Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Penance

Penance
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

PenanceDer er meget langt mellem de gode film i found footage-genren. Penance demonstrerer genrens mange faldgruber til perfektion og er den type film, man bare skal gå i en stor bue udenom.

Penance er en fornærmende dårlig film. Fornærmende. Den forsøger at gå film som Hostel (2005) og Saw (2004) i bedene, idet den gerne vil kombinere disse films fokus på tortur og vold med found footage-genren. Det lykkes overhovedet ikke, og Penance kommer i stedet til at fremstå som en karikatur på både torture porn- og found footage-genrerne.

Historien er ganske kort den, at den unge alenemor Amelia er i økonomiske problemer. Hendes datter har fået konstateret en alvorlig sygdom, og hun har ikke råd til behandlingen. Derfor er hun i gang med at optage en video, som skal få hende optaget i én af USA’s extreme makeover-programmer. Det er denne undskyldning, der indledningsvist forklarer, hvorfor vi følger Amelia via et videokamera.

For at tjene nogle ekstra penge, får hun sin veninde Suzie til at oplære hende som stripper. Egentlig skulle det kun være en engangsforeteelse, men da Suzie må takke nej til et meget lukrativt job, bliver Amelia fristet til at springe til. Det skulle hun selvfølgelig aldrig have gjort, for hun ender i kløerne på en religiøst vanvittig doktor, der på et forladt hospital torturerer og udfører kirurgi på strippere for at redde deres sjæle.

Dilettantisk

Ja ja, så siger vi det

I bund og grund kunne ovenstående, noget klichéprægede, koncept fint have båret en ubehagelig film i torture porn-genren. Der hvor det hele går galt er i udførelsen, som simpelthen er så dilettantisk, at jeg flere gange måtte nive mig selv i armen.

Først og fremmest kan vi lige tage hele idéen omkring den vanvittige kirurg. Fint nok. Men hvem fanden er hans hjælpere, og hvor passer de ind i billedet? Hvor kommer de fra? Og hvorfor er de sindssyge nok til at hjælpe ham? De to hjælpere er dels en fransk kvinde, der spankulerer rundt som en anden Fräulein Ilsa, dels en kvabset lille kælling, man kun ser glimtvis, fordi det er hende, der for det meste fungerer som kirurgens kamerakvinde. Ja, du læste rigtigt. Kirurgen er åbenbart også opsat på at dokumentere det hele, så ind imellem skifter perspektivet til et andet kamera.

Og ja, perspektivet skifter, fordi kirurgen og hans håndlangere af uransagelige årsager har ladet Amelia beholde hendes eget kamera, så vi kan se det meste af handlingen fra hendes perspektiv. Det er jo meget smart for filmen, men det giver overhovedet ingen mening. Hvordan fanden fik hun fat i kameraet, da hendes egen kameramand blev skudt i hovedet tidligere i filmen, mens hun selv var blevet bedøvet?

Dybt utroværdig

Amelia (t.v.) og stripperveninden

Hvad har vi så ellers af indhold? Lidt tortur (elektriske tasere og pisk), et flugtforsøg og et par scener med kirurgen, der opererer (i én af scenerne på sig selv). De to operationsscener er såmænd klamme nok, selv om man ikke ser specielt meget. Konceptet i den første af scenerne er grumt nok til, at det bliver ubehageligt. I den anden scene (hvor kirurgen kastrerer sig selv) er det bare latterligt på grænsen til det ægte grinagtige.

Derudover irriteres man grænseløst over, hvorfor Amelia ikke tager flugten på et tidspunkt, hvor hun faktisk har muligheden for at stikke af. Ja ja, det er noget med, at hun har lovet at hjælpe én af de andre indespærrede strippere osv. osv. Det er ufattelig utroværdigt, at hun på den måde bliver ved med at luske rundt på hospitalet i stedet for at stikke af og slå alarm.

Michael Rooker er efterhånden ved at være en parodi på sig selv

Helt generelt er alle de ting, vores hovedperson og personerne omkring hende gør, dybt utroværdige. Man tror ikke et sekund på dem som karakterer, og kirurgen selv er nok den mest klichéfyldte af dem alle. Baggrunden for hans handlinger skal jo nemlig partout forklares i en omgang dybt klodset og pinlig eksposition, hvor man imponeres over, at det er lykkedes Graham McTavish at holde masken. Oh, the power of money.

De helt igennem utroværdige roller betyder også, at Penance aldrig bliver spændende. Når man ikke tror på karaktererne, bekymrer man sig heller ikke om dem, og det gør man i den grad ikke her. For det andet er de scener, der skulle være spændende, eksekveret udynamisk og uden sans for timing og thrills.

En gammelkendt fælde

Kirurgen opererer

Endelig falder Penance – “naturligvis” fristes man til at sige – i den gammelkendte fælde i found footage-genren: Den med at kameraet på mirakuløs vis altid er tændt og rettet det rigtige sted hen på de rigtige tidspunkter. De bedste film i genren formår at få seeren til at glemme det fundamentalt utroværdige ved, at nogen skulle optage video i højdramatiske situationer, men i Penance er der på intet tidspunkt overhovedet tale om nogen form for suspension of disbelief. Kun disbelief.

Dette forstærkes af, at filmens billedside simpelthen er for pæn, for teknisk fejler Penance sådan set ingenting. Problemet er bare, at det er alt, alt for tydeligt, at filmen er optaget med professionelt udstyr. Man tror ikke et øjeblik på, at der er tale om found footage.

Og som rosinen i pølseenden dukker der sgu’ også pludselig non-diegetisk musik op på lydsiden! Godt nok skulle filmen forestille at være klippet sammen af nogen ud fra det fundne materiale, men selv hvis man kunne sluge den forklaring, er det ikke synderligt “dokumentarisk” at lægge dramatisk musik på. Om igen, folkens.

Om igen, folkens

Kirurgen

“Om igen, folkens” er faktisk generelt det eneste, man kan sige om Penance. Men sin kommende rolle som Dwalin i Peter Jacksons to Hobbit-film (2012 og 2013) går der nok længe, inden Graham McTavish bliver nødt til at medvirke i sådan noget lort igen, og det er også godt det samme for ham.

Til gengæld må karrieren efterhånden se sort ud for både Michael ”Henry” Rooker og Tony “Candyman” Todd, der begge dukker op i små roller – Todd dog kun ultrakort som kirurgens chauffør i filmens indledning. Jeg ved godt, at penge er penge, og at penge ikke lugter, men der er en helt anden lugt her: lugten af skrantende karrierer. I øvrigt figurerer også Jason Connery på rollelisten, men præcis hvor han er henne i filmen, er gået hen over hovedet på mig.

Marieh Delfino er laber som Amelia, og helt generelt er filmen ikke bleg for at vise nogle bare bryster. Det er også filmens absolut eneste formildende faktor. Andet godt er der faktisk ikke at sige om dette stykke gabende kedelige vaskeægte makværk.

Penance er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

1 stjerne

Titel: Penance
Instruktør: Jake Kennedy
Manuskript: Jake Kennedy
Cast: Merieh Delfino (Amelia), Graham McTavish (Geeves), Michael Rooker (Mann)
Producere: William Clevinger (producer), Micah Goldman (producer), Jake Kennedy (producer), Michael Wormser (producer), Demian Lichtenstein (executive producer)
Foto: Lawles Bourque
Klip: Ali Assili & David Haynes
Spilletid: 85 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Dolby Digital 2.0, Dolby Digital 5.1
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: USA, 2009
Produktionsselskaber: Clever Worm Entertainment
Distributør (DVD): Another World Entertainment
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 70 | 13/08/2011

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *