Martin Schjönning
Ingen kommentarer

Paprika

Paprika
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Det er med et par ret store forbehold, jeg kaster mig ud i at anmelde Yasutaka Tsutsuis science fiction-roman, Paprika. Måske er den slet ikke så dårlig, som jeg tror.

PaprikaDet første forbehold er sprogbarrieren. Paprika er oprindeligt forfattet på japansk, og jeg skal ikke kunne sige, om den engelske oversættelse, jeg af nødvendighed har læst, er helt loyal mod originalen.

Min erfaring er dog, at hvis noget sprog i verden er et universelt oversættelsessprog, så er det engelsk!

Det andet forbehold er min, indrømmet, ret begrænsede viden om japansk litteratur. Det meste af min litterære ballast på det område består af Haruki Murakami, en forfatter der er notorisk vestlig i sin tilgang til historiefortælling og plots.

Jeg anmelder derfor lidt i en tilstand af kulturel blindhed, og er nødt til at indskærpe, at min vurdering af Paprika er baseret på mine egne, europæiske idiosynkrasier.

Spøjs genrehybrid

Yasutaka Tsutsui (f. 1934).

Yasutaka Tsutsui (f. 1934).

Hvad er Paprika for en bog? Det skifter lidt, afhængigt af hvor i den man befinder sig.

I starten er den science fiction. Man bliver introduceret for en verden, fremskrevet fra produktionsåret 1993, hvor to forskere på The Institute for Psychiatric Reseach i Tokyo har opfundet maskiner, der kan se ind i drømme.

Ikke alene det, men behandlere kan også gå ind i patienternes drømme og hjælpe dem til at tolke dem og dermed fremskynde deres kur gevaldigt.

Den midterste del af bogen er en kontorintrige, hvor forskellige fraktioner, internt i instituttet, bekriger hinanden. Det, de slås om, er prestige, kontrol med drømmemaskinerne og en Nobelpris, som bliver nævnt omtrent en million gange.

Den sidste del er nærmest rendyrket fantasy, og bryder den lille smule hard science, som starten lægger op til, fuldkommen ned.

Drømmemaskinerne bliver brugt som våben i en kamp, der med et bizart snuptag på halvanden side er blevet til en ideologisk kamp mellem konservative religiøse, misogyne kræfter, og et andet hold – heltene vi forventes at holde med – der virker til skødesløst at ville udbrede uprøvet, absurd storslået teknologi til folk, der ikke har forstand på det.

Uden at afsløre for meget består fantasy-elementerne i, at drømmene slipper fri, og begynder at påvirke den virkelige verden, ligesom den virkelige verden påvirker drømmene. Grænserne forplumres, og snart går der rent Inception i den.

Det er meningen, at læseren skal miste fodfæstet, det er tydeligt, men det gør man desværre ikke. Man bliver aldrig rigtig overrasket over at opdage, at noget har været en drøm hele tiden. Det virker som et billigt trick i dag, og har givetvis også været det i ’93.

Halvdesperat action, sløvt beskrevet

Genreforvirringen – som jeg ellers ofte betragter som et positivt træk – gør læsningen af Paprika til en bulet rutsjebanetur. Den er måske et udslag af, at den japanske kultur ikke er hæmmet af de samme konventioner, som den vestlige, men jeg synes virkelig ikke den gør noget godt her.

Efter en nogenlunde start med fantastiske drømmemaskiner, virker de 150 siders papirnusserintrige virkelig tamme. Den højdramatiske special effect-tunge afslutning virker som et halvdesperat forsøg på at gøre romanen vedkommende igen – og fejler.

Sproget bærer en del af skylden, og som jeg sagde i indledningen, kan det i høj grad skyldes oversættelsen, men jeg tvivler.

Der er tale om et kønsløst, poesiberøvet sprog, der til tider er så grelt ustimulerende, at man mindes om de stile, man skrev i fjerde klasse. Man savner i allerhøjeste grad lidt lyrisk staffage, men selv i de mest vanvittige dele af den sidste tredjedel, hvor alle helvedes dæmoner springer ud af sovende skizofrenes psyker, er sproget kortfattet, opremsende, poleret og skindødt.

Selv ikke en elendig oversætter kan dræbe en sprogtone så effektivt – havde der været en gnist af ægte sprogkærlighed, ville den have overlevet i en eller anden form.

Forkalkede Freud og hans mimrende elev

Med historiens afsæt i et institut for psykiatrisk forskning, beskæftiger Paprika sig naturligvis meget med psykisk sygdom. Igen mistænker jeg, at kulturskellet og bogens alder på et kvart århundrede taler imod min opfattelse af den, for jeg må indrømme, at jeg faktisk var forarget under læsningen – noget der sker uhyggeligt sjældent.

Mentale sygdomme bliver betragtet som overraskende ukomplicerede. Skizofreni og depressioner bliver behandlet som mekaniske fejl, der kan fikses – og mennesket bliver herved gjort til en maskine.

Det ville være helt fint, hvis denne opfattelse blev kritiseret og blev brugt som en fiks idé fra gamle dage, som de progressive helte skulle bekæmpe. Men ak, det er et syn som alle deler, og som ikke problematiseres. Det er en uhyrlig forsimpling af virkelige lidelser, der er langt mere avancerede, end de fleste tænker over.

Et godt eksempel på hvor bagudskuende Paprika er, er at drømmene og deres symbolske betydning stadig tages voldsomt alvorligt. Det er en arv fra en jungiansk tradition, som vi for længst har gjort op med i Vesten, og som beviseligt er nonsens.

Selv Freud bliver trukket frem med jævne mellemrum, øjensynligt for at bevise nogle pointer – men Freuds opfattelser er efterhånden så forkalkede, at det er svært at tage det alvorligt.

Kvinden som andenrangsvæsen

Kvindesynet er et andet smerteligt punkt, og endnu en gang må jeg påberåbe mig kulturel uvidenhed. Jeg bliver sjældent stødt over den slags, og slet ikke når en given bog er blevet til i en tidligere tidsalder med dertil svarende anderledes tankestof angående køn, hudfarve, social klasse og så videre.

Jeg betragter det som et indblik i en anden verden, når Sherlock Holmes opklarer en forbrydelse på grundlag af kvinders hysteriske sindelag, eller når Lovecraft beskriver sorte mennesker som primitive og dyriske. Jeg glædes bare over at leve i en mere oplyst tid.

Men kvindesynet i Paprika er kun femogtyve år gammelt, og det er ganske frastødende. Kvinder – selv den titulære hovedperson – bliver kun beskrevet med udseende.

Nogle gange kan Tsutsui stramme sig an til at beskrive et intelligent glimt i øjnene, men han fremhæver gentagne gange at kvinders intelligens er en anderledes, underforstået inferiør, intelligens.

Kvinderne i Paprika bruger deres udseende til at stige i graderne, og deres evner kommer i anden række. Mænd forelsker sig inderligt og oprigtigt i kvinder, alene fordi de er fysisk tiltrækkende.

En kvindelig biperson beskrives konsekvent som ”den midaldrende sygeplejerske”, uden at man i øvrigt får særlig meget at vide om hende. Sex er akavet og skamfuldt, og smukke kvinder en trussel – og igen er det ikke kun de rabiat kvindehadende skurke, der mener det.

Paprika er, som roman, ikke vigtig nok til, at jeg rigtig gider at føle mig stødt på manchetterne, men det er sørgeligt at se den slags traurige fordomme i så ung en bog.

Sammen med det kvalte sprog, den manglende sammenhængskraft og den forudsigelige historie, bringer det oldnordiske syn på kvinder og psykisk syge Paprika ned på dumpekarakter.

1 stjerne

Titel: Papurika
Forfatter: Yasutaka Tsutsui
Forlag: Chūōkōron Shinsha
Udgivelsesår: 1993
hvid
Anmeldte udgave:
Titel: Paprika
Oversætter: Andrew Driver
Forlag: Vintage Books / Random House
Udgivelsesår: 2013
Format: Paperback
Sideantal: 342 sider

Anmeldt i nr. 151 | 13/05/2018

Stikord: Drømme, Fremtiden

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>