Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Macabro

Macabro
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

MacabroLamberto Bavas spillefilmsdebut gør mange ting rigtigt, men endnu flere ting forkert. Alligevel er det svært ikke at lade sig fascinere af denne syge lille film.

Lamberto Bava er søn af den legendariske Mario Bava og har stået bag en række genrefilm siden sin spillefilmsdebut med Macabro i 1980. Her på Planet Pulp er vi bl.a. stødt på ham som instruktør af La casa con la scala nel buio (engelsk: A Blade in the Dark) fra 1983.

Macabro foregår i New Orleans, men er derudover en ren italiensk produktion. Bag manuskriptet står, foruden Bava selv, også brødrene Pupi og Antonio Avati, som vi er stødt på i forbindelse med pseudozombiegyseren Zeder (1983), og den relativt ukendte Roberto Gandus. Filmens fotograf, Franco Delli Colli, er kendt for en lang række genrefilm, og også navnet på komponisten Ubaldo Continiello vil vække genklang blandt genrefilmfans.

Der er da heller intet i filmens plot, der fordrer, at den skulle foregå i USA, og at filmen foregår i New Orleans i stedet for eksempelvis Rom skyldes derfor nok primært filmens amerikanske salgbarhed. Derudover er New Orleans jo bare en stemningsfuld setting, hvilket jo også en Lucio Fulci har bevist med bl.a. E tu vivrai nel terrore – L’aldilà (The Beyond) fra 1981.

Coverets bagside forærer plottet væk

Macabro er den type film, man faktisk står sig bedst ved at vide meget lidt om, og derfor vil jeg også med det samme opfordre alle, der overvejer at købe filmen, til at undlade at kigge bag på coveret af Another World Entertainments danske udgave af filmen. Selv om man ikke skal have mange genrefilm under bæltet for at regne ud, hvad der foregår, mister man nemlig enhver mulighed for at blive overrasket, hvis man ser på coverets bagside, der forærer hele grundpræmissen væk.

At gutterne hos AWE har disponeret sådan skyldes nok, at Macabro ikke er en film, der putter med sin centrale gåde. Tværtimod forærer den næsten sagernes rette sammenhæng væk på et sølvfad, hvilket er én af filmens helt store problemer, hvis man spørger mig. For hvis man ser bort fra et par massive plothuller undervejs, så kunne grundpræmissen i Macabro let have dannet grundlag for en betydelig mere nervepirrende film end tilfældet er.

Det har Bava og hans medforfattere helt åbenlyst fravalgt, og dermed ligger fokus på nogle andre ting, som ikke er mindre fascinerende, men som måske alligevel har lidt svært ved helt at holde seerens opmærksomhed fanget i samfulde 90 minutter.

Et fatalt sidespring

Jane Baker

Macabro begynder, da Jane Baker en dag tager af sted for at mødes med sin elsker. De har en lille love nest på anden sal i et stort hus i New Orleans. De lejer stedet af husets ejer, en Mrs. Duval og hendes søn Robert (ja, sønnen hedder dermed Robert Duval – dog med kun ét “l”).

Da Jane får en opringning om, at hendes søn er druknet (en begivenhed vi som seere er vidner til og derfor kender den skumle baggrund for), haster hun af sted hjemad. Elskeren er med i bilen, og i deres hastværk kører de galt. Elskeren får hovedet kappet af i den voldsomme trafikulykke.

Den blinde Robert

Handlingen springer nu et år frem i tiden. Jane er lige blevet udskrevet fra et psykiatrisk hospital og flytter ind i den selv samme lejlighed, hvor hun og elskeren havde deres stævnemøder. Det er tydeligt, at hun er blevet skilt eller separeret, og at hun stadig er besat af sin afdøde elsker understreges af, at hun laver et lille husalter med billeder af ham. Nu er det dog kun den blinde Robert, der bor i underetagen, og han er ganske forgabt i den noget ældre Mrs. Baker.

Det står dog klart for Robert, at hun ikke gengælder hans følelser, for med sin skarpe hørelse kan Robert nemlig tydeligt høre, at Jane har herrebesøg oven på. Efter nogen tid er der dog nogle ting, Robert ikke kan få til at hænge sammen, og han indleder derfor sin egen undersøgelse af hvad der foregår, hvilket fører ham til en grusom opdagelse.

Uforståelige dispositioner

Janes husalter

Præcis hvad det er for en opdagelse, Robert gør, må I selv finde ud af ved enten at se filmen eller ved at kigge på bagsiden af DVD-coveret. Jeg vil dog opfordre alle til at se filmen uden at kigge på coveret, for det får man med garanti en bedre oplevelse ud af. Som sagt vil de fleste, der blot er nogenlunde velbevandrede udi genrefilm, nok regne sagernes rette sammenhæng ud ganske hurtigt.

Lad det være sagt med det samme: Macabro gør en masse ting rigtigt, men den gør endnu flere ting forkert. For det første kunne mysteriet om, hvad der foregår, sagtens være trukket noget mere i langdrag, og for det andet kunne Roberts synshandikap have været udnyttet langt bedre end tilfældet er.

