Martin Wangsgaard Jürgensen
Ingen kommentarer

Re-Animator

Re-Animator
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Re-Animator overstrømmer af sort humor, splattede effekter og fandenivoldsk energi. Det skaber en uundgåelig klassiker, som man under ingen omstændigheder må snyde sig selv for.

Re-AnimatorFlere af H. P. Lovecrafts noveller er gennem tiden blevet filmatiseret, men den berømteste filmatisering af dem alle er utvivlsomt Re-Animator fra 1985.

Lovecrafts novelle Herbert West: Re-Animator udkom tilbage i 1922, og selv var Lovecraft aldrig specielt begejstret for historien, der løb som en føljeton i magasinet Home Brew.

Novellen har imidlertid begejstret mange efterfølgende, da den er betydeligt lettere tilgængelig end meget andet, Lovecraft skrev. Den er også en del mere pulpet end hans øvrige historier, men som filmatisering er Re-Animator ikke nogen videre god film, da den ser stort på både handling og stemning.

Netop derfor har det også været god tone blandt Lovecraft-kultens mere puritanske medlemmer, at kritisere og ligefrem foragte filmen. Det er der nu slet ikke nogen grund til, for Stuart Gordons filmatisering er særdeles underholdende og ren eskapistisk horror.

Lovecraft-fanboys

Gordon har indspillet flere film, baseret på Lovecraft-noveller, men Re-Animator var den første. Det var også den første film i lang tid, der i det hele taget beskæftigede sig med Lovecrafts arbejde, og måske netop derfor fik filmen så stor indflydelse på Gordons karriere.

Re-Animator blev i hvert fald et kæmpehit – nok Stuart Gordons største overhovedet. Man kan derfor heller ikke fortænke manden i efterfølgende at fortsætte i samme spor, med de lidt mere trofaste filmatiseringer som From Beyond (1986), Castle Freak (1995) og Dagon (2001).

Stuart Gordon stod dog ikke helt alene med sin fascination af Lovecrafts noveller, for det var i forbindelse med Re-Animator, at Gordon blev introduceret til Brian Yuzna – filmens producer. Yuzna har om nogen senere tegnet sig som en mindst lige så stor Lovecraft-fanboy, og han står bag antologifilmen Necronomicon (1994) såvel som de indtil videre to efterfølgere til Re-Animator, henholdsvis Bride of Re-Animator (1990) og Beyond Re-Animator (2003).

Stuart Gordons film fra 1985 blev dermed starten på et langt venskab, der stadig holder i dag, og man kan sige meget dårligt om de to filmskabere, men deres oprigtige kærlighed til gysergenren kan ingen betvivle.

Gal videnskabsmand

Dan Cain (Bruce Abbott).

Dan Cain (Bruce Abbott).

Re-Animator udspiller sig, naturligvis, i Lovecrafts fiktive by Arkham. Året er 1985 og den unge medicinstuderende Herbert West er vendt hjem for at genoptage sine studier, efter et udenlandsophold der fik alvorlige konsekvenser.

Wests store passion er døden, og navnlig hvordan lægevidenskaben kan overvinde denne sidste store barriere. West var derfor også rejst til Schweiz for at studere hos en læge med speciale i netop dette.

Dr. Carl Hill (David Gale).

Dr. Carl Hill (David Gale).

Resultatet blev imidlertid denne læges død, og West måtte derfor drage hjem hurtigst muligt. Nu er han så tilbage i Arkham og klar til at begynde sine studier under Dr. Carl Hill, der ligeledes regnes som en ekspert på dette felt.

Allerede da Hill og West mødes første gang står det klart, at de aldrig vil kunne samarbejde. West påpeger nemlig, at Hill har stjålet sine idéer, og det er ikke noget den arrogante Dr. Hill bryder sig at høre. Der bryder derfor nærmest en åben krig ud imellem de to forskere, men i det lange løb er det naturligvis Hill der vil vinde, da West jo stadig bare er en helt almindelig studerende.

Nu er det måske lidt forkert at betegne Herbert West som helt almindelig, for faktisk er den lille mand alt andet end ordinær. Han er nærmest prototypen på den gale videnskabsmand, og ved siden af sine lægestudier driver han en omfattende forskning.

For at kunne passe sine eksperimenter har West brug for et større sted, og da filmens anden hovedperson, Dan Cain, sætter en seddel op om, at han udlejer en del af sit hus, slår West til. Cain er selv lægestuderende og et rigtigt dydsmønster. Han er også kæreste med dekanens datter, og derfor en mand med fart i karrieren. Det får Herbert West dog ret hurtigt forpurret – ikke i ond mening vel at mærke, men fordi problemer har det med at hobe sig op omkring ham.

De levende døde

Herbert West (Jeffrey Combs).

Herbert West (Jeffrey Combs).

Det hele begynder ellers ganske fredeligt. West passer sig selv og arbejder en del nede i kælderen, hvor han har fået lov til at udføre sine eksperimenter. Cains kæreste Megan er dog alt andet end begejstret for West, men Cain forsikrer hende om, at han er en harmløs nørd.

Piben får imidlertid en anden lyd, da Megan en aften finder Dans kat i Wests køleskab. Nu kommer der skub i sagerne, for Cain ønsker en forklaring, og for at vise at han ikke er en galning, giver West katten en indsprøjtning med et særligt serum, der kan genoplive døde organismer. Katten bliver rent faktisk genoplivet, men den bliver også aggressiv.

Megan Halsey (Barbara Crampton).

Megan Halsey (Barbara Crampton).

Her burde alle alarmklokker ringe hos Cain. Det gør de bare ikke, og i stedet beslutter han sig for at hjælpe West med eksperimenterne, så de sammen kan høste berømmelsen bagefter. Det er ikke nogen særlig god idé, og da de to bryder ind i hospitalets lighus og sprøjter Wests serum ind i et lig, går det helt galt. Den døde vågner nemlig op som en vanvittig zombie, der er alt andet end venlig.

Kaos og ødelæggelse spreder sig fra da af som ringe i vandet, og flere personer bliver inddraget i historien. Man kunne måske fristes til at tro, at det er Herbert West, der er filmens skurk, men det er han ikke. Han er ganske vist den, der bærer skylden for al den megen død og ødelæggelse, men den egentlige skurk er Dr. Hill. Hill stjæler nemlig Wests formler, for dermed at kunne høste æren for opdagelserne, men det slipper han ikke godt fra.

Groteske situationer og galgenhumor

Så begynder kadavermarchen.

Så begynder kadavermarchen.

Hele plotudviklingen i Re-Animator er temmelig vanvittig og ganske kaotisk. Manuskriptforfatter Dennis Paoli har nærmest sat alle sine karakterer ud i et frit fald, der først stopper, da filmen når sit sidste minut. Det er dermed meget svært at forudsige, hvad der skal ske, og det er med til at gøre Re-Animator til en særdeles underholdende film.

De primære årsager til filmens store underholdningsværdi ligger yderligere i sammenblandingen mellem de groteske situationer, Herbert West fremprovokerer og så spandevis af den sorteste galgenhumor. Filmen bliver aldrig decideret fjollet, og der er langt til Sam Raimis slapstick i Evil Dead II (1987), men der er meget humor i Re-Animator.

De humoristiske situationer antager dog ofte så groteske dimensioner, at man næsten ikke ved, om man skal grine eller græde. Eksempelvis da en hovedløs zombie holder sit afhuggede hoved op mellem benene på Megan for at slikke hende.

Hvad der ikke fremgår af handlingsreferatet er, at Stuart Gordons film er spækket til bristepunktet med blodige special effects og ubehagelige zombies. Re-Animator satte rent faktisk standarder for splattereffekter, og filmen bliver ofte fremhævet som en vigtig inspirationskilde for senere produktioner. Visuelt er filmen da også i særklasse, både hvad effekterne angår, men så sandelig også hvad angår kameraarbejdet. Re-Animator var ikke nogen specielt dyr film, men det kan man ikke mærke.

Glimrende skuespillere

Dekan Alan Halsey efter han bliver en zombie (Robert Sampson).

Dekan Alan Halsey efter han bliver en zombie (Robert Sampson).

Nu kunne man måske frygte at filmen er et rent effekthelvede, men det er faktisk ikke tilfældet. Re-Animator er en ret gammeldags gyser hvad handling og skuespil angår. Både Stuart Gordon og Dennis Paoli fremhæver de gamle Hammer-produktioner som deres største inspirationskilde, og det er jo slet ikke noget dårligt sted at hente inspiration. Historien bliver i høj grad drevet af skuespillerne, og de mange blodige effekter sætter sådan set kun rammerne hvori de agerer.

Smæk!

Smæk!

Den vigtigste af dem alle er Jeffrey Combs i rollen som Herbert West. Combs er genial som den maniske West og David Gale spiller ligeledes fremragende som Dr. Carl Hill. De øvrige medvirkende er måske lidt mere anonyme, men det ligger nok lige så meget i selve rollerne, som i skuespillernes præstation.

Uanset hvad, ville det næsten være umuligt at spille op imod Combs og Gale, der er hele omdrejningspunktet for Re-Animator. Man fornemmer da også ret tydeligt, at det er veloplagte skuespillere, der medvirkede, og Jeffrey Combs har flere gange fremhævet indspilningerne som en tid han husker tilbage på med stor fornøjelse.

Festligt og farverigt.

Festligt og farverigt.

Måske fungerer filmen så godt, fordi Re-Animator blander Lovecraft, splat og humor i en stor og særdeles fræk potpourri. Den flintrer i hvert fald af sted, og leverer særdeles veloplagt underholdning fra ende til anden.

Bevares, Lovecraft ville utvivlsomt rotere i graven over den lidt hårdhændede behandling hans historie får, men Stuart Gordon og manuskriptforfatteren Dennis Paoli har sådan set bare taget de situationer og antydninger, der allerede eksisterede i Lovecrafts novelle, og forstærket dem til bristepunktet. Om det er godt eller dårligt må man så selv afgøre, men set isoleret er Re-Animator et brag af en film, der helt sikkert vil vække megen lykke blandt alle horrorfans.

Selv i dag, mere end tyve år efter, holder den stadig, og effekterne virker endda troværdige endnu. Man bør derfor ikke snyde sig for Stuart Gordons og Brian Yuznas første samarbejde.

Det kan tilmed siges, at Elite har udsendt filmen på DVD i en såkaldt Millennium Edition, der foruden filmen også rummer over seks timers ekstramateriale. Med andre ord et must for alle samlere, og vel nok det man må kalde den ultimative udgivelse af filmen. Der skal derfor ikke lyde andet end rosende ord og varme klapsalver herfra. Re-Animator er en uundgåelig klassiker – hverken mere eller mindre.

6 stjerner

Titel: Re-Animator
Instruktør: Stuart Gordon
Manuskript: Dennis Paoli
Cast: Jeffrey Combs (Herbert West), Bruce Abbott (Dan Cain), Barbara Crampton (Megan Halsey), David Gale (Dr. Carl Hill), Robert Sampson (Dean Alan Halsey)
Producere: Brian Yuzna (producer), Michael Avery (executive producer), Bruce William Curtis (executive producer), Bob Greenburg (associate producer), Charles Donald Storey (associate producer)
Foto: Mac Ahlberg & Robert Ebinger (ukrediteret)
Klip: Lee Percy
Musik: Richard Band & Bernard Herrmann (ukrediteret for brugen af temaet fra Psycho)
Spilletid: 86 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Mono
Sprog: Engelsk
Undertekster: Ingen
Produktionsland, år: USA, 1985
Produktionsselskaber: Empire Pictures & Re-Animator Productions Inc.
Distributør (DVD): Elite Entertainment Inc. (USA)
Udgave/region: 1

Anmeldt i nr. 13 | 13/11/2006

Stikord: Filmatisering, H.P. Lovecraft, Splat, Trilogi, Zombier

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>