Nr. 56 – 13. juni 2010

I morgen løber det danske landshold på banen mod de orange fra Holland. Snart går Wimbledon i gang, og her hepper vi på en dansk pige med et meget polsk navn. I Tour de France er det et danskstyret hold med Bjarne ”I did not dope my arse, oh yes I did” Riis i spidsen, som er ét af løbets toneangivede hold.

På kokkefronten er vi også godt med, både i form af Michelinstjerner og konkurrencesejre. Og dansk design sælger på trods af finanskrisen stadig godt i det store udland. Og så er der jo Viggo Mortensen, Susanne Bier, Dansktopfestivalen i Løsning og Michael Learns to Rock. Ja, det går rigtig, rigtig godt for Danmark.

En bizar Olsen Banden ønskes

Der er også ting, vi ikke kan være så stolte af. For eksempel Dansk Folkeparti. Så måske spillerne til fodboldkampen skal undskylde overfor hinanden? Først danskerne på vegne af Pia K, og så hollænderne på vegne af Geert Wilders – er det kun os, eller ligner Gerd ikke en fascistisk skurk fra en dårlig 80’er-actionfilm?

Pia K og Gerd W. er sgu’ ikke typerne, der vil skabe et åbent og tolerant samfund i fremtiden. Men hvis man ønsker sig at leve i en postapokalyptisk setting er det nok vejen at gå. Men for at ret skal være ret må vi sige, at ikke alle fadæser i dansk politik skyldes DF – regeringen er også på slingrekurs (men hvornår har den ikke været dét, fristes man til at spørge). Kort sagt: Det er på tide at Lille Lars pakker kontoret sammen.

Vi gad godt her på redaktionen se nogle politikere skifte bane. Så kunne vi om nogle år måske se en Olsen-banden-film med Geert Wilders som Egon, Lars Løkke Rasmussen som Kjeld, Bertel Haarder som Benny og Pia K. som Yvonne.

Film fra Danmark

Apropos film så retter vi i denne måned på Planet Pulp kameraet mod Danmark. Planet Pulp er et dansk magasin, hvor der skrives på dansk, så det var vel også på tide med et tema om danske film. Man tror måske, at der ikke er lavet særlig mange danske genrefilm, og det er det heller ikke i forhold til udenlandske standarder, men de findes dog derude, og vi anmelder kun en lille del af dem.

Udover anmeldelser af genrefilm og en enkelt genre TV-serie, bringer vi et interview med den ene af værterne på filmmagasinet Premiere. Desuden kan du læse første del i en todelt artikel om tilstanden i dansk film.

Ole Bornedal og Lars von Trier er stærkt repræsenteret med anmeldelser af danske perler som Nattevagten, Vikaren, Riget, Forbrydelsens element og Antichrist. Men der er også blevet plads til mindre profilerede film som art filmen Planetens Spejle, sci-fi-stinkeren Skyggen, horrorsjov i Nattens engel, og så har vi haft fornøjelsen af at gense det danske monsterfilmmisfoster Reptilicus. Vi har også lyttet til filmmusikken fra De fortabte sjæles ø og Nattens engel.

Velkommen til ny skribent!

Når du har læst dette lille tema igennem, burde der være inspiration af hente til de tidspunkter, hvor der ikke sendes VM i fjernsynet. For anden måned i træk er vi så heldige at kunne byde velkommen til en ny skribent, nemlig Thomas Strømsholt, der også slår sine folder andre steder i det danske fanmiljø – bl.a. på Horrorsiden. Thomas bidrager i denne måned med anmeldelser af neopulp-romanen The Evil in Pemberley House og første bind i den japanske tegneserie Uzumaki.

Udover temaanmeldelserne og de to ovennævnte kan du i denne måned også læse anmeldelser af Neill Blomkamps roste Apartheid-allegori District 9 (meget apropos VM i Sydafrika), den japanske torturepornsplatter Gurotesuko og to Marquis de Sade-filmatiseringer fra den klassiske eurotrashinstruktør Jesus Franco.

Vi ses næste måned i Utopia, hvor Danmark har vundet VM, hvor Rolf Sørensen er stået frem og har erkendt doping, hvor Lars von Trier proklamerer at han laver en helt almindelig gyser, hvor Reptilicus genindspilles, og hvor der er udskrevet valg. God start på sommeren ønsker vi her fra redaktionen!

Film:
Antichrist (Lars von Trier, 2009)
Epidemic (Lars von Trier, 1987)
Europa (Zentropa) (Lars von Trier, 1991)
Forbrydelsens element (The Element of Crime) (Lars von Trier, 1984)
Fri os fra det onde (Ole Bornedal, 2009)
Nattens engel (Shaky Gonzáles, 1998)
Nattevagten (Ole Bornedal, 1994)
Nightwatch (Ole Bornedal, 1997)
Planetens Spejle (Jytte Rix, 1992)
Reptilicus (Poul Bang, 1961)
Riget (Lars von Trier & Morten Arnfred, 1994)
Riget II (Lars von Trier & Morten Arnfred, 1997)
Skyggen (Thomas Borch Nielsen, 1998)
Vikaren (Ole Bornedal, 2007)

Filmmusik:
De fortabte sjæles ø (Jane Antonia Cornish, 2007)
Nattens Engel (Søren Hyldgaard, 1998)

Artikler:
Krise i dansk film: Part One
Fra underviser til TV-vært

Anmeldelser udenfor tema

Film:
District 9 (Neill Blomkamp, 2009)
Eugenie (Jesus Franco, 1970)
Gurotesuku (Grotesque) (Kôji Shiraishi, 2009)
Marquis de Sade: Justine (Jesus Franco, 1969)

Bøger:
The Evil in Pemberley House (Philip José Farmer & Win Scott Eckert, 2009)

Tegneserier:
Uzumaki Vol. 1: Spiral into Horror (Junji Ito, 2002)