Daniel Hvid
Ingen kommentarer

Premutos – Der gefallene Engel

Premutos – Der gefallene Engel
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Premutos - Der gefallene EngelMed sin tredje spillefilm hæver Olaf Ittenbach det filmiske niveau en smule. Skuespillerstaben og statister er vokset voldsomt, men desværre er plottet igen en frygtelig omgang nonsens, der denne gang bliver tynget af en alt for lang spilletid.

Efter at have siddet igennem Olaf Ittenbachs første tre spillefilm kan man hurtigt konkludere, at splat og effekter er i højsædet, og historie, plot og udvikling kommer i anden række. Mandens første film lider også gevaldigt under at være lowbudgetproduktioner, der er filmet med venner og familie som cast og lokalområdet som setting. Men med Premutos – Der gefallene Engel ser det ud til, at Ittenbach har haft en del flere gryn mellem fingrene. Det afspejles hovedsageligt i skuespillerne, locations og effekter, men mere om det senere.

Overlang spilletid

Ittenbach har altså taget et skridt i den rigtige retning med Premutos, men desværre formår han ikke at gøre historien mere interessant, og derved løfter han sig ikke i forhold til sine tidligere film. Dette skyldes hovedsageligt, at Ittenbach stadig ikke helt formår at skære de ligegyldige ting fra; f.eks. nogle lange (og overspillede) samtaler under en fødselsdagsfest, der virkelig er en pine at sidde igennem.

Spilletiden er i denne omgang strakt ud til 106 minutter, hvor den nok burde være holdt under 80. Det resulterer desværre i, at filmen er meget lang i spyttet, til trods for at Ittenbach virkelig slår sig løs i splatterafdelingen, og det er en skam.

En falden engels gule væske

Olaf Ittenbach som Mathias

Historien trækker igen paralleller til Sam Raimis The Evil Dead (1981) (der hænger endda en plakat i et af værelserne) samt mange andre store splatterorgier. Den unge Mathias’ far har fødselsdag, og hvilken bedre måde at fejre det på end at plante et nyt træ i baghaven?

Begravet i jorden finder han en gammel bog og nogle glas med en underlig gul væske. Hvad han ikke ved er, at denne bog tilhører Premutos, som vi i filmens prolog fik at vide er en magtsyg falden engel, der igennem bogens hemmelige skrifter kan materialisere sig selv og starte et blodbad med en hær af levende døde.

Mathias’ krigsglade far finder en mystisk kuffert begravet i baghaven

Ved et uheld spilder Mathias (Olaf Ittenbach) den gule væske på sig selv (nærmere bestemt i skridtet – som i Black Past sidder Ittenbach igen kun i undertøj), og dette resulterer i Premutos’ blodige tilbagevenden. Heldigvis er Mathias’ far våbenglad og lader ikke en falden engel ødelægge hans fødselsdag!

Som en sidehistorie klippes der i ny og næ tilbage i tiden for at uddybe historien om Premutos. Det er ikke vanvittigt ophidsende og bidrager i og for sig ikke rigtig noget til historien, men vi får da at vide, at Premutos’ gule væske var grunden til Jesu genopstandelse – jaja da.

Vi snydes ikke for at se Ittenbach kun iført underbukser

Plottet egner sig ganske glimrende til en B-films-splatter, og der bliver satme’ også disket op med det helt store orgie med alt hvad der dertil hører af motorsave, halshugninger, kødflænsning, blod, indvolde, pistoler, håndgranater og sågar en enkelt kampvogn. Og har man set en Ittenbach-film, ved man udmærket, hvad man kan vente sig af blodudgydelser og sindssyge påfund. Men historien er altså ikke stærk nok til at bære en film på 106 minutter, og her burde Ittenbach have holdt sig til en mere human spilletid på de cirka 70-80 minutter.

Humoren falder til jorden

Resultatet af at spilde gul væske på skridtet og læse en okkult bog

Ittenbach forsøger sig til tider ud i noget humor i stil med den sorte galgenhumor, der også prægede Braindead (1992), men desværre mangler Ittenbach den timing, som Peter Jackson har, og det meste falder til jorden.

Skuespillet er ikke meget bedre end i Ittenbachs tidligere film, men til gengæld er staben af skuespillere vokset voldsomt, og alene antallet af zombie-medvirkende er helt overvældende, når man husker på, at det stadig er en lowbudget-film. Er man garvet B-filmfan vil skuespillet nok ikke være det store problem, men de mange lange (og ligegyldige) samtaler imellem fødselsdagsgæsterne kan dog trække tænder ud.

Budgettet virker større i denne omgang, og Ittenbach har utvivlsomt betalt mere end blot lunkne weissbier til skuespillere og teknikere på filmen. Dette afslører de valgte locations også, og vi får sågar scener, der foregår i Indien, Rusland og Jerusalem. Skuespillere og statister har selvfølgelig passende kostumer på, der dog ikke alle er helt vellykkede, men ganske fine.

Masser af effekter!

Ittenbach-splat

Effekterne er selvfølgelig det, man kommer efter i en film som Premutos, og effekter bliver der skam også leveret. Blodet flyder, hoveder ruller og det bedste ved det hele: Ingen billige computereffekter! Alt er teaterblod, latex og gummilemmer – herligt! Savner man de glade splatterdage i stil med Peter Jacksons første produktioner, vil man uden tvivl blive forelsket i Premutos‘ splat, der er noget af bedste lowbudget-splat, jeg har set i lang tid.

Billed- og lydsiden er også rykket et godt stykke op af den kvalitative rangstige, men er dog stadig smurt ind i en tyk hjemmevideostemning, der oser langt væk af undergrundsfilm. Dette skal dog ikke forstås på en negativ måde, da videoæstetikken kun bidrager til filmens stemning.

Det som virkelig sælger Premutos er splattet, og af den grund er den værd at tjekke ud, men man bør dog berede sig på at spole igennem en masse utålelig bavl, der ikke fører nogen veje. På nuværende tidspunkt er jeg stadig lidt usikker på, hvorvidt filmen tåler flere gennemsyn, men det skal komme an på en prøve i fremtiden.

Premutos – Der gefallene Engel er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

3 stjerner

Titel: Premutos – Der gefallene Engel
Dansk titlel: Premutos: Lord of the Living Dead
Instruktør: Olaf Ittenbach
Manuskript: Olaf Ittenbach
Cast: Fidelis Atuma (Christian), Heiko Bender, Anke Fabre (Edith), Ingid Fischer (Inge), Ronald Fuhrmann (Rudolf), Susanne Grüter (Sandra), Olaf Ittenbach (Mathias)
Producere: Olaf Ittenbach (producer), Michael B. Müller (producer), André Stryi (producer)
Foto: Michael B. Müller
Klip: Ulf Albert
Musik: A.G. Striedl
Spilletid: 106 minutter
Aspect ratio: 4:3
Lyd: Dolby Digital 2.0 & 5.1
Sprog: Tysk
Undertekster: Dansk, norsk, svensk, finsk, hollandsk, engelsk
Produktionsland, år: Tyskland, 1999
Produktionsselskaber: IMAS Filmproduktion
Distributør (DVD): Another World Entertainment
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 73 | 13/11/2011

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *