Claus Jacobsen
Ingen kommentarer

Pterodactyl

Pterodactyl
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Ptak for kaffe! Med mindre man har en seriøst stor flyveøglefetich, vil den kedelige Pterodactyl ikke være én af favoritfilmene.

PterodactylNår man står med et DVD-cover i hånden, hvor det navn, der er fremhævet absolut mest, er Coolio, tænker man sig lige om en ekstra gang.

Da han tilmed også, som eneste skuespiller, er afbilledet på coveret ved siden af filmens andre “hovedpersoner”, kæmpeflyveøglerne, ja så ved man godt, at det nok ikke er den store filmkunst, der her er tale om.

Forventningerne skal helt i bund
Coolio i aktion med to M16-rifler samtidig

Coolio i aktion med to M16-rifler samtidig.

Den sidste film jeg så med Coolio, Dracula 3000 (2004), rangerer blandt de absolut mest amatøragtige film, jeg nogensinde har givet penge for at se. Og det siger ikke så lidt, når det kommer fra en inkarneret Rutger Hauer- og Christopher Lambert-fan med hang til det trashy.

Det har godt nok intet som helst med Pterodactyl at gøre, men jeg kan allerede høre nogen derude spørge, om Dracula 3000 virkelig kan være dårligere end Hauer/Lambert-makværker som Adrenalin: Fear the Rush (1996) eller Precious Find (1996), og svaret er utroligt nok ja. Den er helt forrygende ringe, og formår at overgå disse to perlekatastrofer på næsten alle punkter!

Av for Søren da, hva?

Av for Søren da, hva?

Kort sagt, forventningerne skal skrues helt i bund. Når der på coverets bagside står: “Kultinstruktøren Mark L. Lester er tilbage! Manden bag 80’er-klassikere som Commando og Firestarter har med Pterodactyl skabt….” – ja, bla bla, en hel fantastisk film.

Så er spørgsmålet, om dette er dårligt på den underholdende måde eller på den kedelige. Mark L. Lester har dog ikke været væk siden 80’erne, som man godt kunne få indtryk af fra bagsideteksten.

Han har f.eks. i begyndelsen af halvfemserne lavet Showdown in Little Tokyo (1991) med Dolph Lundgren og Brandon Lee, der er ganske udmærket film i min bog, og en række andre film af samme skuffe op gennem halvfemserne er det også blevet til. Men Firestarter (1984) og Commando (1985) er nok dem, han helst huskes for.

Amerikanere. Selvfølgelig.
En af professorens blonde og storbarmede elever skal lige have et lille bad i en skovsø, da hun bliver overfaldet af en flyveøgle

En af professorens blonde og storbarmede elever skal lige have et lille bad i en skovsø, da hun bliver overfaldet af en flyveøgle.

Plottet i Pterodactyl er som følger: På grund af uro i en vulkan på grænsen mellem Tyrkiet og Armenien, dukker der nogle pterodactyl-æg op fra fortiden. De er af ukendte årsager i stand til at blive udruget i vulkanen, flere millioner år efter de er blevet lagt.

Pludselig er Pterodactyler, eller flyveøgler som man kalder dem på folkeligt dansk, igen herskerne af himmelrummet, i hvert fald indtil filmens slutning. P’et i pterodactyler udtales ikke, det er der bare, hvilket man i hvert fald får lært i løbet af filmen, da det bliver sagt rimelig hyppigt. En af filmens taglines er endda også Ptowering Pterror!

Haps

Haps.

At pterodactylerne er kommet tilbage bliver selvfølgelig opdaget af nogle amerikanere, selv om det er i Tyrkiet, at tingene sker. En palæontologiprofessor og hans studerende er tilfældigvis på forskningsekspedition i Tyrkiet, og samtidig er der en gruppe amerikanske special forces-soldater i området for at fange en eftersøgt krigsforbryder for den tyrkiske regering.

