Nick Fury: Agent of S.H.I.E.L.D.

6 minutters læsetid
Nick Fury: Agent of S.H.I.E.L.D.

Mangt en Marvel-fan vil sikkert komme helt op i det røde felt af lykke, når de ser at, der er kommet en filmatisering af Nick Fury-serien. Og de vil sikkert også komme helt ned på jorden igen, når de ser at S.H.I.E.L.D.’s bedste mand spilles af den legendariske kitsch-konge David Hasselhoff. Men kære Marvel-fan, kan du sætte dig ud over, at det er en af dine superhelte, der er ved at blive voldtaget af den afdankede bademester, venter der dig faktisk en ganske underholdende oplevelse.

Lidt baggrundsinformation

For de læsere der ikke er bekendt med S.H.I.E.L.D.-universet kommer her en kort opdatering. Ude i den ydre atmosfære, skjult for alle satellitter og radarer, svæver hovedkvarteret for S.H.I.E.L.D. – Strategic Hazard Intervention, Espionage and Logistics Directorate – en superhemmelig efterretningsorganisation, der er styret af USA’s regering (i tegneserierne er det FN).

Selvom S.H.I.E.L.D. er under den amerikanske regerings kontrol, har organisationen ubegrænsede beføjelser, og opererer tilsyneladende autonomt over hele verden. S.H.I.E.L.D.’s bedste agent er den læderklædte, cigarrygende og enøjede krigshelt Nick Fury. Fury er en barsk fætter, der ved hjælp af S.H.I.E.L.D.’s højteknologiske grej og god gammeldags råstyrke bekæmper terrorister over hele kloden.

En nedfrossen naziskurk

En dybfrossen naziskurk.
En dybfrossen naziskurk.

Handlingen i denne filmatisering af Nick Fury-sagaen introducerer mange af de elementer, der er velkendte for seriens faste læsere. Det hele begynder et hemmeligt sted i den nordlige del af Alaska. Her bevogter S.H.I.E.L.D. det nedfrosne lig af superskurken Baron Wolfgang von Strucker, en gammel nazi-officer, der har grundlagt den verdensomspændende terrororganisation HYDRA.

Under dramatiske omstændigheder, hvor den af Marvel-fans kendte helt Clay Quartermaine slås ihjel, bliver den nedfrosne skurk stjålet af sin egen datter, Andrea von Strucker, bedre kendt som Viper, og hendes bande, der har til hensigt at tø Baronen op og få sat gang i HYDRA igen.

Mr. Fury (David Hasselhoff).
Mr. Fury (David Hasselhoff).

Andrea von Struckers mål er at genoplive sin dybfrosne far for at få fat i den dødelige virus, der findes i hans krop. Dette skal naturligvis bruges til et stort terroranslag mod New York og til afpresning af USA’s regering.

S.H.I.E.L.D. er med andre ord på spanden, og den eneste der kan gå op imod HYDRA er naturligvis Nick Fury. Dette er dog ikke så let, for S.H.I.E.L.D. har smidt den rebelske Fury ud, og først skal han overbevises om, at han endnu engang skal tage kampen op mod HYDRA. Nick Fury lader sig dog hurtigt overtale efter at han har gennemtævet den fimsede agent-rookie, Alexander Goodwinn Pierce.

Race against time

Andrea von Strucker (Sandra Hess).
Andrea von Strucker (Sandra Hess).

Fury tager sammen med agent Pierce og agent Valentina de Allegro med tilbage til S.H.I.E.L.D.’s svævende hovedkvarter. Her præsenteres vi for et persongalleri, der er som skåret ud af bogen om filmklichéer. Vi møder den hysteriske og elendige chef, der er videnskabsmanden, der som en anden Q i James Bond, udstyrer agenterne med diverse højteknologiske dimser.

En af de vigtigste af disse sager er den af Nick Fury-læsere velkendte LMD – Life Model Decoy. En særdeles livagtig android, der til forveksling ligner Nick Fury, og kan sættes ind alle steder, hvor tingene bliver lidt for varme.

Den onde nazilæge.
Den onde nazilæge.

Nick Fury og hans agenter får hurtigt lokaliseret Vipers tilholdssted til Berlin, hvor de planlægger en aktion. Det hele viser sig dog at være en fælde. Den lokale agent som S.H.I.E.L.D.-folkene skal mødes med i den tyske hovedstad, er nemlig Viper i forklædning.

Hun formår at få smittet Nick Fury med den dødelige virus og stikke af i forvirringen. Nu er det hele en hektisk kamp mod tiden, hvor Nick Fury både skal afværge et terrorangreb, uskadeliggøre HYDRA og samtidig få fat på modgiften, som er i Vipers varetægt.

Den fede buket af klichéer

S.H.I.E.L.D.'s hovedkvarter.
S.H.I.E.L.D.’s hovedkvarter.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Nick Fury: Agent of S.H.I.E.L.D. er en på alle måder billig og underlødig produktion. Men den er underholdende. Især er det ubetaleligt morsomt at se David Hasselhoff i hovedrollen som Nick Fury. Udseendemæssigt er Hasselhoff et ganske glimrende castingvalg, men som skuespiller er den gode Hoff ikke meget bevendt.

Nick Fury er i serien en egenrådig herre, der foretrækker at ordne tingene på sin personlige facon, og det har de gode manuskriptforfattere forsøgt at overføre til filmen. Men Vorherre bevares, hvor er det dog gjort med hele den fede buket af klichéer fra samtlige lowbudget-actionfilm fra 80’erne. Og når David Hasselhoff samtidig overspiller vildt, må resultatet blive farceagtigt.

Den dumme Werner von Strucker (Scott Heindl).
Den dumme Werner von Strucker (Scott Heindl).

Hasselhoff er dog langt fra det eneste underholdende element i filmen. Især Andrea von Strucker i skikkelse af Sandra Hess, er et oplivende indslag. Hun giver den hele armen som gothbitch, der tilsyneladende bliver liderlig af at pine og dræbe sine modstandere. Smukt. Og så må vi ikke glemme, at nævne Scot Heindl i rollen som Werner von Strucker, Andrea von Struckers hjernelamme lillebror. Superskurke har en tendens til at omgive sig med tåbelige håndlangere, men sjældent har man set en så idiotisk lakaj.

Dødsdømt TV-serie

Skideballe i luften.
Skideballe i luften.

Nick Fury: Agent of S.H.I.E.L.D. er produceret som en TV-film af 20th Century Fox Television til en eller anden sci-fi-kanal. Man kan på denne udgivelse stadig se kanalens logo i højre hjørne af skærmen, og der blændes op og ned på udvalgte cliffhangers, hvor der har været indsat en reklameblok. Selvfølgelig kommer der også meddelelser på skærmen om, hvilket program man ser nu, og hvad der er coming up efter filmen.

Dette efterlader mig med en fornemmelse af, at filmen højst sandsynligt er produceret som en pilot til en planlagt TV-serie om Nick Fury og S.H.I.E.L.D., som blot er blevet skrinlagt, efter producenterne så pilotafsnittet. Sådan går det jo ofte, men filmen har alligevel fået lov til at udfylde at par timer af sendefladen.

Idéen om Nick Fury som en TV-serie er egentlig udmærket, men holdet bag denne produktion har formået at gøre hele Nick Fury- og S.H.I.E.L.D.-universet til en klichéfyldt farce, der ikke ville kunne bære en længere serie.

To x The Hoff.
To x The Hoff.

Hvis man er fan af Marvel eller David Hasselhoff, skal man naturligvis have Nick Fury: Agent of S.H.I.E.L.D. stående på DVD-hylden. For andre kan den anbefales som en omgang let underholdning, men den er ikke at must have. Filmen er morsom, og har sine gode momenter, men har så heller ikke mere end det at byde på. Hvis jeg skulle have været helt oppe i det røde felt af begejstring, skulle hele filmholdet have gennemskuet det elendige oplæg og sluppet gækken løs for alvor.

Der er således kun Hasselhoff og Sandra Hess og et par stykker til, der giver pokker i det hele og kaster sig ind i filmens klichéfyldte univers. Hasselhoff er en gammel rotte og han har udmærket kunnet gennemskue, at Nick Fury ikke ville blive til en ny Knight Rider (1982-1986) eller Baywatch (1989-2000), og denne film har hverken kunnet skade eller gavne hans karriere.

Derfor har han bare været med for at have det sjovt og lege actionstjerne. Filmen stritter med andre ord i lidt for mage retninger og bærer præg af, at nogle har sluppet tøjlerne og moret sig, mens andre har kæmpet med at få et elendigt oplæg til at blive til en i forvejen dødsdømt TV-serie.

Nick Fury: Agent of S.H.I.E.L.D. er venligst stillet til rådighed af Antimatter Multiverse.

3 stjerner
Titel: Nick Fury: Agent of S.H.I.E.L.D.
Instruktør: Rod Hardy
Manuskript: David S. Goyer
Cast: David Hasselhoff (Nick Fury), Lisa Rinna (Contassa Valentina de Allegro Fontaine), Sandra Hess (Andrea von Strucker, Viper), Niel Roberts (Alexander Goodwinn Pierce), Gary Chalk (Timothy Aloysius ‘Dum-Dum’ Dugan), Tracy Waterhouse (Kate Neville), Tom McBeth (Director General Jack Pincer), Scott Heindl (Werner von Strucker), Adrian Hughes (Clay Quartermaine), Cambell Lane (Baron Wolfgang von Strucker), Peter Haworth (Arnim Zola)
Producere: Avi Arad (executive producer), Mathew Edelmann (executive producer), Tarquin Gotch (executive producer), Stan Lee (executive producer), Bob Lemchen (executive producer), David Roesel (executive producer)
Foto: James Bartle
Klip: Drake Silliman
Musik: Kevin Kiner, Gary Lionelli
Spilletid: 89 minutter
Aspect ratio: 4:3
Lyd: Stereo
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 1998
Produktionsselskaber: 20th Century Fox Television, Fury Productions Limited Partnership, Marvel Enterprices, National Studios Inc.
Distributør (DVD): Antimatter Multiverse
Udgave/region: DVD-R

Anmeldt i nr. 23 | 13/09/2007

Stikord: Film baseret på tegneserie, Naziskurke

Skriv et svar

Your email address will not be published.