Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Les temps des secrets

Les temps des secrets
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Årets hidtil bedste score! Smukt og indfølt filmmusik af en type, der ikke er bange for at kommunikere følelser direkte.

Les temps des secretsI Frankrig er Marcel Pagnol (1895-1974) en særdeles velkendt skikkelse, der fra 1920’erne og frem kastede sig ud i en imponerende kreativ karriere, først som skuespilforfatter, siden filminstruktør og forfatter.

Herhjemme kender vi nok bedst hans navn fra de to film Jean de Florette og Manon des Sources (begge 1986), instrueret af Claude Berri og med bl.a. Gérard Depardieu på rollelisten.

Jean de Florette og Manon des Sources kan både betragtes som remakes og som filmatisering, for Pagnol lavede oprindelig Manon des Sources som film i 1952, inden han skrev filmen om til roman (med titlen L’eau des collines) i 1963. 1986-udgaven af historien blev splittet op i to film, men er altså baseret på ét værk – film hhv. roman.

Baseret på selvbiografi

Les temps des secrets er baseret på Pagnols selvbiografi af samme navn fra 1959, og den aktuelle film er i øvrigt ikke første filmatisering: Den er så sent som i 2007 filmatiseret under samme navn som en fransk-belgisk co-produktion.

Historien i filmen er Pagnols hyldest til sit elskede Provence, og handler om hans sidste sommerferie inden gymnasiet og de eventyr, han oplevede da.

Mageløst hovedtema

Musikken til den aktuelle film er af den franske komponist Philippe Rombi, og er helt afsindig godt! Faktisk så godt, at jeg lige nu har scoret som absolut nummer ét blandt de scores, jeg har hørt i år, og det kommer til at kræve en hel del at vippe Les temps des secrets af den position.

Det er sandt, at scoret er meget bygget op omkring det mageløse hovedtema, og at man – hvis man ikke bryder sig om hovedtemaet – næppe vil kunne lide scoret som helhed.

Men så spørger jeg bare: Hvem vil dog ikke kunne lide så fantastisk smukt et tema, som Philippe Rombi har begået her?

Derudover må det med det samme siges, at Les temps des secrets entydigt IKKE er et monotematisk score. Hvis man reducerer scoret til kun at være hovedtemaet, lytter man ikke ordentligt efter, for der er adskillige andre tematiske idéer i spil her.

Ikke desto mindre kommer man ikke udenom, at hovedtemaet er meget hyppigt tilbagevendende, hvilket jeg dog anser som en styrke, snarere end et problem.

Varmt, gyldent formsprog

Rombis score er rent symfonisk og komponeret i et varmt, gyldent formsprog, der på sin vis leder tankerne tilbage til Hollywoods guldalder.

Ikke sådan at forstå, at Rombis musik rent teknisk minder om gammel Hollywood-musik, men den måde, musikken kommunikerer følelser på – åbent, ærligt og uden moderne rynken-på-næsen af ægte følelser i filmmusik – er en velkommen throwback til tidligere tider.

Hvis man skal pege på en komponist, der tydeligvis har haft indflydelse på Rombi under arbejdet med Les temps des secrets, er det uden tvivl John Williams. Det høres adskillige steder undervejs, stedvist endda så tydeligt, at man føler sig hensat til et score fra Williams’ gyldne periode i 1980’erne. Det vender jeg tilbage til.

Hovedtema med A- og B-tema – og bro

Det mageløse hovedtema introduceres i “Ouverture valse des secrets” (nr. 1) – temaets koncertversion. Hovedtemaet er – som titlen antyder – en vals, men det er ikke bare ét tema. Der er to klart definerede tematiske idéer i hovedtemaet – et A-tema og et B-tema – adskilt af en lige så klart defineret bro.

A-temaet høres i “Ouverture valse des secrets” første gang ved 0:34, hvor det fremføres på flygel over pizzicato-strygere, inden det overtages af strygerne og siden træblæserne.

Når temaet siden høres i scoret er det også ofte på flygel, selvom det også høres i både strygere og træblæsere.

Ved 1:16 går A-temaet over i hovedtemaets bro, der tager form af en elegant, strygerbåren vals, nærmest wienervals-agtig, og baseret på de samme harmonier som A-temaet.

Denne går så ved 1:39 over i B-temaet, indledningsvist på flygel over strygere og derefter båret af strygerne. B-temaet er om muligt endnu mere fantastisk end A-temaet; et varmt, romantisk tema, der også høres hyppigt i resten af scoret, ofte i strygerne, men også i træblæserne og på flygel.

Flere tematiske idéer

Hovedtemaet er i høj grad bærende for scoret, og der er kun nogle få cues, hvor temaet ikke høres i én eller anden form. Enkelte steder reducerer Rombi temaet en smule, eller varierer det ved at ændre på tempo eller orkestrering, men enten A- eller B-temaet optræder i de fleste cues.

Derudover er der yderligere tre tilbagevendende tematiske koncepter i scoret. Det første er et lille motiv på 11 toner, der første gang høres i indledningen til “Ouverture valse des secrets”, og som dukker op yderligere en håndfuld gange.

Det andet er fuldbyrdet tema, som nærmest kan siges at være bygget op af to mindre motiviske idéer, der begge også optræder hver for sig.

Det første af disse motiver høres i begyndelsen af “La rencontre” (nr. 4) og består af fem toner. Dette er en form for mysterie-motiv og hører til scorets mere atmosfæriske byggesten.

Det andet motiv første gang ved 0:11 i “Le chateau des Bellons” (nr. 5) og består grundlæggende blot af to toner, fremført af kor. Dette motiv har en æterisk lyd, der minder en smule om Danny Elfmans ooh’ende kvindekor fra storhedstiden i slutningen af 80’erne.

Som regel høres disse to motiver sammen, og fra tid til anden væver Rombi videre på dem og bygger ud af dem et helt tema, der første gang høres ved ca. 0:19 i “La rencontre” og mere udbygget ved 0:42 i “Les secrets”, hvor temaet for alvor når at folde sig ud.

De to motiver – alene, i kombination eller som kombineret tema – optræder i de mere atmosfæremættede cues i scorets anden halvdel.

Den sidste tematiske idé i scoret er et enkeltstående tema, der kun høres i “Le temps des punitions” (nr. 13) fra ca. 1:47 – et gennemført vidunderligt tema, indledningsvist fremført på flygel over strygere, men siden givet videre til strygerne, alt suppleret af træblæsere, flygel og senere kor.

Flere atmosfæriske cues

Hovedtemaets dominans opblødes en del i scorets andel del, hvor flere atmosfæriske cues sniger sig ind – eller hvor i hvert fald dele af cues består af mere atmosfærisk musik. Stedvist sågar med en smule mørke, men uden at det nogensinde bliver rigtig farligt, endsige uhyggeligt.

F.eks. indeholder anden halvdel af “Les secrets” samt “Les temps des punitions” og “A la recherche d’Isabelle” (nr. 15) fint atmosfæriske materiale, ofte bygget op omkring de to atmosfæriske motiver, jeg beskrev tidligere.

Det er dog også denne del af scoret, hvor Rombi slipper gækken løs og leverer noget forrygende letbenet komediemusik. Fra ca. 0:55 i “Retour dans les Collines / Course au lièvre” står den på teknisk brillant musik med pizzicato-strygere, træ- og messingblæsere i en stil, som John Williams ville nikke anerkendende af.

Teknik à la John Williams

Og som sagt har John Williams tydeligt stået fadder til dele af Les temps des secrets. Ikke så meget i scorets tematiske indhold, men tydeligvis i Rombis tekniske behandling af såvel træblæsere og messingblæsere som strygere.

Det netop omtalte cue er blot et eksempel, men hør f.eks. også den varme, harmoniske udtoning af “La rencontre” (fra ca. 0:57), med dens harpe, valdhorn, træblæsere og strygere – ren Williams.

Det samme gælder den faldende strygerlinje i kombination med messingblæsere ved ca. 0:53 i “La chateau des Bellons”, store dele af det første minuts tid af “Le chevalier et la princesse” (nr. 10), strygerbehandlingen fra ca. 1:08 i “Les temps des punitions” og adskillige andre steder.

Allertydeligst bliver det dog i “La grotte du Taoumé” (nr. 18) og “Le serpent de Pétugue” (nr. 19), der også er det tætteste Les temps des secrets kommer på egentlig actionmusik.

Kortvarigt indeholder begge cues decideret actionmusik, men for det meste er “La grotte du Taoumé” et stykke fornem suspense, mens “Le serpent de Pétugue” efter en kort omgang action går over i let komediemusik. Det hele ekstremt John Williams-inspireret.

Her føler man sig i den grad hensat til Williams’ heyday i 1980’erne, med klare ekkoer af såvel Indiana Jones (hør f.eks. suspensemusikken fra ca. 2:05-2:30 i “La grotte du Taoumé” eller actionmusikken fra ca. 0:35 i “Le serpent de Pétugue”) som E.T. (f.eks. actionmusikken ved 2:59 i “La grotte du Taoumé”).

Vidunderligt ekko

Jeg påpeger ikke ligheden med John Williams for at kritisere Philippe Rombi; egentlig tror jeg bare, Rombi her har været udsat for indblanding i den kreative proces i form af et temp track med nogle Williams-cues.

Tværtimod synes jeg faktisk Rombi skal roses for, at han formår at emulere Williams så dygtigt, som han gør – og så skal det i øvrigt siges, at de åbenlyse og direkte Williams-inspirationer kommer i korte passager og altid pakket ind musik, der tydeligvis er Rombis egen.

Endelig må det siges, at det er vidunderligt igen at høre et ekko af den slags musik, John Williams komponerede i 1980’erne. Den helt særlige lyd og stil var noget af det, der fik mange af os til at forelske os i filmmusik til at begynde med, og det er efterhånden længe siden, vi har hørt lige den stil – selv ikke Williams komponerer på den måde længere.

Varm om hjertet

Mest af alt skal Philippe Rombi dog roses for sit helt igennem vidunderlige hovedtema og for den generelle tilgang – rent symfonisk og dybt melodisk – han har valgt til Les temps des secrets.

For mig er det her årets hidtil bedste score. Det er smukt og indfølt, og det er musik af en type, der ikke er bange for at kommunikere følelser direkte. Scoret til Les temps des secrets er filmmusik, der gør mig varm om hjertet og sætter et stort smil på mit ansigt, når jeg hører det. Hvad mere kan man bede om?

6 stjerner

Nummerliste:
1. Ouverture valse des secrets (2:46)
2. Les retrouvailles (2:18)
3. Marcel et Lili (1:50)
4. La rencontre (1:12)
5. Le chateau des Bellons (1:27)
6. Le coeur battant (1:54)
7. Dilemme (1:59)
8. Le piano d’Isabelle (1:13)
9. En route vers la fronde (1:12)
10. Le chevalier et la princesse (3:13)
11. Enchantement (1:34)
12. Les secrets (1:19)
13. Le temps des punitions (3:30)
14. La rentrée (1:04)
15. A la recherche d’Isabelle (1:58)
16. Augustine et Joseph (0:40)
17. Retour dans les Collines / Course au lièvre (2:45)
18. La grotte du Taoumé (3:48)
19. Le serpent de Pétugue (1:28)
20. Désenchantement (2:39)
21. Final (3:24)

Total spilletid: 43:13

Titel: Les temps des secrets
Komponeret af: Philippe Rombi
Dirigeret af: Philippe Rombi
Orkestreret af: Philippe Rombi
Komponeret: 2022
Udgivet: 2022
Label: Music Box Records

Anmeldt i nr. 200 | 13/06/2022

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *