Der findes film som jeg ikke er i stand til at bedømme objektivt, da jeg med det samme bliver suget ind i dem, grundet deres stemning. Dette er film som John Carpenters Prince of Darkness (1987), Qui a tué Bambi? (Who killed Bambi?) (2003) og La nuit des traquées (Night of the Hunted) (1980).
Jeg er dybt fascineret af alle tre, og det kan sagtens være, at de alle er nogle skodfilm, men jeg bemærker det ikke. Grunden til at jeg nævner dette er, at instruktøren af den sidstnævnte – Jean Rollin – også har lavet Lèvres de sang (Lips of Blood), der kan minde lidt om La nuit des traquées, altså stemningsmæssigt, men alligevel ikke helt.
Ikke meget handling
Historien er nogenlunde som følger. Frederick ser under en fest et billede af nogle ruiner, hvilket fremkalder minder fra hans ungdom. Det er som om han kan huske, at have været ved disse ruiner før og blevet forelsket i en ung kvinde det selv samme sted. Men hans mor vil ikke vide deraf og påstår at det er vrøvl. Dette stopper dog ikke Frederick, da hans følelser er så stærke, at han forsøger at finde de ovennævnte ruiner.
Samtidig med hans søgen efter ruinerne, er det som om, at minder fra barndommen trænger sig på og pludselig begynder han at se den kvinde rundt omkring i Paris, som han kan huske at have elsket for så mange år siden. Men samtidig er der nogle kvindelige vampyrer der åbenbart er begyndt at jage ham – eller hjælper de ham til at finde sit livs kærlighed?
Der er ikke så megen handling i filmen, så jeg vil egentlig ikke afsløre mere af denne. Men Jean Rollins film skiller vandene og enten kan du lide dem, eller også finder du den kedelige, prætentiøse og nå ja lets face it, for franske. Jeg er vild med de fleste af hans produktioner. Jeg finder deres stemning fantastisk, men vil gerne indrømme, at de ikke er ideel underholdning til en lørdag aften med kammeraterne, nogle øl og snacks.
Uskyldsrent og drømmende
På trods af at der er en pæn del af nøgenhed og endda lidt blod i Lèvres de sang, virker den på en eller anden måde uskyldig. Der er noget uskyldsrent og drømmende over filmen. Nøgenheden bliver aldrig specielt vulgær eller sleazet, men virker som en naturlig del af filmen. Specielt den lille godte Annie Belle får point for at være dejlig som den pige, Frederick forelsker sig i. Who can blame him?
Men når dette er skrevet, så mener jeg ikke, at filmen stemningsmæssigt er på højde med La nuit des traquées, og handlingsmæssigt halter den lidt. Men slutningen er efter min mening helt fænomenal, og når endelig de elskende får hinanden, er der ikke et øje eller sæde tørt i huset. Nej det er måske for meget sagt. Men se den nu alligevel, hvis du har mod på en mere langsom poetisk film.
Lèvres de sang er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Andre titler: Lips of Blood
Instruktør: Jean Rollin
Manuskript: Jean-Loup Phillippe & Jean Rollin
Cast: Jean-Loup Phillipe (Frederick), Annie Bell (Den mystiske kvinde)
Producere: Lionel Wallman (producer) & Jean-Marie Ghanassia (Co-Producer)
Foto: Jean Francois Robin
Musik: Didier William Lepauw
Spilletid: 88 minutter
Aspect ratio: 1.85:1 anamorphic widescreen
Lyd: Dolby Digital Stereo
Sprog: Fransk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: Frankrig, 1975
Produktionsselskaber: Nordia Films, Off Production, Scorpion V
Distributør (DVD): Another World Entertainment (DK)
Udgave/region: 2
Anmeldt i nr. 28 | 13/02/2008
Stikord: Vampyrer