Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

Mindeord over Sean Connery

Mindeord over Sean Connery
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

"Indiana... Let it go." Hvil i fred, Sean Connery.

“Hvis jeg stadigvæk var bedemand, ville jeg gerne have stået for Sean Connerys begravelse.” Lørdag aften, den 31. oktober 2020 i Billum, Vestjylland.

Jeg får en aftenøl med min svigerfar, der er pensioneret tømrer og bedemand. Jeg er med familien tidligere på året flyttet til Billum for at komme tættere på familien. Vores grund ligger op til min svigerfars grund. Og det er herligt med den korte afstand til familien.

Vi har netop talt om, at Sean Connery er død; en skuespiller som gennem en menneskealder har tryllebundet generationer af mennesker, en skuespiller der kunne samle generation. Svigersøn og svigerfar, barnebarn og farmor, søn og far.

James Bond, Zed, Daniel Dravot, Edward Pierce, William T. O’Niel, Kong Agamemnon, Juan Sánchez Villa-Lobos Ramírez, William of Baskerville, Jim Malone, Henry Jones, Sr., Marko Ramius, Kong Arthur, Draco, John Patrick Mason og William Forrester.

Manden der spillede disse roller, og mange flere, er væk. Sir Thomas Sean Connery sov ind, efter længere tids sygdom, på Bahamas, hvor den legendariske skotte havde sit hjem.

Connery – en central del af min opvækst

Der er skrevet mange ord om Connerys karriere, om tiden før filmene, om tiden efter filmene, om filmpriserne, om kontroverser og alt derimellem. Så jeg vil hellere bruge disse mindeord til mit personlige møde med Connery.

Jeg kan dog godt slå fast med det samme, at jeg IKKE har mødt ham sådan ægte – det tætteste jeg kommer på, er at jeg MÅSKE så ham, da jeg sammen med familien engang var forbi Marbella i Sydspanien, hvor Connery på det tidspunkt havde en bolig, og at jeg så ham på en golfbane da vi kørte fordi. Måske.

Det vigtige i den sammenhæng er, at vi faktisk var tæt på ham, da vi havde hørt, at han netop var i området da vi var der.

Da nyheden om hans død ramte nettet i lørdags, blev jeg ramt af den der helt specielle triste fornemmelse i maven. Ikke fordi jeg kendte Sean Connery. Og heller ikke fordi det er tragisk – han blev trods alt flotte 90 år gammel.

Nej, det skyldes, at jeg følte, at jeg kendte ham, og det skyldes, at han var en central del af min filmiske opvækst, en central del i forhold til, at jeg valgte at læse Filmvidenskab på universitet.

Det med at jeg følte, at jeg kendte ham, vender jeg tilbage til om lidt. Mange af de film, Sean Connery medvirkede i, var ganske formative for min tilgang til film. Både i forhold til kvaliteten, men også i forhold til, hvornår, og med hvem, jeg så filmene.

Bond på Sydfyn

Den første helt nye Bond-film, jeg så, var A View to a Kill fra 1986. Det var med Roger Moore, og det var Sydbank i Aabenraa, der betalte gildet. Men på det tidspunkt havde jeg allerede mødt James Bond i Sean Connerys skikkelse. Det var i Dr. No, eller Mission Drab, som den hedder på dansk.

For min farmor og farfar havde nemlig frem til 1984 en biograf i Hesselager på Sydfyn. Og der mødte jeg første gang Bond sammen med min farmor. Det var stort dengang, og ja, jeg var nok ikke gammel nok til at se filmen, men at høre replikken “Bond, James Bond,” leveret af den flotte mand på lærredet, har på en eller anden måde mejslet sig ind i min hukommelse.

Det er et minde, der lever sikkert og stærkt sammen med minderne om min farmor og farfar og den lille biograf i Hesselager. Mere konkrete minder er mange filmplakater, som jeg stadigvæk har, fra biografen i Hesselager, deriblandt flere Bond-film.

Mit andet store biografminde, der er hægtet sammen med Connery, stammer fra biografen i Aabenraa. Nu er vi fremme i 1989, et ekstremt stærkt filmår.

