Monster Hunter

4 minutters læsetid

Monster HunterI en tid hvor computerspil indtjener mere end de fleste spillefilm, er det mere reglen end undtagelsen, at der laves film på baggrund af spil og ikke omvendt – altså spil på baggrund af film.

Antallet af filmatiseringer af spil er således alenlang – og en af dem som har gjort det til sin levevej, er instruktøren Paul W.S. Anderson.

Foruden denne film, som bygger på spilserien af samme navn, har han lavet film som Mortal Kombat (1995), Resident Evil (2002), Alien vs. Predator (2004), Resident Evil: Afterlife (2008), Resident Evil: Retribution (2012) og Resident Evil: The Final Chapter.

Ind imellem alle disse spilfilmatiseringer har Paul W.S. Anderson også fundet tid til at lave den nu klassiske rumgyser Event Horizon (1997) og den ganske habile sci-fi-film Soldier fra 1998.

Vi skal heller ikke glemme, at han også bruger en del af sin tid som producer, og også her dukker der en spilfilmatisering op, nemlig DOA: Dead or Alive (2006),

Så hr. Anderson er en ganske habil instruktør med fokus på action, og lige netop action er, hvad du får i denne nye film. En film hvor instruktøren endnu en gang har castet sin kone Milla Jovovich i hovedrollen, som hun også har i Resident Evil-serien, og Andersons version af Dumas’ musketerfortælling, The Three Musketeers fra 2011.

Milla

Milla Jovovich er født i Kiev i det nuværende Ukraine, men flyttede med sin familie til London allerede som 5-årig. Senere kom familien til USA, hvor hendes forældre arbejdede som hushjælp for instruktøren Brian De Palma.

Millas mor var skuespiller i Rusland, og hun brugte en del tid på at videregive sin viden til sin datter. Først var det dog modelverdenen, som fik glæde af Milla allerede da hun kun var 11 år gammel. Det var en karriere, der kulminerede i 2004, hvor hun fik status som den højst betalte model i verden.

Hendes filmkarriere begyndte så småt i 1988 i filmen The night Train to Katmandu, men det var filmen Return to the Blue Lagoon, der gjorde hendes navn kendt i Hollywood i 1991.

Det skulle blive endnu vildere efter hendes hovedrolle i sci-fi-filmen The Fifth Element fra 1997, hvor hun blandt andet spillede sammen med Bruce Willis. I dag er hun derudover mest kendt for Resident Evil-serien og film som rebooten af Hellboy fra 2019 og Jeanne d’Arc fra 1999.

Monstre og våben

Monster Hunter bygger som nævnt på en spilserie af samme navn, der begyndte i 2004. Spillet handler primært om at slå store monstre ihjel med store våben. Spillet er i øvrigt udviklet af Capcom, som også har lavet Resident Evil-spillene.

I filmatiseringen fra 2020 er det samme formål, der gør sig gældende, men der tilføres lidt ekstra baggrund. Vi begynder i en sandørken på en fremmed planet. Et skib sejler gennem sandet i en storm og angribes af store monstre. En fra besætningen ryger over bord, og vi skifter til vores egen verden.

Her er vi også i en ørken, dog ikke i et skib, men derimod i en bil. Vi er sammen med hold soldater fra FN, der er på udkig efter et andet hold soldater, der er forsvundet. Holdet ledes af kaptajn Artemis (Milla Jovovich) og består af en håndfuld badass soldater. Hurtigt finder de ud af, at der er noget galt. Det understreges af en mærkelig storm og nogle stenmarkører fyldt med mystiske symboler.

Stormen overmander dem, og vupti er de i den anden verden – The New World. Her oplever de hurtigt på egen hånd, at sandet består af mere end sandkorn. For et kæmpemonster jagter dem, og almindelige kugler bider ikke på den.

Heldigvis får de hjælp af en mand med en kæmpe bue. Han spilles af Tony Jaa (Ong-Bak, Jiu Jitsu), og han er manden, der faldt af skibet i begyndelsen af filmen.

De når frem til en klippeformation, men her er de heller ikke sikre, for de angribes af edderkoppelignende monstre. De resterende soldater kæmpe en ulige kamp, og én efter én bukker de under – selv kaptajn Artemis bliver stukket. Heldigvis er hun kun lammet, og hun vågner til dåd kort efter, men kun for at opleve, at de sidste af hendes soldater dør.

Manden med buen hjælper hende, men de stoler ikke på hinanden. Dog finder de hurtigt ud af, at det kun er ved at hjælpe hinanden, at de kan slippe væk fra edderkopperne og det store monster i sandørkenen.

De støder på skibet fra begyndelsen af filmen. Dets kaptajn, The Admiral, spilles af legenden Ron Perlman (Hellboy, The Ice Pirates, The Name of the Rose og 260 andre film).

Sammen forsøger de nu at komme hen til et mystisk tårn, som angiveligt skal kunne føre Artemis tilbage til vores verden. Men er det nu også en god ide at sammenkoble de to verdener igen? For hvad med de mange monstre? Heldigvis har Artemis en plan – og bevæbnet med masser af slagvåben er hun og de andre klar til at tage kampen op.

Tynd, men underholdende

Umiddelbart er denne film en tynd omgang rabalder. Fyldt med rip-offs af film som Aliens (1986), The Lord of the Rings (2001-03), Pitch Black (2000), Reign of Fire (2002) og naturligvis også Rambo III (1988). Du er ikke i tvivl, når du ser filmen.

Filmen er dog underholdende, og effekterne er ganske fine. Milla og Tony Jaa forstår at slå en proper næve, og Ron Perlman passer ganske godt ind med sin flammende økse.

Det er en skam, at der ikke bruges mere tid på baggrunden for monstrene og karaktererne, og de relativt mange plothuller irriterer lidt. Kan du se bort fra det, så kan du fint sætte dig til rette med en skål popcorn og en fjernbetjening. Og hvis den tjener nok penge hjem, er der gode muligheder for en toer.

3 stjerner

Titel: Monster Hunter
Instruktør: Paul W.S. Anderson
Manuskript: Paul W.S. Anderson
Cast: Milla Jovovich (Artemis), Tony Jaa (Hunter), Ron Perlman (The Admiral)
Foto: Glen MacPherson
Klip: Doobie White
Musik: Paul Haslinger
Spilletid: 103 minutter
Aspect ratio: 2.39:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: Tyskland/USA/Japan/Sydafrika/Canada, 2020

Anmeldt i nr. 186 | 13/04/2021

Stikord: Film baseret på computerspil

Christian Bogh. Far. Ægtefælle. Økonom. Kommunikationsdirektør. Fynbo. Bosiddende i Aarhus. Alle titler og benævnelser som passer på mig. Men jeg har også en uofficiel titel i min omgangskreds – nemlig filmnørd eller bare filmelsker. [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.