De støder først på pterodactylerne, og efterfølgende render de to grupper ind i hinanden. Herfra kan den vilde kamp for overlevelse så begynde. Det følgende kan vel sammenfattes som “mennesker med automatvåben mod flyveøgler”, der tilsyneladende foretrækker at fodre deres unger med menneskekød.

Lovecraft, Heinlein og alle de andre
Evil is in the Air - som én af filmens taglines lyder

Evil is in the Air – som én af filmens taglines lyder.

Jeg vil ikke afsløre for meget af den efterfølgende handling, men jeg kan dog røbe, at der ikke er mange overlevende tilbage, når filmen er slut. Coolio spiller rollen som lederen af special forces-styrken, men han har faktisk blot en stor birolle.

Filmens hovedrolle er palæontologiprofessoren Lovecraft, der spilles af Cameron Daddo, der nok er mest er kendt for at have spillet en tilbagevende karakter i TV-serien Young Indiana Jones (1992-1999) samt for at have haft en af hovedrollerne i TV-serien, der blev lavet efter F/X- Farlige Tricks-filmene (1996-1998).

Og ja, du læste rigtigt, han hedder professor Lovecraft. Størstedelen af filmens karakterer har nemlig navne efter sci-fi/horror-forfattere. Der er både en Heinlein (professorens ynglingsstuderende), en Zelazny (den kvindelige tough girl-soldat), en Bradbury, en Clark og en Saling. Jeg ved ikke, om det er tænkt som homage eller morsomhed, men det bliver bare til noget, der er dybt nørdet og fejlplaceret.

Pligtklichéer
Professor Lovecraft i nærkamp med en Pterodactyl

Professor Lovecraft i nærkamp med en Pterodactyl.

For at komme tilbage til spørgsmålet, om det her er dårligt på den underholdende måde, så er svaret desværre nej. Det er dårligt på den rutine- og metervare-agtige måde. Alle klichéerne bliver brugt, fordi de skal. Det er som om, der er én der har stået og krydset af på en liste.

Vi har ikke at gøre med den glade nørd, der bare vil lave en fed film med flyveøgler. Filmen er ren business, hvor man laver en hurtig slough-film, indspillet billigt i Østeuropa, med alt hvad man kan få til lavpris, af næsten-stjerne-skuespillere.

Derefter bliver den udgivet på DVD og indtjener nok til at få det hele til at køre rundt; der er jo altid nogen, der lejer den slags alene i kraft af genren. Det er da også SciFi Channels filmafdeling Sci Fi Pictures, der står for produktionen. Special-effekterne er selvfølgelig ikke gode, men heller ikke underholdende dårlige.

Der er et eller andet ucharmerende ved dårlige computeranimationer, hvilket i denne film dækker over de computergenererede pterodactyler. Det ser bare kedeligt og plat ud – ikke nogen dårlige dukker eller lignende, man kan grine af, men et eller andet, der vækker minder om kedelige lavbudgetscomputerspil. Der er da også lidt blod og menneskesplat, men det virker nærmest som om det er der, fordi det skal være der. Ikke på grund af en instruktørs begejstring for vold og blod, men fordi en eller anden amatør-effektmand tror, han kan lave et eller andet vildt fedt.

Kedelig

Så for at skære det ud i pap, Pterodactyl er bare kedelig, absolut uden noget at tilbyde, med mindre man har et seriøst stort flyveøglefetich, og så vil den helt sikkert stadig ikke være en af favoritfilmene.

Pterodactyl er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.

1 stjerne

Titel: Pterodactyl
Instruktør: Mark L. Lester
Manuskript: Mark Sevi
Cast: Cameron Daddo (Prof. Michael Lovecraft), Coolio (Capt. Bergen), Amy Sloan (Kate Heinlein)
Producere: Dana Dubovsky, Mark L. Lester
Foto: George Mooradian
Klip: Donn Aron
Spilletid: 89 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Dolby Digital
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: USA, 2005
Produktionsselskaber: American World Pictures
Distributør (DVD): Nordisk Film
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 5 | 13/03/2006

Stikord: Dinosaurer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *