L’ultimo squalo

Italien spyttede film ud en lind strøm i 70’erne og 80’erne. Der var ikke grænser for, hvad der blev produceret, om det var spaghettiwesterns, giallos, soft- og hardcoreporno, kannibalfilm, zombiefilm eller kriminalfilm – foruden naturligvis de “seriøse” filmgenrer. Mange af de mere velkendte italienske gyser-/splatterfilm er faktisk mere eller mindre baseret på andre produktioner, som f.eks. Lucio Fulcis Zombi 2 (engelsk: Zombie Flesh Eaters), der blev solgt som en efterfølger til George A. Romeros Dawn of the Dead (1978), og talrige film har så senere kopieret kopien.

Har vi ikke hørt den før?

Dette var almen praksis i den italienske filmindustri i 1970’erne og 80’erne, og før L’ultimo squalo havde instruktøren Enzo G. Castellari f.eks. lånt meget fra Mad Max (1979), da han lavede sin egen I nuovi barbari i 1982. Dette projekt slog dog ikke, hvad han gjorde, da han lavede L’ultimo squalo året før! Her tyvstjal han sådan set alt fra Steven Spielbergs klassiske film Jaws (1975) om en glubsk dræberhaj, der har slået sig ned uden for kysten ved en lille by, hvor den æder alt og alle, der er dumdristige nok til at tage en svømmetur. Hajen var stor i Jaws, men hajen i L’ultimo squalo er gigantisk!

I den lille kystby South Bay er indbyggerne ved at gøre sig klar til sommerens store midtpunkt, nemlig en windsurfingskonkurrence, som alle de unge har set frem til, og øvet sig til i lang tid. Men desværre for alle indbyggerne, bliver dette spoleret, da en stor haj finder vej til deres farvand. Her slår hajen sig ned for at gøre livet surt for alle omkring sig, og for at æde så mange personer som muligt.

Selvom en af surferne og nogle andre er forsvundet, og alt tyder på, at det er en meget stor haj, der er på spil, vælger byens borgmester (Joshua Sinclair) at holde den store konkurrence! Der må selvfølgelig gøres noget, og det er ikke kun Peter (James Franciscus) eller hans ven, sømanden Ron Hamer (Vic Morrow), der er ude på at slå hajen ihjel. Nej, for vennerne til den første surfer, der døde i hajens gab, har sat sig ud for at finde den store dræber og få hævn. Og som altid i sådan en situation går det galt, og en af de unge får bidt benet af – Peters datter!

I den efterfølgende tid bruges der, som i Jaws, meget tid ude på havet med flere konfrontationer med hajen. Men hajen nøjes ikke bare med at spise et par gæster eller to, men flår en helikopter ned i vandet og æder besætningen, og senere flår den en hel badebro løs, og svømmer væk med den! Om hajen bliver stoppet til sidst, skal ikke afsløres her, men dem, der har set Jaws, kan nok gennemskue slutningen et godt stykke tid, før den kommer.

Stoppet af Spielberg

Efter L’ultimo squalo havde kørt en måned i USA, fik Steven Spielberg og Universal hevet den og instruktøren i retten, for plagiat af Jaws. Efter retssagen blev det forbudt at vise Castellaris hajfilm i USA nogensinde. Dette er noget af en mundfuld for en film, og den har sikkert også fået et større publikum, eftersom man ikke måtte vise den. Men er filmen så noget ved, eller er den bare et billigt rip-off?

Udover det, vi så i Jaws, er der ikke meget andet at komme efter i Castellaris film. Hajen er godt nok stor (nogle gange), men når der skiftes til arkivfilm af hajangreb, er der en svingende forskel på hajens størrelse, lige fra en lille hajunge til de større hvidhajer. Når vi så endelig får den “rigtige” haj at se, altså den mekaniske, er den mindst 10 gange så stor som den største haj, vi så tidligere. Størrelsen svinger meget, og det er for åbenlyst til, at man bare kan se igennem fingre med det. Udover de mange flotte arkivfilm, der bliver brugt, er der også brugt mange små undervandsindslag, hvor det er helt tydeligt, at hajen er en plastikdukke. Her ligner hajen mere en blanding mellem en pingvin og en stor delfin – ikke det mest frygtindgydende billede, man får i hovedet.

Klog haj

Meget af handlingen drejer sig om den windsurfingskonkurrence, byen afholder, men selvom mange af indbyggerne, samt borgmesteren, godt er klar over, der er en kæmpehaj på færde, vælger de ikke at aflyse. Nej – de sikrer et lille område med et specielt antihaj-net, som skulle holde hajen ude. Desværre bider hajen hul, så der er fri adgang til alle de dejlige surfere. Det virker også en smule åndssvagt, da alle stort set er alt for enige om, at det er en kæmpehaj, der svømmer uden for deres by. Det virkede bedre i Spielbergs version, hvor der blev stillet kritiske spørgsmål omkring hajens eksistens – for det kunne jo være en stor haj, men det kunne vel ligeså godt være en båd, eller en anden ulykke, der havde forsaget de mange dødsfald.

