’er med deres kammerater.

Forfulgt af en skummel bil

Selve filmen handler om to teenagere, Jess og Nicole, der stikker af hjemmefra for at rejse til Los Angeles. Her vil Jess være skuespiller, og de skal sammen leve lykkeligt til deres dages ende. Turen begynder da også fint med lidt sex i vejkanten, og godt nok skændes parret en smule undervejs, men det er dog stadig to lykkelige teenagere på vej mod deres drøm af en fremtid. Men hurtigt mister de tilbuddet om at bo hos Jess’ fætter og dernæst farer de vild på vej mod L.A. Dette er dog intet imod den chikane, de bliver udsat for af chaufføren i en gul bil, der forsøger at køre dem af vejen. Da Nicole efterfølgende skal på toilettet på det nærmeste rest stop, går turen til paradis helt galt.

Toilettet er først og fremmest så uhumskt, at selv danske folkeskoleelever hellere ville holde sig end at besøge det. Samtidig bugner toilettes vægge med beskeder om, at forskellige kvinder er blevet forfulgt af en bil med nummerpladen KZL 303. Nicole ignorerer først alle beskederne, men da hun kommer ud fra toilettet og Jess er forsvundet sammen med deres bil, begynder panikken at manifestere sig. Panikken bliver ikke mindre da den eneste telefon på stedet er ude af drift, og snart dukker manden i den gule bil op igen. Men hvad vil han og har det noget at gøre med beskederne på toilettets vægge, og alle de sedler med forsvundne personer, der hænger ved telefonen?

Snart er Nicole også forfulgt af chaufføren af den gule bil, men hvad vil han med hende, og hvad er der sket med Jess? Svarene på disse spørgsmål vil ikke blive givet i denne anmeldelse, og læseren er dermed overladt til selv at se filmen. Er Rest Stop så værd at ofre sine penge på?

NEJ!

Svaret på dette er et stort, rungende nej! Brug hellere dine penge samt din tid på noget andet, da denne film er en stor skuffelse fra start til slut. Sammenligningen med Spoorlos er så høj en grad af blasfemi, at det burde fremkalde en offentlig stening. Men hvad er der så galt med filmen, og hvorfor er den så øretæveindbydende dårlig?

Det største problem er manuskriptet, som Shiban kun kan takke sig selv for. Men jeg tror nu heller ikke at andre vil have del i æren. Filmen kan ikke beslutte sig for, om den vil være en typisk slasher, eller om den vil fungere på et overnaturligt, drømmende plan. Et eksempel herpå er, at Nicole som i et mareridt altid ved et tilfælde vender tilbage til det samme sted, når hun forsøger at flygte fra sin forfølger. Dette vil ikke give mening inden for rammerne af en almindelig slasherfilm, og giver derfor tilskueren idéen om, at der kunne være tale om at filmen foregår som et mareridt, der udspiller sig indeni Nicoles hoved. Men denne forklaring følges ikke tilfredsstillende til dørs, og da filmen er færdig, sidder man med en opfattelse af, at have set en film, der har forsøgt at fungere på flere niveauer.

Desværre er der simpelthen for mange løse ender, der ikke giver mening, uanset hvordan man vælger at fortolke filmen. Det kunne endda være, at filmen, hvis man så den en gang til, ville begynde at give mening, og at de monsterstore mudderbefængte plothuller ville forvandle sig til smuk filmkunst. Men helt ærligt tvivler jeg på, at nogle ville gide se den en gang til, for den er så dårlig, at første gang er mere end nok.

Fyldt med klichéer

Hovedproblemet i den sammenhæng er, at den er så fyldt med klichéer, at den får Friday the 13th part VII (1988) til at ligne Tenebre (1982) ved sammenligning. Et par eksempler på dette er, at Jess selvfølgelig vil til Los Angeles for at være skuespiller. OK, i det mindste er han ikke en sårbar langhåret rockmusiker, der vil forsøge at starte et band op, men skuespillerklichéen er altså også forfærdelig nok i sig selv.

Men den værste kliché forekommer, da en politibetjent, der vil redde Nicole, er ved at dø. Her viser han Nicole et billede af sit barn og sin kone, mens vi samtidig får en lang monolog om, at det sidste han gjorde var at skælde barnet ud. Det er næsten som om tilskueren kan høre Nik og Jays “Når et lys slukkes” i baggrunden. Siruppen driver ned ad væggene, og man rækker ud efter den nærmeste køkkenrulle, for dette er sgu’ da smukt og nyskabende. Nej det er ej! Det er set en milliard gange før, og scenen trækker sig igennem, hvad der føles som en evighed. Med andre ord: Det bliver for meget. Alt, alt for meget.

Når der så i slutningen drages tvivl om det forgangne i filmen, så giver netop denne scene absolut ingen mening, andet end at vise, at instruktøren/manuskriptforfatteren burde holde sig til ligegyldige amerikanske teenageserier.

Dermed bliver vi fans af gysergenren endnu engang snydt og må konstatere, at kvaliteten af den nye gyserfilmsbølge absolut ikke lever op til kvantiteten.

1 stjerne

Titel: Rest Stop
Instruktør: John Shiban
Manuskript: John Shiban
Cast: Jaimie Alexander (Nicole Carrow), Joey Mendicino (Jess Hilts), Deanna Russo (Tracy Kress), Diane Louise Salinger (The Mother), Michael Childers (The Father), Curtis Taylor (The Ranger)
Producere: Shawn Papazian (producer), RJ. Louis (line producer), James Hirsch (executive producer), Tony Krantz (executive producer), Daniel Myrick (executive producer), Josh Shiban (executive producer)
Foto: Mark Vargo
Klip: Richard Byard
Musik: Bear McCreary
Spilletid: 85 minutter (unrated), 80 minutter (rated)
Aspect ratio: 1.85: 1
Lyd: Dolby Digital 5.1
Sprog: Engelsk
Undertekster: Ingen
Produktionsland, år: USA, 2006
Produktionsselskaber: Flame Ventures, Raw Feed
Distributør (DVD): Warner Home Video
Udgave/region: 1

Anmeldt i nr. 13 | 13/11/2006

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *