Masirs Vogtere 1: Dværgenes Ø

Til dato har G. Floy Studio primært fokuseret på amerikanske udgivelser, hvis man fraregner den lidt fjollede Viagraman og de to børnevenlige albums om den unge H.C. Andersen. Men med bind ét i Massimiliano Frezzatos saga om Masirs Vogtere er G. Floy gået i kødet på den europæiske tegneserie. Naturligvis er mange af deres tidligere udgivelser enten tegnet eller skrevet af europæere, men de er alle oprindeligt blevet udgivet på et amerikansk forlag.

Sammensat af to bind

Masirs Vogtere 1: Dværgenes Ø er sammensat af to bind – Les Gardiens du Maser 1: La Deuxieme Lune og Les Gardiens du Maser 2: L’ile de Nains – oprindeligt udgivet i 1996 og 2000. Bogfabrikken forsøgte i 1997 at lancere serien på dansk, men det blev kun til ét bind med titlen Masirs vogtere 1: Den 2. måne – altså det, der svarer til første del i G. Floys bind ét.

Serien vil G. Floy udgive i tre bind, hvor bind to og tre skulle komme på gaden i henholdsvis marts og maj 2007. Albummet er meget lækkert og er udgivet i en slidstærk hardcoverudgave. Størrelsen er 32 x 24 cm – og det er stort, når man tager i betragtning, at et almindeligt dansk tegneseriealbum er 29 x 22 cm og at G. Floys andre udgivelser er omkring 26 X 17 cm. Så der er på det område fuld valuta for pengene.

Albummet er delt op i to dele – “Den anden måne” og “Dværgenes ø”, de to originaltitler på de første to albums – som begge er 44 sider. Desuden følger der efter afslutningen på del to et 16 sider langt appendiks, der betegnes “Koloni: Overlevelsesguide. Absolut nødvendig for at gøre Deres ophold på denne forsvundne planet bare en smule tåleligt.” Men mere om det appendiks senere.

Endvidere følger der en indledning, der kort introducerer læseren til den verden, albummets handling udspiller sig i samt et forord skrevet af Frezzato selv. Forordet er en kende fjollet – i hvert fald for min smag. Hør blot her:

“De begivenheder jeg fortæller om i denne historie har virkelig fundet sted. Min far har fortalt mig om den, og jeg har prøvet at gengive hans beretninger så præcist som muligt. Måske har jeg undertiden idealiseret dem, eller skabt dem om til drømmelignende sekvenser, og hvis det var tilfældet beder jeg dem, der selv var til stede, om undskyldning. Men som alle ved, når tiden går, har erindringer og drømme det med at smelte sammen.”

Underskrevet af Frezzato selv. Det må da siges at være et meget prætentiøst statement, men trods alt på en dejlig nørdet måde.

Forhistorien

Forhistorien er, at vi befinder os på en fjern planet, hvor tingene er gået helt galt. For mange år tilbage var civilisationen på sit højeste – noget der originalt nok betegnes som Guldalderen. Det kulturelle og videnskabelige knudepunkt var Tårnet, hvor videnskabsmændene formede den omkringliggende verden – små bysamfund henlagt til de mange små øer, som pryder planetens overflade. Det skal her tilføjes, at man i appendikset ser en grov skitse af planeten, hvor man tydeligt kan se, at der er store områder af fastland og noget der ligner kontinenter, og som er en viden, der nok er gået tabt for planetens nuværende beboere.

Men det hele gik galt da dværgene gjorde oprør – man får ikke nogen forklaring i selve historien på, hvad disse dværge er, men i appendikset bliver der svagt hentydet til, at de måske blev skabt som arbejdskraft.

Borgerkrigen varede i otte år, og efterfølgende mistede de små samfund kontakten med Tårnet samtidig med, at de fleste beboere på planeten døde i den lange krig – noget man godt kunne tolke som en form for Dommedag. Da vores historie tager sin begyndelse, er der gået 60 år, og de mennesker, der lever, tror at deres små samfund er de eneste på hele planeten, og Tårnet er kun en svag erindring fra fortiden.

Samtidig er der ingen, der længere husker navnet på planeten. Vi kastes kort sagt ind i en postapokalyptisk setting, hvor de maskiner og robotter, der eksisterer, er noget fra en svunden tid, og hvor Tårnet måske vil kunne give de overlevende et håb om at genfinde den civilisation, der gik tabt under krigen.

Dræbelystne dværge

Den gamle Overvogter Zerit fra det lille samfund Masir er på jagt efter Tårnet. På sin vej får han følgeskab af den unge spradebasse Fango og dennes robot L.A.I.M. – som for øvrigt næsten er en tro kopi C3PO fra Star Wars-filmene. Også den unge og smukke kvinde Erha – som muligvis er datter af Zerit – kastes ind i løjerne.

De finder frem til Dværgenes Ø, hvor de håber at finde det sagnomspundne Tårn. På øen styrer den bizarre – og meget storbarmede og tykke – Ivolina Yugher tingene med hård hånd sammen med sin horde af dræbelystne dværge. Og hvad der videre forløber, vil jeg ikke afsløre her, men man kan nok godt regne ud, at albummet slutter med en vaskeægte cliffhanger.

Store inspirationskilder

Det er ganske tydeligt, hvilke tegnere Frezzato har ladet sig inspirere af. Pigen Erha ligner noget, som er taget ud af en Bilal-tegneserie, og generelt er Frezzatos gengivelser af personer meget tæt på Bilals streg. Frezzato tilsætter dog en del mere humor og liv, end Bilal gør.

Moebius har også været en klar inspiration for Frezzato, hvilket specielt ses i konstruktionerne og bygningerne. De har den samme organiske struktur, som man ser hos Moebius eller eksempelvis Giger. Stilen nærmer sig det naturalistiske, hvilket giver historien – der foregår i et fremmed univers – en ganske fin troværdighed.

Den mesterlige Dværgenes Konge af Chevalier og Segur kommer også ind i ens tanker, når man læser albummet. Frezzato har den samme fascination af naturen og de små detaljer, som var med til at gøre Dværgenes Konge fremragende. Dog er Frezzato langt fra så dyster i sin tilgang til tingene, som man så det hos Chevalier og Segur. Endvidere formår Frezzato at komponere imponerende billeder, og det store format gør, at de enkelte tegninger får den plads, de fortjener.

Frezzato er også meget dygtig til bryde med tegneseriestribens faste rammer, og de enkelte rammer varierer meget i størrelse, hvilket også er med til at understøtte fortællingens dynamik. Masirs Vogtere 1: Dværgenes Ø er – uden at man tager historien i betragtning – et kunstværk i sig selv og en meget imponerende bedrift. For selv om man har set det meste før, formår Frezzato ud fra sine inspirationskilder, at skabe sin egen stil.

Fantastisk appendiks

Selve historien kommer aldrig rigtig i gang og bærer præg af at være første bind i en længere serie. Rent faktisk er den visse steder ganske rodet, og det er svært at holde styr på de enkelte personer, racer, maskiner, verdenens geografi og meget andet. Men her kommer appendikset til sin ret.

Normalt vil jeg mene, at et sådant appendiks er overflødigt og en undskyldning for at forklare ting, man ellers ikke ville forstå. Det er bare ikke tilfældet her. I appendikset – som for øvrigt er vanvittigt flot tegnet og lækkert layoutet – er der, udover beskrivelser og tegninger af de vigtigste personer med tilhørende fakta om eksempelvis alder og hvad deres mere specielle ejendele kan, også en fyldig beskrivelse af hvad eksempelvis en edderkoppeflue og en rustæder er samt et overskueligt tværsnit af Ivolina Yughers tårn på Dværgenes Ø.

Endvidere er der et meget brugbart kort, som skitserer de steder og de rejser, som vores hovedpersoner besøger og foretager sig. Så når man har læst albummet og måske sidder tilbage som et stort spørgsmålstegn, er der hjælp at hente. Man kan så spørge sig selv, om det er nødvendigt og om det ikke bare udpensler tingene og gør det muligt for de fattesvage at følge med, men det mener jeg bestemt ikke er tilfældet.

Tværtimod giver det fortællingen en ekstra dimension – både visuelt og narrativt – og man mærker virkelig, hvor meget Frezzato har brændt for projektet og hvor vigtige tanker, han har gjort sig om universet og dets beboere.

Store forventninger

Der er så mange fede detaljer og idéer i albummet, som bare skriger på at blive uddybet, og nogen som bare er nok i sig selv. F.eks. er en af mine favoritscener der, hvor Erha bliver overfaldet af edderkoppefluerne på Yok-kirkegården. Så det er unfair at bedømme historien ud fra dette bind alene, da det hele sikkert giver mening i de næste to bind. Og hvis det ikke gør, så kan man i hvert fald nyde de smukke illustrationer. Men lur mig om historien ikke vil udfolde sig for alvor inden serien er omme – G. Floy plejer nemlig kun at give os det bedste, der er på markedet.

Alt i alt har Frezzato skabt et medrivende og troværdigt univers, som både inkorporerer det postapokalyptiske og det futuristiske. Jeg kan ikke lade være med at tænke på Waterworld (1995) – og det fortæller muligvis mere om mig end om albummet – med de store mængder af vand, de underlige maskiner, de få overlevende og det utopiske “promised land”.

Så når vi om nogle måneder har mulighed for at læse hele serien ud i en køre, vil jeg sætte alle mine gamle Edderkoppen-blade på, at Masirs Vogtere er et mesterværk inde for fantasygenren. Men vi får se til den tid – mine forventninger til de kommende bind er under alle omstændigheder meget store.

Masirs Vogtere 1: Dværgenes Ø er venligst stillet til rådighed af G. Floy Studio.

Anmeldt i nr. 15 | 13/01/2007