Panic in Year Zero!

8 minutters læsetid
Panic in Year Zero!

Familien Baldwin er en helt traditionel kernefamilie; mand, kone, en søn og en datter. Tidligt en sommermorgen pakker de deres fine campingvogn og forlader Los Angeles for at tilbringe en lille ferie på landet. Familiens to teens – den tvære søn Rick og den mindst lige så tvære datter Karen – brokker sig naturligvis, men det tackler far Harry og mor Ann med et smil.

Alt ånder fred i det lykkelige middelklasse-Amerika. I højt humør drøner The Baldwins ud i det blå. Med ét lyses himlen op af en serie glimt og da Harry for parkeret bilen i vejkanten, kan de se foruroligende paddehatteskyer stige op over L.A. Ingen i familien er i tvivl om, hvad der er sket. Bomben, eller i dette tilfælde bomberne, er faldet og det kan kun betyde krig.

Stålsat overlever

Familien Baldwin
Familien Baldwin.

Hovedkulds styrter de tilbage til bilen og drøner ind mod byen igen. De vil hjem til deres hus, hjem i sikkerhed. Hjem til Anns gamle mor, hjem til radio og TV. Så let er det bare ikke, for allerede kort efter er vejene ind mod byen spærret af uendelige køer af flygtende folk. Tilsyneladende har alle andre fået den stik modsatte idé. De vil væk fra byen, og det hurtigst muligt.

Far Harry, familiens enerådende despot, grubler nu lidt over situationen og beslutter sig så for, at det nok alligevel ikke er så smart at tage ind hvor bomberne er faldet. I stedet må de søge ud i vildnisset og skjule sig, indtil ro og orden er blevet genoprettet.

Bomberne over Los Angeles
Bomberne over Los Angeles.

Nu følger en række episoder, hvor familien Baldwin forsøger at proviantere og erhverve det, de har brug for. Nok har de en campingvogn med forsyninger nok til en lille ferie, men de har nu brug for mad til mange dage, lamper, olie, våben og redskaber.

Dette er ikke let for familien at skaffe, og det tager ikke mange minutter for Harry, at blive omdannet fra gammelgod familiefar til en stålsat overlever, der er villig til at gøre hvad som helst for at opdrive det, familien har brug for. Det bliver ganske bogstaveligt en kamp for at overleve – en kamp som Harry Baldwin og søn helhjertet går ind i.

Keeping up appearances

Efter Bomben
Efter Bomben.

Med de vigtigste fornødenheder anbragt i vognen, slår familien sig ned i en klippehule, hvor de nu venter. Over radioen hører de om død og ødelæggelse – især i Europa har fjenden slået hårdt til. Den amerikanske regering har dog ikke undladt selv at smide et par megatons over de slyngler, der på grusomste vis tog verden på sengen, så man må formode, at det står lige så slemt til hos modstanderen. Hvem fjenden er, får vi aldrig at vide, men som seer er man naturligvis klar over, at han bor på den anden side af det der jerntæppe.

Hulen
Hulen.

Ventetiden i hulen er ikke sjov. Far Harry forlanger at han og sønnemand Rick barberer sig hver dag, så de kan opretholde en rimelig standard, og der skal naturligvis også bedes bordbøn før dåsemaden fortæres.

Det tager hårdt på familien at sidde oppe i de vildsomme bjerge uden meget nyt fra omverdenen, men det bliver bestemt ikke sjovere, da en morderisk bande af unge mænd slår sig ned i nærheden. Ikke alene er de bevæbnede, men de er også farlige. I en anarkistisk rus af ondskabsfuldheder og vold terroriserer de området, og den eneste forklaring på, hvorfor de gør det, er at de kan. Det er så sandelig barbariske tider familien Baldwin lever i!

Det bliver en kamp om overlevelse – ikke på grund af stråling eller en fremmed invasion, nej på grund af de mennesker, der med ét bliver til rovdyr, da de vante rammer sprænges. Det afgørende spørgsmål er, om Harry formår at beskytte sin familie, og hvor langt han er villig til at gå, for at kunne gøre det. Det er store beslutninger far Harry må træffe.

Sober tone

Harry Baldwin (Ray Milland)
Harry Baldwin (Ray Milland).

Panic in Year Zero! er et typisk barn af sin tid. Den blev produceret i 1962, og udspiller sig vel i nogenlunde samme år. Navnet henviser i øvrigt til, at verdenssamfundet beslutter sig at begynde tidsregningen fra år nul igen, efter den voldsomme atomkrig har udspillet sig. Manuskriptet er blevet udarbejdet af trioen Ward Moore, John Morton og Jay Simms. Historien de har skrevet er enkel og forbløffende banal, men heri ligger en af filmens styrker.

Det lovløse samfund
Det lovløse samfund.

Gennem et relativt begrænset persongalleri og ganske få virkemidler, lykkes det for holdet at indfange meget af den angst, der hang over de tidlige tressere. De overvejelser som Harry Baldwin gør sig i filmen, er overvejelser der tydeligvis har været oppe i tiden.

Man kunne måske forestille sig, at Panic in Year Zero! forsøgte at slå plat på denne frygt, men filmen tager faktisk sig selv meget alvorligt og må vel betragtes som et seriøst værk, der bestræber sig på, at udmale konsekvensen af et atomart angreb på USA.

En stor del af æren for den sobre tone i filmen skyldes uden tvivl instruktør Ray Millands indsats. Det er ham der har truffet de rigtige valg, og det er ham, der har styret filmen i retning af et drama, mere end en actiongyser eller fabulerende sci-fi-film. Det er som skuespiller, man normalt kender Milland, der har medvirket i et utal af film, og i denne spiller han da også selv rollen som Harry Baldwin.

Billig produktion

En ung og ond anarkist
En ung og ond anarkist.

Panic in Year Zero! er lavet for få penge. Det ses i det lidt skrabede udvalg af locations samt den til tider ret åbenlyse brug af arkivbilleder. I det store hele betyder det nu ikke så meget, da de få lokaliteter fyldes godt ud og fremstår meget levende. Dette skyldes uden tvivl AIP-veteranen Daniel Haller, der arbejdede som production designer på filmen. Det var en tjans Haller havde haft ofte, og det er ham der især har bidraget til det helt specielle look, man eksempelvis finder i Roger Cormans Edgar Allen Poe-film.

Selve kameraarbejdet er der ikke noget særligt ved, og visuelt er Panic in Year Zero! præcis som man kan forvente det af en sort/hvid film fra start-tresserne. Klipningen, udført af William Austin, er imidlertid lidt forstyrrende. Der foretages flere ret pludselige klip, hvilket medfører adskillige småforvirrende øjeblikke.

Musikken er på godt og ond skrevet af cool cat Les Baxter. Det er hip jazz, der på ingen måde passer til filmens stemning. Det er ikke første gang det sker for Baxter – faktisk er det vel lidt af et varemærke for manden, at hans musik kun sjældent går i spænd med de film, han fik til opgave at skrive musik til. Flere steder er musikken ligefrem grinagtig, navnlig i de dramatiske passager. Det nedbryder naturligvis alvoren, og efterlader et ganske ufrivilligt komisk indtryk.

Flade figurer

Rick Baldwin (Frank Avalon)
Rick Baldwin (Frank Avalon).

Rollelisten i Panic in Year Zero! er begrænset. Vi har familien Baldwin – anført af Ray Milland selv. Han gør et godt stykke arbejde, især når man tænker på den dobbeltfunktion han udfylder, om end han ser lidt vel gammel ud som familiens far. Ved Harrys side har vi Jean Hagen som den trofaste kone Ann, der stort set ikke skal gøre andet end, at agere moralens vogter. Hagen kendes fra bl.a. fra Singin’ in the Rain (1952) og har generelt, som Milland selv, medvirket i et hav af film.

Rollen som familiens datter Karen spilles af Mary Mitchel. Hendes rolle er flad som en pandekage, men godt ser hun ud. Mitchel har nogle scener med hysteri og gråd, men så heller ikke mere.

Den eneste der for alvor træder frem, er familiens søn Rick, spillet af Frank Avalon. Han var, da filmen blev indspillet, en hot up-and-coming teen-stjerne, der kort efter skulle komme til at medvirke i flere beach-film – eksempelvis Muscle Beach Party (1964) og Bikini Beach (1964). Birollerne, i form af de unge som terroriserer egnen hvor familien Baldwin søger ly, er stort set ikke nævneværdige, og den stakkels pige som støder til familien midtvejs gennem handlingen, har ej heller noget stort at bidrage med.

Hæderligt bidrag

Karen (Mary Mitchel) i knibe
Karen (Mary Mitchel) i knibe.

Panic in Year Zero! er på flere måder en lidt spøjs film, da den med sit gravalvorlige emne og velmente bekymring, modarbejder sig selv flere steder. På en gang maler Ray Milland Fanden på væggen og forsøger at vise os, hvor uendeligt lidt der skal til, for at nedbryde lov og orden. I Millands univers er mennesket et vilddyr, tæmmet af civilisationen, men slippes civilisationen blot et øjeblik, falder menneskeheden straks i struben på hinanden.

Ikke behagelige fremtidsudsigter, hvis man i 1962 frygtede at atomkrigen kunne komme når som helst, hvad den i øvrigt næsten gjorde blot tre måneder efter at filmen havde premiere. Det var i oktober 1962 at Cubakrisen bragte verden på randen af global atomkrig.

Løbende gennem handlingen antydes flere ganske barbariske ting – voldtægt, lystmord og impulsiv ødelæggelse, men intet af dette vises. Resultatet får vi glimt af, og det er sådan set også nok. Bevares, det havde måske virket lidt stærkere, hvis der blot var blevet løftet en smule mere op i kjolen, men det er vel let sagt, når man bedømmer filmen så mange år efter.

Men som sagt glipper det for Milland et par steder. For det første er det ganske tydeligt, at filmen er henvendt til et ungt publikum. Både Frank Avalon og Mary Mitchel gør deres for at holde publikums øjne på skærmen, og når det hele ledsages af Baxters score gennemsyres alt af ungdommelig drive-in-stemning. Det er ikke godt, hvis det er fordi vi skal blive bekymrede over de alvorlige budskaber. Når Harry Baldwin samtidig gennem det meste af filmen fremstår som en ukuelig helt, bliver det svært at tage Panic in Year Zero! helt alvorligt.

Det hele går stærkt. Der bruges ikke megen tid på overflødig snak – Harry og Rick ved hvad det drejer sig om, så ikke meget mere end en halv time inde i filmen har de bevæbnet sig og sat kurs mod ødemarken. Filmen bliver generelt godt modtaget blandt amerikanske fans, hvilket er ganske forståeligt, da den er præget af en ukuelighed og selvretfærdighed, der kendetegner deres film fra den tid. Trods alt dette, er Panic in Year Zero! ganske fornøjelig – i hvert fald ikke kedelig. Den fylder måske ikke meget i den postapokalyptiske skuffe, men må vel stadig betragtes som et hæderligt bidrag til genren.

4 stjerner
Titel: Panic in Year Zero!
Andre titler: End of the World
Instruktør: Ray Milland
Manuskript: Ward Moore, John Morton, Jay Simms
Cast: Ray Milland (Herry Baldwin), Jean Hagen (Ann Baldwin), Frankie Avalon (Rick Baldwin), Mary Mitchel (Karen Baldwin), Joan Freeman (Marylin Hayes)
Producere: Samuel Z. Arkoff, James H. Nicholson (executive producer), Arnold Houghland, Lou Rusoff (producer)
Foto: Gilbert Warrenton
Klip: William Austin
Musik: Les Baxter
Spilletid: 93 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Mono
Sprog: Engelsk
Undertekster: Engelsk, fransk, spansk
Produktionsland, år: USA, 1962
Produktionsselskaber: American International Pictures (AIP), Santa Clara Productions
Distributør (DVD): MGM
Udgave/region: 1

Anmeldt i nr. 4 | 13/02/2006

Stikord: Atomkrig, Postapokalyptika

Skriv et svar

Your email address will not be published.