Da jagten på hajen endelig går i gang, er det i flere etaper. Vi ser først Peter og Ron (med den herlige skotske accent) prøve at få ram på hajen med dynamit. Men dette slår fejl, da hajen lokker dem ind i en grotte, og lukker dem inde ved at svømme ind på grotten, så store sten falder ned og blokerer udgangen (det er en meget klog haj)! Anden gang, vi ser hajen ansigt til ansigt med mennesker, er da nogle unge tager ud for at få hævn over hajen, heriblandt også Peters datter. De unge er bevæbnet med haglgeværer og masser af kød, så de kan få lokket hajen frem. Men dette slår også fejl, og Peters datter ryger i vandet, og får bidt benet af. 2-0 til hajen!

Haj vs. Helikopter

Senere prøver borgmesteren William Wells at få fanget hajen i en af filmens sejeste scener. Her flyver han ud i sin helikopter, og sænker en wire med kød på ned i vandet – hvad han har tænkt sig at gøre, når hajen først har bidt på, har han åbenbart ikke rigtig tænkt over, for han bliver meget overrasket, da hajen dukker op og trækker hele helikopteren ned i vandet. Det virker åndssvagt, og det er det skam også, men også utrolig sjovt! Til sidst må Peter stå ansigt til ansigt med hajen, efter den har bortført hans kone og en masse gæster på den tidligere nævnte badebro.

Det er meget langtrukket at se den store haj blive angrebet flere gange, uden der egentlig sker noget. Men spilletiden skulle jo lidt op, så i stedet for at udvikle de ligegyldige karakterer mere, ser vi mere til hajens angreb, som desværre ikke er helt så blodige, som man kunne forvente af en italiensk film. Der bliver dog tid til lidt blod, da Wells får bidt sine ben af, imens han hænger under helikopteren, samt senere, da en kameramand får bidt hele underkroppen af.

Skotsk søulk

Persongalleriet består af stereotyper, som er taget direkte ud af den bedre Spielberg-film, men knap så interessante eller livlige. Skuespillet er lidt af en blandet fornøjelse, men ligger langt under middel, hvilket nok også skyldes den hæslige engelske dub, som filmen har. Vi når aldrig at komme ind bag personerne, så vi kan føle med dem, og håbe på det bedste. Tværtimod begynder man som publikum at heppe mere på, at hajen får spist dem så hurtigt som muligt.

Den sjoveste person i hele filmen, må siges at være Ron Hamer (Vic Morrow), som leverer en af de sjoveste præstationer i filmen i rollen som den fordrukne sømand med en svingende skotsk accent. Hans person er taget direkte ud fra Robert Shaws karakter Quint i den originale Jaws. Han er en gammel søulk, der snakker rigtig sømandssnak, og altid iført sin sejlerkasket eller en sømandshue. Filmen redder sig ekstra point blot ved hans tilstedeværelse i de mange scener, hvor han gjalder op med sit faretruende sprog og underlige opførsel.

Hajen er, som nævnt, ikke ligefrem realistisk, og har man set Jaws, skal man ikke forvente meget mere af den kunstige haj her, selvom den ganske vist er større og mere grum. Er man panisk angst for alle havdyr og især hajer, som undertegnede, er der nok flere scener, der kan få dig til at trække benene op under dig i frygt. Især de mange arkivfilm, der bruges er uhyggelig skræmmende at se på i længden.

Fin for Jaws-fans

Enzo G. Castellaris L’ultimo squalo er udgivet i Danmark af Another World Entertainment, og vanen tro er den fyldt med en masse guf. Filmen står flot, selvom billedet er en smule uldent nogle steder, og lyden er ganske glimrende. Af ekstramateriale finder man slideshows, biografier, trailers til mange af AWE’s andre udgivelser, samt en masse hurtige facts om hajer. En rigtig fin udgivelse fra AWE, hvor man dog savner den lille booklet, som plejer at følge med i deres andre film – men man kan jo heller ikke få alt.

L’ultimo squalo er en film, som vil falde i god jord hos fans af Jaws. Om end den er lidt primitiv, og hugger meget fra forbilledet, er den underholdende i nogle scener. Mere blodtørstige fans, kan blive slemt skuffet over L’ultimo squalo, da den ikke indeholder ret meget af den røde farve. Det bliver kun til et par enkelt scener, hvilket ikke er meget, når vi snakker italiensk sleaze. Men er man i humør til en “kæmpedyr-truer-lilleby”-film, og allerede har set de første fire indslag i Jaws-serien, kan jeg sagtens anbefale Castellaris film.

L’ultimo squalo er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 32 | 13/06/2008

Stikord: Animal Horror, Havet, Italian Cinema, Kæmpemonstre, Rip-off