Masirs Vogtere 3: Verdens Ende

6 minutters læsetid
Masirs Vogtere 3: Verdens Ende

Jeg er meget imponeret. Godt nok havde jeg forventet, at dette tredje bind i sagaen om Masirs Vogtere ville være godt og runde historien godt af, men jeg havde ikke forventet, at albummet ville være så godt.

Hvor de to første bind mest var båret af de mageløse illustrationer, så giver Frezzato i dette tredje bind historien en skalle, som kan mærkes helt ind i hjertet. Man kan sige, at de to første bind var en gåen rundt om den varme grød, og Verdens Ende bliver så til konfrontationen med grøden, hvor det skal gøres op, om den var værd at vente på.

I mit tilfælde var det som at spise en lækker omgang risengrød med en dejlig smørklat og dertilhørende sukker og kanel af den fineste kvalitet – hvis du mere er til fastfood-termer kan man omtale den som en dobbelt Whopper Cheese med bacon. Mums.

Den store forklaring

Vi samler vores hovedpersoner op der, hvor vi efterlod dem i slutningen af Havets Øje. De er taget til fange af Tårnets “nye” hersker Tusar, som oprindeligt var en af de første af Masirs Vogtere. I sin tid, før alt gik galt, lærte han at tale i Tårnet, og det viser sig, at han er Zerits mester og Succos efterfølger. Nu er han blevet en nederdrægtig skurketype, som stadig søger efter Solblomsten, hvori den sagnomspundne Masirkugle skulle være gemt.

Og her kommer vore helte ind i billedet. Gennem en fingeret flugt, hvor Fango og de andre tror, at de kommer væk fra Tusar, er de indirekte skyld i, at Tusar finder frem til det, han søgte efter i mange, mange år. Men Solblomsten er bevogtet af de mystiske Kimærer anført af den krigeriske Mara-Khamay. Fango og co. slår sig på Mara-Khamays side, og der kommer et blodigt slag, der kulminerer, da kuglen aktiveres. Og så kommer den store forklaring ellers, alt imens vores helte bliver ført til et underligt sted.

Kød på mytologien

Mere vil jeg faktisk ikke røbe af handlingen, da det skal opleves på egen hånd, men jeg kan dog sige, at man ikke bliver skuffet. Tværtimod. Hvor de to første bind var meget fantasyagtige og ganske letbenede, så kommer der for alvor kød på mytologien bag serien. Første halvdel af Verdens Ende er meget actionpræget, og vi kommer hurtigt fra punkt a til b i plottet.

Men da Masirkuglen aktiveres, tager historien en helt ny drejning, og der bliver både plads til hardcore sci-fi og meget filosofiske passager. Man kan sige, at de to første bind skildrede den forrygende rejse frem mod tårnet, og i Verdens Ende handler det om tårnet og de mange forklaringer, vi som læsere har hungret efter igennem de to første bind.

Det ville være passende at kalde serien en trilogi, når man sidder med de tre lækre albums foran sig. Men det ville også være forkert, da serien oprindeligt er udkommet i seks bind. Men ikke desto mindre er Verdens Ende, og specielt den afsluttende del, som er bind seks i den oprindelige udgivelse, ikke mindre end mageløs. Sjældent har jeg følt en serie blive så godt forløst, som det her er tilfældet.

Krævende læsning

Rent stilistisk boltrer Frezzato sig i eksperimenter, som vi også så lidt til i Havets Øje. Denne gang er det bare mere udtalt, som jeg håber, man kan fornemme af de billeder, som følger med anmeldelsen. Her er både enkle sort/hvide illustrationer, der sættes ind i små rammer, og der er de store og farvestrålende kæmpeillustrationer, som spreder sig rundt på siderne ofte uden anden ramme end selve siden som afgrænsning.

Specielt det sidste kan virke lettere forvirrende, og det tvinger læseren til at koncentrere sig, så dette album er ikke noget, man bare sluger råt og lægger fra sig. Nej, det er krævende læsning, og flere steder er det også ved at kamme over, men Frezzato får til min store glæde dog ført skuden sikkert i havn. Det hele er så lækkert, at det er svært at holde lovordene tilbage.

Én ting er de fantastiske illustrationer, som i sig selv er maleriske, stemningsfulde og uhyre veltegnede/malede. Men uden en nogenlunde historie ville det hele bare falde til jorden og ende som et album, man bare ville tage frem på grund af illustrationerne. Og det er jo i sig selv en kvalitet. Men genistregen hos Frezzato ligger i mytologien og den måde, han har behandlet sine karakterer på.

Flere passager og personer i de første to bind har virket ligegyldige og malplacerede, og personer har mest af alt været karikaturer, som “bare” har været passager i Frezzatos introduktion til hans verden. Men i Verdens Ende finder personerne deres respektive pladser i fortællingen, og uforløste elementer forløses.

Man mærker tydeligt, hvor meget arbejde Frezzato har lagt i selve settingen og den bagvedliggende mytologiske struktur. Det er hans hjertebarn, og efter endt gennemlæsning føler man sig både underholdt, beriget og ganske rørt af Frezzatos fortælling om Koloni, Masirs Vogtere og selve Tårnet.

Den store fortælling

Som med alle gode afslutninger skal det sidste bind gerne runde historien godt af og give læseren mulighed for at danne sig et indtryk af den samlede fortælling, hvor de enkelte dele sættes i relation til hinanden og sammen skaber det samlede udtryk. Nøjagtig som det er tilfældet i film, når man taler om plot og story, hvor plot er de enkelte visuelle scener, og storyen den konstruktion, man som beskuer skaber, efter filmen er slut.

Alt dette skal man tage i betragtning, når man vurderer de enkelte bind kontra den store fortælling, som gøres færdig med Verdens Ende. I sig selv er Verdens Ende et fantastisk bind, men det lever kun i kraft af al den information, som Frezzato har præsenteret for os i Dværgenes Ø og Havets Øje.

Samtidig bliver de to foregående bind også stærkere, når man læser det sidste bind, og fremover vil jeg ikke skelne mellem de enkelte bind, men se det hele som én stor fortælling. Og her er det på sin plads at vende tilbage til det enorme arbejde, Frezzato har lagt i hans skabelse af Koloni; den planet, hvor historien foregår.

Glimrende appendiks

Der er detaljerede tegninger af stedets fauna, de tekniske dele af historien og karaktererne. Som i Dværgenes Ø er der også et smukt appendiks med i Verdens Ende, som denne gang er placeret mellem de to dele af historien. Her får man vigtige informationer om bl.a. Tusar, Masirkuglen, Solblomsten, Tårnet og meget andet.

Disse er sammensat med smukke illustrationer, som ligner noget fra en notesbog, og det gør faktisk det hele lidt mere troværdigt, selvom både historien og universet i sig selv er noget værre sludder. Men Frezzato får én til at lægge fornuften væk, og tage med på hans fantastiske rejse.

Min personlige favorit i appendikset er afsnittet om Egoerne. Disse underlige små mandslinger er helt forrygende og mest af alt den lille detalje med, at de alle i en tidlig alder får et lille overskæg fik mig til at flække af grin. Og det er også kendetegnende for hele serien. Alvoren og de episke antrit tager aldrig overhånd, da der konstant flyder en understrøm af humor og satire, både den subtile og den mere falden-på-halen-agtige.

Hovedværk

Som det nok fremgår, er jeg personligt helt pjattet med Masirs Vogtere, både de enkelte bind og serien helt generelt. Den er grafisk overrumplende, og historien følger på fornemste vis med. Et godt eksempel på, at kunst og indhold godt kan gå op i en højere enhed i tegneseriemediet og sammen skabe et kunstnerisk mesterværk helt på højde med eksempelvis den fremragende Dværgenes Konge. Det er en bedrift ud over det sædvanlige, og jeg vil også gerne vove pelsen og kalde den et hovedværk indenfor den moderne tegneserie-kanon.

G. Floys Studios udgave er lækker og indbydende, og hvis man har små 700 kr i overskud vil jeg på det kraftigste anbefale, at man anskaffer sig de tre bind. Du bliver ikke skuffet.

Masirs Vogtere 3: Verdens Ende er venligst stillet til rådighed af G. Floy Studio.

5 stjerner
Titel: Masirs Vogtere 3: Verdens Ende
Originaltitel: Les Gardiens du Maser: Le Bout du Monde & Le Village Perdu
Forfatter: Massimiliano Frezzato
Tegner: Massimiliano Frezzato
Forlag, år: G. Floy Studio, 2007
Forlag, år (originaludgivelse): Éditions USA, 2003
Albumlængde: 120 sider
Dansk oversættelse: Steffen P. Maarup

Anmeldt i nr. 21 | 13/07/2007

Stikord: 3’er, Fortsættelse

Jacob Krogsøe. Medstifter af Planet Pulp. Redaktør. Bosiddende i Århus, hvorfra han har færdiggjort sit studie på Film- og Medievidenskab på KUA. Har desuden taget tillægsuddannelsen på Journalisthøjskolen, og startede den 1. oktober 2011 som mediebibliotekar på Randers Bibliotek. Er født på Fyn og opvokset i Sønderjylland. Har altid haft en stor passion for film, helt tilbage fra da han så film i sine bedsteforældres biograf i Hesselager. Maltin’s Film Guide [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.