Dansksproget fantasy har altid haft trange kår, og det, der er udkommet, har for det meste været møntet på børn og unge. Mørke guders templer er en undtagelse fra denne generelle regel: Her er der i høj grad tale om en bog for voksne, ligesom den tager en undergenre op, der ikke har nogen dansk tradition overhovedet.
For Mørke guders templer er ikke bare en antologi med fantasynoveller; det er en antologi med fantasynoveller i “sword & sorcery”-traditionen – i hvert fald hvis man skal tro teksten på bogens bagside og introduktionen. Om det så helt holder, vender jeg tilbage til.
Mørke guders templer er udkommet på enmandsforlaget H. Harksen Productions, der nu gennem nogle år har udgivet dansksproget genrelitteratur med fokus på horror. Forlægger Henrik Harksen er også den ene af antologiens to redaktører; den anden er den utrættelige Rasmus Wichmann.
En svært definerbar genre
Antologien indledes med en introduktion – Hvorfor sword & sorcery – af Rasmus Wichmann. Heri forsøger Wichmann at indkredse fænomenet sword & sorcery eller sværd og trolddom, som genren også er blevet kaldt på dansk efter den populære serie af enmandsrollespil, der udkom i 1980’erne.
Introduktionen er ganske velskrevet og bestemt velment, men den er heller ikke helt uproblematisk. Wichmann har, helt forståeligt, lidt besvær med at få defineret “sword & sorcery” som genre, men giver dog nogle fingerpeg om markante træk ved genren, som især sættes i relation (og modsætning) til episk fantasy af Tolkien-aftapningen.
Wichmann peger på, at sword & sorcery – eller heroisk fantasy, som han også kalder genren – ikke handler om en modvillig helt, der skal redde verden. Her er der tale om helte (eller antihelte), der tager på eventyr, fordi det er deres job eller personlige kald.
Wichmann nævner i introduktionen naturligvis nogle helt uomgængelige skikkelser indenfor genren, som f.eks. Robert E. Howard, og kommer også ind på forbindelsen til H.P. Lovecraft, der spøgte i Howards forfatterskab og noget mere end spøger i Mørke guders templer (jævnfør titlen).
Howard og Conan spiller en væsentlig rolle i Wichmanns introduktion, ligesom han undervejs kommer ind på heltetyper, dansksproget fantasy og genrens forbindelse med rollespil.
På mange måder er introduktionen som sagt udmærket, men ikke desto mindre er den noget ufokuseret, ligesom den ikke til fulde lykkes med at definere heroisk fantasy klart nok til at opsætte en ramme for antologiens noveller, der for en dels vedkommende lige så vel kunne gives andre genrebetegnelser.
Samtidig er det lidt uklart, hvem introduktionen egentlig er skrevet til. For novicen er introduktionen stedvist ret indforstået, særligt da Wichmann begynder at tale om rollespilsscenarier, og for os nørder er den lidt for forklarende. Det er som om, Wichmann ikke har været helt sikker på, hvem han skrev til.
Voksenbog
Efter introduktionen på 13 sider, kommer så antologiens 11 noveller. Novellerne varierer i længde fra 13 til 47 sider; de fleste ligger mellem ca. 20 og 40 sider. Indholdsmæssigt er der, for at bruge en fortærsket kliché, tale om en blandet landhandel, og det gælder både form, stil, stemning og kvalitet.
Én ting skal dog slås fast igen: Mørke guders templer er en voksenbog. Der er blod, vold og uhygge i massevis: Der er udpenslede slagscener, hvor lemmerne flyver og blodet flyder i stride strømme. Og der er lovecraftianske tentakelmonstre, blodige sortmagiske ritualer og en enkelt mareridtsskabende dæmonbesat kvinde.
Til gengæld er der forbløffende lidt sex. Faktisk er der ikke rigtig noget overhovedet.
Nu skal det ikke forstås som om, at udpenslet død og vold er allestedsnærværende i Mørke guders templer. I nogle af novellerne er volden tonet ned og der er langt fra horrorelementer i alle novellerne. Men målgruppen er entydigt den voksne læser.
Forskelligartede
Novellerne er meget forskelligartede. Der er dyster dark fantasy i Martin Jürgensens Menneskejagt og Flemming R.P. Raschs Den grå guds tempel, der er fantasy af mere episk tilsnit i Helle Jakobsens Caels øje, der er symbolladet, metaforisk fantasy i Amdi Silvestris En sang om vand, Thomas Hverrings Den yderste dag og Michael Dysts Vandrerens dagbog, der er en slags high fantasy i Christina Ebbesens Mørke guders templer og Bjarke Larsens Dødedagene, og der er historisk fantasy i Lars Kramhøfts Tårernes konge og Rasmus Wichmanns Oprørere.
