Orinoco: Prigioniere del sesso

Filmens originaltitel betyder Orinoco: Sexfanger, og her er Orinoco navnet på én af filmens mandlige hovedpersoner. Another World Entertainment har sendt filmen på gaden under titlen Hotel Paradis, mens den i USA bl.a. er kendt som Blood for Liberty. Sidstnævnte spiller direkte op til filmens revolutionsromantik.

Another World Entertainment sparer ikke på krudtet i deres promovering af filmen. På forsiden af coveret står der “Strong uncut version”, og nederst hedder det, at filmen er en “benhård … sleaze-klassiker”. På bagsiden informeres man endeligt om, at AWE’s udgave som den eneste i verden er helt uklippet og indeholder hardcore sex-scener. Ja, der smøres virkelig tykt på, men klap bare hesten. Det er slet ikke så vildt, som det lyder.

For det første er Orinoco: Prigioniere del sesso slet ikke benhård. Det der ses i filmen er set meget værre i mange andre Women in Prison-film, og de såkaldte hardcore sex-scener (der er én!) skal man vitterligt ikke blinke med øjnene for at gå glip af. Men uklippet skal den såmænd nok være, og det er glimrende i sig selv.

Women in Prison møder de ædle revolutionære

Handlingen er enkel. Vi befinder os i én eller anden unavngiven bananrepublik. Den onde, onde regering har en fangelejr, der ligger ude midt i junglen, og hvor de kvindelige indsatte graver efter smaragder. Det gør de i øvrigt i en lille mudret bæk, og selv om kvinderne skulle forestille at arbejde meget, meget hårdt, så ser det altså ikke specielt slemt ud.

Selvfølgelig har vi de obligatoriske elementer: En sadistisk lejrchef og hans lige så sadistiske håndlangere – herunder er den ene naturligvis en kvinde. Så det siger sig selv, at der også er nogle scener med fysisk afstraffelse og scener, hvor lejrchefen Jordan prøver at komme i bukserne på nogle af fangerne. Igen: Det er set før, og det er set meget værre.

Der hvor Orinoco: Prigioniere del sesso til gengæld afviger fra modellen er, at handlingen ikke kun fokuserer på de kvindelige indsatte og deres forhold, og derfor er den heller ikke en rendyrket repræsentant for WIP-genren. Vi følger nemlig også en lille flok modige revolutionære under ledelse af den ædle Juan Laredo, der er sådan lidt en blanding af Frank Buck og Allan Quatermain.

De slår sig sammen med lykkeridderen Orinoco, der i begyndelsen af filmen arbejder for den onde regering, idet han på sin flodbåd er ved at transportere nogle nye kvindelige fanger til lejren. Der er lidt Bogart i The African Queen (1951) over Orinoco i skikkelse af Stelio Candelli, der derudover mest ligner en blanding af Charlton Heston og Kirk Douglas. Orinoco er selvfølgelig god nok på bunden, og sammen med udsigten til en klækkelig betaling, skifter han og hans besætning side til de revolutionære.

Nu følger en periode, hvor Laredo, Orinoco og deres folk infiltrerer Jordans lejr under påskud af at være regeringstro. Her mobiliserer de de kvindelige indsatte til at medvirke i et oprør mod Jordan og hans folk, og det er naturligvis dette heltemodige revolutionære oprør, filmen slutter med.

Sjusket, amatøragtig og utroværdig

Orinoco: Prigioniere del sesso er bestemt ingen god film i traditionel forstand! Den er sjusket, amatøragtig og utroværdig på næsten alle leder og kanter. Kulisserne er nødtørftige – f.eks. den lille bæk, kvinderne udfører deres “hårde arbejde” ved – og ingen af optrinnene er troværdige. Man tror ikke på, at kvinderne arbejdes ihjel i lejren, sex- og afstraffelsesscenerne (de få der er af begge dele) er utroværdige, dialogen er klodset og handlingen det samme.

Det er tydeligt at manuskriptforfatterne Sergio Chiusi og Roberto Estevéz har haft det grundlæggende koncept på plads, men at de har haft problemer med at omsætte det i en flydende handlingsgang. De enkelte sceneskift er abrupte, og scenerne får i høj grad karakter af tableauer. Særligt nogle af sexscenerne er helt tydeligt indsat mere eller mindre tilfældigt, formentlig ud fra betragtningen at de jo skulle være der et eller andet sted!

Skuespillet er også helt over the top. Stelio Candelli som Orinoco og særligt Luciano Rossi som den onde Jordan overspiller til den helt store guldmedalje, mens Anthony Steffen er noget mere afdæmpet som den ædle Laredo med de bekymrede hundeøjne. Kvinderollerne er lige så overspillede – her giver særligt den kønsskifteopererede skuespiller(inde) Ajita Wilson (som SÅ tydeligt begyndte livet som mand) hele molevitten et ekstra absurd anstrøg.

Old school exploitation

Alle disse fejl og mangler, der helt sikkert er med til at gøre Orinoco: Prigioniere del sesso en alt andet end god film efter konventionelle standarder, er også med til at give den en hel del charme, for filmen er ét af de klareste eksempler på old school exploitation, jeg har set længe. Instruktøren Edoardo Mulargia lader til at have taget de fleste scener i et take, og generelt har der ikke været de store bekymringer om hverken troværdighed eller indlevelse. Det er venstrehåndsarbejde, der vil noget, og som sådan er det ganske smukt på sin egen Roger Corman-agtige måde.

Når man kombinerer filmens karakter af klassisk exploitation med den håbløst anakronistiske stemning af revolutionsromantik (inklusive titelsangen “Viva la revolucion!”), ender man med en blanding, der på uudgrundelig vis faktisk formår at charmere, selv om de 95 minutter nok er 10-15 minutter for meget.

For langt de fleste vil Orinoco: Prigioniere del sesso være en dybt skuffende filmoplevelse, men for de af os, der har hang til snusket exploitation, lever filmen faktisk højt på sin bøvede B-films-charme.

Orinoco: Prigioniere del sesso er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 70 | 13/08/2011

Stikord: Italian Cinema, Junglen, Women in Prison