Her sidder vi med en ægte dansk klassiker. Forlaget Fahrenheit, der har næse for at grave små guldkorn frem, her netop udsendt omskrivningen af Palle Vibes roman Oiufaels Bog – en skrækfortælling, der har høstet mange roser, siden den blev udsendt på forlaget Vinten i 1978.
Genudgivelsen har fået navnet Oriuagors profeti – bogen der dræber og samtidig en kraftig overhaling, der fører konceptet om dræberbogen ind i det nye årtusinde. Internettet og hvad der ellers er sket siden ’78 er således flyttet ind i handlingen, og resultatet er blevet en rigtig, rigtig fin gyser med en helt mageløs optakt. At romanen måske mister pusten undervejs, bliver derfor også nærmest en biting, men mere om det senere. Lad os først kaste et blik på handlingen.
Dagbogsoptakt
Oriuagors profeti begynder med en lidt besynderligt fortalt historie, der ganske vist er skrevet i dagbogsform, men tydeligvis fortalt retrospektivt. Hvad det egentlig er, vi læser, bliver først afsløret længere fremme i bogen.
Dagbogsdelen beskriver en ung knægt og hans to søstres rejse og ankomst hos deres tante og onkel i Normandiet. De skal være på deres gård i nogen tid, men knap er de ankommet, før tingene går skævt. Den ene søster får nemlig øje på en sær bog i onklens bogreol, og da hun ikke må se den, bliver pigens nysgerrighed naturligvis vakt. Hun ser sit snit til at stjæle sig adgang til bogen, men det skulle hun aldrig have gjort. Der er nemlig en grund til, at onklen forbød børnene at kikke i den.
Bogen er så fyldt med rædselsvækkende ondskab, at den driver alle fra forstanden, der blot læser et par sider i den. Den skæbne overgår da også søsteren, men kort efter bliver det tydeligt, at bogens galskab ikke kun rammer den, der rent faktisk læser. Bogen vækker slumrende kræfter, og snart er den lille families øde gård plaget af mystiske hændelser, der ender i død og ødelæggelse.
Lægevidenskaben i problemer
Da dagbogen slutter, springer bogen en menneskealder frem i tid – til vores nutid – og handlingen flytter sig fra Normandiet til den topmoderne psykiatriske behandlingsklinik i Risington i det sydvestlige England. Her nedfældede en af patienterne det dagbogslignende manuskript, som vi netop har læst, og da manuskriptet var afsluttet, døde patienten. Det hele skete under ret mystiske omstændigheder, og derfor bliver sagen overdraget til Risington-centrets afdeling for parapsykologi.
Afdelingens leder Adam Hewlett tager sig personlig af sagen, og ret hurtigt viser det sig, at hele den historie, der beskrives i dagbogen, er mere sær end som så. Alle de begivenheder, som patienten nedfældede, kan nemlig mere eller mindre bekræftes. Den afdøde patient var i øvrigt selv samme knægt, der ankom med sine søstre til gården.
Efter begivenhederne, der udspillede sig dengang, havde han været katatonisk, men som sagt vågnede han kort før sin død, og overlod sin skriftlige arv til klinikken. Dr. Hewlett bliver rent faktisk så optaget af sagen, at han beslutter sig for at opspore den bog, som børnene fandt dengang for mange år siden.
Bogjagten bliver desværre langt fra let, og der er mange, som i det hele taget betvivler, at der findes et sådant værk. Til sidst er der dog bid, og Adam Hewlett kan hjembringe den besynderlige okkulte bog fra 1700-tallet, der efter sigende skulle dræbe alle, der blot læser en smule i den. Det tror parapsykologen nu ikke på, men snart får piben en anden lyd.
Det sataniske værk får præcis samme effekt på ham, som man kunne læse, det havde på børnene i dagbogen. Historien gentager sig altså, men denne gang sker det ikke på en øde gård i Normandiet, men på en eksklusiv forskningsinstitution. Forskellen burde være enorm, men det viser sig snart, at lægerne er mindst lige så sårbare som alle andre.
Adam Hewlett står derfor over for sit livs største sag, og gradvist går det op for ham, at bogens djævlekunster er ved at løbe ham af hånde. Sagen vokser sig ganske enkelt for stor, så da han til sidst tager kontakt til en præst, ved vi, at lægevidenskaben er i problemer. Mere skal ikke afsløres her, for du skal helt sikkert selv have fornøjelsen af at fordybe dig i begivenhedernes gang.
M.R. James og H.P. Lovecraft
Oriuagors profeti er på mange måder en klassisk spøgelseshistorie, der bevæger sig i kredsløb om genrens klassikere. At kalde den en moderne M. R. James-historie er ikke helt ved siden af, men der er helt sikkert også referencer til H. P. Lovecraft i romanen. Der har nok også været et par stykker af jer, der allerede har tænkt, at den der bog det hele handler om lugter lidt af Necronomicon.
Det var Palle Vibe også tydeligvis klar over, for en af romanens hovedpersoner reflekterer rent faktisk selv over situationen på et tidspunkt, og sammenligner hændelserne med noget, der kunne udspille sig i Lovecrafts univers. Referencen er da heller ikke helt dum, for ser vi bort fra den sataniske tematik, kunne Oriuagors profeti meget vel være et stykke Cthulhu Mythos, uden dog at være det naturligvis.
Alsidig forfatter
Palle Vibe, bogens forfatter, er en ret alsidig herre, der har lavet og skrevet meget forskelligt i løbet af sin karriere. Kaster man et blik på hans publikationsliste er der imidlertid mange titler om kulørte emner som spøgelser, Loch Ness, liv på andre planeter og computerspillet Sim City. Alt dette er i høj grad med til at kendetegne Oriuagors profeti, for mens klinikkens læger undersøger den fordømte bog og al dens uvæsen, bliver læseren trukket ind i en verden fyldt med sagkundskab om alt fra okkultisme til moderne psykiatri.
Det lader sig således ikke fornægte, at forfatteren har skrevet håndbøger om mange emner og tilmed læst biologi i Århus og København. De indsigter Palle Vibe har opnået på den konto bliver flittigt brugt i romanen, hvor han blander fakta og fiktion på en måde, som vi kender det fra navne som Umberto Eco og Arturo Perez Reverte. Dog lykkes det ikke helt så elegant som hos mestrene, for Oriuagors profeti bliver sandt at sige en smule belærende til tider.
Faktisk er der også passager, hvor forfatteren forklarer tekniske forhold ene og alene af den grund, at han ligger inde med sagkundskab på området. Navnlig bogens sidste del er præget af den slags, og det bringer os videre til det næste kritikpunkt.
Taber kvalitet
Mens første del af bogen er helt fabelagtig, fortaber den anden halvdel sig gradvist i detaljerede og stemningsforladte redegørelser for, hvorfor det rent faktisk er muligt, det vi læser. I begyndelsen er det meget underholdende, men langsomt mister man tålmodigheden, og da det samtidig ikke rigtig lykkes forfatteren at integrere sine hovedpersoner på en overbevisende facon i bogens afslutning, lever romanens sidste tredjedel bestemt ikke op til de to tidligere.
At der også er et par småfejl i bogen samt en række passager, der ikke fremstår helt gennemarbejdede, er alt sammen med til at stjæle lidt af den begejstring, som de første mange sider vækker.
Der skal nemlig ikke være nogen tvivl om, at Oriuagors profeti er en helt og aldeles fabelagtig gyserfortælling. Den er intelligent skrevet, udfordrende og udført med en sans for gru, der kun optræder meget sjældent. Bogen må helt sikkert regnes blandt de bedste danske bøger indenfor sin genre, og for at hente en parallel fra filmens verden, er Oriuagors profeti på mange måder den skriftlige ækvivalent til de asiatiske gysere, der har oplevet så stor succes i de senere år.
Den form for gys, der gengives, vil i hvert fald helt sikkert vække genklang, uden der formodentlig er tale om nogen direkte inspiration. Jeg kan kun på det varmeste anbefale Palle Vibes seneste udgivelse.
Fantastisk underholdende
Oriuagors profeti – bogen der dræber er på alle leder og kanter en fantastisk underholdende bog, der ganske vist ikke helt kan holde, hvad den lover, men det er jo stort set altid problemet med gysere, så det er vi genrefans jo vant til at leve med. Dermed er mine kritikpunkter bestemt ikke noget, der burde afholde nogen fra at investere i bogen. Har du smag for spøgelseshistorier, er årets gave til dig selv hermed landet i butikkerne.
En sidste bemærkning her på falderebet skal være, at du lige bør kaste et blik på det promotionarbejde, Palle Vibe har lavet om bogen på nettet. Det bliver her tydeligt, at forfatteren har arbejdet i reklamebranchen. Han har lavet nogle helt Blair Witch-agtige sites, hvor romanens onde bog behandles som om den virkeligt eksisterer. Kast et blik på siderne og døm selv. Det er i øvrigt den engelske hjemmeside, der er mest omfattende. Links finder du nedenfor.
Oriuagors profeti – bogen der dræber er venligst stillet til rådighed af Forlaget Fahrenheit.
Forfatter: Palle Vibe
Udgivet: 2007
Forlag: Fahrenheit
Format: Hardcover
Sideantal: 267
Bogen er en omskrivning af romanen Oiufaels Bog, der udkom på forlaget Vinten i 1978.
Anmeldt i nr. 24 | 13/10/2007
Relevante links:
Romanens danske hjemmeside
Oriuagor – The One who Waits. Bogens engelske hjemmeside.
Forfatteren Palle Vibes hjemmeside.
Stikord: Okkultisme
Jeg er i gang med at genlæse “Franks Hermetiske Garage” (2003) og har netop læst Palle Vibes artikel om hans egen bog, dvs. originaludgaven af den her anmeldte bog. Jeg tænkte, at det var da ærgerligt, at den ikke er genudgivet (han ærgrer sig over det i artiklen), men opdager så Planet Pulps anmeldele af den for længst “genudgivne” bog – genudgivne, men altså i omskreven form.
Jeg er overvejer nu (17 år efter jeg læste artiklen første gang) endelig at skaffe bogen hjem, men spørgsmålet er nu; hvilken udgave bør man læse? Ja, ja, hardcore fans vil selvsagt læse begge, men jeg er ikke hardcore fan; Jeg vil bare gerne læse den bedste udgave af bogen. Hvis I ikke har læst originalen, så fair nok, men jeg læser ikke den nye, blot fordi den er ny og dermed “nok” bedre. Gamle filminstruktører, som begynder at rode med ændrede udgaver af deres egne film – en menneskealder efter at deres unge, vilde jeg lavede originaludgaven – ender som bekendt ofte som noget hø. Jeg kunne forestille mig, at det samme gælder for gamle forfattere og deres værker. Men gælder det også “Oiufaels bog”?