Og endelig er der humoristisk dark fantasy i Jacob Andersens fjollede, men dybt fornøjelige, Karzul – Stjernekoglerens forbandelse.
Der er med andre ord lidt for enhver svag, men det er ikke alle noveller, der fremstår lige stærkt. Michael Dysts Vandrerens dagbog er for kunstlet og selvhøjtidelig for min smag, mens Christina Ebbesens Mørke guders templer såmænd er velskrevet nok, men også utroligt konventionel high fantasy, som jeg ikke rigtig synes hører til i en sword & sorcery-antologi, uanset om hovedpersonerne så er lejesoldater eller ej.
I andre tilfælde er det sproget, der kommer på tværs. Således i Helle Jakobsens Caels øje, hvor den ellers udmærkede idé spoleres i ret høj grad af forfatterens utrolige forkærlighed for anvendelsen af ordet “sind”.
Fire favoritter
Men der er bestemt også gode sager iblandt. En af mine favoritter er Martin Jürgensens Menneskejagt. Her skylder jeg læseren at fortælle, at Martin er én af mine gamle venner – ja, Martin var i sin tid faktisk med til at stifte Sleazehound, den umiddelbare forløber for Planet Pulp.
Med det sagt, må jeg sige, at Martins ubehagelige lille dark fantasy-novelle er lidt af perle – hvis altså man kan lide mørk, ond fantasy. For Menneskejagt er mørk som midnat ved nymåne, og så er den tilmed rigtig uhyggelig.
En anden favorit er Amdi Silvestris poetiske En sang om vand. Titelligheden med George R.R. Martins efterhånden noget trættende A Song of Ice and Fire (1996-) er uheldig, men Silvestris novelle fortjener sin poetiske titel mere end George R.R. Martins mastodont.
Handlingen er udflydende i Silvestris novelle og baggrunden for den konkrete handling må sammenstykkes af brudstykker. Men i sidste ende står man tilbage med en stemningsfuld lille novelle, der af alle novellerne i antologien måske er den, der bedst rammer sword & sorcery-genren.
En tredje favorit er Lars Kramhøfts Tårernes konge, der finder sted i et mytisk Arabien – men dog tæt nok på den virkelige verden til, at der ikke er tale om “ren” fantasy. Det giver novellen et fascinerende metalag og placerer den i et flimrende no man’s land mellem historisk fiktion og fantasy.
Det samme gælder Rasmus Wichmanns fascinerende Oprørere, der foregår i det romersk kontrollerede Britannien. I novellen er en romersk officer på jagt efter en gruppe oprørere, da han pludselig får besøg af en “agent”, udsendt af Rom.
De fire ovennævnte noveller er de klart bedste i Mørke guders templer og er hver især ganske glimrende på hver deres facon. Men med undtagelse af Amdi Silvestris En sang om vand, står jeg stadig tilbage med spørgsmålet om, hvorvidt novellerne egentlig hører til i en antologi af “sword & sorcery”-historier.
Spækket med fejl
Et sidste kritikpunkt ved antologien falder desværre tilbage på redaktørerne. “Desværre” siger jeg, fordi jeg ved, at en bog som Mørke guders templer er et passionsprojekt for både Henrik Harksen og Rasmus Wichmann.
Men bogen er spækket med fejl af forskellig art. Dels banale slåfejl, dels regulære stavefejl, dels knækkede metaforer eller forkert anvendte faste vendinger. Jeg overdriver næppe – eller i hvert fald kun en lille smule – hvis jeg siger, at der er fejl på hver anden side hele bogen igennem.
Det er pisseærgerligt, for det kan ikke undgå at skæmme helhedsindtrykket. Og det er altså fejl, som burde være fanget i den redaktionelle gennemlæsning, hvor der ikke bare har været én, men to redaktører.
Stort potentiale
Mørke guders templer er en ret vellykket antologi, selvom novellerne er kvalitativt svingende og selvom der er en del irriterende fejl i teksten undervejs.
Jeg er ikke overbevist om, at Mørke guders templer er en “sword & sorcery”-antologi – i hvert fald bliver man ikke rigtig klogere på, hvad sword & sorcery er for en genre, set i forhold til andre undergenrer af fantasy.
Men til gengæld bliver man en del klogere på potentialet indenfor dansksproget fantasy for voksne. Og det er stort.
Mørke guders templer er venligst stillet til rådighed af H. Harksen Productions.
Redaktion: Rasmus Wichmann & Henrik Harksen
Forlag: H. Harksen Productions
Format: Paperback
Udgivelsesår: 2016
Sideantal: 335
Forsideillustration: Jakob Hansson
Anmeldt i nr. 134 | 13/12/2016