Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Petulia

Petulia
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Petulia er et score, der aldrig rigtig kommer til at danne en fuldt tilfredsstillende helhed, men hvor der blandt enkeltbestanddelene er meget godt at hente.

PetuliaDet andet af de fire scores, John Barry komponerede i 1968, var til det amerikanske drama Petulia, instrueret af Richard Lester og med Julie Christie og George C. Scott i hovedrollerne.

Christie spiller titelrollen som den nygifte Petulia, der indleder en affære med lægen Archie Bollen (Scott), som hun har mødt, da hun bragte en kvæstet mexicansk dreng til hospitalet, hvor Bollen arbejder.

Filmen skulle være ganske glimrende, men utroligt deprimerende, og foruden Christie og Scott medvirker bl.a. også Richard Chamberlain og Richard Dysart (i en lille rolle).

Jazzinflueret

John Barry (1933-2011) på et foto fra 1960’erne.

John Barry (1933-2011) på et foto fra 1960’erne.

Petulia var John Barrys andet samarbejde med Richard Lester. Det første var The Knack …and How to Get It (1965), og otte år senere skulle Barry også komponere scoret til Lesters Robin Hood-romance Robin and Marian (1976) med Sean Connery og Audrey Hepburn.

Til Petulia komponerede Barry et stærkt jazzinflueret score og en lille håndfuld source cues (altså diegetisk musik), men albumudgivelsen fra 1968 indeholder faktisk en del cues, der slet ikke blev anvendt i filmen – et fænomen der i øvrigt også gør sig gældende med King Rat-scoret (1965).

Når jeg i det følgende bruger betegnelsen “score” refererer jeg altså alene til den måde, hvorpå Barrys score præsenteres på albummet og ikke scoret i kontekst af filmen.

Anmeldelsen er i øvrigt baseret på Film Score Monthlys genudgivelse af scoret fra 2005, hvor det blev udgivet på samme skive som Alice’s Adventures in Wonderland (1972), et score vi vender tilbage til senere her på Planet Pulp.

Mørkt romantisk hovedtema

Scoret er som nævnt stærkt jazzinflueret og bærer på den måde præg af Barrys musikalske opvækst fra tiden, inden han stiftede The John Barry Seven i 1957.

Der er en håndfuld temaer og mindre tematiske idéer i scoret, hvoraf selve hovedtemaet er den klart dominerende. Det høres første gang i “Main Title – Petulia” (nr. 1), men dukker i øvrigt op i forskellige arrangementer i flere andre cues.

I “Main Title – Petulia” indledes temaet med et ekkoende blæsermotiv, som i sig selv skal dukke op flere gange, hvorefter selve temaet fremføres af strygersektionen med supplement af bl.a. flygel.

Det glimrende hovedtema kan betegnes som et mørkt romantisk tema og er på typisk Barry-vis særdeles iørefaldende, fængende og enkelt.

Temaet høres i et lounge-agtigt arrangement i “Petulia” (nr. 6) og et slowjazz-arrangment i “Petulia” (nr. 7). Sidstnævnte i øvrigt med tilføjelse af et sekundært motiv, der synes at være direkte inspireret af Louis Alters berømte “Manhattan Serenade” fra 1928.

Temaet høres også i det ellers mere regulært dramatiske cue “Friends of the Evergreen” (nr. 2), der dog i orkestreringen fortsat holder fast i jazzpræget samt i det afsluttende “End Title – Petulia” (nr. 12), hvor det fremføres af langsomme strygere.

Dramatiske cues

“A Little Old-Fashioned Nostalgia” (nr. 4) er et rendyrket dramatisk cue, der er komponeret primært for flygel med supplement af strygere. Flygelet fremfører et smukt og trist tema over en gentagende strygerostinato, inden cuet slutter med tilføjelsen af nogle dramatiske blæsere.

Også “Comprehendo?” (nr. 8) og “Once Having Been Lovers” (nr. 10) er mere rendyrkede dramatiske i deres formsprog, særligt det tragiske “Once Having Been Lovers”, der udelukkende er komponeret for meget langsomme strygere, mens “Comprehendo” nærmest er et suspense-cue, primært for strygere og træblæsere.

Varieret source-musik

Blandt de source-cues Barry komponerede til filmen er bl.a. det energiske “Highway 101″ (nr. 3), hvor Barry nærmest er tilbage i John Barry Seven-lyden.

Cuet starter med et lille marimba-motiv, inden elbas, trommer og blæsere fremfører et simpelt, rockende motiv, der kunne være taget ud af scoret til Beat Girl (1960).

“Motel” (nr. 5) er et stykke rendyrket loungejazz for flygel, sax, bas og trommer og minder ikke så lidt om noget af den source-musik, Barry senere komponerede til Diamonds Are Forever (1971). Det samme kan i øvrigt siges om den cremede jazz i “Eat Topless” (nr. 11).

“Border Gate at Tijuana” (nr. 9) er til gengæld noget helt andet: Et lille stykke muntert mexi-musik for bl.a. elbas, blæsere og percussion, der langt hen ad vejen lyder som om, det kunne komme fra én af de Olsen-banden-film, hvor Egon og de andre langt om længe er nået til Mallorca.

Sammensat og ujævnt

Petulia er et sammensat score og rent tonalt er det temmelig ujævnt: Hovedtema-dominerede cues, mere regulært dramatiske cues, tilbagelænet jazz og munter source-musik afløser hinanden fra cue til cue.

Tilbage sidder man med et indtryk af et score, det er svært at karakterisere – bortset lige fra, at jazzindflydelsen gør sig gældende i mange af de 12 tracks.

Men det er egentlig mest de stilmæssigt skærende kontraster, der arbejder imod Petulia-scoret, for musikken fejler bestemt ingenting (med mulig undtagelse af det ret cheesy “Border Gate at Tijuana”-cue).

Hovedtemaet er som sagt aldeles glimrende, og det er det faktisk i alle sine forskellige arrangementer, og de mere traditionelt dramatiske cues er faktisk glimrende, særligt det spartanske “A Little Old-Fashioned Nostalgia” og det tragiske “Once Having Been Lovers”.

Source-musikken er mere hit-and-miss (Barry-fans vil nok tilgive mig dette lille ordspil). Er man ikke jazzfan, vil cues som “Motel” og “Eat Topless” nok være lidt af en prøvelse, mens “Highway 101″ nok klart mest vil appellere til de, der også holder af Barrys tid med The John Barry Seven.

Dermed er Petulia et score, der aldrig rigtig kommer til at danne en fuldt tilfredsstillende helhed, men hvor der blandt enkeltbestanddelene er meget godt at hente.

3 stjerner

Nummerliste:
1. Main Title – Petulia (2:01)
2. Friends of the Evergreen (2:09)
3. Highway 101 (2:34)
4. A Little Old-Fashioned Nostalgia (2:54)
5. Motel (4:54)
6. Petulia (3:05)
7. Petulia (3:26)
8. Comprehendo? (2:02)
9. Border Gate at Tijuana (2:42)
10. Once Having Been Lovers (3:09)
11. Eat Topless (3:33)
12. End Title – Petulia (5:03)

Total spilletid: 37:32

Titel: Petulia
Komponeret af: John Barry
Dirigeret af: John Barry
Komponeret: 1968
Udgivet: 2005
Label: Film Score Monthly

Anmeldt i nr. 147 | 13/01/2018

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>