Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Pieces for Puppets and Other Cadavers

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Pieces for Puppets and Other CadaversD.P. Watts lille novellesamling er skrevet inden for en tradition, der rækker tilbage til klassiske forfattere som Machen, Lovecraft og James. Det er store navne at blive sammenlignet med, men Watt skriver glimrende, og hvis man på nogen måde er til afdæmpede gys med subtile temaer, bør man give Pieces for Puppets and Other Cadavers en chance.

Pieces for Puppets and Other Cadavers er en lille antologi på 89 sider med seks noveller af englænderen D.P. Watt, der til daglig underviser i engelsk og dramaturgi. Bogens seks noveller falder i to lige store dele: de tre noveller i “Past Puppets” foregår alle i fortiden (nærmere betegnet begyndelsen af 1900-tallet, mens “Modern Marionettes” foregår i nutiden.

I det engelske zine Necropsy, der anmelder gyserlitteratur, drages der sammenligninger mellem Watt og Thomas Ligotti tillige med Arthur Machen og H.P. Lovecraft. Mens jeg er ubekendt med Ligotti, kan jeg forstå de andre sammenligninger, og også, at Robert W. Chambers’ berømte antologi The King in Yellow fra 1895 nævnes.

Besættelse og marionetter

D.P. Watt

Tematisk centrerer novellerne i Pieces for Puppets and Other Cadavers sig især omkring besættelse, og om hvilke katastrofale – eller i alle tilfælde ubehagelige – konsekvenser det kan få, hvis man lader sig opsluge totalt af noget. Derudover spiller dukker og marionetter naturligvis også en rolle – i enkelte af novellerne helt konkret, i andre metaforisk.

Dr. Dapertutto’s Saturnalia foregår i Sovjetunionen kort efter revolutionen, hvor en politiembedsmand modtager en mærkelig film med posten. Den er afsendt af en Dr. Dapertutto, hvis “dekadente” teater, inspektøren godt er bekendt med. Filmen er imidlertid grusom og chokerende, og viser tilsyneladende en mand, der bliver banket til døde af en flok maskerede dværge. Inspektøren kan naturligvis ikke lade stå til, og opsøger Dapertutto for blot at finde ud af, at der er adskillige marionetter på spil, og at han selv er én af dem.

I Room 89 følger vi den krakilske ældre gentleman Weatherby, der en sommer beslutter sig for at bryde med sine ferietraditioner og tage et nyt sted hen. Det bliver Isle of Wight, og her tjekker han ind på et hotel, som nok er ganske behageligt, men hvor han er så uheldig at få værelse nr. 89. Her er det især værelsets store spejl, der begynder at skræmme og fascinere ham. Nogen burde nok have informeret Weatherby om, at “curiosity killed the cat”.

Den sidste fortælling i første halvdel er The Hobby – den første af samlingens noveller, der ganske tydeligt kredser om emnet besættelse. Her er det den velhavende enkemand Abraham Childs, der efter at hans kone og barn er død, bliver besat af sin hobby, der er at bygge dukkehuse. Da hans niece, som han har bygget et dukkehus til, spørger ham, om han ikke kan lave nogle dukker til at bebo huset, er Childs glad for at træde til. Men hans perfektionisme tager overhånd, og de dukker, niecen får er ikke helt normale.

Imponerende sprog

I denne første halvdel af novellesamlingen imponeres man virkelig over Watts evner som forfatter. Han formår at skrive i et arkaisk, gammeldags sprog, der hos mange ville være kommet til at virke påtaget og falsk, men som hos Watt faktisk virker helt efter hensigten. Selv om Room 89 måske nok er den mest traditionelle af de tre noveller, er stemningen heri helt i top, og man føler sig også fristet til at drage paralleller til en forfatter som M.R. James (1862-1936).

Sammenligningerne med f.eks. Lovecraft er også ganske forståelige, men måske mere på grund af Watts måde at formidle det uhyggelige på. Han undgår at skrive det eksplicit, men lader læseren selv udfylde hullerne (måske en stil Lovecraft faktisk selv hentede fra Chambers). Det gælder især i Dr. Dapertutto’s Saturnalia og The Hobby, og her virker det ganske glimrende – og faktisk bedre end det ofte gør hos f.eks. Lovecraft, hvis overdrevne “det var så frygteligt, at jeg ikke kan beskrive det”-beskrivelser til tider kan blive en anelse trættende. I modsætning til Lovecraft er Watt afdæmpet, og nøjes i det store hele med at antyde, at noget frygteligt i det hele taget sker eller er sket. Præcis hvad og hvordan får man som læser selv lov til at forestille sig.

Anderledes sprog og fortællestil

Samlingens anden halvdel har en lidt anden karakter end første del. Sproget er noget mindre arkaisk, ikke kun fordi novellerne foregår i nutiden, men også fordi to af de tre noveller er fortalt i første persons perspektiv. Også her spiller både besættelse og marionetter en væsentlig rolle, om end sidstnævnte her udelukkende er metaforisk.

Glorious White Marble Lady bruger George Bernard Shaws skuespil Pygmalion (1912) som udgangspunkt i den forstand, at hovedpersonen er i færd med at opsætte skuespillet på et amatørteater. Da han en aften skal have skuespilprøver dukker en mystisk ung kvinde op, som han øjeblikkeligt fascineres af, og øjeblikkeligt beslutter at give rollen til. Den klassiske myte om Pygmalion spiller naturligvis en rolle i novellens forløb, men om den unge kvinde virkelig er en moderne version af Pygmalions statue, må læseren selv tage stilling til. Den kriseramte hovedperson bliver i hvert fald godt og grundigt besat af kvinden, og præcis hvad der sker i novellens slutning er helt op til læserens tolkning.

I Of Those Who Follow Emile Bilonche kan man forstå sammenligningerne med Chambers’ The King in Yellow. Her er det bare ikke et mystisk skuespil, der er omdrejningspunktet for jeg-fortællerens besættelse, men forfatteren Emile Bilonche. Den tidligere velhavende, men nu forarmede, fortæller, redegør for, hvordan han blev besat af Bilonches værker, og gjorde alt for at opbygge sin samling, som nu er hans eneste ejendom. Men selvfølgelig er der en twist i historien, som jeg ikke skal fortælle her.

Endelig er der The Comrade, der også trækker linjer tilbage til Lovecraft. Her oplever jeg-fortælleren noget mystisk ved sin faders dødsleje, og kort efter opsøges han af to tilsvarende mystiske mænd, der vil indvie ham i en hemmelighed, som jeg naturligvis ikke skal afsløre her. Men endnu engang er det en historie, der tematisk kredser om besættelse.

Antydningens kunst

De tre noveller i antologiens anden halvdel adskiller sig primært fra de tre første ved at være langt mindre traditionelle. Hvor man fint kunne forestille sig de tre første noveller i en antologi med victorianske spøgelseshistorier, er de tre sidste klart forankret i en moderne tradition og i det moderne menneskes problemstillinger. Det gør måske, at de umiddelbart er lidt mindre tilgængelige, fordi deres handling er mindre konkret, men det gør dem til gengæld mere fascinerende. Glorious White Marble Lady står måske som den mindst interessante af de tre, mens både Of Those Who Follow Emile Bilonche og især The Comrade er tankevækkende og virkelig gode, hvis man har en veludviklet fantasi.

Generelt gælder det dog for alle novellerne, at man skal have en veludviklet fantasi, for Watt holder som sagt kortene tæt ind til kroppen i de fleste af novellerne. Den mest direkte, og derfor også mest traditionelle, er Room 89, men ellers må man i alle novellerne have fantasien i gang for at fylde hullerne ud, læse mellem linjerne og forestille sig, hvad der sker efter det sidste punktum. Watt må have stor ros for at skrive på denne måde, så det virker, for hos mindre dygtige forfattere kunne det have givet kolossalt bagslag. Det gør det heldigvis ikke her, og jeg kan garantere for, at det ikke er sidste gang, jeg har haft Pieces for Puppets and Other Cadavers nede fra hylden.

Alt i alt kan Pieces for Puppets and Other Cadavers varmt anbefales til fans af overnaturlige fortællinger af den mere afdæmpede type; til de fans, der ikke skal have lig på bordet eller blod i spandevis for at finde en fortælling spændende og endda uhyggelig. I enkelte af novellerne er det måske så som så med originaliteten, men nogle gange er originalitet ikke alt, og ind imellem er det faktisk ganske fremragende bare at læse noget, der er rigtig godt håndværk.

Pieces for Puppets and Other Cadavers er venligst stillet til rådighed af Inkermen Press.

4 stjerner

Titel: Pieces for Puppets and Other Cadavers
Forfatter: D.P. Watt
Udgivet: 2006
Forside: Fra et victoriansk tryk
Forlag: InkerMen Press
Format: Paperback
Sideantal: 89

Anmeldt af: Mogens Høegsberg | 13/08/2008

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *