Den første sourcebook West End Games udgav til The World of Indiana Jones (1994) var, naturligt nok, Raiders of the Lost Ark: Sourcebook (1994), som også er anmeldt i denne måned på Planet Pulp. Indiana Jones and the Temple of Doom: Sourcebook når ikke op på samme niveau som sin forgænger, men bogen er bestemt et kig værd. Kort fortalt så har den bare ikke det helt rigtige Indy-touch, som den første sourcebook besidder til overflod, og så er bogen for ujævn.
Mundvand med bitter smag
Som de fleste nok har regnet ud på dette tidspunkt, er Indiana Jones and the Temple of Doom (1984) – Steven Spielbergs eventyrfilm – omdrejningspunktet for denne anden sourcebook i West End Games’ take på et Indy-rollespil. Som man kan se i anmeldelsen af filmen, centrerer filmens handling sig kun om et par locations. Vi har Shanghai i begyndelsen, og siden hen Indien, opdelt i den lille landsby, rejsen og endelig Pankot-paladset, hvor vi også finder det navnkundige tempel. Bogen er opdelt i 7 kapitler fordelt på 160 sider, og det hele er indrammet i en hardcoverbog med et forsidetryk i farver fra filmen – alt i alt en ganske lækker indpakning, som får mundvandet til at løbe.
Men det lækre mundvand afløses hurtigt af en bitter smag. Det første problem med bogen opstår nemlig allerede, da man begynder at læse den. Der er simpelthen undladt en introduktion, som kunne fortælle lidt om, hvad man som læser skal bruge de næste mange timer på. Nej, vi går lige på og hårdt med kapitel 1, og det virker ikke godt.
Kluntet opbygget og kedeligt skrevet
Det første kapitel, “Shanghai”, er et langt, og også for langt, kapitel om Shanghai. Man hører om selve byen, hvordan man kommer dertil, om havnen, nattelivet og meget andet. Som sådan er det meget informativt, men tørt at læse igennem. Faktisk er det direkte kedeligt flere steder, og man overvejer som læser faktisk at lægge bogen fra sig. Men det skal man endelig ikke gøre, da det siden hen bliver meget bedre – hvis man alligevel ikke vil bruge Shanghai i sin kampagne, anbefaler jeg faktisk, at man springer kapitlet over. Og ikke-rollespillere, der bare vil læse bogen, fordi de elsker Indy, bør gøre det samme. Rent faktisk har bogen som helhed ikke den styrke, som det var tilfældet med Raiders of the Lost Ark: Sourcebook, at den kan læses fra ende til anden som underholdning i sig selv, da den simpelthen er for kluntet opbygget og kedeligt skrevet.
Som i den første sourcebook er også denne fyldt med stats på karakterer fra filmen. Således kan man i “Shanghai” studere, hvilke fordele og ulemper Willie Scott har, og man kan konstatere, at Lao Che er dygtig til at spille kort og lave forfalskninger. Og det er jo alt sammen meget sjov læsning. Men hvor det lykkes den første sourcebook at formidle den rette Indy-stemning, bl.a. ved at lade Indy fortælle direkte til læseren, er kapitlet om Shanghai blottet for det personlige, hvilket gælder bogen generelt. Og det er ret ærgerligt.
Gode takter
Det bliver dog straks bedre i kapitel 2, “Mayapore Village and the Gods of India”, der giver mange fine informationer og mytiske lækkerbidskener. Mayapore er den lille landsby, som Indy, Willie og Short Round ankommer til et kort stykke inde i filmen. Her indvilger de at finde de stjålne Sankara-sten, og rejser så videre til Pankot-paladset. Beskrivelsen af den lille landsby er er rigtig fin, og meget brugbar i rollespilssammenhæng.
Desuden hører vi om, hvordan Mola Ram var med til at stjæle stenene og bortføre børnene, og det er rigtigt guf for dem, der gerne vil læse mere baggrundsstof om det, der sker i selve filmen. Men der, hvor der rigtigt kommer kød på benet, er i afsnittet, der beskriver de indiske guder og flere forskellige artefakter med relation til det overnaturlige. Artefakterne tæller bl.a. The Fire Wheel of Visnu, et legendariske våben, der efter sigende skulle befinde sig i et skjult tempel, og Indra’s Cloud Chariot, et fartøj som guderne brugte, og som rygter fortæller er set tæt på den kinesiske grænse. Disse informationer er i al deres enkelhed med til at skabe stemning af den okkulte slags – hvem husker ikke Pagtens Ark i Raiders of the Lost Ark? – og man begynder allerede at tænke i scenarier, når man læser dette.
De to næste kapitler, “Pankot Province” og “The Temple of Doom”, beskriver henholdsvis paladset og templet i paladsets undergrund, som vi kender dem fra filmen. I “Pankot Province” får vi en fin historisk baggrund om templet og en – noget malplaceret – beskrivelse af de største indiske byer.
Uforløst potentiale
Og så tror man ellers, at det store money shot kommer i “The Temple of Doom”. Kapitlet starter da også meget godt ud med templets historie, og en beskrivelse af, hvad “Thuggee” dækker over, og hvorledes det hele ændrede sig, da Mola Ram kommer ind i billedet. Velskrevet og spændende læsning både for rollespillere og fans af filmen. Men så går kapitlet over til at beskrive spiltekniske omstændigheder ved fælderne omkring templet, og det er ikke spændende. Efterfølgende bruges der meget unødvendig plads på at beskrive diamantminerne. Så efter at havde læst kapitlet færdig, er man ret skuffet, da det det var her, jeg havde forventet at læse de mest spændende og mystiske ting – kapitlet er også kun 24 sider langt, og det er ærgerligt, at der ikke er ofret mere plads her, når man nu har brugt 31 sider på det langt mindre spændende kapitel “Shanghai”.
Heldigvis er det næste kapitel, “Legendary, Mystical, and Dangerous Domains of India”, alle pengene værd. Her bliver vi præsenteret for steder, der er lige til at bruge i en rollespilskampagne. I Ajanta Caves skulle der ligge våben gemt, som var blevet skabt til de mørke guder, og i The Village of Shadows er der ånder. Min eneste anke er, at dette fantastiske kapitel kun er 18 sider langt, hvilket igen er et vægtningsproblem fra forfatternes side. For her er der virkelig muligheder, som ikke bliver fuldt udnyttet.
Fine scenarier
Herefter følger to færdiglavede scenarier, “The Search for Nurhachi” og “Day of the Dark Light”, som begge er ganske fine og med god stemning. “The Search for Nurhachi” omhandler naturligvis det lille artefakt, som Indy i starten af Indiana Jones and the Temple of Doom afleverer til gangsteren Lao Che. Scenariet, der er 24 sider langt, omhandler så tiden, før Indy afleverer Nurhachi, og rollerne er byttet om. Nu er det spilpersonerne, der er hyret af Lao Che til at finde Nurhachi, og derved pilles der ved kronologien i filmen. Det gør ikke noget, og det er fint for stemningen, at man møder nogle af de personer, der optræder i filmen. Scenariet er opbygget i akter og scener, og har den rigtige filmiske stemning og dramaturgi.
“Day of the Dark” er med sine 10 sider et kort og kontant scenarie, der foregår 6 måneder efter handlingen i Indiana Jones and the Temple of Doom. Spilpersonerne skal drage til en nordlig indisk provins for at finde flere Kali-relaterede ceremoniobjekter, som blev fjernet fra templet under Pankot-paladset. Der kommer naturligvis Kalipræster med i eventyret, hvor også Mola Ram kommer til at spille en rolle. Kort og effektivt.
Informationsspækket men stemningsløs
Alt i alt må man sige, rent rollespilsmæssigt, at bogen er et must, hvis du vil køre en kampagne i Indien eller Shanghai. Ellers er der sgu’ ikke så meget andet at komme efter. Et klart minus ved bogen er, at de såkaldte “Adventure Hooks” – som var med til at skabe stemning og inspiration i Raiders of the Lost Ark: Sourcebook – er udeladt. Godt nok er der de to miniscenarier med, men da de først kommer som det sidste i bogen, er de ikke med til at hjælpe den overordnede læseoplevelse på vej. Indiana Jones and the Temple of Doom: Sourcebook er måske nok en bog, der er spækket med fine informationer, men det er kun i glimt, at tonen rammer den “rigtige” Indy-fornemmelse.
Sproget er generelt udmærket, om end lidt kedeligt. De største problemer er dog vægtningen af stoffet og manglen på “The Indy Touch”. Det havde været meget mere hensigtsmæssigt, hvis forfatterne havde fokuseret mere på eventyret, da det jo er det, Indy står for, frem for lidt ligegyldige beskrivelser af havnen i Shanghai og befolkningstallet i Delhi. Jeg vil dog stadig anbefale bogen, og min negative holdning til den skyldes nok også, at jeg kort forinden havde læst Raiders of the Lost Ark: Sourcebook, som på alle leder og kanter er en bedre bog. Rent grafisk veksler bogen fra grim til ordinær, hvor specielt en tegning af templet er helt fantastisk grim. Så den samlede oplevelse er noget blandet, hvor meget er ligegyldigt og andet ganske inspirerende. Som sagt er den uundværlig, hvis du vil starte en Indy kampagne i Indien, og så har den et par ganske fine mini-scenarier som afslutning.
Forfattere: Adam Gratun, Evan Jamieson & Richard Meyer
Redaktion: Ed Stark
Layout: Stephen Crane
Udgivet: 1996
Forlag: West End Games
Format: Hardcover
Sideantal: 160
Anmeldt i nr. 31 | 13/05/2008
Stikord: Arkæologi, Indiana Jones, McGuffin, Okkultisme, Pulp, Spil baseret på film