Robert sniger sig ind i Janes lejlighed for at finde ud af, hvad der foregår

Faktisk er det mig en gåde, at Bava og hans medforfattere nærmest undlader at bruge Roberts blindhed til at skabe noget basal suspense. I stedet er hans manglende syn blot forklaringen på, at han ikke nærmest øjeblikkeligt kommer på sporet af, hvad der foregår.

Som en endnu større gåde stor dog, hvorfor Bava og de andre forfattere ikke valgte at sløre tingenes sammenhæng noget mere. Jeg overdriver virkelig ikke, når jeg siger, at man meget hurtigt regner ud, hvad der foregår – også uden at have kigget på bagsiden af coveret. Alligevel er der jo ingen grund til, at jeg skriver det sort på hvidt her, og derfor vil jeg også undlade at påpege de mest oplagte steder, forfatterne kunne have sat ind for at strække mysteriet. Den håndfuld enkle træk, de kunne have gjort, vil stå klart for de fleste, der ser filmen.

Sindssyge løber i familien

Tingene spidser til i det store, skumle hus

Det Macabro til gengæld gør rigtig godt er at skabe en stemning af noget virkelig sygt. Det gælder ikke kun Jane Baker, der rent seksuelt har roterende fis i kasketten, men også hendes pre-teendatter Lucy, der nærmest er endnu værre end moderen. At dømme efter Macabro, løber sindssyge i den grad i familien – selv om det er på to lidt forskellige måder.

Stemningsmæssigt minder Macabro mig en lille smule om William Lustigs Maniac (også fra 1980), idet begge film portrætterer et virkelig sygt sind, der udadtil formår at fremstå mere eller mindre normalt. Forskellen er så den, at Maniac er mere grafisk end Macabro, mens Macabro til gengæld berører nogle emner, der selv i genrefilm er mere eller mindre tabubelagte.

Desværre gør Macabro ikke så meget ud af at forklare, hvad der er galt med Jane Baker. Det står klart, at hendes seksualitet er helt afsporet, men i modsætning til de fleste andre film med et lignende tema får vi ingen forklaring på, hvorfor det er tilfældet – hvor langt ude disse forklaringer så end ofte er.

Fokus på stemningen

Macabro er fortalt i et langsomt tempo, der nok vil afskrække mange. Idet filmen spiller med meget åbne kort, kan tempoet faktisk godt komme til at virke lige lovlig adstadigt, men omvendt er det tydeligvis ikke hensigten med filmen at fortælle en handlingsmættet historie.

Fokus er på stemningen, og den understreges ganske fint af, at tingene udfolder sig roligt. Stemningen understreges ydermere af Franco Delli Collis fine fotografering, mens Ubaldo Continiellos musik til tider er lige lovlig funky-munter for min smag.

Skuespillet kan man ikke sige det helt store om, særligt ikke fordi filmen er optaget med italienske skuespillere, men i den anmeldte udgave eftersynkroniseret til engelsk. Både Bernice Stegers og Stanko Molnar, der spiller henholdsvis Jane Baker og Robert Duval, gør det som sådan fint, mens Veronica Zinny som datteren Lucy omvendt er lidt af en pine. Der er ikke mange andre medvirkende, der har særlig meget screen time.

Uudnyttet potentiale

Som gyser synes jeg ikke, Macabro fungerer specielt godt, men som psykologisk thriller har den en ret fin gusten stemning, og det er den, man skal se filmen for. Men jeg må gentage, at det går ud over min fatteevne, at Bava og co. ikke udnyttede nogle af de oplagte muligheder til at lege mere med publikums forventninger om, hvad der foregår samt at de ikke udnyttede den mandlige hovedpersons manglende syn til at skabe noget letkøbt, men effektiv suspense. Det havde i mine øjne skabt en betydelig bedre film.

Når det er sagt, så er Macabro på andre områder et ret fint eksempel på, hvad italienerne kunne diske op med i 1970’erne og 1980’erne inden for det, der kan kaldes psyko-thrillere, og det åndsmæssige slægtskab med gialloen er da også åbenbart. Nogen decideret ringe film er Macabro bestemt ikke, men grundpræmissen havde potentiale til så meget mere.

Macabro er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

3 stjerner

Titel: Macabro
Andre titler: Macabre
Instruktør: Lamberto Bava
Manuskript: Antonio Avati, Pupi Avati, Lamberto Bava & Roberto Gandus
Cast: Bernice Stegers (Jane Baker), Stanko Molnar (Robert Duval), Veronica Zinny (Lucy Baker)
Producere: Antonio Avati (producer), Gianni Minervini (producer)
Foto: Frano Delli Colli
Klip: Piera Gabutti
Spilletid: 87 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Dolby Digital 2.0
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: Italien, 1980
Produktionsselskaber: A.M.A. Film
Distributør (DVD): Another World Entertainment
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 69 | 13/07/2011

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *