Resident Evil

I bogen Book of the Dead (2005) bliver det beskrevet, hvorledes Capcom i 1996 kontaktede selveste George Romero for at bede ham lave filmatiseringen af deres succesfulde computerspil Resident Evil (1996).

Spillet Resident Evil havde trukket meget på Romeros zombieklassikere, og i en del år så det ud til at være en realitet, at der ville blive lavet en film med Romero i instruktørstolen. Men – heldigvis både for Romero og de, der ville putte penge i projektet – blev hans manuskript kasseret, da det var for blodigt og dystert.

For Romero ville det i mine øjne have været en falliterklæring at lave en film baseret på et spil, og for producenterne havde det været en fejl at vælge en ikke-mainstreaminstruktør, til at instruere det, der kun kunne blive en mainstreamfilm.

Som årene gik, var der flere folk inde over projektet, men det endelige valg faldt på Paul W.S. Anderson, der havde vist flair for både horror og action i sci-fi-settings med den solide Event Horizon (1997) og Soldier (1998). Paul W.S. Anderson kom også til selv at stå for at udforme manuskriptet til Resident Evil, og det er han ikke sluppet videre godt fra. Resident Evil er en high-tech actiongyser, hvor gyset ikke fylder særlig meget.

Drukner i kung-fu, Matrix-coolness og dårlig dialog

Den første halve time af filmen er ganske cool og spændende, men i det store hele fungerer filmen kun glimtvis. Den drukner i en blanding af kung-fu, Matrix-coolness, heavy metal og dårlig dialog. Det skal dog også siges, at netop den første halve time stjæler med arme og ben fra Aliens (1986) – både i handling og karaktertyper.

Vi har nemlig en gruppe elitesoldater, der skal udforske et sted, hvor hverken de eller os som tilskuere præcist ved, hvad der er sket. Desuden er Michelle Rodriguezs karakter Rain en næsten tro kopi af den hårdkogte kvindelige marine Vaquez fra Aliens.

Introteksten gør det klart, at vi befinder os et lille stykke tid ude i fremtiden. Det gigantiske firma Umbrella styrer mere eller mindre samfundet med hård hånd. De er leverandører til medicinalindustrien og meget andet, men hvad offentligheden ikke ved er, at de også er storleverandører til militæret, og samtidig forsker de i biokemiske våben.

Under den ellers fredelige storby Raccoon City ligger det gigantiske forskningscenter The Hive, hvor verdens førende forskere både arbejder og lever.

Marinesoldater skal undersøge sagen

Der klippes dernæst til The Hive. Vi ser, hvordan den travle hverdag forløber, men pludselig går noget galt. En maskeret mand smadrer en beholder, og noget slipper ud. Det er den såkaldte T-Virus. Manden når at forsvinde, før det hele går galt. Det avancerede computersystem, der styrer The Hive, lukker imidlertid alle udgange og gasser de ansatte.

Så klippes der til et badeværelse, hvor vi ser en smuk kvinde ligge besvimet. Hun vågner op, og snart bryder en gruppe elitesoldater ind i hendes hjem. Det viser sig, at kvinden er Alice, og at hun er sikkerhedschef for The Hive. I en hendes bolig er den hemmelige indgang til The Hive placeret, og nu skal Alice og soldaterne ned og se, hvad der er sket.

Problemet er bare, at Alice har hukommelsestab. Naturligvis er det hele gået galt, og de ansatte i The Hive er blevet til zombier. Tilmed er nogle af Umbrellas mere sci-fi-agtige eksperimenter brudt fri. Og så går handlingen ellers over stok sten, hvor vi finder ud af, at Alice – mens hendes hukommelse langsomt vender tilbage – måske ikke har helt rent mel i posen. Vi finder også ud af, hvad den såkaldte T-Virus er for en størrelse, og så går den frygtelige sandhed ellers lige så langsomt op for Alice og hendes kumpaner.

Frygteligt skuespil

Skuespillet i Resident Evil er ganske frygteligt. Milla Jovovich formår at være dårligere end hun plejer – og det siger ikke så lidt – men det er Michelle Rodriguez, der løber med den tvivlsomme titel som filmens værste skuespiller – og faktisk noget af det slemmeste, jeg har set i meget lang tid. Hendes machoudstråling har omtrent samme pondus som Rene Friis har det i De Fantastiske Fem, og man får bare lyst til, at hun skal dø, hvilket først sker alt, alt for langt inde i filmen.

Effekterne er ganske gode, og der er flere habile chokeffekter – specielt i scenen med zombiehundene. Zombierne er skræmmende i begyndelsen; navnlig ham med den brækkede fod, men volden bliver for tegneserieagtig og brutaliteten er ikke hård nok. Kort sagt er der ikke nok blod, splat og zombier, der spiser indvolde. Filmen vil meget gerne have en hård tone, men forbliver for pæn og ligegyldig. Og naturligvis slutter den med en cliffhanger, som baner vejen for en sequel.

Zombiefilm for den nye generation

Resident Evil er en zombiefilm for den nye generation, der er vokset op med computerspil, dårlige historier, high-tech og generelt en dårlig smag. For det første er den jo baseret på et spil – dog skal det indskydes, at filmen slutter der hvor Resident Evil 2 (1998) begynder. Den fungerer altså også som en slags forhistorie til spillene – og så har den en utålelig klipperytme af den slags, man ser på MTV, hvor man ikke får lov til at dvæle ved de enkelte scener.

Endvidere har den en underlig nørdet forklaring på zombiepesten, der igen lægger sig op ad computerspillet. Den fanger ikke på nogen måde det, som i mine øjne er ånden i zombiegenren.

Dog har filmen et fantastisk drive, og man keder sig aldrig. Den forsøger endda – må man give den – at bruge klassiske genreelementer så som isolation og det at personerne møder zombier, der tidligere var deres venner, men det hele falder til jorden og bliver en undskyldning for den ene actionscene efter den anden.

Hvis en zombiefilm ikke har Romero-kvaliteter, kan den da i det mindste appellere til den indre blodhund i os alle; det som italienerne mestrer. De ved godt, at deres historier ikke er de bedste, så de går efter det som exploitation-elskerne gerne vil have – vold og nærmere bestemt ekspressivt vold.

High-tech klæder bare ikke zombiefilmen. Man kan sige, at filmen prøver at være en forklaring på, hvad der starter zombieinvasionen. Og da Alice kommer ud af hospitalet, ser man en avis, hvor på der står: “The Dead Walk”.

Dermed er vi i rigtig zombieland, og man kan håbe, at efterfølgeren bliver bedre. At de vil fjerne tech-delen og gå tilbage til det postapokalyptiske, hvor samfundet er skudt tilbage til stenalderen. Men læs anmeldelsen af Resident Evil: Apocalypse (2004) for at se, om filmen kan fortsætte de gode toner, som de sidste fem minutter af Resident Evil lagde op til.

Efter at have set Resident Evil har man – på trods af at den underholder ganske habilt – en svag hovedpine, som først fortager sig efter 10 minutter. De samme 10 minutter det tager at glemme filmen.

Anmeldt i nr. 13 | 13/11/2006

Stikord: Film baseret på computerspil, Fremtiden, Zombier