Minority Report

En af John Williams’ største styrker som filmkomponist har altid været hans fremragende forståelse for præcis hvilket musikalsk udtryk, en given film har brug for. Hans virksomhed som filmkomponist synes at bunde i en fremragende forståelse af selve mediet, foruden glimrende evner til at kommunikere med de instruktører, han igennem tiden har arbejdet sammen med.

Det betyder også, at John Williams er meget andet end Star Wars og Indiana Jones og tilsvarende scores, der er båret frem af letgenkendelige temaer. Samme år som han gav George Lucas’ første Star Wars-film (1977) et af sine tematisk stærkeste scores, gav han Steven Spielbergs Close Encounters of the Third Kind et lige så fremragende score, der imidlertid er stort set blottet for tematisk materiale, komponeret i en helt anden stil, og som sine steder er lige så skræmmende, som Star Wars er episk.

Ikke desto mindre må man konstatere, at hovedparten af Williams’ scores altid har været tematiske. Han er uden tvivl den nulevende filmkomponist, der har det bedste øre for gode melodier, og det har tjent ham særdeles godt igennem hans lange karriere. Af samme grund er det også ret interessant at høre et næsten utematisk Williams-score, for det er noget, der ikke sker så ofte.

Nærmest utematisk

Minority Report er præcis ét af den type scores. Helt utematisk er det bestemt ikke, men i modsætning til så mange andre, drives det ikke frem af et eller flere centrale temaer. Der er faktisk kun ét fuldt udviklet tema i ordets egentlige betydning, og derudover er der en række motiver, hvoraf især et par stykker står frem som centrale i scorets store mængde suspense- og actionmusik.

I albumudgivelserne med musik fra Steven Spielbergs film er der i CD’ens sleeve altid en lille kommentar fra instruktøren, der priser Williams’ score. Det samme gør sig naturligvis gældende i tilfældet Minority Report, hvor Spielberg bl.a. skriver: “If most of John’s scores for my films have been in color, I think of this score as his first one in black and white.” Det er jo en meget fin metafor, men som det også antydes af Spielbergs foregående udsagn, betyder det ikke stort andet end at Minority Report langt hen ad vejen er utematisk.

Lunkne anmeldelser

Minority Report er ét af de Williams-scores fra de senere år, der har fået de mest lunkne anmeldelser rundt omkring. Selv om de fleste filmmusikanmeldere klart tilkendegiver respekt for musikken i kontekst af filmen, fremhæver de også den store mængde underscore som relativt uinteressant, når man lytter til det løsrevet fra billederne. Deri kan jeg langt hen ad vejen kun give dem ret.

Albummet med musik fra Minority Report er temmelig langt, lige over 73 minutter, og taget i betragtning, hvor meget af musikken, der rent faktisk består af underscore, undgår albummet ikke stedvist at føles temmelig uinteressant. Når det er sagt, må jeg imidlertid med det samme også sige, at hvis man lytter til de enkelte cues og for et øjeblik glemmer helhedsindtrykket, så er hvert enkelt cue ekstremt flot konstrueret og hamrende effektivt.

Den nye Williams-stil

Langt hovedparten af musikken består som nævnt af suspense- og actionmusik, og kendere af Williams’ musik vil med det samme genkende stilen som den, Williams gradvist har udviklet inden for de sidste 10-15 år. Der er langt fra actionmusikken i Minority Report og så til musikken fra de gamle Star Wars– eller Indiana Jones-film.

Det er især tydeligt i den deciderede actionmusik, som er langt mere kompleks og en pæn del hurtigere end den musik, Williams skrev i 1980’erne og de tidlige 1990’ere. Desuden har Williams inden for de seneste omtrent fem år taget slagtøj op i langt højere grad end tidligere, hvilket bl.a. er blevet til slagstøjs-soli i scoret til Star Wars Episode II: Attack of the Clones, og også i Minority Report.

Faktisk er der par andre sammenfald mellem netop Attack of the Clones og Minority Report, som jeg vender tilbage til, men taget i betragtning, at de to scores er komponeret samme år, er det næppe så underligt. End ikke Williams kan undsige sig for at kopiere lidt fra sig selv hist og her.

Albummet åbner med det lange suspense- og actioncue “Minority Report”, der både introducerer scorets enlige tema og begge de gennemgående actionmotiver. De to motiver er hektiske uptempo-kompositioner, som Williams behændigt jonglerer rundt mellem de forskellige orkestersektioner. De er let genkendelige, når de dukker op på albummets cues, men ikke desto mindre er der ikke tale om temaer i ordets egentlige forstand.

Et enligt tema

Det eneste egentlige tema høres første gang i nummerets anden halvdel, hvor det indledningsvist fremføres i en smuk strygerversion. Når temaet dukker op høres det dog oftest fremført af piano, hvilket også gør sig gældende for koncertversionen af temaet, der ligger som albummets nr. 9 med titlen “Sean’s Theme”.

På mange måder er “Sean’s Theme” et klassisk Williams-tema: meget melodisk og af den type, som man sagtens kan gå rundt og fløjte. Der er dog ikke tale om Williams’ bedste – dertil er det næsten for stille og anonymt, og det er klart overtrumfet af nogle af de andre kompositioner, som det er beslægtet med fra ældre Williams-scores – f.eks. hovedtemaet fra Angela’s Ashes (1999) eller endda Anakins Tema fra Star Wars Episode I: The Phantom Menace (1999).

Der er på ingen måde tale om, at Seans Tema er dårligt, og når det dukker op, giver det en nødvendig melodisk modvægt til den store mængde ofte dissonante suspensemusik på albummet. Imidlertid fylder temaet meget lidt på albummet, og selv i koncertversionen er der tale om et meget kort nummer med en spilletid på under 2 minutter. Selve temaet er ganske trist, men det betegner jo også det savn hovedpersonen Anderton føler efter sin søn.

Et andet karakteristisk element, som Williams allerede får introduceret i det første nummer, er de synthesizede elementer, som han anvender på scoret. Der er tale om en sparsom brug af de elektroniske instrumenter, for langt hovedparten af musikken er symfonisk, og blandingen fungerer sådan set ganske glimrende.

Musikalsk brutalitet

Seans Tema spiller også en væsentlig rolle på albummets nr. 4, “Sean and Lara”, men allerede før dette nummer er scoret virkelig gået i suspense- og actionmodus. “‘Can You See?'” (nr. 2) og “Pre-Crime To The Rescue” (nr. 3) starter begge som suspense og bygger op til actionfyldte klimakser. Begge er udmærkede numre, men især førstnævnte er ganske imponerende på grund af en ekstremt atonal og voldsom passage omtrent midtvejs, som er ganske ukarakteristisk for Williams. Først med sit score til Spielbergs War of the Worlds (2005) skulle Williams overgå denne grad af musikalsk brutalitet, men det er en anden snak, som vi gemmer til en anden gang.

“Spyders” (nr. 5) er et af albummets bedre suspense-cues, der udnytter ét af de to omtalte motiver, og her får vi også albummets første eksempel på solo-slagtøj. Derefter følger et par af albummets mere anonyme underscore-numre, det dystre “The Greenhouse Effect” (nr. 6) og det absolut spøjse “Eye-Dentiscan” (nr. 7), der er ganske nært beslægtet med noget af Williams’ “funny music” fra gamle dage. Man kommer uvægerligt til at tænke på de små tuskhandlende Jawas fra Star Wars, når man hører den marchagtige rytme, der dominerer dette nummer.

Kraftudladning

Herefter sker der dog noget! “Everybody Runs!” (nr. 8) er et af albummets allerbedste numre, der starter ud som action-suspense, men snart udvikler sig til et hektisk action-nummer af den bedste skuffe. Hele vejen igennem er det klart strygersektionen, der er i hovedsædet, og strygerne får virkelig lejlighed til at vise deres værd. Det hele bliver dog endnu bedre, da blæserne for alvor kommer ind, og de to sektioner virkelig kan spille op mod hinanden. Det er aldeles fremragende.

Nummeret afsluttes med ét sidste karakteristisk element på scoret, nemlig en kvindelig solovokal, der dukker op i adskillige cues, og tilføjer en ganske skummel, æterisk og dyster stemning. “Everybody Runs!” er efter min mening én af John Williams’ bedste actionkompositioner fra de seneste år, kun overgået af “Anderton’s Great Escape”, der ligger som albummets nr. 10.

I “Anderton’s Great Escape” trækker Williams alle stopklodser ud, og viser virkelig lytterne, hvad han kan. Det er et ekstremt hektisk, komplekst og nærmest latterligt fedt nummer, der med sine omkring syv minutter burde kunne tage pusten fra selv den mest inkarnerede actionfan. Det er også i dette cue, at slægtskabet med musikken fra Star Wars Episode II: Attack of the Clones bliver mest tydelig.

På mange måder minder “Anderton’s Great Escape” nemlig om “The Chase Through Coruscant” fra Star Wars-scoret. Faktisk så meget, at man kan anse Star Wars-nummeret for en art blåtryk for “Anderton’s Great Escape”. Hvilket af de to numre man foretrækker, er klart en smagssag, for de er begge vanvittigt imponerende, men personligt hælder jeg til sidstnævnte.

Ud over lighederne mellem disse to cues, har Minority Report og Attack of the Clones dog én yderligere ting til fælles, nemlig et bestemt suspense-motiv, der dukker op flere steder, første gang i “The Greenhouse Effect”. Her er der tale om næsten node-for-node kopiering af et motiv, Williams komponerede til Attack of the Clones! Det er højst ukarakteristisk for Williams at kopiere så direkte fra sig selv, men her har han altså gjort det.

Blandet fornøjelse

Efter kraftudladningen i “Anderton’s Great Escape” vender musikken igen tilbage til den suspense-dominerede underscore, bl.a. med den skumle “Dr. Eddie And Miss Van Eych” (nr. 11) og “Visions Of Anne Lively” (nr. 12), der starter som et særdeles effektivt actionnummer inden den går over i mere regulær suspense. Den præcis modsatte vej går det i “Leo Crow… The Confrontation” (nr. 13). “‘Sean’ By Agatha” (nr. 14) er igen domineret af Seans Tema, inden scoret når sit klimaks i “Psychic Truth And Finale” (nr. 15), der veksler mellem action- og suspense inden det toner ud med en harmonisk akkord. Herefter er der kun filmens end credits-musik tilbage i nummeret “A New Beginning”, der på ny domineres af Seans Tema.

Som nævnt adskillige gange er action og – især – suspense kodeordene i forbindelse med Minority Report. Desværre også lidt for meget til, at det kan holde lytterens interesse fanget, når man lytter til albummet fra ende til anden. På nær de to eksplosive udladninger, der kommer med “Everybody Runs!” og “Anderton’s Great Escape” er albummet som lytteoplevelse derfor en lidt blandet fornøjelse. Som sagt er hvert enkelt cue, som enkeltstående komposition betragtet, aldeles glimrende. Det nytter bare ikke så meget, når man skal tage hele CD’en i betragtning, for der kan man ikke undgå at ende med at kede sig en anelse undervejs.

Hvor gode de enkelte cues end er, så er de ret enslydende, hvilket er et typisk problem med suspensemusik, som kun få komponister har kunnet komme ud over (Jerry Goldsmith var én af dem). I de numre, hvor spændingsmusikken veksler med decideret action, liver scoret en del op, men ofte falder numrene på ny hen i suspense-underscore, hvilket frarøver actiondelene meget af deres effekt.

Det gælder f.eks. “Visions Of Anne Lively”, der begynder som et superfedt actionnummer, men går over i suspense, ligesom det gælder “Leo Crow… The Confrontation”, som er konstrueret modsat. Her er der jo imidlertid tale om deciderede cues, der følger filmens handling, så strukturen kan man som sådan ikke kritisere – det er mere det faktum, at suspense-delene desværre ikke formår at holde lytterens interesse fanget efter 70 minutter.

Uheldigt dilemma

Det betyder, at Minority Report er lidt af en besynderlig oplevelse. På et intellektuelt niveau kan man høre, hvor god musikken er, og hvis man har set filmen, ved man, hvor godt musikken passer til billederne. Det er også her, at Williams’ evne til at aflæse en film og dens musikalske behov, kommer ind i billedet. Han kunne sagtens have produceret et langt mere konventionelt actionscore med et karakteristisk hovedtema og en række superfede actioncues, men det var ikke det, Minority Report havde brug for.

Filmen havde brug for præcis det score, Williams komponerede, men desværre er denne type musik ikke altid god som selvstændig lytteoplevelse. Det er dette uheldige dilemma, Minority Report lider under. En oplagt løsning havde været at gøre albummet lidt kortere. Hvis spilletiden havde ligget på omkring 50-55 minutter tror jeg at Minority Report kunne have udgjort et ekstremt godt album.

Personligt har jeg, trods mine forbehold, en svaghed for Minority Report. Jeg plejer bare at springe lidt rundt mellem numrene, når jeg lytter til albummet. Det kan man jo sagtens gøre, og det er også det inkarnerede Williams-fans vil gøre. I det perspektiv kan jeg sagtens anbefale Minority Report, men samtidig kan jeg ikke anbefale det ubetinget – hvis man f.eks. først er ved at stifte bekendtskab med komponisten, er Minority Report efter min mening ikke et godt sted at starte. Slet ikke fordi musikken er af dårlig kvalitet, men fordi albummet er uheldigt produceret.

Nummerliste:
1. Minority Report (6:29)
2. “Can You See?” (2:12)
3. Pre-Crime To The Rescue (5:48)
4. Sean And Lara (4:45)
5. Spyders (4:33)
6. The Greenhouse Effect (5:08)
7. Eye-Dentiscan (4:48)
8. Everybody Runs! (3:10)
9. Sean’s Theme (1:57)
10. Anderton’s Great Escape (6:47)
11. Dr. Eddie And Miss Van Eych (3:07)
12. Visions Of Anne Lively (3:27)
13. Leo Crow… The Confrontation (5:55)
14. “Sean” By Agatha (4:59)
15. Psychic Truth And Finale (7:09)
16. A New Beginning (3:28)

Total spilletid: 73:48

Anmeldt i nr. 18 | 13/04/2007

Stikord: Filmatisering, Fremtiden