Sammen med min gode ven Martin og vores forældre havde vi det år nogle store oplevelser. Der var Burtons Batman, den glimrende Bond-film License to Kill (nu med Timothy Dalton i rollen) og ikke mindst Indiana Jones and the Last Crusade. Den hvor Sean Connery spiller Indiana Jones’ far. Det var, og er, ægte filmmagi. De oplevelser er kædet sammen med den lille biograf i Aabenraa, og jeg glemmer dem aldrig.

Da min morfar i midten af 1990’erne blev gammel og dement, fandt han sammen med børnebørnene glæde i gamle film. Olsen Banden, Ørneborgen og James Bond. På den måde har Connery også et stærkt link til den del af min erindring – at min morfar så rent faktisk mødte en anden Bond, nemlig Roger Moore, er en helt anden historie.

Så der er spandevis af følelser koblet til mine minder om Connery, og I har sikkert mange lignende. Udover de store biografoplevelser, var Connery også vigtig, da jeg begyndte at se mange VHS-film, hvoraf jeg fik flere af dem fra “videobaronen” – mine fætres far fra København, der havde det hele på video (ofte før de kom i biografen) og hvor jeg nogle gange var heldig at få kopier.

Det kunne dreje sig om film som Highlander, Outland og The Name of the Rose. Connery var nemlig mere end Bond. Meget mere.

En unik tilstedeværelse

Men hvad var det, der gjorde Connery så speciel? Der er naturligvis flere svar. Men ét af dem er nærværet og den helt ubeskrivelige tilstedeværelse, “screen presence”, som kun de største stjerner kan levere.

I ved, den følelse af at skuespilleren taler direkte til dig, at det næsten føles som om, at man sidder fysisk sammen med skuespilleren. Og der er vi tilbage ved det med, at jeg følte at jeg kendte ham.

Et andet aspekt var Connerys alsidighed. Ja, mange vil huske ham som James Bond. Men han var så meget mere. Han gav troværdighed og pondus til et utal af film i alle genrer. Gys (og ja, jeg ser masser af gys i film som Outland og The Name of the Rose), fantasy, science fiction, krigsfilm, action, drama, komedier, you name it!

Så for mig var han en af de helt, helt store. Det kan godt være, at han trak sig tilbage for små 20 år siden, men mindet om ham vil leve evigt. Både på grund af hans personlighed, hans ydre, stemmen (ja, den er fantastisk) og ikke mindst hans evner som skuespiller.

Husk minderne – og giv dem videre

I har sikkert også, som jeg, minder om Sean Connery, som I gemmer et sikkert sted. Favoritroller og favoritfilm. Og det er vigtigt. De minder åbner nemlig op for store følelser og store oplevelser.

I tilfældet med Connery er vi heldige, at vi har alle hans film. På den måde bliver han aldrig glemt. Men de kommende generationer vil ikke nødvendigvis kende ham på samme måde. Så derfor er det vigtigt, at vi giver vores oplevelser videre, at vi fortæller om filmene og hvordan, vi oplevede dem.

For film er nemlig mere end selve filmen; det er også de følelser, der er forbundet med, hvornår man så dem, med hvem man så dem, og hvordan man havde det, da man så dem. Alt er med til at skabe den samlede oplevelse af filmen.

For et par timer siden kørte jeg Frode, min søn på 12 år, afsted til et basketballstævne, og jeg fortalte ham om dengang, jeg så Indiana Jones and the Last Crusade. Dengang jeg var en lille dreng, der fik lov til opleve noget stort.

Frode og jeg blev enige om, at det er en film, vi snart skal se sammen. Senior og junior Krogsøe. For det er stærke sager, og det var netop det, Connery kunne. Han kunne med sine karakterer åbne op til følelserne, til troværdigheden, til nærheden.

Himlen sagde farvel

I morges, kl. 7.25, da jeg gik ud på vores nye terrasse, var himlen nærmest i flammer. Som om den sagde farvel til en gammel ven. Jeg kunne fortsætte. Men nu er det på tide at give slip og lade minderne tage over. Det er på tide at gense en masse Connery-film. Ja, om ikke andet kan man forsøde et noget specielt år med store filmiske værker.

Og så vil jeg på falderebet give ordet til Connery selv, der i et interview i The Observer i 2007 reflekterede over, hvad der kunne få ham tilbage på lærredet:

“If anything could have pulled me out of retirement, it would have been an Indiana Jones film. But in the end, retirement is just too damned much fun.”

Godspeed, Sir Sean.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *