Listen: Ti gode og knap så gode amerikanske præsidenter på film og tv

5 minutters læsetid

Planet Pulps læsere skal da ikke snydes for valgflæsk, så her følger en liste over 10 uforglemmelige fiktive amerikanske præsidenter på film og tv – fem gode og fem knap så gode i vilkårlig rækkefølge.

Når man ser bort fra film og tv om rigtige, historiske præsidenter, er det slående, hvor ofte den amerikanske præsident på film og tv enten portrætteres som Den Store Helt eller Den Infame Skurk. Det er forbavsende få fiktive præsidenter, der rent faktisk fremstår som virkelige mennesker. De findes selvfølgelig (også på denne liste), men de er langt mere sjældne end både Helten og Skurken.

De gode

Martin Sheen (The West Wing, 1999-2006)

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=N-2_LqOS3uo[/youtube] Se her er en mand, der fremstår både dygtig, troværdig og sympatisk. Mon ikke der var en del amerikanske tv-seere, der i den periode, The West Wing kørte (1999-2006) ville ønske, at Martin Sheens sympatiske og liberale præsident Bartlett havde været præsident i stedet for de siddende (måske især ham fyren, der var chef fra 2001)? Selv om The West Wing er fiktion, placerer den sig solidt i den meget realistiske ende af skalaen, sammenlignet med andre produktioner på denne liste.

Bill Pullman (Independence Day, 1996)

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=l31UUl5SyXk[/youtube] Fra realistisk til det stik modsatte. Bill Pullmans præsident Thomas J. Whitmore er én af Heltene – en rigtig all-American good guy med smørsmil og lækkert hår. Han er pilotveteran fra den første Golfkrig, elsker sin kone og datter, er beslutsom og modig – og selvfølgelig er han manden, der leder det afgørende angreb på de invaderende rummænd i Roland Emmerichs elskede og hadede science fiction-brag.

Morgan Freeman (Deep Impact, 1998)

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=C0SqH_PRfGU[/youtube] Jeg kan ikke huske, hvem der har sagt det, men indtil Obama vandt præsidentvalget i 2008, kunne man være så godt som sikker på, at en sort præsident på film var ensbetydende med, at filmen var science fiction. Sådan er det også i Deep Impact, selv om det er science fiction med vægt på science-delen. Derfor hører Freeman også til i den mere realistiske ende af skalaen – selv om tanken om en sort præsident i 1998 nok lå fjernt for de fleste. I rollen som præsidenten, der må meddele verden (læs: USA), at verdens ende er forestående, udstråler Freeman autoritet og ro.

James Cromwell (The Sum of All Fears, 2002)

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=PJpGMrH7RWs[/youtube] Autoritet? Ja. Ro? Nej. James Crowells præsident Fowler hører også til i den realistiske ende af skalaen som en mand, der er splittet mellem sine militærrådgivere på den ene side og så Ben Affleck på den anden. Som sådan fremstår Cromwell ganske realistisk som en mand, der afvejer risici og muligheder i de afgørende scener, hvor han alene bestemmer om USA og Rusland skal kaste sig over hinanden, efter at en atombombe er eksploderet i Baltimore.

Harrison Ford (Air Force One, 1997)

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=YdaeVone5qA[/youtube] Så er der anderledes gang i Harrison Fords præsident James Marshall i Air Force One. Han gemmer sig resolut i Air Force Ones krinkelkroge, da Gary Oldmans fæle terrorist overtager kontrollen, og som en anden John McClane slår Marshall så tilbage og redder dagen. Angiveligt så Bill Clinton filmen hele to gange, mens han var præsident. Wishful thinking, Mr. President?

De knap så gode

Gene Hackman (Absolute Power, 1997)

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=hMyXYV8zIV4[/youtube] I Absolute Power spiller Gene Hackman en rigtig grim karl af en præsident, der seksuelt antaster en ung kvinde i Det Hvide Hus, slår hende og tager kvælertag på hende. Da hun sætter sig til modværge, ender hun med at blive skudt af Secret Service, og præsident Richmond er naturligvis med i den efterfølgende cover up. Ikke en mand, man har lyst til at have siddende i det Ovale Kontor. Sjovt nok spilles én af Secret Service-agenterne af Dennis Haysbert, der senere selv skulle spille præsident Palmer i 24.

Jack Nicholson (Mars Attacks!, 1996)

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=MPMmC0UAnj0[/youtube] Jack Nicholsons præsident Dale i Mars Attacks! er ikke som sådan en bad guy; han er bare lidt en idiot, der tror, at han kan holde fred med de omvandrende hjerner fra Mars. I Nicholsons veloplagte præstation fremstilles præsident Dale desuden som en opblæst ærke-amerikansk præsident, der taler ned til alle og enhver og benytter sig af typisk, intetsigende politikersprog. Ja, han kommer endda med en bushism over fire år før, den rigtige vare satte sig i stolen i det rigtige Hvide Hus: ”Rest assured that we will soon come out at a very real outcome.” Jeg kan kun sige: Ack! Ack! Ack!

Gregory Itzin (24 timer, sæson 5, 2006)


Richard Nixon har ikke levet forgæves! Gregory Itzins præstation som præsident Charles Logan i femte sæson af 24 er én af sæsonens absolut største styrker, og Itzin én af seriens helt store profiler (han er også med i andre sæsoner). Itzin formår både at fremstille Logan som uendeligt skurkagtig og samtidig helt utroligt usikker på sig selv, og både i sin fysiske fremtoning og sleske måde at spille Charles Logan på, minder Itzin ikke så lidt om Tricky Dick. Bortset fra, at der er ret stor forskel på at organisere et indbrud i et valgkontor og så ”komme til” at give russiske terrorister kemiske våben. Details, shmetails. Desværre kunne jeg ikke finde en ordentlig video med præsident Logan, så I må nøjes med et billede.

Lloyd Bridges (Hot Shots! Part Deux, 1993)

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=tVKzigyz-bI[/youtube] Præsident Tug Benson er en mand, der får selv Frank Drebin til at fremstå intelligent! Her tager Jim Abrahams og Pat Proft deres nærmest patenterede idioti helt til grænsen og får uvurderlig hjælp af Lloyd Bridges i rollen som præsidenten. Og for nu at citere den gode præsident Bensons tale til en flok japanske forretningsmænd: ”It seems only like yesterday I was strafing so many of your homes. Here I am today, begging you not to make such good cars.” Det amerikanske præsidentembede i en nøddeskal: Skyd først, undskyld senere? (PS! Spol frem til 0:40 i videoen for at finde et godt klip med præsidenten – og læg i øvrigt mærke til speakerens bemærkninger om præsidentens morgenrutine).

Donald Pleasance (Escape from New York, 1981)

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=TlXHCykk7fU[/youtube] Præsidenten (der aldrig identificeres ved navn) spiller ingen stor rolle i John Carpenters klassiske Escape from New York (han er primært filmens McGuffin, der skal sætte handlingen i gang), men alligevel formår ellers så sympatiske Donald Pleasance at få præsidenten til at fremstå som en ægte egocentrisk kujon af den type, man bestemt ikke gerne så i spidsen for et (mere eller mindre) postapokalyptisk USA. Derfor er det også ganske tilfredsstillende, at Præsi bliver taget under kærlig behandling af Isaac Hayes’ The Duke.

Mogens Høegsberg. Redaktør. Medstifter af Planet Pulp. Født 1976. Oprindelig fra Ringkøbing, fra 1996 til 2014 bosat i Århus, nu bosat i Silkeborg. Uddannet mag.art. og ph.d. i middelalderarkæologi. Ansat som arkæolog ved Moesgård Museum. Har siden barndommen været ivrig horrorfan; indledningsvist primært litteratur, senere også film. Dertil rollespiller, brætspiller og tegneseriefan. Film og filmmusik er Mogens’ to største passioner inden for [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.