Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Red Dragon

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

"Fint håndværk". Danny Elfmans musik til Red Dragon fungerer fint i filmen, men udgør ikke en interessant lytteoplevelse på egen hånd.

Red DragonHvis jeg på stående fod skulle komme med et skoleeksempel på det, man inden for filmmusikken kalder underscore, så ville Red Dragon være på min top fem-liste over muligheder. Hvis jeg på stående fod skulle anbefale ét, og kun ét, score af Danny Elfman, så ville det ikke blive Red Dragon.

Dårlig musikalsk sammenhæng

Med Brett Ratners nyfilmatisering af Thomas Harris’ roman Red Dragon (dansk: Den Røde Drage) er filmene, hvori Anthony Hopkins portrætterer Hannibal “The Cannibal” Lecter, blevet en trilogi. Samtidig markerer det den tredje komponist på tre film, hvilket har gjort Lecter-trilogien til én af de musikalsk set dårligst sammenhængende serier nogensinde. Howard Shore bidrog med et glimrende, atmosfærisk score til The Silence of the Lambs (1991), Hans Zimmer fik lov til at komponere Hannibal (2001) og endelig blev Elfman bragt ombord af Brett Ratner.

Man kunne have ønsket Shore som komponist på alle tre Hannibal-film, men sådan skulle det altså ikke være, og selv om Zimmer måske ikke var et beåndet valg, så forekom valget af Danny Elfman umiddelbart logisk. Han har igennem sin karriere vist, at han sagtens kan håndtere mørke film; også de der ikke umiddelbart tillader hans mere sprælske og humoristiske natur at skinne igennem musikalsk. Af samme grund er det også en smule overraskende, at Red Dragon er lidt af en fuser fra Elfmans side – i hvert fald hvis man havde håbet på et score med et par stærke temaer og effektiv, mørk underscore.

Overvejende underscore

Sagen er den, at Red Dragon næsten udelukkende består af underscore, og de par temaer der er, er hverken synderligt slående eller effektive. Ligeledes virker en hel del af underscoren temmelig uinspireret, selv om man ikke kan komme uden om, at det hele er ganske solidt håndværk. Det passer sådan set ganske fint til filmen, men som selvstændig lytteoplevelse er Red Dragon desværre en ret tynd kop te.

Det er endvidere vigtigt at bemærke, at Elfman på ingen måde har ladet sig influere af Howard Shores musik fra The Silence of the Lambs, som man ellers kunne have forventet – om ikke andet i scenerne med Lecter, der jo foregår akkurat samme sted, som i Silence. Det er helt bevidst fra Elfmans side, hvilket han redegør for i det korte interview, der er lagt ned på CD’ens “enhanced” del. Det er lidt ærgerligt, for Elfman kunne sagtens have vævet et af Shores temaer ind i en del af sin musik eller om ikke andet have skabt en stilistisk sammenhæng i visse af scenerne. Det er på ingen måde tilfældet.

Der er to centrale temaer i musikken, der begge relaterer sig til filmens seriemorder Francis Dolarhyde alias Den Røde Drage. Det ene af disse er et simpelt, nærmest barnligt tema, som ifølge Elfman skulle markere den ene af seriemorderens to sider – det ynkelige barn inderst inde. Temaet – eller motivet, som det nærmere må betegnes – høres første gang i “Logos” (nr. 1), men dukker op igen og igen over CD’ens cirka 60 minutters spilletid.

Det andet tema må også nærmere betegnes et motiv. Men her er der klart tale om musik, der repræsenterer morderen og ikke det indre barn. Det er et stort, voldsomt motiv, som første gang introduceres i “Main Titles” (nr. 3), drevet af strygerostinati og understrøget af blæserne samt en smule synth, der i øvrigt bruges stedvist i musikken hele vejen igennem. Også dette tema eller motiv anvendes igen og igen. For begge motiver gælder det, at de både anvendes i deres fulde versioner og i diverse mindre udviklede udgaver, som Elfman væver ind i den store mængde underscore, som hovedparten af scoret består af.

Ikke til at skelne fra hinanden

Og her er vi ved sagens kerne. På nær nogle få numre, hvor Elfman sætter lidt mere fut i sagerne ved f.eks. at introducere nogle rytmiske bevægelser eller synthesizede beats, så er de fleste numre ikke til at skelne fra hinanden. Der er i store træk tale om, at det ene nummer med skummel underscore glider over i det næste. Det består primært af kontinuerlige strygerbevægelser, punktueret af blæsere og pianoanslag, lidt synth og – nogle få gange – et æterisk kor, der tilføjer en ganske effektiv uhyggelig stemning. Dertil kommer en smule slagtøj. Det hele er så rørt godt og grundigt sammen, og der er ikke mange pejlemærker, der skiller det ene nummer fra det næste.

Nogle gange tangerer musikken det voldsomme, andre gange er det mere gribende og nærmest tragisk, men for det meste er det suspensepræget. Og det er meget sjældent, at Elfman går i decideret action-modus og giver lytteren noget saftigt at gribe fat i. Det er selvfølgelig til dels et spørgsmål om, at Elfman har fulgt filmens handling, men jeg vil nu mene, at der er en del momenter i filmen, der kunne have haft gavn af nogle mere intense øjeblikke end det, Elfman præsenterer os for her.

Blandt albummets højdepunkter er “Main Titles”, hvor det ene af temaerne for Dolarhyde introduceres. Derudover er der det ret korte “The Note” (nr. 8), hvor Elfman for en gangs skyld forsøger at få lytteren op af sædet, bl.a. ved at anvende nogle syntheffekter, der ikke er uden stilistiske ligheder med hans score fra remaken af Planet of the Apes (2001). Endelig er der de to sidste numre på albummet. Først “He’s Back” (nr. 16), hvor vi for første gang får noget ægte actionmusik (på nær en meget kort passage i “Love On A Couch”, nr. 12), fulgt af “End Credits Suite” (nr. 17), der foruden en gentagelse af det primære, voldsomme tema for Dolarhyde også byder på en stilistisk gentagelse af den type underscore, der er mest af på selve albummet, foruden lidt af den ganske effektive brug af synth.

Fint håndværk, men ikke anbefalesesværdigt på CD

Når alt kommer til alt er Red Dragon et score af den type, der virker helt efter hensigten i filmen, men som simpelthen ikke er interessant nok til at udgøre en tilfredsstillende lytteoplevelse på CD. I hvert fald ikke når spilletiden nærmer sig en time. Man kunne sagtens tage fire numre med en samlet spilletid på måske 20 minutter ud af Red Dragon og dermed have hørt det, som scoret som helhed har at byde på.

De resterende 40 er desværre for det meste uinteressant fyld, som nok er ganske fint håndværk, men som desværre aldrig bliver mere. Red Dragon er et score, som man ikke kan hade, men det er bestemt heller ikke et score man kan elske. I sidste ende føles det temmelig ligegyldigt, og det er på en måde værre end begge de andre muligheder.

Alt i alt kan jeg ikke anbefale Red Dragon til andre end fanatiske fans af enten Hannibal Lecter eller Danny Elfman. For de mere selektive filmmusikentusiaster er der meget andet og langt bedre musik, også af Danny Elfman, som man i stedet kan investere i.

Nummerliste:
1. Logos (0:49)
2. The Revelation (2:41)
3. Main Titles (2:59)
4. The Cell (3:26)
5. The Old Mansion (4:45)
6. The Address (1:41)
7. We’re Different (1:25)
8. The Note (2:47)
9. Enter the Dragon (5:52)
10. Threats (2:23)
11. Tiger Balls (1:32)
12. Love on a Couch (5:08)
13. Devouring the Dragon (3:43)
14. The Fire (4:33)
15. The Book (0:34)
16. He’s Back! (6:07)
17. End Credits Suite (6:45)

Total spilletid: 57:17

3 stjerner

Titel: Red Dragon
Komponeret af: Danny Elfman
Dirigeret af: Pete Anthony
Orkestrering: Steve Bartek, Edgardo Simone, Bruce Fowler, David Slonaker
Komponeret: 2002
Udgivet: 2002
Producer: Danny Elfman & Ellen Segal
Label: Decca 473 248-2

Anmeldt i nr. 22 | 13/08/2007

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *