Morgane et ses nymphes

To unge kvinder, Françoise og Anna, er på ferie et sted i Frankrig. De stopper ved en kro, hvor alle opfører sig ekstremt skummelt, og hvor de bliver begloet af en sær dværg. Krofatter advarer dem om, at de gør klogt i at vende deres bil og køre tilbage ad den vej, de kom.

Det gør de to skønjomfruer naturligvis ikke, og da de lidt senere løber tør for benzin, beslutter de sig for at overnatte i en forladt lade. Morgenen efter er Anna forsvundet, men den mystiske dværg fra aftenen før dukker op og lover Françoise, at føre hende hen til, hvor Anna er. Det viser sig at være et slot, der ligger ude i en sø.

Her møder Françoise den skønne Morgane, der i slottet har omgivet sig med en hær af unge kvinder. Som alle de andre får også Françoise et ultimatum: Hun kan blive hos Morgane og forblive evigt ung eller også ender hun i slottets kælder, hvor hun får lov til at ældes og dø.

Umiddelbart er Françoise ikke så interesseret i at blive på slottet, som Morgane gerne så. Morgane har nemlig tydeligvis udset sig Françoise som perlen i sin samling, hvilket nogle af de andre kvinder åbenlyst er ret utilfreds med. Samtidig er den intrigante dværg Gurth (det er fransk og udtales derfor naturligvis Gyrt) interesseret i at have Morgane helt for sig selv, så sammen med et par af de andre kvinder sætter Gurth sig for at hjælpe Françoise med at flygte.

God fairy-stemning

Af ovenstående kunne man godt få indtrykket af, at der er en hel del mere handling i Morgane et ses nymphes end tilfældet egentlig er. For handlingen er vitterligt meget begrænset. Det meste af filmen tilbringer vi med at se forskellige optrin på Morganes slot, og det egentligt flugt-plot fylder meget, meget lidt.

Som konventionel handlingsorienteret film er Morgane et ses nymphes derfor ikke videre interessant, men instruktøren Bruno Gantillon formår dog at skabe en ret god stemning af, at Françoise virkelig er kommet ind i en slags fairy-verden. For det er naturligvis ikke tilfældigt, at slottets hersker hedder Morgane eller på dansk Morgana.

Navnet kommer fra Arthur-legenderne, hvor Morgana optræder i en skurkerolle, og hvor hendes tilnavn “le Fay” antyder, at figuren i hvert fald oprindeligt var tænkt som et overnaturligt skabning – en “fe”. Det vil gå alt for vidt at gå ind i en længere udredning af den mytologiske baggrund for feerne. Her kan det bare konstateres, at Bruno Gantillon og forfatteren Jacques Chaumelle har valgt at fortolke fe-verdenen som et sted, hvor tiden potentielt står stille, og hvor udødelig og evig skønhed er en mulighed.

Ikke det helt store at byde på

Ud over den ret fine atmosfære, lidt bar hud og en generel stemning af, at idéen til filmen er blevet til i en enorm pastis-brandert suppleret af et par store kogere, har Morgane et ses nymphes ikke det helt store at byde på. Morgane er en ret svagt tegnet skurk, der ikke er rigtig farlig, og handlingen er så minimal, at det er svært at bevare interessen hele vejen igennem.

Filmen er ellers teknisk udmærket, pigerne er nydelige at se på, og der er nogle sjove scener (formentlig utilsigtede) med den både sykofantiske og intrigante Gurth. Men det er ikke nok til at gøre Morgane et ses nymphes til en for alvor seværdig film. Der sker ganske enkelt alt for lidt, med mindre man er decideret fan af meget langsomme film!

Som billede på den tid, filmen er blevet til i, er Morgane et ses nymphes imidlertid ret charmerende, for den stinker langt væk af de glade tider med ungdomsoprør, fri sex og store joints: En ægte eurotrash exploitationfilm.

Morgane et ses nymphes er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 72 | 13/10/2011

Stikord: Frankrig